Silkeborg Vesterskov, 21 km (548).
Søndag den 17. maj 2026.

Det er allerede op ad dagen, da jeg starter min vandretur ved stationen i Silkeborg. Skyer er begyndt at trække ind over himlen, behageligt køligt til fysisk aktivitet. Fra stationen følger jeg jernbanen mod vest, indtil jeg kan komme krydse under viadukten og komme ind på banestien mod Horsens. For en gangs skyld bliver det kun til et par hundrede meter ad det flade baneleje, så bryder jeg af og gør en afstikker gennem skoven nord for Ørnsø.
Veje og stier er kantet af fladstjerner, med de hvide kronblade næsten spaltet til grunden, gule støvdragere. Bøgetræerne har længe stået med løv, og nu er egetræerne også på vej til at folde deres blade ud. Der er fugtigt terræn inde i skoven og et par småsøer, en af dem med det firkantede omrids, der får mig til at tænke på tørvegravning. Jeg finder min vej ud til søbredden og bliver belønnet med en smuk udsigt over den lille sø, der er en del af Funder Å-systemet, kort før tilløbet til Silkeborg Langsø og Gudenåsystemet. Her nord for søen er der flad jord, tit med oversvømmelser i vinterhalvåret – syd for søen rejser sig høje skovklædte skrænter, kun kunstcentrets panoramaglasruder kigger ud gennem løvhænget derovre.
Jeg runder søen langs det åbne område op mod den yderste villavej. Bænkene er indtaget af folk med kaffekander og madpakker, to hunde gør ad hinanden og trækker i snorene, en lystfisker i en lille jolle har gang i et par fiskestænger.
En bred skovsti går neden for skrænten syd for søen, en bræmme af fugtigt terræn ud mod søen, nedhængende trækroner forvandler søens blå til små splinter i grenværket. Med lys fra nord er der køligt og et grønt mostæppe dækker skrænten og rækker langt op ad stammerne. For udsigtens skyld tager jeg en lang sti op ad skrænten, som passerer under de panoramavinduer, jeg så fra den anden søbred. Oppe på plateauet ligger Silkeborg Bad. Det gamle sanatoriums gule hovedbygning er bevaret med lange rækker af balkoner, hvorfra patienter i sin tid tog deres luftbad. Nu om dag er der et kunstcenter med statuer og landskabskunst i den gamle park.
Under Anden Verdenskrig havde Værnemagten dets hovedkvarter her. Det har medført adskillige bunkere i området, en af dem huser et lille museum. Anderledes idyllisk er idylliske rødt træhus med hvide sprosser og stakit, som nu virker som cafe. Jeg træder ind i skoven igen og når snart efter Udsigtspunktet – en lille træterrasse hvorfra der åbner sig et smalt udsyn over søen, v-formet indrammet af trækroner.
Partier af høj nåleskov støder til, og selv om jeg går under løvskovskroner kan jeg mærke en syrlig lugt af gran. To piger på kæpheste galoperer misundelsesværdigt letfodet op ad den stejle skrænt, mens en træt mandestemme kalder på dem. De skal samme sted hen som jeg: Til Stærke Storm, en stor trætrold som skuer ud over en skovet bakkeside, og videre ud over kuperet skovland med småsøer.
To-tre adskilte søer kan jeg se på dalbunden, som jeg fortsætter ad skovstien højere oppe. Selv med det blotte øje kan jeg se snehvide svaner, en per sø. Den brede skovsti er prydet af friske hestepærer i et opfang som får mig til at spekulere over volumen og antal. Svaret får jeg muligvis, da jeg krydser landevejen og går ind i Vesterskov. Ved den lille plads, hvor der er en mindesten for faldne frihedskæmpere, holder et par biler med hesteanhængere. Tre af de store dyr står tøjrede med adgang til hø ad libitum, mens et lille selskab har indtaget bord og bænke og øjensynligt nyder frokost fra en noget mere fyldig mulepose.
