Fårvang-Hinnerup (92).

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Fårvang-Hinnerup, 26,4 km (92)
Lørdag den 26. april, 2015.

X-bussen sætter mig af ved OK-benzinstationen ved landevejen uden for Fårvang, for travl til at tage den langsomme vej gennem landsbyen. Det er overskyet, men foreløbigt tørvejr. Temperaturen ligger på det vanskelige punkt, hvor det er for varmt til at have jakke på og for køligt til at undvære, så jeg må skifte med jævne mellemrum, indtil en stædig finregn breder sig over middag og afgør valget til fordel for jakken.
Jeg går mod syd langs landevejen mellem Århus og Viborg, passerer banestien mellem Langå og Silkeborg og må gå yderligere en kilometer, før jeg kan dreje væk fra den tætte trafik. I første omgang går min vej mod Søbygård Sø. Landskabet er forholdsvist fladt omkring Fårvang, men så snart jeg har forladt landevejen, begynder de smalle tunneldale, der karakteriserer de første timer af dagens vandring. Det er endnu overvejende åbent land, med eng omkring dalbundenes bække, med mindre skovstykker og små gravhøje på toppen af bakkerne. Jeg kommer ud på en bakkekam, hvorfra jeg kan se søen som en mat flade for foden af det næste højdedrag.
Som jeg runder et hjørne af landevejen, hører jeg ravneskrig komme fra en lille skov og ser et par sorte fugle flyve mellem skovkant og læhegn, før de bliver tavse og forsvinder. Jeg stiger ned ad bakken og drejer ind på en grusvej, der fører langs et bredt kær i retning af skoven omkring søen.
Læhegnet langs grusvejen står med hvide blomster i en ujævn række. Jeg kaster et sidste blik over engen, inden jeg træder ind i skoven. Eller skovene. Der ligger store sammenhængende skovområder omkring Hammel; de danner nærmest et firkløver med fire fløje rettet mod de fire verdenshjørner, og i midten, som navet i et hjul, ligger slottet Frijsenborg, Danmarks største gods, der giver navn til skovene, hvoraf det meste hører under godset. Så altså Frijsenborgskovene; resten af dagen skal jeg gå igennem dem, fra vest mod øst, næsten udelukkende af grusveje.
Vejen går på nordsiden af Søbygård Sø, men et pænt stykke fra søen, så på må og få vælger jeg en skovvej, der fører mod syd. Jeg kan høre fasaner skræppe inde i buskadserne, og af til tripper farvestrålende fasankokke over hjulspor og veje. Skoven er en blanding af sektioner med løvtræ eller nåletræ. En enkelt sted er en stor indhegning fyldt med prydbuske, også der holder fasanerne til. Der bliver plejet omkring vildtet i disse skove, overalt er der foderpladser til fasaner. Og skydetårne til hjortejagt – alting har sin pris.
Kort efter kommer jeg ud til søens nordlige bred. En vakkelvorn plankebro fører ud til et skjul, beregnet for andejagt, formoder jeg. Gråænderne ved søbredden tager det nu roligt, øjensynligt har de styr på jagttiderne. Søbredden er under erosion, store træer står tilbage som små øer, der blot hviler på en slangerede af blotlagte trærødder. På den anden søbred stiger bakkerne stejl op. Min skovvej går et stræk langs søen, men fører snart tilbage til grusvejen og passerer undervejs den modsatte ende af indhegningen med prydbuske.
Længere fremme bliver terrænet hurtigt mere kuperet, nåletræer bliver det dominerende træ. Vejen går på skrænten, hævet et meter eller to over den fugtige dalbund. Det er et vældområde, små bække etableres i et netværk blandt den frodige vegetation og løber ud mod søen.
Grusvejen bliver til en jordvej, der øjensynligt ikke benyttes til kørsel, for den svinder ind til en godt slidt gangsti, der snart går i kanten af skovbrynet med en smuk udsigt over en smal ådal med høje bakker på den anden side. Får og heste græsser hver sin side af de grønne enge omkring Møllebækken derude.
Stien kommer ud til landevejen, og jeg krydser ådalen på asfaltvej, før jeg går ind i det næste afsnit af skovene. Fra grusvejen i kanten af skoven kan jeg se, hvordan en høj jordvold går tværs over ådalen. Det er en gammel banedæmning, en lille kilometer lang, et fragment af den gamle Hammelbane. Enkelte af de mange nedlagte jernbaner er, i næsten fuld længde, blevet til pragtfulde vandrestier. Det gælder for eksempel banen mellem Horsens og Silkeborg (vandredag 29-31) og Silkeborg og Langå (vandredag 88-89). Hammelbanen blev kun bevaret i et enkelt langt stræk omkring Århus – hvor den kendes som Brabrandstien (vandredag 80). Det meste af resten af banestrækningen er væk, brugt til læhegnsbeplantning, inddraget til vej eller byudvikling, muligvis solgt til landmænd, bortgravet til råstofindvinding. Men enkelte steder er der altså korte stykker tilbage. Hammelbanen eksisterede i godt halvtreds år, frem til begyndelsen af halvtresserne. De sidste godt fyrre år var banen forlænget frem til Thorsø nordvest for Hammel, hvor den mødte Gjernbanen (vandredag 89). Dette korte stykke banedæmning var en del af den strækning.
