Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Bjerringbro-Kongensbro (vest om Tange Sø)(91), 29,0 km.
Lørdag den 18. april, 2015.
Himlen over Bjerringbro er blå og skyfri. Det er varmt nok til at jakken ryger i rygsækken med det samme.
Min vej går mod Tange Sø, og jeg vil følge Trækstien derhen. Jeg kommer hen til stien fra plænen ved broen over Gudenåen midt i Bjerringbro. Her kan man hale kanoer op eller søsætte dem. Endnu ser jeg ikke kanoer på åen, men der ligger en kort række kanoer på et stativ nær åen. På plænen står der enkelte store gamle piletræer; de er bladløse, men blomstrer i lysende gult.
Strækningen mellem Bjerringbro og Tangeværket er det mest “driftsikre” på hele Trækstien. Åen løber mellem høje brinker, og stien er således næsten altid løftet mindst en halv meter over åens overflade og af og til op mod to meter. Den skyfri himmel skaber spejlklare refleksioner i vandet. De få, enkeltstående, træer og buske, med nøgne grene, “gæslinge” eller hvide blomstrer fordobles i vandoverfladen. Nær bredden er vandet klart, med en brunlig tone fra mudderbunden, der ses klart, eftersom der endnu ikke er siv og vandplanter.
Fra toget så jeg flokke af svaner græsse på markerne, nu skratter en knopsvane bag mig og flyver så tungt forbi ude over åen, fuglen er så tæt på, at vingeslagene gennem luften lyder som ketcherslag. Her og der letter gråænder fra buskadset ved åens bred, solskinnet skaber et metallisk skær i andrikkernes grønne hoveder, især når de pludseligt drejer halsen.
De sidste femhundrede meter før elværket går stien højt over åen, i kanten af en temmelig mistrøstig plantage, med en strimmel sommerhuse. Elværket er to store bygninger i røde mursten, med et vagt katedralagtigt præg, som man byggede industrihaller dengang for hundrede år siden, da åen blev opstemmet. På den anden side af åen, nærmest en kanal her, er der en høj sliske til at lade kanoer glide nedad. Jeg skal en lille opvej for at komme over på den side.
I det fjerne kan jeg se dæmningen over det gamle åløb, en overgroet jordvold med en betonsektion. Men åens gamle leje ender her ved elværket. Jeg krydser det via en lav grusdæmning, den afsnørede ende af åen er brunt af aflejret okker, store træer er væltet hen over den døde å, stadig med hver sin enorme klump jord omkring roden.
Nu står jeg på den velholdte plæne på bakkeskråningen, der fører fra det nedre niveau af elværket (og åen) op til det øvre niveau. Tangeværket huser Elmuseet, og det smukke forårsvejr har bragt mange besøgende herud. Små grupper går op ad plænen, følger laksetrappens små kanaler og bassiner. Hvis jeg ville følge Trækstien, skulle jeg også den vej, og så videre langs dæmningen og ind i Gudenåcentralens Plantage. Men i dag vil jeg gå vest om søen.
En større gruppe står omkring en guide på den fjerne side af åen. En lang gangbro fører over bassinet neden for turbinerne og derover. Det er jo ikke Hoover Dam, men turbinehuset er alligevel et ganske imponerende syn.
Jeg går rundt om værket, passerer transformatorstationen bagved, og kommer om til indløbskanalen fra Tange Sø. Kanoerne skal hales op her, og der er spændt et net over åen for at forhindre uheld. Man skal bære kanoen hele vejen rundt om elværket til slisken nedenstrøms. Eller leje en lille trækvogn, hvis man er den magelige type.
Jeg følger lokale motionsruter mod den nordlige ende af søen, må gøre en afstikker for at kunne krydse jernbane, og når så frem til den hyggelige lille landsby Tange. Fra toget mod Viborg har man en glimrende, om end kortvarig, udsigt over den nordlige ende af Tange Sø. Jeg krydser jernbanen én gang til over en bro, og dernæst følger jeg endnu en motionsrute langs kanten af det lille næs på vestsiden af søen.
