Hoverdal Plantage og de gamle indsander (328).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Hoverdal Plantage og de gamle indsander, 37,6 km (328).
Lørdag den 3. august 2019.

Tim er en lille stationsby, et par stop nord for Ringkøbing. Øst og nord for byen ligger store plantager, hvori der også gemmer sig rester af tidligere tiders udstrakte heder og indsander. Så jeg begynder min vandredag med at gå mod øst, krydser jernbanen, når hurtigt bygrænsen, går forbi en stor mark med frilandsgrise, blikhytter på en lang række, og så er jeg fremme ved Hoverdal Plantage.
Den statsejede plantage er på cirka seksten kvadratkilometer. Den tilplantede del er overvejende nåletræer, flankeret af nogle få rækker løvtræer ud mod vejen. Således er der tapetseret med bøgeblade langs vejsiden, da jeg forlader landevejen mod Ørnhøj og drejer ind på grusvejen gennem plantagen.
Sidste måneds hedebølge er ganske forsvundet, temperaturen er en smule over tyve, og solen kommer og går, så det er behageligt vejr til en vandretur. Et stykke inde i plantagen åbner der sig udstrakt græshede syd for grusvejen, med tydelige spor af gamle klitter. Selv om det dominerende indtryk er af græs, så er der striber af blomstrende hedelyng langs vejkanten og på de højere steder af de gamle klitter.
Hoverdal Plantage har fået sin egen vandretursfolder fra Naturstyrelsen, der er tre vandreruter, en løberute og en overnatningsplads. På den hævdvundne måde er plantagen gennemskåret af lange skovveje, der ofte krydser hinanden i rette vinkler og inddeler områder i et netværk af firkanter. Resterne af hede udgøres af flere af disse kantede felter, der ikke er blevet tilplantet.
Med høje nåletræer på begge sider af vejen er udsigten begrænset til en smal skakt, men hvor der er åbne felter, er udsigten vid. Terrænet er ikke flad vestjysk hedeslette, men derimod et let kuperet landskab med store bakkesider. Området er en del af Skovbjerg Bakkeø, dannet under forrige istid, vest for sidste istids hovedstilstandslinje, og som sådan en rest af et langt ældre landskab, der ikke blev dækket af smeltevandssedimenter.
Jeg passerer et større parti græshede, med små damme her og der, og på den laveste del af terrænet, under tilgroning med et lavt løvtræskrat. I nord, hvor skovbrynet rejser sig med høje graner, ses lange linjer af klitter med hvidt flyvesand blotlagt. Endnu er lyngen begrænset til højere partier i landskabet, men det ændrer sig ved den næste åbne firkant i plantagen.
Her fører en afmærket trampesti over en bølget lilla hedeflade, med stærk opvækst af ene. Der er ikke langt mellem jægernes hoch sitze, og ude ved grusvejen advarer skilte de få bilister om faren for krydsende hjorte. Jeg ser nu ingen dyr, blot klovspor efter rådyr og kronvildt. Enen breder sig også på græsheden. Musvåger skriger langs skovbrynet, og en brun rovfugl glider i et langt svæv hen over heden.
Jeg fortsætter ad skovveje gennem et længere stykke plantage, hvor træer af ens højde står som en søjlehal. Her der krydser brede brandbælter grusvejen. Ved en lysning med ryddet skov skriger en ravn. Jeg løfter blikket og når lige at se en sort fugl smutte i skjul blandt en trætops øverste grene. Ravnens skrig følger mig, som jeg går videre, men uden at jeg kan få øje på den.
Jeg runder den østlige ende af Hoverdal Plantage over en hede, hvorfra der er vid udsigt over det lavere liggende agerland mod sydøst. Drivvejen, en vestlig gren af Hærvejen, går dernede, på dette stræk ad en gammel banesti (vandredag 47). Der er ingen sti at følge over dette hedestykke, så jeg kæmpe mig frem gennem knæhøj hedelyng, idet jeg cirkler uden om enebuske og små vandhuller.
Et hjulspor fører mig tilbage til en skovvej, der indgår i de afmærkede vandreruter, og jeg følger den et stykke mod vest. Det er statsskov, så det er regulære grusveje, og ikke de opkørte jordveje, med dybe aftryk af traktordæk, man ofte ser i privat skov. Der er også nydelige små skilte med vejnavne. Jeg går langs digevej, der ganske rigtigt har følge af et lavt jorddige.
Et lille hedestykke rummer en stribe lave gravhøje, nogle af dem så sammensunkne, at de kun lige klarer at nå knæhøjde. Linjer af gravhøje er tit en forhistorisk markering af oldtidsveje. Blot et par kilometer fra det sydøstlige hjørne af plantagen ligger Muldhøje, der er et klassisk fundsted i dansk arkæologi. Udgravet sidst i attenhundredtallet blev der fundet flere standspersoner begravet i egetræskister. En velbevaret mandsdragt fra bronzealderen stammer herfra og findes nu på nationalmuseet.
Jeg har ikke hørt flere ravne, men skovskaderne skræpper op, som jeg kommer frem, og af til har jeg held til at se en af de smukke fugle flyve gennem underskoven. Nok en gang kommer jeg frem til den eneste asfaltvej gennem plantagen, og jeg følger den mod nord. En bred korridor af dyrket land, øst-vest, adskiller Hoverdal Plantage fra endnu et stort kompleks af plantage, hede og indsander et par kilometer længere mod nord. Det er en lille ådal omkring Tim Å. Vandløbet flyder klods op ad de nordlige plantager. Store marker med majs, kartofler og korn dækker de let hvælvede bakker. En markvej med en lille cementbro giver adgang til de store statsejede plantager nord for åen, der er et lille hurtigt løbende vandløb med glasklart vand, hvor vandplanter og grusbund står ganske tydeligt for øjet.
