Videbæk-Aulum (422).

Udklip422

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Videbæk-Aulum, 38 km (422)
Lørdag den 28. september 2021.

Jeg står af bussen i Videbæk, og ser den fortsætte ad en rute, der er markeret med midlertidigt opsat skilte, som leder trafikken væk fra hovedgaden. Flag står på begge sider af gaden, og en højtaler forstærket stemme, med en opildnende tonefald, når mine ører. Jeg lader mig dog ikke lokke af byfesten, går derimod hurtigt gennem byen og ud på det åbne land, retning stik nord.
Himlen er overskyet, og landskabet henligger i et gråt lys. I timevis ser det ud som om, der kunne falde regn når som helst, men heldigvis sker det først, da jeg for længst sidder i toget på vej hjem. Det minder mere om efterår end sensommer.
Majs- og kartoffelmarkerne står urørte hen, enkelte steder ligger der baner af halm, et par steder er en mejetærsker i gang med at tage det sidste uhøstede korn, ellers er det tomme stubmarker, nogle af dem allerede harvede. Som jeg går mod nord, møder jeg snart små plantager, lyngen blomstrer i skovbrynet, og rønnetræerne står med orangerøde bær. Et mosestykke ud mod vejen har firkantede damme, som kunne være oprensede tørvegrave, kæruldens hvide fnok blafrer let for vinden.
Mange af de lokale stednavne på veje, gårde osv. inddrager “hede”. Og det er også dagens nøgleord for mig. Jeg befinder mig på Skovbjerg Bakkeø, den største bakkeø i Vestjylland, afgrænset af Skjern Å og Storåen. Terrænet skråner umærkeligt opad, mod bakkeøens højeste niveau, som er delt mellem gammel hede og nyere plantage. I første omgang forlader jeg den smalle asfaltvej til fordelt for en grusvej, der efter at jeg har passeret den første og eneste ejendom, hurtigt viser sig at være sjældent brugt og næsten fuldstændigt overgroet. Kun antydningen af en trampesti består.
Syd for stien er der høstet kornmark, nord for dukker let kuperet hede op, med tydelig spor efter kontrolleret afbrænding. Der står forkrøblede egetræer med spredte mellemrum, med lidt god vilje er det et lysåbent egekrat. Lyngen blomstrer i en mosaikmønster, blandet med egepur og græs. Jeg når frem til et t-kryds af trampestier, hvor kornmark, hede og plantage mødes. Her kommer jeg ind på en af de afmærkede stier blandt Rundvandrevejene ved Trehøje, udlagt af Herning Kommune, som jeg kender fra tidligere (vandredag 280).
Jeg tager stien mod nord, i kanten af plantagen, med støt, moderat stigning. Mit kort viser skovveje, men der er ikke så meget som antydningen af slidspor, kun den spinklest mulige trampesti. Eg dominerer i kanten af plantagen, noget af den selvsået, andre steder står de smalle stammer på lige rækker. Længere inde er der nåletræer. Selv om træstammerne står på de lange linjer, der vidner om menneskelig hånd, har plantagen alligevel et forsømt og forladt præg. Den karske jord understøtter ikke megen tilvækst, og der kan næppe nogensinde have været noget stort grundlag for kommercielt skovbrug. Måske er det slet og ret værnskov, plantet for at undgå sandflugt, som man også ser det ude ved Vestkysten.
I begyndelsen tager en smal stribe krat udsynet mod vest. Lyngen trives i lyset, hvor trækronerne endnu ikke har lukket sig over sporet. Skovskader forsvinder med hvæsende skrig ind i skoven, som jeg kommer frem. Længere mod nord og højere i terrænet, hvor jeg når frem til et hjulspors parallelle sandstriber, opløses krattet i fritstående træer, og snart har jeg et smukt udsyn over Trehøje Hede. I ryggen og i sydvest har jeg plantage, længere borte kan jeg se dyrket land og mod nord løber heden frem mod fjerne plantager. De få egetræer, der har slået rod ude på den åbne hedeflade, er små og tydeligt forkrøblede af vestenvinden. Lyngen er halvhøj, og gør et spættet indtryk af lilla og grønt.
Sandvejen slynger sig af sted på den ene og anden side af skovbrynet og når landevejen et kort stykke øst for Trehøje. Det er landevejen mellem Ørnhøj og Vildbjerg, der skærer gennem hede i en lige øst-vest linje. Trehøje har sit navn efter tre gravhøje, der endnu er bevaret. Den ene ligger på det højeste punkt i terrænet, klods op ad landevejen, hvor en parkeringsplads er udgangspunkt for små, afmærkede vandreruter. Jeg følger landevejen derop og bestiger gravhøjen, 101 meter over havets overflade, det næsthøjeste punkt i Vestjylland, med en panoramisk udsigt horisonten rundt.
Jeg var her i det sene forår, på en vandring fra vest til øst (vandretur 409). I dag går min tur fra syd til nord, megen af den på anderledes små stier. I første omgang følger jeg en jordsti over den lyngklædte dal nordøst for Trehøje. En låge giver adgang til det indhegnede areal. Tre køer og en kalv har øjensynligt området for sig selv, deres lysebrune skind med hvide aftegninger lyser op mod den blomstrende lyng. En rovfugl cirkler højt på himlen, efterfulgt af et langt svæv over heden.
