Ulbjerg-Stoholm (404)

Udklip404

Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ulbjerg-Stoholm, 36 km (404).
Lørdag den 1. maj 2021.

Kirken i Ulbjerg danner endnu en gang udgangspunkt for min vandretur. Jeg følger grusvejen, der går i kanten af engene og ender blindt ved en lille parkeringsplads få hundrede meter fra fjorden. Himlen er holdt i en blågrå farve, der ikke lader solen slippe igennem I horisonten går den over i en klar lyseblå tone med lave, hvide skyer. Nogle få dråber regn rammer min kind, men det går i sig selv igen. Engene langs bækken er frodigt grønne, og klinten, der rejser sig ud mod fjorden, vender et grønt overdrev ind mod landet. Gravhøje ses i profil på toppen af bakkerne, Store Klinthøj tæt på afgrunden mod fjorden.
Der holder biler på parkeringspladsen, og små grupper af besøgende går ad den slidte trampesti op over bakken. Ulbjerg Klint er et populært lokalt udflugtsmål året rundt – men især på denne tid af året. Det er nu kobjælderne blomstrer i stor mængde på overdrevets sydvendte bakkeside. Sidste forår besøgte jeg stedet midt i maj (vandredag 363), og da var de på det sidste. Så i år er jeg kommet to uger tidligere. Og jeg bliver ikke skuffet.
Kobjælderne danner ikke en sammenhængende flade af farve for øjet, sådan som lyng, valmue, kornblomst og andre vækster kan gøre det. På afstand ser jeg dem blot som en let bølge over overdrevet. Jeg skal tæt på, før jeg kan nyde synet af blomsterne. På ankelhøje stængler, mere end nok til at løfte sig fri af overdrevets grønsvær, kronblade i purpur, samlet i en blomst på størrelse med en lille blomme, gule støvdragere indeni. De danner et tæppe henover skråningen, ud mod fjorden og ind mod landet, hvor blomsterfloret langsomt opløses i små bræmmer og enkelte planter, mens jeg går op ad bakken til Klinthøj.
Fra klintens højeste punkt har jeg en panoramisk udsigt mod syd, hen over engene med den lille sø, lavere bakker i mellemgrunden og kystlinjen, der løber hen til Virksunddæmningen, der adskiller Lovns Bredning fra Hjarbæk Fjord, den inderste del af Limfjorden. Med afmålte, omhyggelige skridt følger jeg en knudret trampesti ned fra højderne og ud til stranden. Svaler flyver lavt og hurtigt over engene. Jeg ved fra tidligere besøg, at klintens rå og stejle front ud mod havet nogle steder er gennemhullet af digesvalernes huler.
Sidste år gik jeg mod nord herfra. I dag skal jeg mod syd. Få hundrede meter længere fremme ligger de mindre bakker ud mod kysten, bevoksede med lyng og dertil et par gravhøje øverst, men ikke prominente nok til at have fået navne. Der er endnu en parkeringsplads, for enden af en lang, blind grusvej derhenne. En bil i en farvetone omkring rød neglelak ses på lang afstand mod landskabets dæmpede palet, og en børnefamilie går forbi mig. Syd for lyngbakkerne når flad eng ud til stranden, en flok nysgerrigt jerseykvæg følger mig med blikket, mens jeg går forbi.
Ebben er lige sat ind, vandet er ikke sunket mere end en håndsbredde, men det er nok til at blotlægge en halv snes meter af havbunden, for den østlige side af bredningen er ganske lavvandet. Stranden er en smal stribe sand, hvor opskylslinjerne med tang og muslingeskaller vokser i tykkelse, som jeg nærmer mig dæmningen. Når jeg ser mig tilbage, dominerer Ulstrup Klint horisonten, langt mod nordvest kan jeg lige akkurat skelne de hvide klinter på Lovns Hoved (vandredag 364). Af og til flyver gæs eller gravænder over himlen, en snes svaner har fordelt sig i små flokke over det rolige vand nær dæmningen, og en flok skarver har fundet hvile på lave sten nær den modsatte kyst.
