Vemb-Ulfsborg (326).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Vemb-Ulfborg, 31,5 km (326).
Onsdag den 24. juli 2019.

Det er en varm dag med høj blå himmel og temperatur højt oppe i tyverne. Min vandretur begynder, hvor den forrige sluttede: ved jernbanestationen i Vemb (vandredag 325). Det bliver min sidste vandretur ved Nissum Fjord i denne omgang. Stationsbyen Vemb gennemskæres også af landevejen mellem de gamle købstæder Lemvig og Ringkøbing, som jeg følger mod syd.
Umiddelbart syd for byen krydser landevejen Storåen, hvis enge trækker en grøn lavning i gennem et landskab, der i overvejende grad er flad jysk kornslette. Storåen er med sine godt 100 km Danmarks næstlængste vandløb og nummer fire målt på vandføring. Den udmunder i Felsted Kog, den inderste del af Nissum Fjord. Åen har sit udspring i Gludsted Plantage (vandredag 224).
Jeg skal også til Felsted Kog, men ad en anden rute. Små pæle med røde pile og cirkler viser vej ad Nissum Fjord Stien. Et stykke borte kører en stor turistbus ud til landevejen, mens støvskyer rejser sig fra vejsiden. Jeg drejer ned ad samme vej, der krydses af jernbanen fra Vemb, et lille ledvogterhus er bevaret ved overskæringen. For enden af vejen kan jeg se hvide herregårdsbygninger.
Endnu et par biler når at passere mig, med fornyede støvskyer til følge, før jeg når frem til Nørre Vosborg, som godset hedder. En stor gårdsplads skærmes af med en høj mur og et sjældent imponerende porttårn i to etager, kalket i blåt og hvidt. Nørre Vosborg er ejet og smukt renoveret af Realdania. Ud over at huse kulturbegivenheder er her også hotel, restaurant, kursusfaciliteter med mere.
Tidligere på måneden havde jeg flere vandredage på Rügen ved den tyske østersøkyst. Jeg besøgte Kap Arkona, hvor Valdemar den Store og Absalon i 1168 besejrede venderne og gjorde Rügen til en dansk vasalstat (vandredag 320). Det førte til indvandring af slaviske adelsslægter til Danmark. Få dage senere besøgte jeg Putbus (vandredag 323), hvorfra en af disse familie kom.
I Danmark blev slægtsnavnet forvandlet til Podebusk. Henning Podebusk var drost (øverste embedsmand og stedfortræder) for Valdemar Atterdag og Margrethe I. Omkring år 1400 kom Nørre Vosborg i netop denne adelsfamilie besiddelse. Der er frodige enge langs Storåen og Nissum Fjord, men ellers har jorden næppe været af prima kvalitet: Nørre Vosborg og Sønder Vosborg Hede, to af de større og mest øde beliggende jyske heder ligger sydøst for herregården (vandredag 222). Den jyske ulvefamilie holder til her i området, og det er næppe uhørt i historisk lys, siden den største by i nabolaget hedder Ulfsborg. Nørre Vosborg har også nydt godt af nærheden til Drivvejen, den vestlige gren af de oldtids- og middelalderveje, hvis østlige gren, Hærvejen, er bedre kendt.
Længerne og muren med porttårnet danner et U omkring gårdspladsen. Herskabshuset ligger en smule tilbagetrukket, omgivet af en voldgrav. En bro med to buer fører over den næsten tørlagte voldgrav, hvis sider er grundigt overgroet med skræppe. Ud mod gårdspladsen står hovedbygningen med hvide pudsede mure, takkede endegavle og rødt tegltag.
Fra godset følger jeg Nissum Fjord Stien ad markveje i et langt snoet forløb mod Felsted Kog. Der er en enkelt kornmark, stor selv efter vestjyske forhold, og større markstykker ligger brak hen, med udvikling af imponerende tidselskrat med lilla blomster til følge, andre steder dækker gul brandbæger store flader, en enkelt høj vindmølle mangler heller ikke. Snart går landskabet dog over i magert overdrev, flankeret med mindre plantager og små vandhuller omgivet af smalle ringe af frodig grøn vegetation. Selv om det overordnede indtryk er af fladt terræn, er det alligevel et let bølget landskabsrelief, som om det kunne være gamle klitter eller flyvesandsområde, som nu er tilgroet.
