Bjerringbro-Langå (427)

Udklip427

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Bjerringbro-Langå, 25 km (427).
Søndag den 2. januar 2022.

Det er en grå dag, uden solopgang eller -nedgang. Der er ingen konturer af skyer på himlen, blot morgenens skumringslys, der langsomt fortrænges af en anelse stærkere lys. Jeg står af toget i Bjerringbro og går den korte vej gennem byen til broen over Gudenåen og slår ind på Trækstien mod øst. En håndfuld tavse gråænder holder til ved ophalingsstedet for kanoer, og en skarv flyver over åen. Vandet er glansløst, og kun den lette strøm skaber lange urolige krusninger på overfladen.
Jeg følger åens store sving mod øst, ad stien langs den sydlige brink. Trækstien er blevet renoveret over store stræk for få år siden, fordi den efterhånden lå oversvømmet hen de fleste af årets måneder. Man begyndte med den klassiske strækning mellem Silkeborg og Kongensbro (vandredag 316). Og der går da heller ikke længe, før jeg møder den første af de lange plankebroer, som gør det muligt at gå tørskoet hen over rørsump og oversvømmede enge. Der er intet rækværk, men til gengæld er de sikret med skridsikkert trådnet mod plankernes underlag. Imellem plankebroerne er der en bred, slået sti, hvor jorden oftest er blød og elastisk, mens der enkelte steder presses vand frem, når støvlen lander med en våd lyd.
Krager og skader flytter sig på de åbne enge nær byen, mens en skovskade hastigt skjuler sig en af de få buske på brinken. Jeg går under landevejsbroen, og ser de afgræssede enge afløses af rørskov på de flade arealet. Ådalen flankeres af lave bakkesider, og i øst ser jeg et større skovområde nord for åen.
For en halv snes år siden blev der etableret en smuk træbro over åen, som forbandt Trækstien med Hjermind Skov nord for vandløbet (vandredag 26). Efter få år blev broen imidlertid kraftigt angrebet af råd, og det blev nødvendigt at nedtage den af sikkerhedshensyn. Heldigvis besluttede man lokalt at reetablere broen. Det har taget sin tid, og da jeg sidst var på disse kanter (vandredag 387), måtte jeg pænt blive på sydsiden. Men nu står broen der, i designet lidt som en lille udgave af den gamle Lillebæltsbro.
Jeg krydser åen og går en rundtur i Kællinghøl Skov på det flade land. Sammen med Hjermind Skov, der strækker sig op ad bakkesiden, er den offentligt ejet, de to skove har deres egen vandretursfolder fra Naturstyrelsen, og der er flere parkeringspladser. Mens jeg har Trækstien for mig selv, er der cyklister, spadserende og hundeluftere i skovene og biler på parkeringspladsernes grus. På engene nær åen ligger Kællinghøl Voldsted, rester fra en middelalderfæsning. Murværket er for længst væk, og kun tre separate borgbanker står tilbage, hævet et par meter over engene. Engene er hegnet ind til kvæg, og inde på engene er kvæget hegnet ude fra borgbankerne. Det betyder at egetræer og enebuske vokser på de beskyttede bakker, hvilket forstærker indtrykket af at være kunstige øer på den flade eng.
Fra voldstedet har jeg en fin udsigt hen over ådalen. I sydøst, blot 2 km borte i luftlinje rejser sig Busbjerg (92 m), der vender en bakkeside med overdrev og hede ud mod dalen. Med lidt god vilje kan jeg lige akkurat ane flagstangen derovre (vandredag 343). Den afmærkede rute fører videre, og ad trampestier og grusveje vender jeg tilbage til træbroen og krydser over til Trækstien på sydsiden af åen.
Jeg fortsætter mod øst, et par gange ser jeg hejrer højt på himlen, halsen krummet sammen i flugten; med uregelmæssige mellemrum farer en blishøne ud fra sivene og laver en eksplosive start hen over vandoverfladen; her og der er der knopsvaner, to ad gangen, eller med sidste års store unger, endnu ikke i snehvid fjerdragt. Med kort afstand står der krumme elletræer på brinken, grenene fulde af de små kogler, tørre og sorte.
Trækstien løber fra Silkeborg til Randers, og strækningen mellem Bjerringbro og Langå har altid været den vanskeligst farbare, egentlig blot en vejret, sommetider blot med en spinkel antydning af trampesti. Men det var øjensynlig dengang, først kommer jeg ud på en lang plankebro, hvor jeg svæver en fod over vandoverfladen, længere fremme er der skabt en hylde på den stejle skrænt, hvor på en grussti løber, endog beskyttet med kystbefæstning ned mod den brede å. Det er nærmest en promenade. Kun et enkelt sted krydser man et halvt dusin meter gennem en kvægfold. To smukke stykker højlandskvæg står på hver sin side af stien, med svungne horn og bølgende pels i karamelfarver, den ene lysebrun, den anden mørkebrun.