På østsiden af Virksunddæmningen ligger det gamle fiskerleje Sundstrup. Nyere huse har føjet sig til den gamle huse, på udsigtspladserne oppe ad bakkesiden. Lugten af brændeovnsrøg blander sig med den lette stank af rådnende tang. Der er ganske trafikeret på dæmningen, der indgår i landevejen mellem Hobro og Skive. Herfra er der en flot udsigt over Hjarbæk Fjord og den høje bakkekam øst for.
Øverst på bakkesiden ses de to gravhøje, der bærer det officielle stednavn Marens Patter. Sidste år kom jeg også over dæmningen på en vandretur (357), der var for lang til, at jeg kunne tage turen op til de to gravhøje, men i dag har jeg sat tid af til det. En afmærket sti går over den karske strandeng og videre langs med kysten, indtil en låge giver adgang til den store fårefold, der rummer den grønne bakkeside og de to toppe øverst. Jeg stiger op på den nærmeste gravhøj og kan glæde mig over en fantastisk udsigt. Kystlandskabet står frem med klart definerede linjer, og jeg er i øjenhøjde med Ulbjerg Klint mod nord. Dæmningen er en tynd tråd, der binder landet øst og vest for fjorden sammen. Overfor, på den anden side af Hjarbæk Fjord, er der en lavere havskrænt, som løber mod syd.
Jeg følger stien tilbage til landevejen og går over dæmningen. Måger balancerer på toppen af lygtepæle, og skarver fisker i vandet tæt på kystbefæstningen. På Virksundsiden er der store sommerhusområder og campingplads. Jeg følger en sti langs Hjarbæk Fjord, først langs et tyndt bælte af rørskov, dernæst, da jeg kommer op på havskrænten, med en smule lav, tilgroet hede på det flade, højere liggende land.
Fra kysten går jeg gennem sommerhusområdets labyrintiske grusveje, ind til jeg finder frem til Ørslevklostersø og den afmærkede vandresti her. Som navnet siger, hørte søen i sin tid under det nærliggende Ørslev Kloster (vandredag 356). En lang plankebro gør det muligt at gå nord om søen. Gennem rørene kan jeg se et svanepar, og en blishøne giver lyd fra sig. Den smalle kantning af rørskov fortsætter mens jeg går mod syd, lappedykkere, svaner og gråænder ligger i par her nær bredden. Ved den sydlige ende af søen er der udstrakt rørsump, trampestien fører frem til en markvej, en smule hævet over den fugtige jordbund. Herfra kan jeg se hen over enge og ud til fjorden.
Jeg forlader søen og vandrer videre ad markvejen, mere jord end grus, der i en lang, jævn stigning fører frem til den lille landevej, der løber mod syd, i en kilometers afstand fra fjorden, hvor det skrånende terræn går over plateauet. I nordvest kan jeg se klostrets hvide kirketårn rage op over den omgivende klynge skov. Derimod er der ikke megen udsigt over fjorden, ud over skov er der et par store sommerhuskolonier med tilhørende plantning af høje træer.
Efter en halv times vandring passerer jeg det lille Strandet Gods, og her åbner landskabet sig i de store engområder omkring Jordbro Ås udløb i fjorden. En lille blandet flok af får, heste og kvæg deler i al fredsommelighed en fold på bakken neden for godset. Bakkekammen oven for engene deles af en gravhøj og en landsbykirke. Jeg drejer ind på landevejen, der fører op til kirken, der kun omgives af en halv snes ejendomme. Ørum kirke er domineret af et lavstammet, hvidkalket kirketårn, med kor og skib i kampesten. En trætrappe på tårnets yderside giver adgang til en døråbning, der er i højde med skibets nederste teglsten. Et stengærde løber rundt om kirken. Herfra er der udsigt over fjordens enge. I sin tid var der en havn her neden for gods og kirke, indtil faldende vandstand gjorde det umuligt.
Den lille samling huse bærer navnet Nørre Ørum, længere fremme ligger Sønder Ørum, der er en egentlig landsby. Landevejen går midt på bakken, med gravhøje højere oppe. Fra fjordens brede enge fanges åen snart ind i en snæver ådal. Langt fremme kan jeg se en sø, hvorfra åens slyngede løb udgår. Det er Jordbro Engsø, etableret ved at afvikle afvanding og bortpumpning af vand i ådalen. Fra Sønder Ørum fører en afmærket sti ned til søen og videre over de gamle diger. Åen løber stadigt i sit kunstige leje, men diget er gennembrudt til begge sider og søen har fået lov at oversvømme store engområder.