Der står en bænk yderst på næsset, hvor jeg slår mig ned for at spise frokost. Blishøns larmer et sted længere nede af søbredden. Når man sidder i toget og kigger ud over søen, ser det ud som om tre kanoer er ved at runde næsset. Det mærkelige er, at de samme tre kanoer er der hver eneste gang. Det tog mig skammeligt lang tid at regne ud, at det ikke var kanoer, men derimod træer fra det druknede agerland, der lige akkurat, og stadigvæk efter næsten hundrede år, bryder vandoverfladen. Her på spidsen af næsset er jeg så tæt på dem, som man kan komme uden båd eller kano. Der er to træer der ude. Det ene er en tyk knækket stamme, der nærmest fremstår som en træstub, det andet ligner et stynet træ, med en ring af kraftige grene, der lige præcist hæver sig over vandoverfladen.
Jeg forlader næsset og går mod Ans af en lille asfaltvej. Mod vest ligger en skovklædt bakkekam, tilpas langt væk til at en golfbane kan klemme sig ind; mod øst søen, med brede enge, hvor flokke af grågæs græsser, uanfægtet af de tre heste, de deler græsset med. Der er minsandten også et lille søbad, uden badebro, men med hvidt sand, muligvis transporteret dertil. Der er et par motorbåde ude på søen, og en lystfisker i en jolle nær tagrørene. På den anden side af landevejen er der nyvendt brun agerland, noget af det overdækket med plast, til kartofler?
Nær Ans kommer jeg til at gå langs med hovedvejen mellem Århus og Viborg. Heldigvis er der en separat dobbeltrettet cykelsti. Langs den sydlige del af Tange Sø går cykelstien endda på sin egen bro over flere hundrede meter. Broen har et par nicher med bænke, hvor flere af de lokale er mødtes på cykler, der er kaffe og øl på bordet.
Landevejen fortsætter på den vestlige side af søen frem mod Kongensbro. Jeg skal også den vej, men først vil jeg krydse Tange Sø over broen ved Ans. En stor rågekoloni på den anden side af søen fanger mit øje, luften over den er tyk af de skrigende sorte fugle. Som jeg går over broen, kan jeg se, hvad de hoverer sådan over: Deres koloni ligger ikke på fastlandet, men på en lille ø ude i søen. Og heldigt for dem. Der ligger en kort række sommerhuse ovre på den østlige bred, og naboskab til en rågekoloni falder ikke i alle og enhvers smag.
Trækstien krydser landevejen ved østbredden af søen, men jeg går tilbage over broen, for jeg vil følge vestbredden af søen, der nu begynder at snævres ind. Jeg går gennem Ans og følger landevejen mod Århus et kort stykke, før jeg drejer ind på en grusvej. Grusvejen går gennem en temmelig karrig plantage, med masser af lyng i skovbunden. Man kommer ikke helt tæt på vandet, men af til er der åbent land omkring de få store pragtvillaer, der gemmer sig herinde. De har store jordlodder, hvor plantagen må vige for store åbne strøg ud mod åen.
Det var meningen, at jeg ville følge grusvejen helt frem til Kongensbro, men på halvvejen misforstår jeg kortet og svinger mod vest for tidligt. Først kommer jeg forbi et åbent stykke hede inde i plantagen, og kort efter står jeg ved Århusvejen, som jeg så følger. Det giver mig til gengældt et interessant blik ud over en enormt grusgrav. Det vil sige, det er sand, der bliver udgravet. Der er et helt serie af kratere, maskineri over det hele, store søer på bunde. Jeg kan se svaner, gæs og troldænder dernede. Det er en fascinerende tanke, at alt det sand er aflejret af istidens smeltevandsfloder.
Kort efter står jeg ved Kongensbro, med vid udsigt over Gudenåen mod nord og syd. Kongensbro Kro på sydsiden, med dens hyggelige gule bygninger og flotte gamle krohave.
På den østlige side af åen forlader jeg landevejen og går ad små landeveje til Truust og videre mod Fårvang, hvor man også kan glæde sig over en stor rågekoloni. Der er endelig kommet en smule skyer på himlen, og det er så småt ved at blive køligere.
Tyve minutter til bussen kommer. God tid.
Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 298-334.
Jyske Vandreture 