Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Kjellerup: Rundtur omkring Hinge Sø, 25 km (516).
Lørdag 4. maj 2024.
Det er en grå dag, som jeg starter min vandredag ved rutebilstationen i Kjellerup. Men uden den kulde, der var så markant i april, i stedet med behagelige temperaturer til vandring og med en fornemmelse af friskhed luften.
Jeg går forbi det fine lille tinghus, hvor der står en skulptur på en piedestal, som et minde over Steen Steensen Blicher, som flere andre steder her på egnen (vandredag 388). Hovedgaden er smykket med dannebrogsflag i anledning af befrielsesdagen. Jeg følger den mod nord, indtil jeg kan komme ind på Krabbes Grønne Ring, et stisystem rundt om Kjellerup, opkaldt efter Christopher Krabbe, politiker og godsejer på Hald Hovedgård (vandredag 122). Stien løber i en smal slugt langs Sygehusbækken, der er et tilløb til Tange Å, som i nordøst udmunder i Tange Sø og Gudenåsystemet (vandredag 387).
Der er sumpede områder og små damme langs vandløbet, løvskov med friske grønne blade på skrænterne. En glimrende grussti leder gennem slugten, undervejs er der skulpturer i både træ og sten. Flere steder har Kjellerups talrige råger etableret kolonier, andre steder høres kurrende duer. Der er villakvarterer lige oven for skrænten, men nede i slugten fremstår den smalle skovstribe langs bækken forbløffende uforstyrret. Kun den gamle hospitalsbygning i klassiske røde mursten løfter sig over trækronerne.
Som jeg følger stien mod uret, vider slugten sig ud til at omfatte stadig større lysninger, indtil skoven afløses af græsland, hvor eng går over i overdrev på kurvede bakker. Endnu står foldene tomme, tykt frodigt græs venter på klove og gebisser. Ved bygrænsen fortsætter stien over fladt, opdyrket land, ad grusveje og jordveje, indtil den når indfaldsvejen. Her passerer jeg de første af årstidens mange gule rapsmarker, som jeg stiler mod den travle hovedvej mellem Viborg og Silkeborg. Hovedvejen skråner allerede, snart går det stejlere ned i ådalen omkring Hinge Å. Højt på bakkesiden drejer jeg væk fra hovedvejen for at kunne krydse ådalen ad smalle fredelige veje.
Grønne enge, med et tæppe af mælkebøtter, endnu ikke en eneste grå fnugbold imellem dem, dækker dalbunden. Skove kryber ned ad dalsiderne. Der er et langt kig gennem dalen, hovedvejen på en jordvold i vest, kær ud mod Hinge Sø i øst. Landevejen slynger sig over dalbunden og op gennem smuk bøgeskov. Anemoner og fladstjerner har fået fodfæste i vejsiden uden for skoven. En gødningsbille, med sort skjold, blå glans, har gjort et fund på asfalten. Det er et risikabelt valg, der er ikke så megen trafik som på hovedvejen, men der kommer dog af og til biler forbi.
På plateauet oven for dalen ligger landsbyen Serup. Hvor jeg går ind i landsbyen, er der en lille kirke med skib og kor i grå kampesten, et tårn i røde mursten med lavt spir. Hvor jeg forlader byen er der en gammelt missionshus med et lettere forfaldent præg. Øst for byen kommer jeg ud på en lang, smal landevej, midt på dalsiden, med flotte udsigter over Hinge Sø. I vestenden af søen, yderst på et lille næs, med godsskov i ryggen, ligger Vinderslevholm. Det lille gods’ hvide bygninger ses på lang afstand. Lige så synligt, nær den modsatte ende af søen, ses det brede hvidkalkede kirketårn ved Hinge.
På den modsatte, nordlige, bred af søen er der blændende gule rapsmarker klemt ind mellem grønne marker og små skove. En kort stribe hvid sandstrand ved badestedet derovre. På denne side er der ikke en eneste rapsmark, et par højlydte grågæs finkæmmer en harvet stubmark foran mig, ellers er der lave enge, den højere bakkeside delt mellem skove og græsning, lave juletræsplantager flere steder. Der er nogle få ældre husmandssteder langs vejen, men mere dominerende er nyere landsteder med solide røde mursten og panoramisk udsigt over søen. Fjern snadren kommer nede fra søen og blander sig med lydene fra det åbne lands fugle, krager, duer, en enkelt musvåge.
Jeg runder den østlige ende, hvor der ligger et stort stutteri med gulkalkede mure og indhegninger med hvidt træværk. Hinge Å forlader søen, for at udmunde i større åer, inden mødet med Gudenåen syd for Kongensbro. Jeg får et hurtigt glimt af en havørn lavt over engene, den store brune fugl er på samme tid klodset og kraftfuld, som den arbejder sig op på højere luftlag. En heldig fåreflok står i græs til livet ved åens enge.
På nordsiden af søen kan jeg gå et kort stræk af en banesti, flankeret af blomstrende frugttræer, vokset fra æbleskrog og andet som fortidens passagerer har smidt ud af vinduet. I modsat retning er store dele af tracéet bevaret hele vejen til Silkeborg. I sin tid forbandt den forsvundne jernbane Silkeborg med Rødkærsbro, men som banesti (vandredag 136) knyttes den til bynavnet Kjellerup.
Hvor banestien ender, skifter jeg til landevejen og kan snart efter gøre en afstikker til Hinge Kirke, der ligger i åbent land. Et kort stykke længere fremme ligger den lille landsby med adskillige gårde i bymidten, takkede gavle og en gammel blåmalet vindmølle med vingerne afmonteret, konverteret til beboelse.
Landevejen lavt på bakken byder på smukke udsigter over søen, med fugtige enge i forgrunden. På den anden side af søen fremstår de snorlige rækker af små juletræer næsten som vinstokke. Solen vokser kortvarigt i styrke, uden for alvor at brænde igennem. Rapsmarkernes gule felter rækker frem til bøgenes grønne skovbryn ved de små skove. Fra forskellige sider kommer en gøgs kukken og staccato hammerslag fra en spætte.
Jeg drejer af mod Kjellerup ved Hinge Søbad, men ikke uden først at besøge den lille strimmel sandstrand med et par små træbroer. Fra det yderste af broen kan jeg se søen rundt med Vinderslevholm på næsset overfor. En lav avlsbygning i sort og hvidt bindingsværk, en hovedbygning med høje hvide gavle, rødt tegl på begge dele.
En yngre mand får sig et bad i søen, mens hans langhårede hund formår at pjaske i vandet og slæbe på et tre fod langt grenstykke på samme tid, et henrykt udtryk i øjnene.
Fra badestedets lysning i skoven fortsætter jeg ind i landet, og op ad bakken, indtil jeg når fladt dyrket land. I udkanten af Kjellerup møder jeg igen skræntskov med rågekolonier. Over nogle få hundrede meter er der også et bevaret fragment af den nedlagte bane mod Rødkærsbro, stadig genkendeligt som en lav jordvold. Snart er jeg tilbage ved rutebilstationen, hvor rågeøjne vogter over mig, mens jeg venter på bussen.
Virginie Despentes: King Kong Théorie, 30-145.
Jyske Vandreture 