Ulstrup-Bjerringbro (90),


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute 

Ulstrup-Bjerringbro (90), 23,7 km.
Lørdag den 11. april 2015.

Ulstrup trinbræt, lørdag formiddag, skyfri himmel, på en dag, hvor metrologerne har lovet årets hidtil varmeste dag.
Og jeg har da også kun lige passeret Ulstrup Slot, da jakken ryger af for resten af dagen. Slottet er et nydeligt og velholdt firlænget bygningskompleks i røde mursten, med hvad der hører til af takkede gavle og tårn ud mod slotspladsen. Det ligger lige over for trinbrættet, midt på ådalens brede, flade agerland. Parken omkring slottet afløses brat af noget mindre aristokratiske juletræsplantninger over mod ådalens skræntskove.
Normalt følger jeg Trækstien på sydsiden af åen frem mod Bjerringbro og videre, men i dag vil jeg gøre en lang omvej ind i baglandet på nordsiden af Gudenåen. Ulstrup Skov, som jeg kommer ind i er indledningsvist gammel løvskov. Der er nogle få idylliske huse her og der, formodentligt oprindeligt til godsets skovarbejdere. Skovbrynets grusvej er kantet af tykke, gamle ege, i begyndelsen med et flot overgroet stendige. Nyudsprungne anemoner dækker skovbunden mellem de nøgne bøgetræer, ivrige efter at få det meste ud af forårets lys, før bøgeblade lukker for adgangen til sol.
Længere fremme bliver beplantningen til nåleskov, bortset fra en tynd strimmel løvtræer på selve skrænten. Overgangen mellem flad ådal og bakker er drastisk, og skovvejen kravler langsomt højere og højere op. De fåtallige, høje gamle løvtræer i skovbrynet har alle slagside, som grådige troldefingre rækker de deres grene mod syd efter lys. Fra den løftede skovvej har jeg en glimrende udsigt over mod bakkekammen på den anden side af ådalen, og jeg kan tydeligt se Busbjerg (92 m) stå frem som en hedebakke mellem skovklædte bakkedrag på begge sider. (Jeg besøgte Busbjerg på vandredag 26 af min tur Jylland Rundt).
Der er mere eller mindre sammenhængende skov et langt stræk langs bakkekammen på nordsiden af ådalen, men ikke nogen gennemgående sti eller vej igennem (hvilken formodentligt betyder, at der er et antal forskellige private ejere), så derfor må jeg et smut ud på landevejen og derefter ad en lille asfaltvej ind i skoven igen. Denne vej går støt op ad, her og der når tunger af græsning eller agerland ind i skoven og skaber store lysninger. Da jeg når toppen, hvor bakkernes skov afløses af plateauets marker, er jeg næsten oppe i samme højde som Busbjerg på den anden side af åen.
Jeg går frisk til hen ad en grusvej i det åbne land. Der er et plantagestykke på den ene side af vejen og en lang serie af vindmøller på den anden, og der ender så vejen så blindt!? Jeg må erkende, at jeg burde have medbragt bedre kortmateriale i større opløsning. Det så ellers enkelt nok ud hjemme, men de veje, der på kortudskriftet ligner et logisk sammenhængende net af veje af ensartet kvalitet, viser sig at dække over en forvirrende blanding af asfaltveje, grusveje, og sjældent brugte markveje og skovveje.
Det viser sig heldigvis, at jeg kan nøjes med at gå tilbage til plantagestykket og tage en anden servicevej for vindmøller på tværs, indtil jeg når den gennemgående parallelle grusvej, jeg egentlig skulle have været på. Samtidigt kommer jeg ganske tæt på skovbrynet. Smalle slugter går fra markplateauet og ned i skræntskovene. Efter endnu en misforståelse og en omvej, står jeg omsider, hvor jeg havde planlagt det: ved Hjermind Skovs nordlige skovbryn, på kanten af plateauet, hvor skov dækker bakkedragene ned mod Gudenåen.
På min tur rundt i skoven følger jeg lange stræk af en lokal afmærket rute. Ruten er afmærket på den gammeldags facon: med pletter af gul maling på træstammer. Skoven er delt mellem løvtræs- og nåletræsfelter. Stien går langsom nedad. På min vandretursfolder er afmærket en stor mose, Brundmose, som ved nærmere eftersyn dog viser sig at være i et sent stadie af tilgroning, blot med en smal, indre stribe af åben mose.
Der er rigelige mængder af hestepærer på stien og masser af hovspor, og kort efter støder jeg da også på en større skare ryttere, måske femogtyve i alt, og jeg står til side for at lade dem passere. En sjov gammel jægerhytte i skoven viser sig at rumme et naturvejledningscenter. Min opmærksomhed fanges af to skrigende musvåger i luftrummet over mig. Gentagne gange glider de hen over den smalle strimmel himmel, jeg kan se mellem de høje nåletræer. Det må være parringstid, de har overhovedet ikke blik for mig.
Jeg har set små sumpede steder i skoven, af og til med stor okkeraflejring. Nu passerer jeg en træbro, der er lagt tværs over et stort firkantet bassin, hvor okkeret udfældes for at skåne Gudenåen for det. Det har en farve som størknet blod.
Hjermind Skov gennemskæres af jernbanen. Efter at være kommet ud til landevejen går jeg et stykke af landevejen for at kunne passere banelegemet gennem en viadukt. På denne side af skinnerne, klods op ad Gudenåen ligger Kjællinghøl Voldsted. Fra ca. 1300-1600 lå der et lille fæstningsanlæg her, nu er her kun resterne af tre firkantede jordvolde. Engang blev voldgravene fyldt fra en bæk nærved, og det er stadigt fugtigt nok til at der er anlagt smalle plankebroer til besøgende. Jeg stopper et øjeblik for at nyde udsigten over åen og Busbjerg mod øst. En sti mellem skovbryn og eng fører frem til det kanolandingssted, hvor der også er blevet anlagt en træbro, som giver forbindelse til Trækstien på den anden side af Gudenåen.
Jeg holder mig imidlertid på nordsiden af åen og følger lokale stier og grusveje den korte vej hen til Bjerringbro. Åen flyder bred og rolig i store slyngninger, uanfægtet af engen, og det lille industrikvarter med rensningsanlæg og lagerhaller som markerer indgangen til Bjerringbro. Broen over Gudenåen inde i Bjerringbro er nabo til et par små anlæg på begge sider af åen, plæne med bænke og kanolandingsplads på sydsiden. Det gode vejr har lokket små grupper af unge mennesker ud i solen. Jeg sidder også en stund i solen, inden jeg går op i byen og hen til stationen.

Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 230-298.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s