Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage.Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rødkærsbro-Bjerringbro, 38,4 km (387).
Tirsdag den 13. oktober 2020.
Det er en smuk og kold dag, høj sol og blå himmel, da jeg igen står på perronen i Rødkærsbro. Jeg begynder med at gå mod øst ad en jordvej umiddelbart syd for jernbanen. Ranke egetræer med furet bark står ud mod skinnerne. Fra den anden vejside falder terrænet ned mod engene omkring den smalle ådal langs Vindelsbæk. Den er et øjebliks sag at krydse til den anden side af den lille dal. Engene rækker op mellem de små skovstykker øverst på dalsiden, røde køer græsser på den stejle bakke.
En asfaltvej fører under hovedvejen mod Viborg, i kæret under bropillerne munder Vindelsbæk ud i Tange Å. Halvt oppe på bakkesiden passerer jernbanen under en lille bro og følger Tange Å mod øst. Oppe på plateauet er det agerland. Små flokke af råger kan vælge og vrage mellem tomme folde og høstede marker. En majsmark står tilbage med knæhøje stubbe, stive, fingertykke rør, et af dem bærer en sort råge, der som en ridefoged skuer ud over de hårdt arbejdende artsfæller under den.
Jeg genfinder jernbanen ved Tange Sø, hvor åen løber ud i søen. Landevej og jernbane følges ad et kort stykke ved nordkanten af søen, neden for landsbyen hvorfra søen henter sit navn. Snart efter drejer jeg ind på den sidevej, der fører under jernbanen og ind til Tangeværket. Værket huser også Energimuseet, der er et populært udflugtsmål på en dag i efterårsferien. Jeg manøvrerer uden om biler og børnefamilier og går forbi den brede kanal, der leder vandet fra den opstemmede sø ind til turbinerne. Det er også her, der er ophalingssted for de kanoer, der kommer opstrøms fra Gudenåen og nu har krydset Tange Sø. Der er små trækvogne til rådighed, hvor på man kan transportere sin kano hele vejen uden om bygningskomplekset og derpå lade fartøjet glide ned ad en sliske til åens vandmasser, som de kommer ud fra værket, nu ti højdemeter lavere i terrænet (vandredag 91). Sommermånederne er selv sagt hovedsæsonen for kanosejlads, alligevel er et par i gang med at gøre deres kano klar til landtransport.
Den lange kanal er langt bredere end åen nogensinde var på dette sted. Under den blå himmel spejler elværkets røde bygninger spejler sig smukt i fuld længe i det stille vand. En grussti fører langs med kanalen og, med et halvfemsgradersknæk, videre langs dæmningen, der opstemmer søen.
Rørskov breder sig foran dæmningen, længere ude strækker søens blå sig langt ud mod horisonten, omgivet af skovklædte bredder. En informationstavle viser et kort med alle de gårde og huse, der blev opgivet til fordel for etableringen af den kunstige sø. Et stykke ude i vandet stikker træstammer op over vandet, gæs og ænder har bemægtiget sig en, mens skarverne har sat sig på en anden.
Dæmningen hen over ådalen er den østlige afgrænsning af søen, en lille overløb lader stadigt en smule vand passere gennem åens gamle leje, der nu mest er sump og kær. Syd for begynder større skovområder. Trækstien, sommetider kaldet Pramdragerstien, går i kanten af Gudenåen fra Silkeborg til Randers. Undtagelsen er her ved Tange Sø, hvor åen og stien jo ligger under vand. I stedet følger den afmærkede vandresti en lang skovvej gennem plantagerne øst for søen (vandredag 27). I dag vil jeg imidlertid gå gennem den del af skoven, der ligger fjernest fra vandet.
Det er tydeligvis den mindst besøgte del af plantagen. Nogle af skovvejene er ved at blive dækket af grønsvær. Ud mod markerne er der hegnet af med mandshøjt vildthegn, hochsitze står med regelmæssige mellemrum. Det er overvejende nåleskov, med spor af lyng på åbne steder, svampe der pibler frem overalt. Vejen er kanter af store firkantede lysninger, uindhegnede, høslæt taget alle steder. En skovskade flyver gennem underskoven og sætter sig tavst rette på en plads nær stammen. Jeg tror, jeg har mødt verdens eneste stumme skovskade, men så bliver jeg alligevel fulgt på vej med et par advarselsskrig.
Som jeg kommer længere mod syd, går det flade terræn over i lette bakker, og lysningerne får et præg af skovslette og ikke græsmark. Et stykke fremme, mellem stammerne, får jeg et glimt af brunt skind i rolig bevægelse. Græssende hjorte. Et par krondyrhinder har vovet sig ud på den tilgroede skovvej. De får øje på mig få øjeblikke efter at jeg ser dem, og forsvinder lydløst mellem stammerne.
Jeg når frem til landevejen mellem Bjerringbro og Ans og følger den mod vest, i håb om at finde en skovvej mod syd. Skoven syd for landevejen hører under Ormstrup Gods (vandredag 316), hvor jagt er en del af de økonomiske aktiviteter. Et vildthegn løber langs vejen, flere skovveje er nedlagt. Så jeg må helt ned til dæmningen og broen, der fører landevejen over Tange Sø. Det gør nu ikke så meget, der er en smuk udsigt over søen, skyerne spejler sig smukt, Ans ligger lige over på den anden side.
