Rundtur ved Ryomgård (390).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rundtur ved Ryomgård, 32,6 km, (390).
Søndag den 15. november 2020.

Letbanetoget kører planmæssigt ind til perronen i Ryomgård og bliver holdende for at afvente krydsende tog, mens jeg stiger ud, fjerner mit mundbind og gør mig klar til dagens vandring. Det er en smuk novemberdag, med sol, varmt for årstiden og næsten uden vind.
Jeg vil gå en rundtur i skovene og ådalene ved stationsbyen. Området er udformet af Kolindsund (vandredag 127), der engang strakte sig fra Grenå til Randers Fjord og gjorde det nordlige Djursland til en ø. I tidens løb blev sundet til fjord, dernæst til sø, for til sidst at blive tørlagt landbrugsland. De skovklædte bakkesider, der rækker fra dalbunden til det højere liggende plateau, er således gamle havskrænter. Omvendt har den nære fortid som sø skabt flade enge, der især inderst i det nuværende vandløbssystem er groet til i store rørskove.
Jeg begynder dagen med at gå mod nord, ud af byen og op ad den lange bakke. Straks jeg kommer op på det flade plateau, drejer jeg dog ind på lang allé, der fører ned mod Ny Ryomgård.
Ny Ryomgård blev i sin tid udstykket fra det lokale gods Gl. Ryomgård, der stadig ligger nede i ådalen (vandredag 253), strategisk placeret, hvor der i sin tid var et vadested. Der er en afmærket spor-i-landskabet-sti her, som jeg følger rundt i en sløjfe i skovene, der strækker sig mod nord og syd på dalsiden øst for gården. Foran gården, hvor de centrale grusveje mødes, står, som et vartegn, en gammel vejtromle opstillet. Den centrale stencylinder er massiv. En tilsvarende stentromle, Hærvejsstenen, er opstillet ved gamle hulveje i udkanten af Viborg. På den er indhugget linjer af Peter Seeberg, som hylder den gamle vej og fortidens vandrere (vandredag 145).
Først går jeg gennem en fløj af løvskov. De ældste ege- og bøgetræer står hen med bladløse kroner, i underskoven er der derimod masser af kulørte blade tilbage, især på bøgene. En duft af syrlig skovbund varsler, at jeg nærmer mig granskov. En skovskade flytter plads i underskoven, musvågeskrig kommer fra det åbne land, endnu er der nogle få svampe tilbage på skovbunden.
Ad bagvejen kommer jeg tilbage til Ny Ryomgård, små stenløver på høje piedestaler vogter over indgangen til gårdspladsen. En grusvej fører syd om gården og videre til skovene her. En to meter dyb hulvej skærer sig ned til dalbunden.
Egentlig skal jeg videre mod øst ad broen over åen, men jeg giver mig tid til at gå en lille runde i skræntskoven mod syd. Stien går langs et kær, for foden af den skovklædte bakkeside, der rejser sig stejlt. Dækaftryk fra mountainbikes vidner om, at stierne her er langt mere brugt, formentligt fører stinettet helt ind til Ryomgårds villakvarterer. Som jeg kommer frem kravler stien støt op ad bakkesiden. Jeg kan se blinkende vand gennem det bladløse grenværk, Vallum Sø (vandredag 193). Hvor jeg drejer for at gå tilbage til hulvejen, er der med lidt god vilje et udsigtspunkt, en smal åben korridor mellem træerne.
Efter at have sluttet min lille løkke krydser jeg kæret og åen ad broen og kommer ud i en snæver ådal med enge op mod skovbrynet. Jeg har været her før, den lange grusvej, jeg kommer ud til, er en banesti, en rest af den nedlagte Gjerrildbane (vandredag 11). Banestien fører langs Vallum Sø og ind til Ryomgård. Jeg går dog op ad den modstående bakkeside. Nogle få sommerhuse har kilet sig ind øverst på bakken, med skoven i ryggen. En lille indhegning rummer en snes hjorte. Og et halv dusin ænder – de kan næppe glæde sig til den foranstående jul.
