klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Skanderborg-Århus, 28,4 km.
Lørdag den 31. januar, 2015.
Skanderborg Station, lørdag formiddag. Det har taget lidt over et kvarter at komme hertil fra Århus, men kun fordi jeg var med regionaltoget mod Skjern, der også standser i Viby og Hørning. Lige akkurat tid nok til at jeg kan tage hul på en ny bog.
Jeg har folderen Vandreruten Århus-Silkeborg med i rygsækken; der bliver den liggende hele turen. Dette stræk mellem Skanderborg og Århus er nok den vandrerute, jeg oftest har gået, og jeg kan den udenad, især det sidste stykke ved Årslev Engsø og Brabrand Sø, der udgør den klassiske grønne kile helt ind til centrum af Århus og er funderet omkring Brabrandstien, der løber ad den for længst nedlagte Hammelbanes spor helt ind til den gamle stationsbygning, blot et par hundrede meter fra ARoS.
Turen begynder med et smukt udblik over Skanderborg Sø, straks jeg kommer ud fra stationsbygningen. Dernæst følger to-tre kedsommelige kilometer langs den gamle landevej mod Århus, gennem et industrikvarter, indtil det, jeg regner for den egentlige vandring, kan begynde. En lille bro bærer en smal asfaltvej over jernbanen, og stiger derefter ned mod bunden af Illerup Ådal. I det første sving passerer man en mindesten for en frihedskæmper, der blev dræbt her. I et forsøg på jernbanesabotage har det vel været.
Vejen kommer frem til et vidt udsyn over ådalen. Illerup Ådal er berømt for sine oldtidsfund, i de senere år også suppleret med nye fund fra Alken Enge, den vestlige ende af samme ådal, og i sin tid en del af samme sø. (Fundene kan ses på Moesgård Museum og det lille, hyggelige museum i Skanderborg). Motorvej E45 løber på bunden af dalen, og på den lange bakkekam, hvorfra jeg netop er steget ned, passerer togstammer regelmæssigt forbi. Der plejer at være heste på græs i folden her, men de er åbenbart taget ind for vinteren. Ellers ser jeg stadigt en del heste i flokke på to til fire på min vej mod Århus. De andre husdyr er indendørs, kun kragerne hopper omkring i indhegningerne.
Jeg krydser motorvejen gennem en viadukt og stiger så op ad den modsatte dalside. Øverst, hvor bakken bliver til plateau, vender jeg mig om og kigger tilbage. Motorvejen forstyrrer langt mindre end man skulle tro. Bilerne er skrumpet ind til legetøjsstørrelse og flyder som en harmløs strøm gennem dalen. Det er ganske skyet, men med blå sprækker, uden de snefnug vejrudsigten lovede, men med korte gennembrud af solskin, der lægger et smukt lys over landskabet og får de grønne, rimfrostdækkede, vinterafgrøder til at gnistre i det skarpe lys.
Det er gammel Randersvej, jeg følger, på vej mod Jeksen. I alle de år jeg har gået denne rute, har der stået en silhuet af en elg ved indkørslen til en af gårdene, og den står der sørme endnu. Længere fremme når jeg Jeksen, en lille landsby med gamle bindingsværkshuse, i dag dækket af stanken af svinestald.
Vandreruten svinger mod øst, ad en hullet grusvej, overstrøet med bundfrosne vandpytter. Lige før skoven står et par velholdte ejendomme med nye stråtag og de obligatoriske heste på græs. Jeksendalen er en ådal omgivet af skræntskove. Der er hvide stræk med sne på de kølige steder i skoven. Skoven består af blandede partier af løvskov og nåleskov. Som altid, når jeg går i den slags terræn om vinteren, slår det mig, hvordan man oplever skrænterne som meget mere fremtrædende, når de står hen med nøgne løvtræer op ad bakkesiderne.
Jeg følger skovveje, som går lidt hævet over Jeksen Bæk, der er ganske smal, men skaber en bræmme af sumpet jord omkring sig. Et rødt egern i lydefri vinterpels piler over den frosne skovvej, stivner og kigger nysgerrigt på mig. Jeg står stille og kigger tilbage. Et lille minut giver egernet det, så løber det videre, med adskillige stop, når nysgerrigheden vender overhånd.
I sin tid har der været adskillige opstemninger og møller langs med Jeksen Bæk. Nogle steder står bygningerne endnu, et enkelt sted står en opstemmet mølledam alene tilbage, blot med en tilføjet fisketrappe. Min sti går ad en kuperet rute, altid nær bækken, men op og ned ad træbevoksede bakkesider, der er fyldt med bregnekrat om sommeren, men nu står øde hen. Gennem de afløvede trækroner kan jeg se ud på stejle grønne bakker på den anden side af bækken, og der er også åbne skovenge inde i skoven, den største af dem heldigvis forsynet med en lang, lav plankebro hen over det sumpede terræn. Jeg når ud til asfaltvej ved Fusvad. Her støder Jeksen Bæk til Århus Å, der kommer sydfra, fra Solbjerg Sø.