Der er opsat informationsstandere umiddelbart inden for skovbrynet. Østersande, et gammelt indsande, har nyt godt af et naturgenoprettelsesprojekt med EU-midler. Fra åen går jeg op gennem skov og kommer ud i indsandet. Her er der blevet ryddet skovfyr, mens enebuskene har fået lov at blive stående. Grusvejen snor sig op gennem terrænet. Klitter med blottet sand ses over alt. Fra informationsstanderen har jeg erfaret, at sandets gule farve viser, at det er sand aflejret under istiden og ikke havsand blæst ind fra Vesterhavets strande.
Jeg følger et halvt udvisket hjulspor mod vest. Ud over hedelyng og ene er laver også fremtrædende på heden, og i hjulsporet knirker de tørt under støvlesålerne. Det bakkede landskab og rydningen af klitfyr giver flotte udsigter over indsandet. Jeg når et plateau med en mere moderat stigning, og her er der parabelklitter, lange klitter, krummet i bue, fuldstændigt overgroet med lyng.
Et fårehegn krydser over heden i en lige linje. Det har en el-tråd for oven, men også en ekstra tråd nederst, på ydersiden, i ankelhøjde, med andre ord, det er et såkaldt ulvesikret hegn. Umiddelbart virker det ikke som noget overbevisende dirkefast konstruktion. Hvis det var mine lammekoteletter på den anden side af hegnet, ville jeg ikke føle mig for sikker. Mod nord går området her over i det endnu større hede og plantage-kompleks, som under ét betegnes Stråsø Plantage. Her holder det eneste danske ulvepar til, i år formodes mindst seks hvalpe.
Hjulsporet fører mod nordvest, ind i folden, stadig med en svag stigning, og jeg kommer ud på en stor græsslette, mere overdrev end græshede. I den fjerne ende af den store fold møder jeg dens beboere, Gallowaykvæg, sort kvæg med hvide mavebælter, og det er jo en ganske anden sag, ingen åben buffet for sultne ulve her.
Jeg kommer ud til en velholdt grusvej gennem plantage og går mod sydvest. Undervejs kommer jeg forbi flere indsander. De er i en langt mere fremskreden tilstand af tilgroning end Østersande. Hede er et kulturlandskab, og uden græsning, afbrænding eller andre indgreb fra menneskehånd gror de til.
Storesande er halvvejs dækket af ene og fyr, blandt den blomstrende hedelyng er der store partier med visne lyngkoste. Østersande minder en del om Vrads Sande (vandredag 166), store bakkesider med moderat stigning. Randbøl Hede (vandredag 272) har Danmarks højeste indlandsklitter, men ellers en flad hedeslette med lave klitter, ikke højere end jorddiger.
Storesande minder i sit terrænrelief langt mere om klitter, som man kan se dem ved Vesterhavet: Et vaskebræt af tætte, middelhøje og stejle klitter, med gryder mellem klitterne. Den store mængde ene og fyr er ikke nok til skjule den kuperede struktur. Faktisk kan den også tydeligt genkendes i plantagen på den vestlige side af grusvejen, hvor nåletræer bølger op og ned.
Lillesande er en ganske anden sag, fladere og vel mindst halvfems procent dækket af ene og fyr, på nippet til at forsvinde, med mindre det får samme behandling som Østersande. Lige nu er det et mandshøjt, uigennemtrængeligt krat.
Vest for vejen ligger det største indsande, Rejkær Sande, som er en langt mere kompliceret mosaik af landskaber. Langt fra så tilgroet, domineret af lynghede i øst og græshede i vest, klitter i centrum. En antydning af et hjulspor fører ind på heden, men snart må jeg fortsætte mod vest ved hjælp af dyreveksler, i bedste fald. De blottede sandflader er oversået med hjortes klovspor. Der er en del kær, og spor af udtørrede småsøer, hvis flade, tørre bund er overraskende let at gå hen over. Andre steder lokker en tilsyneladende flad græsslette, men den viser sig at bestå af høje, tætte tuer på en flad bund, som er overraskende besværlig at passere. På den våde tid af året kunne det formodentlig være en endnu mere krævende vandring.
Jeg styrer mod det fjerne skovbryn i vest og når omsider derover. En skovvej løber mod vest langs kanten af plantagen. Et bredt brandbælte slutter sig til. Selv om det mest af alt er en nødtørftig arbejdsvej i en privat plantage, er den alligevel præget af en overraskende mængde spor på menneskelig trafik. Talrige steder er der slidt igennem til sandet, og hver eneste gang overgår mængden af fodspor og aftryk af hestesko langt hjortenes klovspor. Plantagen her er en tilplantet del af indsandet.
Omsider når jeg frem til den vestlige kant af plantagen og dyrket land og kan slå ind på asfaltvejen mod syd. Få hundrede meter væk løber jernbanen parallelt med landevejen. Et grønt arrivatog dukker op fra syd og forsvinder igen. De gårde, jeg passerer på min vej mod syd, kan tælles på en hånd. Jeg krydser Tim Å endnu en gang, åen har vundet betydeligt i vandføring. En nedlagt vandmølle er konverteret til dambrug.
Snart efter er jeg tilbage i Tim og går den korte vej til stationen. En skyggefuld bænk virker som det rigtige sted at vente på toget til Skjern.

Philip Roth: The great American novel, 44-232.

This slideshow requires JavaScript.