Endnu engang følger jeg samme skovveje som Trækstien. Godsskoven ligger på mere kuperet land, og der er store partier med bøgeskov, gamle egetræer langs hulvej. Ud mod søen fylder solen løvtræernes blade med lys. Snart drejer Trækstien af mod mindre stier, mens jeg fortsætter ad grusvejen længere inde i skoven. For min fod er et mindre drama i gang: Blåsorte biller kæmper mod hinanden som små næsehorn. Mens jeg ser til, får en af dem væltet sin langt større modstander om på ryggen, så rivalen ligger med sprællende ben.
Skoven her er også rig på lysninger, slåede og kantede af hochsitze. Det kuperede terræn favoriserer slyngede omrids frem firkanter. Et enkelt sted løber små flokke af fasaner nær krattet, tydeligvis opdrættede fugle, såkaldte skydefugle. En nyplantning med knæhøje fyrretræer står hen uden hegn, et rådyr løfter skyldbetynget hovedet fra de fristende knopper og stikker straks af, da jeg kommer forbi.
Forude ligger en af dagens anderledes oplevelser: Høj Stene, netop færdiggjort op til efterårsferien, en rekonstrueret skibssætning fra den sidste del af Jernalderen. Mange af landets fortidsminder har mistet jord eller sten, fjernet til brug som byggematerialer. Der er kun en lille gnalling tilbage af den store Borum Eshøj, og jernstivere er sat op for at give en fornemmelse af den oprindelige størrelse (vandredag 176). Ved Lindholm Høje, nord for Ålborg, kan man se en mængde af bevarede skibssætninger (vandredag 230). Det er imidlertid alle ganske små, ikke som de store kongegrave. Ved den største af alle, den i Jelling, er de fjernede sten markeret med hvide betonelementer (vandredag 158). Længere mod syd, ved Klebæk Høje, er manglende sten markeret med rustne jernplader (vandredag 261).
Her ved Høj Stene er den oprindelige skibssætning imidlertid søgt rekonstrueret efter arkæologiske optegnelser fra 1860. Store sten er indsamlet fra hele landet, den største, i stævnen, kommer fra Sorø. De gravhøje, der også var en del af stedet, er stort set forsvundet, blot en enkelt forhøjning er tilbage. Resultatet er imponerende, en lysning omkring stenene giver plads og luft og rummer fint den næststørste skibssætning efter Jelling. Informationstavler fortæller om den historiske baggrund.
Selv om det er ud på eftermiddagen er der stadigt besøgende på stedet. Et par har en lys retriever med. I smug holder jeg øje med, om hunden benytter lejligheden til at lette ben op ad en nyopsat kongesten, men den har for megen pietetsfølelse til det. I forbindelse med opstillingen af stenene er der blevet etableret en åben korridor ned til den nærliggende Gudenå og Trækstien her. Jeg går ad en flisbelagt sti ned til åen, hvor der også er en platform til besøgende i kano, og nyder udsigten, inden jeg tager hul på den sidste del af dagens rute.
Flere besøgende er kommet til, da jeg går tilbage over fliset og endnu engang passerer Høj Stene. Fra godsskoven fortsætter jeg ad små landeveje op over plateauets agerland og videre mod Bjerringbro. Sorte skyer trækker sammen, og en let støvregn falder, men falmer så bort. Ned mod Gudenådalen falder landevejen stejlt, med et langt udsyn gennem dalen og de skovklædte højder bag Bjerringbro. Markerne er plantet til med efterafgrøden olie-ræddike, hvis hvide blomster næsten virker som tidlig sne over agrene. I vest nærmer solen sig horisonten, de lave skyer dækkes med gyldent lys og skaber en tidlig skumring.
Fra den flade landevej neden for bakkesiden fører en sti ud til Gudenåen. Der er et byggearbejde i gang på bredden af åen. En kort årrække var der her en flot træbro, beregnet for gående og cyklister (vandredag 90), men i en mindre lokal byggeskandale havde man af miljøhensyn ladet den opføre af træ uden imprægnering, med det resultat at broen blev angrebet af råd, delvist styrtede sammen og måtte lukkes af sikkerhedshensyn. Der er truffet beslutning om at opføre en ny bro, og i dag kan jeg se, at man foreløbigt har fået fjernet alle spor af den gamle.
Dagens sidste kilometre går ad Trækstien til Bjerringbro. Inden for de seneste år er Trækstien blevet renoveret, og plankebroer er etableret på de mest fugtige steder, låger ind til engenes folde. En svanefamilie med store unger i grå fjerdragt holder til i smult vande, hejrer letter med uregelmæssige mellemrum, heste græsser stadig på engene og, som jeg nærmer mig Bjerringbro, dukker lystfiskerne op. Jeg runder den sidste store slyngning før byen og ser en isfugl flyve lavt og hurtigt over åen; selv i skumringslys gnistrer den i blå og grønne farver. Et tog kører mod Århus, hævet på banevolden over åen. Det betyder, at jeg har god tid, en halv time, til den sidste kilometer, over broen og ind i byen.
Siegfried Lenz: Der Überlaufer, 295-358.
Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 1-32.
BONUS-INFORMATION
Moesgård Museum om Høj Stene.
VisitRanders om Høj Stene, inklusiv kort.
Jyske Vandreture 