Thorsager-Studstrup (342).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Thorsager-Studstrup, 24,9 km (342).
Søndag den 1. december 2019.

Etableringen af Letbanen i Århus har medført åbningen af et trinbræt i Thorsager, på strækningen mod Grenå. Den åbne perron ligger i den vestlige udkant af byen. Et halvt dusin passagerer står af toget. Som det kører videre mod øst trækker det store hvide gnister fra køreledningerne. Lige som landskabet er de belagt med rimfrost, og det er en udfordring for togdriften.
Umiddelbart vest for trinbrættet ligger en lille sommerhuskoloni og de store skove omkring Skaføgård Gods (vandredag 292). En grusvej fører langs det sydlige skovbryn mod vest. Det er en smuk vinterdag med klar himmel og lav vintersol. Temperaturen er omkring frysepunktet, og hvid is dækker grusvejens pytter. Den grønne vegetation på markerne og i underskoven er dækket af rimfrost.
Nåletræer udgør kernen i skoven, men skovbrynet er kantet af gamle bøgetræer af imponerende tykkelse. Grusvejen fører ind i skoven og flankeres i et par kilometers længde af et sammensunket stendige. Fra tykningerne høres skovskaders skrig, de overdøves af en ravns kalden, den sorte fugl flyver over mit hoved, så tæt på at jeg kan høre vingeslaget i den stille luft.
Jeg når frem til den smalle asfaltvej, der skærer igennem skoven og følger den mod syd, over det åbne land og frem til landsbyen Mørke. Sidst, jeg var på disse kanter, var der ikke togdrift, på grund af omlægningen til letbane og elektrificering. Nu er der igen tog, og stationsområdet har fået tilføjet et lille fyrtårn, som følge af et bymoderniseringsprojekt, Lys i Mørke, der også blev genstand for en tv-dokumentar.
Jeg følger jernbanen gennem byen og drejer så ind på stien gennem Mørke Kær. Stien fører gennem en lille klynge af små søer. Tre hejrer letter fra sivene, da jeg nærmer mig, og en skarv trækker over vandet. Søerne er kunstige, de er fremkommet ved tørvegravning, der ophørte så sent som i 1959. Vandet er dækket af et tyndt lag glasklar is, hvor solens stråler gengives i en gylden spejling. Isen ser spinkel ud, men kan alligevel bære vægten af et halvt dusin svaner i ungfugledragt. I søen på den anden side af stien ligger svaner i de voksne fugles hvide dragt.
Efter at have rundet mosen drejer jeg mod syd og stiger op ad den høje bakkekam ud mod Kalø Vig. Mod nord er der en vid udsigt over det åbne land, med søernes blå glimt, og bag dem, de grønne skove. I øst kan jeg se kirken i Mørke, på en bakke uden for byen, røde mursten, rødt tegl, og et hejst dannebrog.
Bakkekammens top flader ud i flere terrasser, men omsider passerer jeg det højeste punkt. Fra broen over motortrafikvejen til Tirstrup får jeg det første glimt af Kalø Vig i syd. Den smalle landevej snor sig ud til bugten ved Følle Strand. Selv om der er nogle timers lys tilbage, er horisonten allerede bronzefarvet.
Strandvejen fører forbi en statelig gul bygning, den gamle færgekro. En bred stribe strandeng åbner sig ud mod en ganske smal strand, mens bittesmå sommerhuse ligger længere inde. På den anden side af bugten ses Kalø Slotsruin foran Mols Bjerge (vandredag 131). Som jeg følger stranden mod syd. frem mod Vosnæs, svinder engen ind, mens skovklædte bakker og skrænt rejser sig ud mod havet. En mudret sti følger pynten hele vejen rundt, indtil jeg når frem til en bred tunge af agerland og strandeng, der skyder sig ind mellem skovene ud mod bugten. Stien er ikke mere end en fod bred, men bærer alligevel spor af at være flittigt brugt af mountainbikere.
Jeg fortsætter langs kysten, hvor den smalle strand ofte er forsvundet under opdynget tang, samtidig med at sumpet strandeng når helt ud til vandet. Når jeg kigger tilbage kan jeg se Vosnæs Pynt som en skovdækket kuppel ud mod havet. Oppe i bakkerne, helt op mod en fjern skov ligger den hvide hovedbygning til Vosnæsgård Gods.
Et par små bække løber ud i stranden, jeg kan lige akkurat springe over dem. Kort efter står jeg dog ved et halvandet meter bredt vandløb. Det snævrer en smule ind, men i det klare vand kan jeg se, at det er mindst knædybt. På den fjerne side ligger en høj og flere meter bred bræmme af tang. Jeg bider i det sure æble, tager støvler og sokker af, smøger buksebenene op og vader gennem bækken på det bredeste sted, hvor vandet kun når mig til midt på skinnebenet. Vandet er isnende koldt, tangdyngerne ligeledes, til gengæld er det rart at have tørre sokker og støvler til resten af turen.
Umiddelbart efter når jeg hen til Havskov, nord for Studstrup, hvis store kraftvarmeværk tegner sig i profil mod den lave gyldne vintersol i syd. Grusstranden er ikke mere end et par fod bred, og ofte må jeg forcere opdynget tang og store træer, der ligger væltede i havstokken. Omsider får jeg dog en mulighed for at gå ad en mudret sti op i skoven. Store stræk på skrænten er bevokset med padderok, hvis friskgrønne farve sætter buskenes røde bær i fin kontrast.
Ved Havskov sydlige skovbryn kommer jeg ud på den trampesti, der er en del af Molsruten (og Nordsøstien) mellem Århus og Grenå (vandredag 7). Studstrup, kraftværket og landsbyen ligger umiddelbart foran mig, så jeg går den korte vej gennem et parcelhuskvarter og op til stoppestedet for bybussen til Århus.

Elia Barcelo: El color del silencio, 376-405.

This slideshow requires JavaScript.