Højslev-Ørslev Kloster-Viborg (356).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

Højslev-Ørslevkloster-Viborg, 37,2 km (356).
Lørdag den 28. marts 2020.

Endnu en rejse med afspritning og tomme arrivatog, og så står jeg igen på trinbrættet i Højslev Stationsby. De første kilometer går ad samme vej som sidst, ad landevejen mod nord, med Skive Fjord i vest, hvor engene hører op, Skive markeret af havnens høje bygninger inderst i fjorden.
Hovedvejen drejer mod øst, i retning af Hobro og holder sig helst nær dalbunden. Jeg, derimod, drejer fra ved Højslev, den oprindelige lille landsby, og går ad mindre veje parallelt med hovedvejen, men nær toppen af den lange bakkekam, som flankerer den større vej. Himlen er blå, med bånd af hvide skyer som kommer og går i løbet af dagen. Det er en kold dag, især oppe i højderne, i et åbent landskab der er præget af dyrket land og græsning, så jeg må have hue og handsker frem. Her og der er der dog små skovstykker og lange læhegn, og i ly for vinden føles det straks ti grader varmere.
En lang, stædig stigning fører op mod toppen af bakkekammen, hvor en lille klynge gravhøje ses i profil øverst. Gravhøjene står i en mark hegnet ind til græsning, men en låge giver adgang til at bestige højene. Herfra, 60 meter over havets overflade, er der en panoramisk udsigt i en halvcirkel mod vest. Et godt stykke lavere ligger Højslevs fine lille kirke med mure i granit og hvidt kalk, ligge akkurat uden for landsbyen. På den anden side af fjorden ses Skive, med skoven omkring Krabbesholm nord for byen, en klynge hvide bygninger blandt trækronerne, et gammelt tuberkulosesanatorium, konverteret til andet brug, som det også ses ved de østjyske fjorde.
Jeg fortsætter mod øst. En kløft har flot udviklede fårestier, de karakteristiske smalle terrasser skabt ved jordudskridninger (og ikke i første omgang af husdyr). Ellers er landskabet præget af et langt moderat fald ud mod fjorden. Som jeg vandrer længere mod øst kan jeg i nord se Lundø, halvøen som jeg besøgte i sidste uge (vandredag 355), i syd afgrænset af den hvide kirke over engene ud mod Bådsgård Vig; i nord af odden, som peger mod de dramatiske klinter ved Lovnshoved ovre på Himmerlandssiden. Der er flere gravhøje på de højere partier af bakkekammen, som vejen følger. Små skove bryder det dyrkede land, og hækkene langs de spredte ejendomme er præget af vildt voksende forsytiabuske med gule blomster.
Ved landsbyen Hald begynder en langsom nedstigning fra bakkekammen. En kilometer længere mod øst ligger Ørslev Kloster. Der er et lille stisystem her, og jeg griber muligheden for at gå ad bagvejen til klosteret, gennem en lille løvskov som indrammer en skovsø. En slynget plankebro fører gennem rørskoven, og en par nydelige træbygninger ligger i skovkanten. Snekkehuset hedder det største, bygget i en slags vikingeskibsstil, i henvisning til fortidigt skibsbyggerier ved Limfjorden, få kilometer borte. En snekke er en vikingeskibstype, med den karakteristiske klinkbyggede stil, med overlappende planker, som også er brugt i Snekkehuset.
Skoven fører frem til lindealléen op til klostret, som ligger hævet over grønne enge. Klostret har form af en kirke, hvortil der er føjet tre længer, så de danner en klassisk herregårdsfirkant med en indre gård. De velholdte bygninger står med hvidpudsede mure og røde tegltage. Efter reformationen blev Ørslev Kloster krongods og kom siden i privat eje. Nu om dage er kirken og kirkegården stadig i brug. Klosteret er ejet af en fond og benyttet som refugium for forfattere, videnskabsfolk og andre med en arbejdsopgave og behov for ro. Parken og den lille skov er åben for offentligheden.
Jeg runder klosteret og fortsætter mod sydøst ad en grusvej, der krydser Hobrovejen. Der er et fladere plateau, frem mod skråningerne ud mod Hjarbæk Fjord. Når jeg ser mig tilbage, kan jeg se det hvide kirketårn rage op i landskabet, i selskab med en lige så høj tvilling fra en mere moderne tid, siloen ved den gamle avlsgård. Højt på himlen kvidrer en lærke, jeg må bruge adskillige øjeblikke på at lokalisere den lille sorte fugl, som den holder sin position deroppe. En enkelt vibe foretrækker også stubmarken frem for de våde enge.
Jeg nærmer mig nu hurtigt fjorden. I begyndelsen er den skjult for blikket, af læplantningen ved sommerhusområderne, som der er talrige skilte til, så jeg får kun flygtige blikke af blå vandflader. Plateauet her vest for Hjarbæk Fjord gennemskæres af ådalen omkring Jordbro Å. På bakken ud mod fjorden ligger Strandet Gods, med en frit liggende hovedbygning i klassisk stil, hvide mure, rødt tegl, udsigt til grønne enge og blå fjord. Tre veje mødes her, og ved vejkrydset står mindesten for tidligere ejere, fra nittenhundredtallet og syttenhundredtallet.