Oppe på plateauet møder jeg asfaltvej og kommer ud på åbent agerland. Jeg glæder mig over solskinnet og den stille dag, for der er ikke meget beskyttelse mod vinden at finde her. Et par steder løber lange kløfter ned mod Kolindsund, krydsende landeveje er ført ned gennem dem.
Jeg skal også ned til den tørlagte sø, men ikke ad landevejen. I stedet følger jeg en grusvej som ad bagvejen fører til Vedø Gods. Den gennemtrængende fært af gris gør det på en vis afstand klart, at her satses der på svineproduktion. Det lille gods ligger for foden af bakken med vid udsigt over Kolindsunds enge. Det har en smuk hovedbygning fra 1918, holdt i en historicistisk stil med bindingsværkselementer, som minder om del om jagtslottet på Kalø (vandredag 12).
Fra Vedøs grusvej kommer jeg ud på den trafikerede landevej mod Ryomgård. På dette sted går de veldrænede enge og marker på den flade, tørlagte søbund over i en massiv rørsump, der næsten rækker fra dalside til dalside. Rørene når mandshøjde nogle steder, den hvide kirke i Kolind kan lige akkurat anes over vegetationen. Jeg slår ind på den mindre vej mod Skarresø og kommer væk fra trafikken. Efter at have krydset åen kommer jeg op på en bakkekam, der spalter kær og enge i to fløje og byder på åben udsigt gennem ådalen og over til Løvenholmskovene ved Ryomgård.
Der er en hel del skov på det højere liggende land, det meste skravlet og med præg af krat. Jeg gør en afstikker omkring Skarresø, en landsby der ligger idyllisk ved den lille sø af samme navn. Byens kirke, med hvidkalkede mure, ligger på en central bakkeknold, med en fin udsigt over søen. Jeg fortsætter mod nordvest, nær skovbrynet, krydser landevej og letbanen. Undervejs får jeg vidt udsyn over ådalen og hovedbygningen på Gl. Ryomgård, øst for stationsbyen. I det flade landskab løfter de robuste røde mure og tegltage sig højt over engene.
Jeg har hørt og set musvåger hele dagen. Pludselig ser jeg en større rovfugl over mit hoved, en rød glente med den karakteristiske hale. Den er ikke alene, to artsfæller følger med den. Situationen gentager sig flere gange, som jeg vandrer videre, tre-fire glenter ad gangen, i alt mere end et dusin fugle inden for et kvarter, alle på vej i samme retning. Det tyder på, at der er en fælles overnatningsplads et sted i nærheden. I de senere år, med mildere vintre, overvintrer flere af rovfuglene her i landet, og af og til etablerer de fælles overnatning.
Skumringstiden er ved at sætte ind, med lav sol i vest. Jeg krydser ådalen, og ved udkanten af Pindstrup kommer jeg op på endnu en banesti, denne gang drejer det sig om den nedlagte jernbane mellem Randers og Ryomgård (vandredag 180). Glenterne er ikke de eneste, der forbereder sig på natterast. Små spurveflokke søger mod læhegnene, og en stor krageflok samles ude på engene. Jeg ser og hører ravne, men aldrig mere end to ad gangen, så øjensynligt er de ikke på vej mod et fælles overnatningssted.
Banestien løber syd for de store Løvenholmskove. Som jeg vandrer de sidste kilometer mod øst møder jeg små grupper af motionister, hundeluftere og cyklister, der benytter den sidste smule dagslys til at få frisk luft. Den milde dag gør det til en fornøjelse at gå i den sidste skumring. Tilbage på perronen i Ryomgård er der næsten en times ventetid til det næste tog. Heldigvis har etableringen af letbanen også medført opførslen af et fint lille ventesalshus med en behagelig bænk.

Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 137-198.

This slideshow requires JavaScript.