Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture).
Rold Skov: Arden-Skørping, 26,5 km (81).
Fredag den 13. februar, 2015.
Fredag den trettende, umiddelbart lyder det måske ikke som den dag, man skulle vælge til at flakke omkring på egen hånd i et øde skovområde som Rold Skov. Men der overgår mig nu ikke noget værre, end at jeg må betale fuld takst til DSB, i stedet for min foretrukne billigdagstakst, og at solen holder sig fornemt gemt bag skydækket hele dagen. En knivsspids finregn først på dagen kan næppe tales op til nogen stor ulykke.
Der er ikke mere end en times transport med DSB til Rold Skov med toget fra Århus; alligevel har jeg aldrig brugt at tage dertil på vandretur. Mit kendskab til området stammer fra enkle familiebesøg til nogle af seværdighederne, Rebild Bakker, Blåkilde, Skovhaven, søerne, derudover en biologiekskursion til de indhegnede fruesko, og et svagt ekko af den gamle schlager om røverne i Rold. Så jeg ser frem til at få fod på en mere sammenhængende oplevelse af området.
Det er længe siden, at jeg har kunnet bruge en hel time på at læse i min medbragte bog, så jeg ser ikke så meget på landskabet som sædvanligt. Dog bemærker jeg, at Gudenåens vande har trukket sig meget tilbage de oversvømmede enge ved Langå i forhold til, hvad jeg så ved juletid: måske kan den del af Trækstien ligefrem gøres i gummistøvler i stedet for waders.
Jeg har hele tre togstationer at vælge imellem: Skørping midt i skoven, Arden lige syd for og Støvring lige nord for. Jeg har valgt Arden, og fra stationen går jeg stik nordpå gennem en by, der hurtigt tyndes ud til spredte huse med græsmarker til. Markerne bruges vist udelukkende til heste efter den optrådte jord at dømme. Et sted deler en lille flok heste med vinterdækkener folden med en flok fuldfede gæs. Skønt gæssene opholder sig fjernt fra vejen, skræpper de op, straks de ser mig. Nå, men man overlever vel ikke både Mortensaften og Juleaften uden at sætte troen på det gode i menneskerne over styr.
De første kilometer ind i skoven holder min rute sig tæt på jernbanen, hvis dobbelte spor skærer sig igennem skoven. Det er en fredag i vinterferien, så skoven er såmænd ikke så øde endda på dette stræk. Der er en lind strøm af cyklister, løbere og spadserende med og uden hund. Aftryk af hestesko i gruset.
På min venstre hånd passerer jeg først Lille Økssø, blot en stor vandpyt midt i et større moseområde, ved dets bred står et fugletårn, der desværre er lukket for reparation. Længere fremme når jeg frem til Store Økssø. Turen rundt om den er godt og vel tre kilometer. Søen er delvist dækket af is, men der er åbent vand længere ude, hvor en enkelt svane holder til. Hvor vandet nær bredden ikke er frosset til, kan man se dets karakteristiske klare brune farve, der skyldes humusstoffer, udvaskede fra mosernes tørv.
Der er et stort naturgenopretningsprojekt i gang rundt om halvdelen af Økssø. Bevarelse af mose. Det betyder, at der er fældet et bredt bælte af træer, hvis stubbe står tilbage i et krystalagtigt mønster. Der er dybe render derinde, med sort vand eller frosset over med hvid is. Der er også anbragt enkelte planker, som små broer derinde. Det må være af hensyn til de geder, der åbenbart afgræsser de indhegnede arealer i sommerhalvåret. Nu er de taget ind for vinteren.
I den vestlige ende af søen er der en træstub, som bærer en pudsig træskulptur af en hjord. Jeg gør et længere ophold der, ikke på grund af figuren, men fordi jeg kan høre ravne skrige. Jeg kan se dem i det fjerne, hvor træfældningen er stoppet og har skabt et nyt skovbryn. Fuglene tager den i glideflugt ind over trækronerne. Selv om jeg kun lige akkurat kan ane dem, bæres deres karakteristiske skrig langt omkring.
Efter at have rundet Økssø går jeg syd om søen og derefter mod nord gennem skoven, indtil jeg når kanten af Rebild Bakker. Bakkerne hæver sig overraskende højt og stejlt i terrænet. Alligevel virker det, som om de har været udsat for mekanisk slåning. Jeg går et stykke for foden af bakkerne, i en kløft med lyngbakker på den ene side og skovklædte bakker på den anden side.
Snart gør jeg imidlertid en længere afstikker, der begynder via en usandsynligt miserabel, snorlige skovvej, der bærer det besynderlige navn Lynggade. (Ifølge Ordbog over det Danske Sprog kan gade også betyde: en “åben, lang og lige stribe gennem en skov, frembragt ved at træerne er fældede”, f.eks. med det formål at jægeren lettere kan få øje på vildtet).
Mit mål er Troldeskoven (en af flere “troldeskove” i Rold Skov), en skovklædt bakkekam med underligt forvredne bøgestammer, der er frembragt ved genvækst fra stubben efter skovhugst. Kendt som stævningsskov var det en bevidst foryngningsmetode i skovbruget. En stub kunne give ophav til flere nye skud (kaldet stød), hvorved flerstammede træer opstod. Efter at have gået igennem dette stræk af skoven står jeg pludseligt for foden af et højt tårn. Mon ikke det også er lukket for reparation, tænker jeg med tanke på fugletårnet ved Lille Økssø. Men nej, det er skam muligt at stige op i det høje trætårn, der godt nok svajer føleligt, når man står på den lille platform øverst. Men udsigten er det værd, Rebilds bakkerne i diset profil.
Min rute tager mig nordpå og ud i et anderledes landskab: engene og ådalen omkring Lindenborg Å. Jeg vælger en markeret rute, der fører over engene og krydser åen over en lille bro. Fra den anden side af ådalen har jeg en flot udsigt tilbage mod Rebild Bakker og skoven, mens jeg følger kanten af ådalen mod nord. Naturgenoprettelse i dalen har medført, at de to naturlige kilder, hvis løb jeg passerer i deres tidligste fase; først Egebæk Kilde, dernæst Gravlev Kilde.
Ved den lille landsby er Gravlev Sø genoprettet. På denne milde vinterdag er søen polkaprikket af hvide svaner i stor mængde. Der er også grå ungfugle, ænder, fiskehejrer og en enkelt rørhøg. De næste tre kilometer ad mark- og skovveje har jeg ganske for mig selv, det er et smukt stræk, hele tiden med udsigt over åen og engene. Jeg når landevejen ved Buderup Bro og krydser åen. En fiskehejre letter fra et nedlagt dambrugs smuldrende damme.
Herfra går det gennem skoven frem mod Skørping. På vejen passerer jeg en indhegning, der skal beskytte Danmarks sjældneste orkide, fruesko. Skumringen er så småt ved at sætte ind, og isen på de tilfrosne skovsøer lyser elektrisk hvidt. Så dybt inde i skoven er der stadig sne tilbage på nogle af skovvejene. Jeg når frem til landevejen uden for Skørping, og derfra er det kun et kort stræk til togstationen midt i byen.
On the Spartacus Road, 16-118.
Jyske Vandreture 