Randers-Ulstrup (over Fussingø) (397).

Udklip397

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Randers-Ulstrup (over Fussingø), 34 km (397).
Lørdag den 27. februar 2021.

Himlen er stadig grå, da jeg står på stationen i Randers, men solen får hurtigt styrke, og det bliver en smuk forårsdag. Jeg begynder min vandredag med at gå mod øst, indtil jeg kan runde Randers Regnskovs kupler og komme ud på stien langs Gudenåen ved de to blå jernbanebroer. Den første bro hørte til den nedlagte bane mod Ryomgård og er nu banesti (vandredag 180).
Randers Regnskov har også nogle små indhegnede arealer ud mod stien. En tapir gumler flegmatisk på frokosten derinde, upåvirket af en plakat med et billede af en tiger og teksten “jeg elsker gæster til frokost” . Jeg følger grusstien mod vest, i begyndelsen er der blot en tynd bræmme af rør langs bredden og en serie af krogede træer. I de bladløse kroner kan jeg se sidste års forladte fuglereder. På den anden side af åen er der vidtstrakt rørskov, en håndfuld skarver hviler i trækronen på et fritstående træ, halsene trukket lagt tilbage på kroppen, som hanken på en kop. Der er livlig trafik på stien, der af og til trækker så langt væk fra åen, at den mandshøje rørskov fuldstændigt spærrer udsynet.
Længere fremme er der etableret lavvandede søer på de brede enge. Stien løber oven på et gammelt dige med vand på begge sider. En hejre flyver lavt over vandet, fuglene synes i det hele taget at foretrække engsøerne i dag. Motorvejen passerer Gudenådalen på en lav bro, der tillader engene at strække sig ubrudt under den. Stien er en del af Trækstien, der strækker sig hele vejen til Silkeborg (vandredag 25 mv). Jeg drejer imidlertid af og følger en forgrening langs søen mod nord. Svaner holder til langt ude på vandet, og mågerne har deres egen flok. Tættest på ligger en flok pibeænder med andrikkerne i brogede dragter. Bag søen ses den hvide kirke i Neder Hornbæk, flaget på halv stang.
Fra Hornbæk følger jeg landevejen mod Viborg. Det er åbent, let kuperet agerland, med store marker, hvor der blæser en kold vind under den høje sol. Som jeg går mod vest, er der et langt jævnt løft, så da jeg når frem til et udsigtspunkt over Fussing Sø, ser jeg ned over søen og dens omgivende landskab fra en position på bakkekammen. Herfra skråner bløder grønne bakker ned mod søen, i det fjerneste hjørne er bakkerne skovklædte. Glitrende lys reflekteres fra vandoverfladen neden for bakkerne, i vest har søen en intens blå farve. Det varmere vejr har fjernet ethvert spor af hvidt isdække, som jeg så det i Søhøjlandet på min forrige vandretur (396).
Jeg drejer væk fra landevejen og slår ind på den mindre vej, der fører ned til Fussingø Gods, ikke uden først at nyde det lange kig mod nord, gennem Skalsådalen (vandredag 302). Der er rækker af biler på parkeringspladsen ved søen, spadserende og cyklister på vejen.
En lang badebro fører ud i søen. Yderst står en gruppe ældre mennesker, et par af dem tager en rolig svømmetur i det kolde vand. Længere inde mod land stiger et par piger ned i vandet under høje skrig. Få sekunder holder de, før de farer op ad vandet og griber efter moderens fremstrakte håndklæde. Langt ude på søen ligger fugleflokke, mens flere dusin blishøns er søgt sammen i en klynge nærmere ved bredden, et væld af hvide pandeblisser mod de sorte fjerdragter.
Fussingø Gods ligger i åbent land, midtvejs mellem sø og skov. En høj, hvid hovedbygning ligger vest for den gamle avlsgårds længer. På vejen derover krydser jeg Skals Å, der har sit udspring fra Fussing Sø og blot fremtræder som en bæk, langt fra den vandføring den har opbygget ved udløbet i Limfjorden (vandredag 303).
Fussingø Gods, med samt dets skove, er offentlig ejendom sammen med det nærliggende Læsten Bakker. De to områder er udset til at danne en af landets første naturparker, hvor større arealer skal indhegnes og afgræsses med kvæg eller heste, hvis afgræsningsmønster og tungere aftryk af klove og hove, skal bedre vilkår for planter og insekter, der savner de nicher i dagens natur.
Læsten Bakker er også, hvor jeg er på vej hen. Vejen går ad en lille landevej, kantet af smukke gamle ege, krogede og med tykke stammer. Her er skoveng og længere fremme en møllesø. To fløje af skovene mødes her. Snart er jeg dog ude på flad dalbund, mere kær, sump og rørskov end eng. Den lange dal er flankeret af høje bakkesider. Et sted på dalbunden er der et usynligt vandskel, således at den østlige del afvandes til Skals Å og Limfjorden, mens den vestlige afvandes til Nørre Å, videre til Gudenåen, Randers Fjord og Kattegat.