Skovveje fører i en lang moderat stigning ind mod skovens midte. Der er en stor lysning herinde, ved Kongshus, trods navnet en mindre ejendom. I sin tid, da rationelt skovbrug, forstvæsen, blev indført fra Tyskland, gav det også behov for skovridere og skovløbere. Især sidstnævnte var ikke nogen lukrativ beskæftigelse, og det var ikke ualmindeligt, at der ud over et lille hus også fulgte et mindre stykke ryddet land med, så man kunne dyrke lidt afgrøder og have en smule dyrehold. Der er flere lignende steder i midtjyske skove og plantager. I mere tætbefolkede egne, som f.eks. Marselisskovene ved Århus var der mulighed for at sælge kaffe mv. til borgerskabet på søndagsudflugt.
Jeg går mod vest, følger nu en skovsti ud på en smal bakkekam, stejle skrænter med et langt kig gennem underskoven, indtil jeg når frem til Frederik VII.’s Høj. Det er blot nogle få kvadratmeter sandet jord med et par bænke, men der er åbent rum foran, et svimlende udblik hen over skovene, Funder Ådal og skovene på den anden side. Himlen er grå og lyngen på skråningen er vissenbrun, med selv med dæmpede farver er det et smukt syn.
Tilbage i skoven holder jeg mig fri af mountainbikeruterne og når frem til den fjerne side af lysningen ved Kongshus. Hele det åbne parti er hegnet ind til græsning, og jeg kan se højlandskvæg hvile derinde, store horn og bølgende kanelbrun pels. Et stor dække af mælkebøtter står afblomstret tilbage, med store grå fnugkugler. Som barn var det en stor fornøjelse at plukke en af dem, langt nede på den saftige, hule stængel, løfte den op til munden og med et pust sende frøene ud i verden, svævende i deres små faldskærme.
Herfra svinger jeg mod nordøst, før mountainbikeruterne den mindst besøgte del af skoven. Meget af den er nåleskov på karsk jord, spinkle, høje graner, næsten uden underskov. Bortset fra et par cyklister og en enkelt hundelufter fra forstæderne mod øst, har jeg det for mig selv. Et rådyr dukker lydløst op på en skovvej, i lys sommerdragt, og forsvinder i et par store hop. Et rødt egern kigger nysgerrigt frem nederst på en stamme. Som jeg passerer træet, ser jeg det sidde højt oppe, fuldstændigt optaget af at skelettere en stor kogle.
Stien fører mig over til Almind Sø og den populære badeanstalt med de runde broer. Kun et par få modige har vovet sig i vandet, en kiosk gør gode forretninger med kaffe.
Jeg har endnu en håndfuld kilometrer i mig, så i stedet for at går den direkte vej til stationen, vandrer jeg videre langs pynten der afskærer Vejlsø fra Brassø i Gudenåens hovedløb. Fra den lille marinas træbroer er det vid udsigt over den større sø. En træbro gør det muligt at krydse over til skoven ved Ferskvandscentret og AQUA .
I stedet for odderne går jeg dog mod Vejlbo Mose og stien rundt om den gamle mose, der nu er en sø med sort vand. Omkring mosen er der hegnet ind til får. Bag hegnet er der lav vegetation med hedelyng og blåbærris, mens kæruldens hvide totter vejer over alt. Åkander er spredt over det sorte vand, og enkelte steder er der en frodig bevoksning af kærmysse, en flydeplante i familie med fredslilje og kalla. Den har samme slags blomsterstand, en kolbe med små grønne blade, fremhævet af et stort hvidt højblad.
Jeg fuldender rundturen om mosen, går videre til Almind Sø og passerer den mindre badeanstalt, også med runde broer, indtil jeg når villakvartererne og og det sidste stræk af fortove frem til stationen.

Judith Kerr: When Hitler stole pink rabbit: 1-62.