Skovene syd for Odder (299).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Skovene syd for Odder, 33 km (299).
Søndag den 20. januar 2019.

Efter gentagne udsættelser er der igen togkørsel mellem Århus Hovedbanegård og Odder. Før i tiden var det med de gamle nærbanetog, Oddergrisen. Genåbningen er sket som en del af letbanens etablering i Århus. Et par af de gamle tog holder stadigt parkeret på rangerterrænet, som jeg ser, da jeg træder ud på perronen i Odder.
På disse vandreture har jeg flere gange været igennem Odder, men det har altid været en mellemstation på vej til eller fra det bakkede terræn på nordsiden af Horsens Fjord. Det er første gang, at jeg bruger byen direkte som udgangspunkt for en vandretur.
I begyndelsen følger jeg Odder Å gennem byen, i en bue mod sydvest. Der er rimfrost på græsset, men vandet løber friskt nede i den smalle å. Ved den gamle mølle er den opstemmede dam med dens stillestående vand derimod fuldstændigt frosset over. En ældre fabriksbygning her huser et lokalarkiv og en afdeling af Østjyllands Museum. Det er personale herfra, som i sommermånederne står for de guidede ture ad ebbevejen til den fredede Vorsø i Randers Fjord (vandredag 108).
I sydkanten af Odder støder gammel godsskov direkte op til bygrænsen. Der er drivende skyer på himlen og frost i luften. Det kommer mig til gode, da jeg går ad mudrede trampestier, der er frosset til et behageligt fast føre. Aftryk af støvler, hundepoter, cykeldæk og hestesko er faststøbt i det stivfrosne søle. Søndagen, det gode vejr og nærheden til byen har fået mange skovgæster ud på stierne, især til fods og på jernhest, indimellem også på levende heste.
Store dele af skoven er ældre bøgeskov, som er lysåben og uden løv på denne årstid. En god del af skov- og agerland i denne del af Østjylland var eller er godsjord. Denne skov blev i sin tid brugt som dyrehave omkring Rathlousdal Gods. Der er stadigt spor af det her og der: et lille mindesmærke med en odalisk, stensætning omkring en ås tilløb til en skovsø.
Det største vidnesbyrd om tidligere tiders forhold er dog ruinerne af bjørnegrotten. Det er ikke bogstaveligt talt en grotte, blot fire stenvægge der står tilbage uden tag, med et stort gittervindue ud mod skovstien. En døråbning – uden dør – giver mulighed for at gå ind i det firkantede rum. En børnefamilie er allerede herinde, moren fortæller børnene om, hvordan der engang var bjørne her, og børnene kigger sig omkring med store øjne.
Det er naturligvis også en god historie, som lever videre på trods af, at bjørneholdet kun varede i ti år, fra 1878 og fremefter. I praksis var det ganske svært at holde bjørne, og godsejeren endte med at forære sine store bamser til zoologisk have i København. I Sondrup, få kilometer herfra, ligger der i skovbrynet et hus i rødt og sort bindingsværk, som kaldes for Bjørnetrækkerens Hus (vandredag 242). Det er jo fristende at tro på en sammenhæng – men hvem ved; når det kommer til stykket, er det måske ikke så sjældent, at en af de lokale får en bjørn på.
Jeg går en snoet rute gennem Rathlousdal Skov og kommer et par gange forbi godsets bygninger, der ligger ud til landevejen øst for skoven. En lang lindeallé følger vejen ind til Odder. Avlsgården ligger øst for landevejen, tydeligvis med et betydeligt svinehold. Vest for vejen ligger hovedbygningerne. Den oprindelige hovedbygning fra syttenhundredtallet blev revet ned i to omgange, efter at være blevet skadet, først af en brand i1910, dernæst af hårdhændet brug af den tyske værnemagt, der rekvirerede bygningerne under krigen. I dag er hovedbygningen erstattet af en mindre klynge gule bygninger med et herskabeligt udseende. Præget af godsjord ses også andre steder i skov og åbent landskab: små bindingsværkshuse, brugt af ansatte i forstvæsen eller landbrug.