Ganske nær, i nordvest kan jeg se Læsten Bakker, der her fremstår som overdrev med fritstående ene. Sidste gang, jeg var her (vandredag 226), gik jeg ad de små afmærkede stier til et smukt udsigtspunkt højt på bakkesiden og dernæst videre mod vest, ind i Nørreådalen til Ø Bakker. I dag følger jeg imidlertid den smalle landevej, der skruer sig op ad bakkesiden og ind til den lille landsby Læsten. Så længe, jeg går i læ af skov og bakker, får solen sveden til at springe frem på panden. Oppe på det åbne plateau gør vinden det anderledes køligt.
Læsten er en ganske lille landsby, stadig med gårde i bykernen. Den lille kirke ligger smukt i byens udkant ud mod bølgende bakker, omgivet af et stengærde der følger landskabets konturer. Der hænger en lugt af strøelse i luften, fra stalden få meter borte, og røde køer græsser nær gærdet. Kirken er i den klassiske stil fra tidlig Middelalder, et lille skib og kor i kvadersten. Senere er der føjet et klokketårn til, egentlig blot en søjle, med klokken ophængt i et lille hus af tjæret træ.
Fra landsbyen følger jeg endnu en snoet landevej tilbage i ådalen, men denne gang drejer jeg ind på en sti, som går langs den lyngklædte bakkeside af det fredede område. Ene danner sammenhængende krat her, både med søjler og med den fladere variant. Længere nede viger lyngen for overdrev, og der bliver luft mellem enen og udsigt til Fussingøs skove på den anden dalside. En landmand er i gang med pløjning, og en flok råger er under indflyvning.
Et afmærket, mudret spor fører over den flade dalbund, der er dækket af krat og småskov. Der er flere små søer herinde, med det karakteristiske firkantede omrids der fortæller at det nok er gamle tørvegrave. På trods af en halv snes dage med temperaturer pænt over frysepunktet er der stadig et tynd lag is på en af søerne. I den isfri ende holder et svanepar til. Længere inde i krattet er der stadig lyngdækket moseflade, uberørt af tørvegravning.
Som jeg når den fjerne dalside, kommer jeg igen ind i den gamle godsskov,,med løvskov op ad den lange skråning, og et langt mosgroet skovdige der løber op ad bakkesiden. Der er en smule åbent landbrugsland på plateauet mellem Skalsådalen og Nørreådalen, men snart er jeg igen på vej ned ad en lang skovklædt bakkeside. Som jeg nærmer mig Ålum, kan jeg se det hvide kirketårn i Øster Velling knejse højt på den anden side af dalen. Ålum har også en kirke, i granit, men med tårn og våbenhus kalket i en smuk rød farve.
Solen giver Nørre Åen et dyb blå glasurfarve. Vandløbet er ganske bredt, her få kilometer før Fladbro og mødet med Gudenåen (vandredag 182). Opstigningen ad den sydlige dalside er hård, mere end halvtreds højdemetre på en kort distance. Skiltning til cyklister omtaler den som Tour de France bakken, der er endda et enkelt serpentinersving. Til gengæld er der en fantastisk udsigt over dalen, den skovklædte bakke og åens blå slyngninger og det røde kirketårn i mellemgrunden.
Det sidste stræk går over plateauet mellem Nørreådalen og Gudenådalen. Åbent land med solen lige i øjnene. Ved nedstigningen møder jeg igen godsskov og den lille landsby Sønder Vinge. Landsbyen har en kirke højt i landskabet, en stejl sidevej fører derop. Jeg havde håbet på en smuk udsigt, men en granplantage kommer i vejen. Kirken er en smule større end den i Læsten, men minder ellers meget om den, bortset fra at kirkeklokken er ophængt i en tagrytter, et lille tårn på tagryggen af skibet. Jeg tager i døren for at kaste et blik på den runesten, jeg ved står i våbenhuset, men der er desværre låst.
En sti langs plantagen fører tilbage til landevejen gennem skoven. Som det efterhånden ses flere og flere steder er der opslag som oplyser om videoovervågning i skoven. Meget af skoven tilhører Ulstrup Slot, der ligger midtvejs mellem skovbryn og å, tilbagetrukket bag avlsbygninger. Over for slottets høje bøgehække ligger også jernbanens trinbræt, mens byen ligger på den modsatte side af Gudenåen. Der er en halv time til næste togafgang, så jeg har tid til at gå ned til broen over åen og beundre landskabet badet i den sene vintersols gyldne lys.

Jens Blendstrup, Slagterkoner og Bagerenker, 1-116.

This slideshow requires JavaScript.