Jeg passerer voldstedet, tydeligt at se på den modsatte side af åen, og fortsætter mod øst. Med ét er de fine plankebroer og grusdiger væk, stien bliver i stadigt dårligere stand, ofte må jeg omgå oversvømmede partier, Der er korte plankebroer over drængrøfter, træet uvægerligt frønnede og slimede, så jeg er ved at glide flere gange og må trippe forsigtigt over med små, afmålte skridt. Denne del af Trækstien er tydeligvis ikke renoveret.
For foden af Busbjerg ender det i oversvømmet rørsump, stien forsvundet under åvand. Jeg bøjer mig for det uundgåelige og finder mine gummistøvler frem. Det er ærgerligt, men der er jo også en vis selvretfærdig tilfredsstillelse i ikke at have slæbt rundt på de klodsede røjsere for ingenting. Selv med gummistøvler er det ikke nogen let sag at navigere gennem sumpens sorte vand. Ofte er der kun få centimeters frirum mellem støvlekant og vandoverflade, jeg må prøve mig frem mig med vandrestaven og undgår heller ikke at indkassere et koldt skvulp.
Længere fremme er forholdene også udfordrende. Busbjergs skov når helt ned til åen, med de lave partier delvist oversvømmede, og jeg går ad en glat trampesti, kun et par håndsbredder på tværs. Lave enge åbner sig, med store tunger af åvand indover eller holdt tilbage på engene. Store svaneflokke raster på de flade marker nord for åen.
Tingene lysner, da jeg når frem til campingpladsen Bamsebo. Der er et par kilometer hen til stationsbyen Ulstrup, og mindst halvdelen er dækket af de behagelige lange plankebroer, der gør det til en fornøjelse at skridte hen det sumpede terræn. Selv i gummistøvlerne, som jeg beholder på, jeg har bange anelser om, hvad der venter forude. Gudenåen løber i store løse slyngninger her. De høje træer omkring Ulstrup Slot står hen uden løv, og har således forvandlet sig fra mur til slør, så jeg kan se omridset af de statelige bygninger. To arrivatog passerer hinanden ved trinbrættet foran slottet.
Jeg har dårligt passeret Ulstrup, før jeg er tilbage på den urenoverede del af Trækstien. Over lange stræk er stien vanskeligt farbar eller slet og ret ikke-eksisterende. Ved vandløb med regelmæssige oversvømmelser gennem mange år aflejres der typisk materiale ved brinken, mens den flade enge eller rørsump bag brinken oftest er smule lavere, ligesom trampestien har slidt sig nogle få centimetre ned i terrænet. Så nu kan jeg se en bred, cykelsti-lignende, stribe af vand gennem sivene: Der er den oversvømmede sti, støvlerne synker dybt ned i vand og mudder, vandrestaven viser endnu værre forhold forude, vandniveau over støvlekanten. I stedet må jeg møjsommeligt zigzagge gennem rørsump, meget af den lavt liggende og oversvømmet, mens jeg overvejer om jeg bare skal overgive mig til uundgåelige og gå lige frem, selv om støvlerne bliver vandfyldte med det samme. På den anden side er der jo også noget tiltalende ved varme fødder i tørre sokker.
Skumringen vinder hurtigt frem. Langt fremme kan jeg se lyskegler fra de biler, der kører over en fjern landevejsbro. Omsider når jeg frem til en stor, grøn eng, der strækker sig næsten hen til broen. Jeg tror, at det er værste er overstået, for den afgræssede grønsvær ser fast ud og den tomme fold fremstår på afstand som en velholdt plæne. Det viser sig imidlertid, at engen er fuldstændigt perforeret af kvægets klove, knædybe huller, mange af dem lumsk kamufleret af strittende græs. Mine støvler synker dybt i og må hives op fra de sugende huller. Til sidst bliver jeg nødt til at gå helt tæt på elhegnet, hvor kvæget har efterladt en fodbredde fastere jord. Heldigvis har den sparsommelige landmand slukket for strømmen.
Omsider når jeg dog frem til landevejsbroen, bestiger en smattet skråning og har så asfalt under fødderne. Og så er det straks lidt lettere at nyde den stille å glide gennem dalen i eftermiddagens sidste lys. De sidste tre kilometer har taget mig halvanden time at gå, og der er stadigt et par kilometre tilbage af dagens rute.
Det er nok vandplaskeri for i dag, og lyset er næsten væk. Så jeg følger landevejen et par hundrede meter mod nord, indtil jeg har krydset jernbanen og kan gå langs den grusvej, der følger skinnerne helt ind til Langå. Jeg skifter tilbage til vandrestøvlerne, og nu hvor jeg går på fast underlag, føles de som lette løbesko i forhold til gummistøvlerne i det sugende mudder. Et arrivatog, med en lang kæde af oplyste vinduer i ens størrelse, passerer mig oppe på tracéet. Snart når jeg frem til stationen i Langå, med lange rækker af lysmaster langs perronerne. Mit nattesyn er omgående væk, jeg er fremme.

Florian Huber: Kind, versprich mir, dass du dich erschieß: 128-161.

 

 

This slideshow requires JavaScript.