klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Rold Skov II: Skørping-Arden, 30,4 km.
Fredag den 20. februar, 2015.
Skørping Station er under renovering og er således lige blevet udrustet med et trappetårn med nedgange til de tre spor. Dernæst må jeg krydse banen gennem en viadukt under skinnerne. Uden for byerne er der kun få muligheder for at krydse Den Jyske Længdebane på dens lange tur gennem Rold Skov.
Den første halvdel af dagens tur er som et spejlbillede af sidste uges tur. Indledningsvist går jeg ad en lidt anden rute gennem skovene frem til kanten af Gravlev Ådal. Jeg er blevet godt bekendt med den karakteristiske mosaik af løvtræ- og nåletræsstykker, nykulturer, høje gamle træer, moser, de sidste af til med damme af vekslende størrelse, og af til med åben græsslette. Hverken i sidste uge eller i dag ser jeg en eneste hjort. Jeg må nøjes med nogle kostelige øjeblikke i selskab med et rødt egern med lysende hvid bug.
I sidste uge gik jeg langs den vestlige kant af Gravlev Ådal, gennem enge, landsbyen, langs marker og til sidst langs skovbrynet af Buderupholms godsskov. I dag går jeg langs den østlige kant af ådalen, i begyndelse øverst på den skovklædte skrænt. Det er løvskov, så gennem de bare grene har jeg et smukt udsyn over ådalen med dens enge og kær.
Fra skoven hører jeg af og til skovskader, fra ådalen kommer spredte krageskrig, og da jeg når frem til den trappe, der fører ned til ådalens bund, hører jeg en enkelt gang en ravn kalde. Forsigtigt stiger jeg ned af den lange vintersmattede trappe med dens trin af jord kantet af brædder. Jeg træder ud i engen med min kikkert i hånden, ivrigt efter at få en ravn i nærsyn. Uanset, hvor længe jeg venter, viser den sig nu ikke, og jeg hører heller ikke mere til den.
Trappen har ramt dalbunden tæt på Lille Blåkilde, faktisk præcist på det sted, hvor kildens strøm løber ud i Lindenborg Å. Vandet er krystalklart, og vajende vandplanter står frem i et let slør fra strømmens bevægelser. Hundrede meter længere fremme står jeg ved selve kilden. Lille Blåkilde er en såkaldt strømkilde, som bryder frem af en hvid kalkvæg. Med 150 liter vand i sekundet hævdes det at være Nordeuropas kraftigste kilde.
Jeg fortsætter mod sydvest og konstaterer, at den reetablerede Gravlev Sø stadig er spækket med svaner, hvoraf et par stykker flyver tungt forbi, med et enkelt skrat i forbifarten. Skoven er gammel løvskov, meget af den “troldeskov”, flerstammede træer vokset frem fra en træstub. En kile af landbrugsjord skyder frem til ådalen oppe fra Rebild, og jeg kommer frem til en grusvej. Den fører til en gård og efter den bliver bakkesiden til løvskov, i stigende grad gennembrudt af lyng. Her ser jeg den næste kilde, Ravnkilde.
Det er en såkaldt sumpkilde, hvor vandet siver frem fra en stor pude af mos og anden vegetation. Sumpen ligger klods op ad grusvejen, og dens vand løber over vejen, samles til en bæk og løber videre over engene ud mod Lindenborg Å. En lang række flade trædesten hen over den permanent oversvømmede grusvej giver vandrende mulighed for tørskoet passage. I følge stedets informationsstander er vandet rent nok til at drikke. Og i øvrigt er det forbudt at gå i sumpen.
Skovene trækker sig tilbage, Rebilds lyngbakker tager over. Det er tæt på det sted, hvor jeg i sidste uge krydsede ådalen via den sydlige af de to træbroer, naturgenopretningsprojektet her har ført med sig. (Den nordlige bro befinder sig nær Lille Blåkilde).
I sidste uge gik jeg i kanten af Rebild Bakker, på bunden af en kløft. I dag går jeg op ad bakkerne. Det er en stejl omgang, men udsigten er pragtfuld, også på en diset dag som denne, præget af langvarig finregn og af og til slud. Bakkekammene er rødbrune, og bunden af de små kløfter er grønne. Der er højt fårehegn langs vejene på dalbunden, i højderne er der på de stejleste steder trappetrin af jord og brædder. På toppen af Sønderkol (102 m) – kan jeg læse mig til på informationstavlen – var der under Anden Verdenskrig en tysk flyobservationspost. Før jeg forlader bakkerne støder jeg uventet på en flok geder, som har fået lov at blive ude. Jeg lister forsigtigt forbi dem, mens jeg taler til dem med rolig stemme for at undgå, at de pludseligt bisser vildt afsted.
Efter bakkerne krydser jeg sydspidsen af den kile åbent landbrugsland, der omgiver Rebild by. Nykulturer er omgivet af højt hegn for at holde hjortene. En musvåge i vinterdragt har indtaget en af pælene som udsigtspost og letter kun modvilligt, da jeg går forbi.
Rold Skov er sammensat af skove med mange forskellige navne. Skovens centrale del er statsejet, men både den østlige og vestlige del er i privateje (mest forskellige godser), og som jeg nu krydser jernbanen og går mod Madum Sø mod øst bliver der stadigt mere nåletræ. Madum Sø er den største sø i Rold Skov. Jeg følger en sti langs nordsiden af søen. I modsætning til isen på Store Økssø i sidste uge fremtræder Madum Sø isfri, og bølgeslaget mod bredden afspejler det større vandvolumen. Der er heller ikke det mindste spor af humus i vandet, der er næringsfatttigt og således klart. Selv på denne overskyede dag ses søbundens hvide sand tydeligt. Der er små badestrande i den østlige og vestlige ende af søen.
Og der er endnu en informationstavle, som fortæller en historie om en nedkastningsplads ved Madum Sø, en af modstandsbevægelsens første, om en ildkamp med tyskerne, om døde og folk der endte i koncentrationslejr.
En skovvej går langs sydsiden af søen, og derefter går jeg gennem skovene frem mod Arden. Uden for Arden møder jeg en hundelufter, den første vandrer jeg har set, siden jeg forlod Rebild Bakker timer før.
On The Spartacus Road, 119-211.
Jyske Vandreture 