Jeg går forbi drøvtyggende kvæg og ud på det gamle dige. En fiskehejre letter fra kanalen. Nogle få troldænder ligger ude på vandoverfladen, der reflekterer glitrende lys fra solen, der har fundet et stort hul i det tynde skydække. Svanepar ligger nær rørene med et par hundrede meters afstand, de har tydeligvis etableret territorier. Søen gør et smukt og tiltagende indtryk i ådalen, der er masser af fugleliv og besøgende gør flittig brug af stierne. Herfra går jeg videre ad diget nord om søen og dernæst videre mod syd, indtil jeg når Langvadbro og landevejen.
Landevejen fører mod syd, krydser den større hovedvej mellem Viborg og Skive, og kommer ind i en større plantage på gammel hedeslette. Plantagens træer gør et noget forkomment indtryk, lave, krogede løvtræer, nåletræer med spinkle stammer. Jeg går rask til på asfalten, indtil det bliver tid til den afstikker, jeg på forhånd har planlagt. Nær plantagens sydlige skovbryn når jeg den parkeringsplads, hvorfra der er adgang til stierne ved Birkesø.
Den lille sø ligger i en lavning et par hundrede meter fra landevejen, omgivet af hede. Der er overraskende mange besøgende, børnefamilier, ældre par, hundeluftere, mindst en hund ude at svømme, en lille badebro, som dog ikke er i brug. Der står to mindesten her, den ene minder om stedets brug til våbennedkastning under Anden Verdenskrig, med de samme indhuggede faldskærme som jeg har set på den tilsvarende sten ved Isenbjerg (vandredag 224). Den anden mindesten hædrer en frihedskæmper, der blev dræbt her.
En runde omkring søen er hurtig gjort, men der er mere at se, som jeg opdager, da jeg følger den afmærkede sti ind dybere ind plantagen. En stor indhegnet lysning åbner sig, hede og overdrev går over i hinanden. Gallowaykvæg betragter mig med mild interesse fra den anden side af hegnet. Dyrene ser helt igennem fredsommelige ud, hvilket er heldigt, for de står præcist på den sti, jeg skal følge. Jeg åbner lågen og træder ind i folden med nogle beroligende ord til de store dyr. Tydeligvis har kvæget ikke været her så længe, men de har allerede leveret adskillige friske kokasser, som er tæt besat med gule fluer.
Lysningen leder ud mod en høj brink, der hæver sig over Jordbro Å. Heden er ganske lav, langt fra de store lyngkoste jeg har set andre steder. Hvor vegetationen slår over i overdrev, er grønsværen tæt barberet, nærmest som en golfbane. Undervejs passerer jeg små hededamme, et par indlandsklitter med blotlagt sand fra vind eller kreaturer, og et stort fattigkær neden for brinken. Et halvt dusin gallowaykøer har lagt sig på rad og række, de karakteristiske hvide mavebælter i kontrast mod den sorte pels. Den flade, lave ådal er næppe mere end hundrede meter bred, dækket fra kant til kant med rør, siv og græsser i brune og visne gule farver. De få træer er små og forkrøblede. Der er tydeligvis ikke meget næring at hente i den karske jord.
Den afmærkede sti fører tilbage til udgangspunktet, jeg går tilbage til landevejen og tager hul på dagens sidste kilometre, frem mod Stoholm, dagens endepunkt. Undervejs passerer jeg den lille by Gammelstrup, hvor en lille kullet kirke vender ud mod vejen. Klokken er ophængt på korets gavl, under et lille halvtag. Den spartanske kirke afspejler fint det livsgrundlag, den fattige jord har kunne give tidligere slægter.
En kilometer længere fremme ligger stationsbyen Stoholm, og et kører ind blot fem minutter efter min ankomst.

Siegfried Lenz, Das Feuerschiff, 60-160.

This slideshow requires JavaScript.