Der er brede enge omkring åen, en gammel pumpestation blandt rør, udsigt til fjorden og landet på den anden side, sommerhuskolonier fremtrædende på bakkesiden derovre. Længst mod nord ses Virksunddæmningen, som regulerer vandstanden i Hjarbæk Fjord, den inderste del af Limfjorden. Øst for dæmningen ligger den lille fiskerby Sundstrup, med Ulbjerg Klint i baggrunden.
Inde i landet, højere oppe ad åen, kan jeg se Jordbro Engsø, etableret for fire år siden, med henblik på reducering af kvælstofudledning, naturværdier og rekreative muligheder. I kanten af ådalen ligger Ørum kirke, bakkekammen over kirken bærer en gravhøj.
Jeg følger landevejen syd om fjorden. I bunden af fjorden udmunder Fiskbæk. Mellem de to ådale består det højere plateau, så jeg har endnu en lang opstigning foran mig. Skyerne fylder lidt mere på himlen, og så snart solen er væk, bliver det føleligt koldt. Endnu en gammel herregård ligger ud til fjorden, Stårupgård, klemt inde mellem to skove, og neden for Tårup Kirke.
Kirken ligger fjernt fra alle landsbyer, på en bakkeknold oven for herregården og omgivet af et smukt gammelt stendige. Fra kirkegården er der en flot udsigt over Tårupgård og fjorden. Godsets hovedbygning er i røde mursten, rødt tegl, med takkede endegavle. To længer i sort og hvidt bindingsværk indrammer gårdspladsen. På pæn afstand, ud mod landevejen, ligger en nyere avlsgård, fra 1877, som det står skrevet over vognporten. Det hele fremtræder velholdt, og stedet benyttes i dag til erhvervs- og boligudlejning.
Den sydligste del af Hjarbæk Fjord er en smal finger af vand, der peger frem mod Fiskbæk, navnet på et vandløb og en landsby. Denne del af fjorden er klemt inde mellem to højdedrag på begge sider af vandet, hvorfra grønne enge går over i vidstrakte rørskove, der når helt frem til den landevej syd for fjorden, hvor jeg kan se biler køre. Rørskovene fortsætter på den anden side af dæmningen, som jeg får at se, da jeg kort efter går ad selv samme landevej.
På den østlige side går den grønne bakkeside over i et sommerhusområde. Med det blotte øje kan jeg se en vandrer på skråningen. Den nye Hærvejsrute fra Viborg mod Vendsyssel går derovre. Det er knapt tre år siden, jeg selv vandrede derovre (vandredag 200).
Kirken har fået den mest prominente plads i Fiskbæk, på et fremspringende punkt på bakkesiden, og det kan ses på lang afstand. Den har ikke et tårn, men derimod en såkaldt tagrytter, et lille “tårn” påsat tagryggen, i dette tilfælde med et langt spir med løgkuppel.
Hjarbæk Fjord var i sin tid en vigtig adgangsvej for godstransport til domkirkebyen Viborg, der havde en ladeplads, en landingsplads, ved landsbyen Hjarbæk, et par kilometer nord for Fiskbæk. Skibsfarten blev dog senere udkonkurreret af jernbanerne, og nogle af disse blev igen udkonkurreret af landevejstransport. Store dele af disse nedlagte banestrækninger består i dag som banestier. Det gælder jernbanen mellem Herning og Viborg (vandredag 144 og 145) og en del af jernbanen mellem Viborg og Mariager (vandredag 181). Det gælder også jernbanen mellem Løgstør og Viborg, der lever videre som Himmerlandsstien.
Og, som jeg forlader Hjarbæk Fjord og går mod Viborg, er det netop Himmerlandsstien, jeg kommer ind på efter et par kilometers vandring, da jeg når frem til landsbyen Løgstrup. De nye Hærvejsruter følger også stræk af Himmerlandstien, både her og længere nord på (vandredage 201 og 210).
Godt ti kilometer er der til Viborg. Jernbanens tracé er ganske fladt, hjulpet på vej af jordvolde og gennemgravede bakker. Af og til går man i en tunnel af buskads og grenværk, med skyer af hvide blomster, men der er også fine udsigter over let kuperet agerland, små skove og engstrøg langs ådale. En gammelt ledvogterhus er overgået til privatbeboelse, og informationstavler oplyser om de gamle trinbrætter. Banen løber i det vestlige skovbryn af Viborgs hedeplantager og slynger sig i en stor bue ind gennem industrikvarteret, indtil den løber parallelt med den stadigt eksisterende tværbane mod Struer.
Der er et større byfornyelsesprojekt i gang ved baneterrænet i Viborg. Nye bygninger skyder op, en forfalden remise står tilbage på rangerterrænet, komplet med en drejeskive uden for værkstedet, hvorpå der står en gammel jernbanevogn. Drejeskiven virker større end den, man kan se ved veteranbanen i Vrads (vandredag 29). Remisen i Viborg er fredet, men ingen ved vist endnu, hvordan den skal inkorporeres i byudviklingsprojektet.
Toget mod Århus passerer mig, da jeg mangler femhundrede meter, så da jeg når frem til banegården, venter jeg tålmodigt på det næste grønne tog med dets rækker af tomme blå sæder.

Fernando Aramburu, 316-374.

This slideshow requires JavaScript.