Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Spøttrup Borg-Vinderup, 35,4 km (376).
Lørdag den 25. juli 2020.
Spøttrup Borg kan tydeligt ses hen over søen, da rutebilen fra Skive kører langs den modsatte bred. Da jeg står af ved det stoppested, der bærer forsvarsværkets navn, er det imidlertid ganske ude af syne, skjult bag træer. En kort grusvej fører ned til søen og forbi parkeringspladsen og billetsalget. Skyerne er stuvet tæt sammen på himlen, det giver et gråt og uldent lys over landskabet, foreløbigt uden regn.
Spøttrup er Danmarks bedst bevarede middelalderborg. Det skyldes først og fremmest indgriben fra staten, der i 1918 reddede den fra fremadskridende forfald. I 1937 blev borgen så også købt, jordvolde og voldgrave genskabt, og det nuværende museum åbnet i bygningerne. Ligesom Kalø (vandredag 131) og Hald (vandredag 122), hvor af der nu kun er ruiner tilbage, var det altså en konstruktion beregnet til brug i krig, og ikke, som det er tilfældet for næsten alle landets godser og slotte, bygninger beregnet til at skabe en behagelig og imponerende ramme omkring velhavende og magtfulde menneskers liv.
Spøttrup Sø var en del af borgens naturlige forsvarsværker. Den blev tørlagt i attenhundredtallet, men genskabt omkring årtusindskiftet. I dag gør den et idylliske indtryk med en svaneflok i en lille vig og et rigt fugleliv. Et lille parkanlæg med stier gør det muligt at gå langs med voldgraven. Jordvoldene rejser sig brat fra vandgraven og skjuler næsten borgens bygninger. Rødt tegltag og spir rager op over den grønne vold. Hovedindgangen ligger på vejen langs søen, med en bro over voldgraven, videre gennem en port bygget ind i jordvolden. Der er sat små hvide telte op udenfor, og folk er beskæftiget med at lægge varer frem til et lille middelaldermarked.
Jeg går mod nord ad vej og sti langs søen. Når jeg vender mig, får jeg straks et bedre blik på borgens bygninger bag volden. De står i røde mursten: Som en del af statens bevaringsanstrengelser vendte man tilbage til et mere oprindeligt udseende og fjernede det hvide kalklag, som en senere tids ejere havde påført middelalderborgen.
Kvægopdræt var en væsentlig indtægtskilde for godserne i Limfjordsegnene. Fedet op på engene og sendt ad Hærvejene til markeder og slagtehuse i Holsten. Nu om dage er afgræsning også nødvendigt for at opretholde enge, overdrev og hede som kulturlandskaber. Således møder jeg da også kvæg og får på store stræk af dagens vandring i Vestsallings landskaber, hvor af meget er fredet og endnu mere indgår i naturpleje og nogen steder naturreetablering.
En smal stribe eng, kantet af høje siv, ligger mellem vej og sø. Velnæret herefordkvæg, en stor tyr imellem dem, græsser på den frodige eng. De finder ind på en linje og lægger an til at følge efter mig, men mageligheden vinder over nysgerrigheden og initiativet går i sige selv. En enlig skarv flyver over himlen, et par fiskehejrer flytter plads, mens en rovfugl svæver højt på himlen.
Jeg runder det nordlige hjørne af søen og følger dernæst en slået sti langs et lavt dige og en afvandingskanal hen til en gammel pumpestation, der nu fungerer som fugletårn. Herfra ses Spøttrup Borg centralt i panoramaet på den modsatte side af søen. En træbro fører over kanalen, og en sti fører ud til landevejen, hvorfra en kort grusvej giver adgang til kysten. Denne del af Limfjorden hedder Kås Bredning. Landet overfor er Mors. Mod nord smalner farvandet ind til Salling Sund, broen der binder øen til fastlandet ses i profil.
Små klinter rejser sig i nord og syd, længere mod syd rager den fredede halvø Kås ud i fjorden. Der er grusstrand her, med lange tanglinjer, joller trukket op på stranden, kajakker og sejlbåde på vandet. Der er spredte grupper af mennesker på stranden. et par biler på parkeringspladsen. Som det er tilfældet ved store dele af dagens vandring langs kysten ligger der et sommerhusområde i umiddelbar nærhed, her en smule tilbagetrukket og skjult bag træer, med en campingplads som naboer. Det er ikke den mest indbydende badestrand, men et par ihærdige sjæle gør dog forsøget.
Små søer og damme ligger klods op ad stranden. Lave enge, med en stor og en lille sø, strækker sig langt ind i landet og gør næsten halvøen Kås til en egentlig ø. Kun en lav, lyngklædt bakkekam længst mod syd skaber en fastere forankring. Store mængder af rødbroget kvæg afgræsser engene, men de har dem langt fra for sig selv. Højlydte ænder og gæs fylder luften med stort spektakel, indimellem går store flokke på luften, nogle få minutter ad gangen, inden de igen finder til ro. Tættere på jorden flyver spurveflokke, mens mågerne opretholder en spredt, men mere permanent, tilstedeværelse, i luftrummet.