Der er en smule fugtigt terræn og en ansats til eng på dalbunden. Jeg slår ind på en afmærket sti op mod plantagen på den fjerne dalside. Den høje lyng står med store blomstrende koste, der føjer sig sammen i tæppe af klare lilla farver, som længere borte går over i mere støvede nuancer. Der er ingen låge ved udgangen. I stedet for er der en kvægrist, et gitter af runde metalrør, anbragt over en lav grav. Et tappert egetræ har slået rod nede i graven og sendt grene op gennem gitteret.
En snorlige grusvej fører mod nord gennem plantagen. Her og der står der rød fluesvamp og andre svampe langs vejsiden. Herefter krydser jeg en smal kile af dyrket land, indtil jeg kan dreje ind på en grusvej, der fører frem plantagerne syd for Tihøje Hede. På en stor græsmark er der opstillet lange geledder af blikhytter til frilandssvin. Grisene modtager mig først med forskrækkede hvin, der dog hurtigt afløses af uforstilt nysgerrighed.
Inde i plantagen er skovvejene stort set udviskede. Græsset står knæhøjt, enkelte steder trykket ned af traktordæk. Små graner og små døde løvtræer er væltet hen over sporet. Trampestien eksisterer blot som en skygge, forsvinder af og til, så jeg må holde mig til de steder, hvor træerne står knap så tæt. Intetsteds er der tegn på aktiv skovdrift. Heldigvis kan jeg blive nær skovbrynet. Som jeg runder et hjørne afløses agerland af hede, i begyndelsen kan jeg blot se den gennem krattets grenværk, mens snart kommer jeg igen ud på et langt, sandet hjulspor, der i lige linje går mod nordøst.
Det er næsten en gentagelse af Trehøje Hede. Jeg går lige akkurat uden for skovbrynet, på uindhegnet hede, ad et hjulspor der stiger op mod det højeste punkt på lokaliteten, plantage i øst, i vest vid udsigt over lavere liggende landskab. Lyngen er tydeligt lavere og mere sparsom på Tihøje Hede, der er blotlagt sand mellem lyngkostene eller rensdyrlav, vindbrud på heden længere nede. Der vokser spredte buske og små træer, men grundlæggende fremtræder heden som et åbent landskab med lav vegetation. Tihøje har bevaret sine gravhøje, de fleste ligger dog inde i plantagen. Med kort mellemrum passerer jeg to fritliggende gravhøje, klods op ad sporet, længere ude ligger en tredje høj, på dens top kan jeg se den lave stenstøtte, der markerer fredning.
Det kræver blot nogle få ubesværede skridt for at bestige den højest beliggende gravhøj, der også er det højeste punkt i Vestjylland, 111 meter over havets overflade. Herfra kan jeg overskue hele heden, der i halvcirkelfacon presser sig op mod plantagens lange skovbryn, hvorfra den taber højde i alle retninger. Heden afløses af plantager, længere borte agerland. I vest kan jeg se endnu en stor hedeflade, Præstbjerg Hede, der passeres af Drivvejen (vandredag 46). Langt mod nord ses et hvidt kirketårn, i Vinding, nær Sørvad.
Tihøje Hede ligger langt mere afsondret end Trehøje. En smal grusvej krydser heden, uden at jeg dog ser nogen benytte den. Jeg passerer den på min vej videre, fortsætter frem til en krydsende jordvej, hvor to plantagers skovbryn mødes i rette vinkler, og drejer mod nord. Heden er indhegnet, uden at jeg dog kan se den fåreflok, der græssede i modsatte ende af den store fold, da jeg sidst var her. Plantagen afløses af græsmark, hvor slået hø ligger i lange baner, i kanten af heden står cementpæle, som forbyder færdsel i fuglenes yngletid. Et sidste blik op over den store hedebakke, og så runder jeg et hjørne og er tilbage i agerlandet.
Jordvejene fører frem til et net af mere etablerede grusveje. En stor flok køer har spredt sig ud over en endeløs mark, gårdene er ganske få. Solen vinder frem på himlen, netop som jeg går det sidste stykke grusvej langs en uhøstet havremark og når frem til asfaltvej.
Der er endnu et pænt stykke tilbage af dagens vandretur, på lange lige landeveje, bundet sammen med en kort genvej ad en slynget grusvej. Jeg går rask til, forbi majsmarker, enge med kvæg, høstede marker med store bigballer. Den sene sol varmer min nakke. Nær Aulum passerer jeg en lille fold med tre æsler. De nærmer sig og flygter nervøst i flere omgange, drevet af ubetvingelig nysgerrighed, højlydt skryden lyder til afsked.
Aulum var også, hvor min sidste vandretur endte (421), efter en tur til Røverdal og de store fredede egekrat og små heder nordøst for byen, hvor jeg til sidst blev mødt af enge med græssende får neden for byens kirke. I dag kommer jeg til byen gennem viadukten under motorvejen, et par rundkørsler og industrikvarteret, men til sidst står jeg dog endnu en gang ved byens togstation, med god tid til næste tog.

Adam Zamoyski: Phantom Terror, 221-263.

This slideshow requires JavaScript.