Jeg fortsætter min tur ved at gå bag om avlsgården og ind på en lang snoet jordvej gennem skræntskoven mellem Odder og det opdyrkede plateau mod syd. Et enkelt udsigtspunkt giver et kig hen over ung grankultur og ind over byen. Skoven strækker en arm langt mod syd, nu som den vestlige side af ådalen omkring Rævsåen.
Jeg forlader skoven, krydser landevejen mod Horsens og kommer ind på en afmærket vandresti for foden af ådalens østlige side. Det er grusveje og markveje, med enge og kær ud mod dalbunden og en hvælvet grøn bakkeside mod øst. I vest kan jeg lige akkurat se bilerne køre tyst på Horsensvejen, trafikstøjen når ikke herover. Tre ryttere aftegner sig mod himlen i syd. De drejer ned ad grusvejen og trækker pænt ind på linje for at lade det ene hjulspor stå frit til mig.
Der er vid udsigt over agerlandet og godsskoven mod nord. Jeg rammer asfalt og følger små landeveje frem til Ørting. Det er ikke nogen stor landsby, men et godt udgangspunkt for vandringer ved Horsens Fjord. Herfra har jeg besøgt Gyllingnæs (vandredag 185) og gået til Alrø for at tage sommertidens cykelfærge over til Hjarnø og sydsiden af fjorden (vandredag 110).
I dag skal jeg imidlertid ikke ud mod fjorden, i stedet går jeg mod vest, ind i landet. Oppe på plateauet er det landbrugsland, her og der er en eller to heste sammen på græs i spredte folde, i nord er der udsigt til en større skov. Jeg krydser ådalen ad banestien på en gammel jernbanevold, der er en del af et seks kilometer langt fragment af den nedlagte jernbane mellem Horsens og Odder (vandredag 273). Ådalen, med våde enge og kær, er knapt en kilometer bred. Et sted ude i det flade terræn er der et umærkeligt vandskel: Rævså løber mod nordøst til Norsminde Fjord, Åkær Å løber mod syd, gennem parken og voldgraven ved Åkær Gods, og videre til Horsens Fjord.
Jeg stiger ned fra banevolden og går mod nord. For få dage siden faldt et spinkelt lag sne. Det er væk på de steder, som solens stråler kan nå, men der er hvide striber tilbage på skyggede pletter i de åbne terræn, og inde i den højeste skov er der store hvide felter på skovbunden. Lige her har banevoldens slagskygge bevaret en halv markside snehvid, mens sollyset skaber en brat overgang til friskgrøn dalside længere mod nord.
Snart er jeg tilbage i godsskov og følger grusveje og jordveje mod nord den næste time. I nord skærer en smal en bræmme eng omkring Odder Å sig gennem skoven, og jeg må ud på en omvej omkring asfaltveje, før jeg igen er tilbage i skoven.
Da jeg når frem til landevejen mellem Odder og Skanderborg, er det på tide at søge tilbage mod byen. Solen står stadigt lavere på himlen. Landevejen er travlt befærdet, heldigvis har jeg muligheden for at søge ind på mindre veje. En skovvej løber nær skovbrynet til den lille Ulvskov, og en lille lokal vandrerute fører ad markveje videre til den vestlige kant af Odder. Nær centrum passerer jeg igen mølledammen. Lys falder ud af fabriksbygningens ruder, museet har åbent endnu.
Det sidste stræk går gennem Odders hovedgade frem til stationen. På søndage har letbanen kun et tog i timen til Århus, og det er kørt for få minutter siden. Heldigvis går der også en bus – om et kvarter.

Arto Paasilinna: Harens År, 171-189.
Richard Wagner: Udrejseansøgning, 1- 66.

This slideshow requires JavaScript.