Jeg følger stranden ud på halvøen, nu uden andre strandgæster. Enkelte steder har bølger eroderet sig vej helt ind til lerjord, der er fedtet og fremstår som lag af måtter på måtter i havstokken. Foran halvøens centrale, skovklædte bakkeknold er der opbygget et marint forland med et labyrintiske system af lave strandvolde omkring små strandsøer. Hegnet er ført et stykke ud i havet, men der er en låge til besøgende. Køerne er ude af syne, men der er kokasser helt ud i vandkanten. På stenstranden vokser der små klynger af hornskulpe, her og der sammen med lilla tidsler. Strand-hornskulpe er en plante i valmuefamilien, med gule kronblade af samme størrelse. I Danmark er den sjælden, den findes fortrinsvist i de vestlige Limfjordsegne, og her på Kås er den fredet.
Strandengen afløses af klint, der stiger hen mod Kås Hoved, det sydvestlige hjørne af halvøen. En sti løber øverst på klinten, hvorfra en hedeflade skråner ind i landet. Heden er hegnet ind til får, med de yderstet par meter ud mod klinten overladt til stiens brugere. Noget dristigt består indhegningen kun af en enkelt, højt løftet, metaltråd. De fleste dyr er samlet i en flok, men et par stykker er søgt ud på stien, og to af de mest eventyrlystne får har fundet vej ned på stenstranden, guderne må vide efter hvad.
Hedefladen er brun, det skrånende terræn giver udsigt til fjorden længere inde og fjerne skrænter. Jeg ser kun nogle få blomstrende lyngkoste, på kanten af klinten, de lilla blomster i kontrast mod den blå fjord. Efter at have rundet Kås Hoved går jeg mod øst. Vindforholdene skaber en markant opdrift mod skrænten. Først ser jeg én tårnfalk hænge i luften, næsten uden vingeslag, dernæst hele fire tårnfalke, et kort øjeblik på rad og række, inden de bryder af i hver deres individuelle jagt.
Klinten tapper af mod roden af halvøen, hvor der ligger en lille parkeringsplads, så jeg begynder igen at møde mennesker. Et ældre par drikker kaffe ved et bænk, mens et yngre par er ved at hale en kajak på land. Et par hundrede meter borte ser jeg en flok køer jage ned ad en skrænt i et halsbrækkende tempo. Først da jeg kommer nærmere, kan jeg se, at de følger efter to joggere, som løber op mod vinden og ikke kan høre forfølgerne over brændingen. De store dyr er ikke aggressive, blot nysgerrige, eller måske med forhåbning om at blive fodret. For en sikkerheds skyld signalerer jeg til de to løbere, og de stopper op et par øjeblikke, indtil de store dyr kommer ned i fart og bryder af.
Nye skrænter rejser sig, som jeg går langs stranden mod sydøst. Nogle steder er der lodrette og rå sandflader ud mod stranden, andre steder når grønne bakkesider ned til kysten. Sort kvæg græsser flegmatisk derinde. Også i vandkanten søges der føde, et ungt par samler østers. Opskyldslinjerne har været domineret af knivmuslinger, men jeg har også set mange østersskaller, gamle og friske. Et af sommerhusområderne når helt ud til kysten, der er også en lille lystbådehavn og en række små fiskeskure i vekslende grader af forfald.
Skyerne tætner over hovedet, en let regn begynder at falde, som jeg går langs stranden ind i bunden af vigen, klinten taber langsomt højde og sommerhusene danner over kortere stræk næsten en promenade langs de grusveje, der giver adgang. Inderst i vigen løber Trævel Å ud i Limfjorden, og jeg følger den et kort stræk op til landevejen. Trævel Å afvander Sønder Lem Vig til Limfjorden, en afsnøret fjordarm der er blevet til en ferskvandssø. Ud mod fjorden ligger Geddal Enge, et reetableret naturprojekt med en sløjfet sommerdige. Nu er der en mosaik af eng, rørskov, strandsøer og lavvandet kyst, som gør det til en vigtig fuglelokalitet. Et svanepar har bemægtiget sig en lille dam. Med få øjeblikkes mellemrum går fiskehejrer på vingerne, i takt med at jeg kommer frem, og søger nye fiskepladser. En slået sti går i kanten af engene og fører frem til et lille fugletårn. Herfra er der udsigt over gåseflokke på eng- og vandflader.
Herfra tager jeg afsked med fjorden og går ind i landet. Den lette regn kommer og går, sommetider med pludselig stigning eller fald i intensitet, som en havevander der slås til eller fra. De første kilometer er der en let stigning i terrænet, indtil det går over i fladere terræn. Majsmarker og græsning dominerer. I Ejsing gør jeg en omvej omkring kirkegården for at fylde mine vandflasker. Fra en gård i byens udkant kommer den syrlige lugt af malkekvæg, og mejeriets tankbil kører ind, som jeg passerer. Det svage brus af trafik bliver større, jeg når frem til hovedvejen mellem Skive og Struer og tager hul på de sidste tre kilometer.
Regnen er stilnet af. Spurveflokke flyver lavt over engene og slår sig ned på højspændingsmasterne, danner lange rækker ud på ledningerne. Hovedvejen skærer gennem byen, jeg drejer af til stationen, som ligger på en blind vej i et roligt villakvarter.
Charles Darwin: The Descent of Man, 318-440.
Jyske Vandreture 