17: Udbyhøj-Hadsund

klik på et blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Udbyhøj-Hadsund, 22,4 km.
Fredag den 15. april, 2011.

Da jeg ankommer til Udbyhøj Syd ligger den lille færge i havn og jeg kan gå lige ombord. Jeg er den eneste passager og betaler 15 kr. for privilegiet.

Udbyhøj Nord er en lidt større landsby end bebyggelsen på den sydlige bred af fjorden, mindre sommerhuspræget. Der er den samme flade jord ud mod kysten, og den samme mangel på gårde derude: det er formodentlig indvundet land.

Der er kommet køer på græs, det kan ikke vare længe, nogen af dem gør stadig bukkespring af ophidselse.

Jeg drejer nord på, først ad en lille asfaltvej, dernæst, ved et lille gods, ad grus og markveje. Ruten går i kanten af lave svungne bakker på den ene side og flade brede marker på den anden side, indvundet fjord, drænet sø eller en naturlig opfyldt ådal. Det er ikke til at sige, men der ligger ikke nogen gårde derude, så mon ikke naturen har fået en hjælpende hånd.

Dette er en to-fjords-dag, først krydser jeg Randers Fjord med færge, og til sidst krydser jeg Mariager Fjord ad en bro.

Stien undgår i et langt stræk kysterne og skærer direkte gennem landet. Der er lettere kuperet, af og til bakker med hedebevoksning.

Fra Havndal er ruten anlagt på en nedlagt bane. Det giver smukke udsigter og roligere vandring, hvor den gamle bane går bag om veje og landsbyer.

Tre-fire kilometer før dagens afslutning, efter at have fulgt en klassisk skulptureret ås med å og våd eng foran sig, kommer man ud til Mariager Fjord. Der er en glimrende udsigt over fjorden og skoven på den anden side, men man kommer hurtigt ind til forstæderne i Hadsund Syd. De tager udsigten, indtil broen over fjorden, hvor udsigten er vid over byen, fjorden og skoven.

Hadsund ligger på x-bus-ruten mellem Ålborg og Århus, så jeg kan tage en bus direkte hjem. Fra bussen ser jeg en glente jage, halen er meget karakteristisk, markant anderledes en musvågernes. I kanten af den jordvold der bærer motorvejen ind mod Århus græsser der rådyr i eftermiddagssolen, uforstyrrede af den konstante strøm af biler.

This slideshow requires JavaScript.

 

Skriv en kommentar