Jeg følger den markerede vandrerute ad trampestier over overdrev og enge, indtil jeg til sidst står på et lavt dige, der i lige linje fører ud til fjorden. Undervejs har jeg set tegn på genopretning af små vandhuller, og nær fjorden er der oversvømmede enge. En svane har sin rede i kanten af rørene.
Der er en lille havn her, af samme slags som jeg set længere nord på i fjorden, et firkantet bassin, med små motorbåde, adskilt fra fjorden og kun forbundet til den med en smal kanal. Der ligger nogle få hytter og skure ved havnen. Herfra kommer jeg til at vandre på et højere dige langs Felsted Kog. Inden for diget er der grønne enge, hvor kvæg græsser. Uden for diget er der en flere hundrede meter bred rørskov ud mod fjorden. Der er et par rørhøge i luften, fiskehejrer flytter sig mellem eng og afvandingsgrøfter, af til trækker skarver over mit hoved. Langt ude på fjorden kan jeg se små flokke af svaner. En enkelt tårnfalk svirrer over engene.
Kog betegner egentligt et inddæmmet område i marsken. Her vidner det om et fejlslagent forsøg på landvinding. De anlagte dæmninger blev oversvømmet af fjorden. I Ringkøbing Fjord umiddelbart mod syd ses noget tilsvarende: Her blev en dæmning også gennembrudt af fjorden. I nyere tid er de tilbageværende fragmenter forbundet med en bro og gjort til en cykelsti – Baggers Dæmning (vandredag 274).
Ved en stor afvandingskanal fører markveje ind i landet. Jeg forlader Nissum Fjord Stien og går mod syd ad landevejen. Omgivet af høje træer ligger en herregård. Ved bagindgangen til parken står skulpturer af stejlende hingste på piedestaler, mens hovedindgangen bevogtes af to dvaske løver. Den hvide længe ud mod vejen har et stort porttårn, om end knapt så imponerende som Nørre Vosborg. Et skilt oplyser om udlejning af ferielejligheder. På den store gårdsplads ligger et hvidt palæ i klassicistisk stil foran parken.
Som jeg går mod syd, kommer jeg for alvor væk fra engene. Heden er den samme, men der er færre insekter i luften, her længere væk fra fugtigt terræn. Det er agerland, mest korn, af og til kartofler. Der er linjer af blå kornblomst, nærmest vejkanten, hvor sprøjten ikke er nået helt ud til kanten af marker.
Ved landsbyen Staby stopper jeg ved kirkegården for at fylde mine vandflasker, inden jeg giver mig i kast med den sidste etape, i en bue gennem det dyrkede land til Ulfsborg. Der er adskillige vindmøller inden for synsvidde, men en enkelt skiller sig ud. Den er malet med røde tern, og i dag er vingerne ubevægelige, på trods af at en let brise får andre møllevinger til at snurre. I sin tid var det Danmarks mest berømte mølle: Tvindmøllen, bygget af skolesamvirket og taget i brug i 1978.
Skolens bygninger ligger inde i en plantage, med omhyggelig skiltning og en stor, næsten tom, parkeringsplads ud mod landevejen. Skyggen inde i plantagen er en velkommen afveksling fra varmen og det skarpe sol i det åbne land. Dagens sidste kilometer går ad landevejen mellem Ulfborg og stranden og sommerhusområderne ude ved kysten. Der er tæt trafik, og jeg må vente en rum tid, før jeg kan krydse til den dobbeltrettede cykelsti langs den fjerne vejside.
I Ulfborg har en klassisk lille station, hvor banegård og posthus lå ved siden af hinanden, men nu for længst er overgået til andet brug. Nok så vigtigt, den har en bænk i skyggen, hvor jeg kan vente en halv time på det næste tog.

Keld Zeruneith, Træhesten, 390-514.

This slideshow requires JavaScript.