Men jeg skal mod øst, så jeg nøjes med at krydse banelegemet inde i skoven og derefter følge ådalen mod øst. Det er høj gammel nåleskov på sandet jord nu, langt mere plantage end skov. Af og til brydes ensartetheden af skovede partier, der giver et vist udsyn. Længere fremme er der en åben eng omkring en smal sø. Søen er pakket med gråænder og troldænder. Søen dannes omkring Granslev Å, der løber i en bue nordpå og møder Lilleåen nær Laurbjerg, hvorefter den samlede vandmasse løber under Gjernbanens høje bro og frem mod Gudenåen ved Langå (vandredag89). Stien skruer sig op en bakkeside, jeg krydser en asfaltvej og kommer ind på en grusvej, der vil føre mig frem til Frijsenborg Slot.
Grusvejen kravler op ad en bakke og svinger brat ved skovbrynet. Et gammelt skovdige med gamle egetræer skiller skov fra mark. Et kort stykke inde i skoven står høje bøgetræer, nogle af dem med udsprungne bøgeblade på de nederste grenetager.
Over mit hoved flyver en stor sort fugle over det åbne rum mellem trækronerne. Det er en ravn, skarp forfulgt af en gråkrage. De er så tæt på, at jeg kan tælle svingfjerene i ravnens vinger. Kragen er i uafbrudt angreb på ravnen, flyver i en stejl bue op bag ravnen og dykker lynhurtigt mod dens modstanders ryg. Med de to forskellige arter kragefugle så tæt sammen, kan jeg se tydeligt se, hvor meget større en ravn er. Ravnen er afgjort tungere i luften, men, med fantastisk flyveevne og præcision, ruller den rundt i luften, så den et kort øjeblik – det rigtige øjeblik – ligger på ryggen i luften, mens den på fægtermaner løfter sine kløer op mod angriberens kløer og holder dem fra livet. Det sker to-tre gange, et lydløst drama uden skrig, så er det alt for hurtigt ovre, de to fugle flyver hver til sit, og jeg går også videre.
Vejen går forbi bøgene med de friske grønne blade, og en række gamle egetræer, der endnu står hen uden blade men med hver deres pindsvinepels af nye skud omkring stammerne. Vejen slår ind på et lige stræk, der i horisonten længst borte giver et sammentrængt blik på slottets murværk. Tættere på åbner der sig en lysning omkring slottet, der virker som taget ud af et eventyr med dets tårne og voldgrav. Slottet er ikke åbent for offentligheden, så man må nøjes med at betragte det på afstand.
Jeg gør en omvej omkring slottet, kommer ud på en asfaltvej og står på slottets modsatte side. Der er en flot indgang med søjler og smedejernsport, men slottet ligger for enden af en lang allé og kan ikke ses i fuldt overblik, så jeg glæder mig over at have set slottet fra skovsiden. Alléen går også den modsatte vej, fra slottet og ud i det åbne land og kanter en grusvej i en lige linje østpå. De første hundrede meter med de samme høje gamle træer, dernæst nyere træer, hvis stammer næppe er mere end en fod brede. Allén løber snorlige i utrolige halvanden kilometer, over det åbne stræk mellem to fløje af Frijsenborg skovene. Den forbinder slottet med det mindre gods Jernit. Frijsenborg indbefatter adskillige godser og er i økonomisk fællesskab med det store fynske gods Wedellsborg.
Samtidigt er jeg kommet væk fra ådalene og ud på et fladere plateau. Efter Jernit fortsætter den samme grusvej ind i den østlige fløj af Frijsenborgskovene. Indtrykket af produktionsskov er endnu stærkere. Grusvejen bærer det passende navn Linen, og løber da også som trukket efter en lineal, kun med enkelte knæk, indtil vejen når Hinnerup. Af og til ligger der skovløberhuse i en slags Harz-stil, bygget efter samme tegning (ca. 1875), enkelte stadig med et hjortehoved som en del af udsmykningen. På det første stykke, langs kanten af plantagen, går vejen langs det, jeg tror, må være Danmarks største marker. Agerlandet er blottet for gårde eller husmandssteder her. Skovenes status som privatejet ses også i det totale fravær af afmærkede vandreruter, oversigtskort eller lignende. En statsskov fremtræder som et karneval i Rio i sammenligning. Her er der kun det velkendte grønne, oplysningsskilt fra foreningen af private skovejere, forbudsskilte mod motorkørsel, enkelte skilte med oplysningen “privat vej” (men ingen uberettigede og ulovlige forbudsskilte mod vandring og cykling), og ellers ikke andet.
Ikke, at der er meget publikumstrafik i skovene, en hundelufter, et par ryttere og en håndfuld cyklister er, hvad jeg ser på en lørdag, med tåleligt vejr, de sidste timers finregn inkluderet.
Så jeg går ad den fine lige grusvej til Hinnerup. Som jeg nærmer mig den by, bliver der mere løvskov og også lidt mere trafik, folk der henter brænde i trailere, og nær stationen, løbere. Jeg går væk fra grusvejen og går i en bue fremad og nedad mod stationen i Hinnerup, der ligger klods op mod Frijsenborgskovenes østlige skovbryn.
Jeg går igennem viadukten ved biblioteket og kommer op på perronen. Jeg har set disse omgivelser hundredvis af gange fra et togvindue, men det er første gang, jeg sætter ben på perronen. Og det bliver en kort fornøjelse, for mens jeg står ved automaten og trækker en billet i ro og mag, ruller et Arriva-tog fra Viborg ind, og jeg stiger direkte op i det, uden at have tid til at klappe min vandrestok sammen, før jeg forlader perronen.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s