Ordet fus er beslægtet med fos, læser jeg på informationsstanderen. Og det er ikke svært at tro. Den næste kilometer byder på noget af det hurtigst strømmende vand, som man kan se i Danmark. Der er masser af strømhvirvler med brusende hvidt vand, der er en stejl skrænt med en mængde store natursten liggende tilbage, der er i det hele taget noget norsk over sceneriet, men først og fremmest er der lyden af buldrende vand, der råber fos med større styrke, end nogen måling af strømhastighed kan gøre.
Stien er smal, mudret og glat, på trods af de lejlighedsvise stræk med planker, og de knuste muslingeskaller en venlig sjæl har strøget ud. Men det er ikke derfor jeg går langsomt frem. Det er fordi, jeg håber at se vandstær, som jeg ofte før har gjort her i vinterhalvåret. Det er altid en stor oplevelse at se den lille fugl styrte sig uforfærdet ned i den rivende strøm. I dag ser jeg nu ikke nogen. I stedet krydser jeg åen over den anlagte træbro og går ad en jordsti op til landevejen mod Gl. Harlev Mølle.
Halvanden kilometer længere fremme, ved møllen, krydser landevejen tilbage over åen. Møllebygningerne står flotte og velholdte i sort og hvidt bindingsværk, stedet bliver brugt til selskabslokaler. Jeg går ad landevejen rundt om møllen og tager hul på den lange vej op ad bakken bagved. Der er løbet brede strømme af vand over vejen, hvor det er frosset til forræderisk glatte flader. Siden jeg var her sidst er der plantet små træer på den ene side af vejen, og det hele er hegnet ind med høj hegn (så åbenbart er der hjorte i nabolaget). Der er anlagt stier derinde og lavet låger, skønt “skoven” dårligt når mig til livet. (Og, antager jeg, det er en del af Århus Kommunes tiltag for at beskytte byens drikkevandsforsyning mod indsivning af kvælstof og plantegifte).
Fra toppen af bakken kan jeg mod nord se ned mod de grønne enge omkring Århus Å, en landsbykirke lidt længere tilbage i landskabet; mod øst kan jeg se Gjellerupplanens blokke markere Århus by. Endnu engang passerer jeg E45 gennem en viadukt, og kort efter er jeg fremme ved Årslev Engsø. Det er en forholdsvist nyetableret sø, vest for Brabrand Sø, men det stisystem der går på begge sider af søerne har eksisteret længe. Jeg vælger at gå langs nordsiden af søerne. På den måde kommer jeg til at gå på det gamle dige frem til Brabrand Sø. Man går hævet et par meter over søen med en fantastisk udsigt over sø, enge og rørskov. På den anden side af søen ser man bakkekam, skove og hovedbygningen af herregården Constantinsborg.
Nærmest bredden er søens overflade belagt med is, der rækker langt ud i søen. Ude på den åbne vand ser jeg svaner, ænder og gæs. En stor flok står på isen nær det åbne vand. I rørskoven tæt på diget er der ænder og højlydte blishøns. Stisystemet er blandt det mest brugte i Århus: jeg møder ryttere og heste, cyklister, løbere, hundeluftere og spadserende. Da jeg skifter til asfaltstien nord om Brabrand Sø er det slut med hestene, til gengæld kommer der nu rulleskøjtereløbere og skiløbere på rulleski til: De ti kilometer ubrudt asfaldsti rundt om søen er formodentligt Danmarks bedste til den slags.
Solen begynder så småt at gå ned, men jeg har god tid. Ved Århus Å’s udløb fra Brabrand Sø er der vide rørskove. En hejre daler ned fra himlen og står roligt blandt sivene en snes meter fra mig. Jeg forventer, at den vil flygte i panik ved synet af mig, men nej; åbenbart har den vænnet sig til menneskelig færdsel.
Brabrandstien krydser under Ringvejen og løber langs den smalle strimmel land mellem åen og jernbanen. Åen er stuvende fuld af vand. Jeg er næsten hjemme nu: under de tre jernbanebroer, krydser Ringgaden neden for Ringgadebroen, videre langs åen det korte stræk frem til den gamle station, et kort glimt af Regnbuen oven på ARoS undervejs, krydser til sidst den grafittibemalede træbro over åen. Og herfra er det kun nogle få hundrede meter, så står jeg foran min egen gadedør, efter min tur Jylland Rundt på 80 dage.
Peter Stochard: On the Spartacus Road,xi-xii, 1-16.
Jyske Vandreture 