Den Skæve Bane I: Grindsted-Brande (133).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Grindsted-Brande, 28,4 km (133).
Lørdag den 30. januar, 2016.

Rutebilstoppestedet ved Billund Lufthavn må være det behageligste stoppested i kongeriget, man kan tilbringe ventetiden under civiliserede former inde i lufthavnshallens varme og komfort. Også selv om man kun skal vente tyve minutter mellem bussen fra Vejle og bussen mod Esbjerg – der også stopper i Grindsted, som er mit udgangspunkt for dagens vandring.
Rutebilstationen i Grindsted er en smuk gammel stationsbygning, tilmed med et flot
klassisk stationsur monteret på facaden. I dag skal jeg gå ad banestien til Brande. Den er en del af Den Skæve Bane, eller Diagonalbanen, der engang forbandt Langå med Esbjerg og vist især blev bygget for at fremme udskibningen af landbrugets eksportvarer fra Esbjerg til England. Så den er bygget på bacon og smør, selv om togene kørte på sveller og skinner.
Nu om dage bruges udtrykket Den Skæve Bane især om strækningen frem til Silkeborg. Nord for kendes den i hvert fald lokalt som Gjernbanen (vandredag 88 og 89). På strækningen fra Langå til Grindsted består jernbanen med få udfald som en sammenhængende vandre- og cykelsti. Fra Grindsted til Bramming (tilslutningspunktet til Esbjergbanen) ligger der stadig skinner, der bliver brugt til en smule uregelmæssig godstransport i nattetimerne. Lokalt er der planer om også at omdanne denne strækning til banesti, og BaneDanmark er parat til at give afkald på banelegemet, så nu hænger det på, hvem der skal betale for at fjerne skinner og anlægge stien…
Der kom en kort heftig byge, mens jeg sad i bussen mellem Billund og Grindsted, men den er heldigvis overstået nu. Det er en grå dag, varm for årstiden, 6-7 grader. Som dagen skrider frem bliver der lange perioder af tørvejr og endda lidt solskin, men det ender i støt regn og endda en enkelt haglbyge.
Fra stationsbygningen går jeg mod nord. Ved indfaldsvejens rundkørsel står en kæmpestor jydepotte, i sin tid en vigtig hjemmeindustri i fattige jyske hedeegne. På min tur til Kongenshus Hede i efteråret så jeg også en mindesten viet potterne, og de folk der handlede med dem: Æ potthandel var li’saa ærlig som æ hæsthandel men heller ett mier, lød det (vandredag 116).
På den modsatte side af rundkørslen går den gamle bane parallelt med landevejen, og på disse første få hundrede meter ligger skinnerne der endnu, selv om banen er grundigt gennemgroet af nåletræer og ikke har set et tog i årtier. Jeg skal dog ikke gå længe, før den egentlige banesti begynder, en uendelig lang, lige sti, oven på en dæmning af jord.
I et langt blødt sving skærer banen gennem Grindsted Plantage, hvor der er endnu er bevaret et bredt bælte af vinterbrun lyng langs banedæmningen, før træerne rejser sig som en søjlehal, plantager har ikke meget underskov eller skovbryn. Et stykke nord for byen hører jeg ravneskrig, og ser to af de sorte fugle flyve lavt over plantagen, inden de forsvinder, før jeg kan nå at finde kikkerten frem. Et stykke vej længere fremme tager det dyrkede agerland over.
Bussen fra Vejle kørte gennem det kuperede Jylland, indtil den flade hedeslette tog over kort før Billund. Så det er fladt land, og banedæmningen gør dagens vandring endnu fladere. På trods af det flade landskab stiger banedæmningen i løbet af turen op til fire-fem meters højde over omgivelserne, og enkelte steder er den endda gravet gennem små bakketoppe. Dæmningen når sin største højde i de fugtige områder, hvor åer og bække skal passeres. Her og der står der da også ganske meget vand på markerne.
Den største å passerer jeg nord for Filskov. Det er Omme Å. Det er bred og lang å, selv om den ender i Skjern Enge som et tilløb til den større å (vandredag 97). Undervejs har den passeret det store hedeareal ved det militære skydeterræn på Borris Sønderland (vandredag 98). Her, nord for Filskov, er der brede kær og oversvømmede enge omkring åen i en åben flad dal. De mindre vandløb banen senere krydser er kantet af krat og småskov. I sommerhalvåret ville deres rindende vand være skjult bag løv.
Længere fremme bliver jeg mødt af et usædvanligt syn: mufloner, i et system af små indhegninger, der også rummer gæs og hjorte. Muflon er et vildfår, der regnes som stamfar til tamfåret. De findes i nogle dyrehaver, og i sin tid blev de udsat på den privatejede Æbelø nord for Fyn, hvor en flok er bevaret, efter at Aage V. Jensens fond overtog øen. Jeg så nu ikke nogen, da jeg besøgte øen (vandredag 109). Jeg betragter dyrene gennem bladløst grenværk oppe fra min position højt på banedæmningen, og de stirrer vagtsomt tilbage. Da jeg går videre, ser jeg en mand ubekymret fylde hø i en hæk inde i en indhegning, uanfægtet af to store kronhinder og en kronhjort med flot svunget gevir få meter fra ham. Dyrene ser enorme ud så tæt.
Jeg møder ikke mange mennesker på stien, en par løbere, en cyklist, en knallertkørere. Talrige aftryk af hestesko vidner om at de lokale ikke tager skiltene med forbud mod ridning alt for alvorligt. Nord for landsbyen Blåhøj kan jeg se et ældre par komme gående imod mig med flere små hunde vimsende om haserne. Det vil sige, som vi kommer nærmere, kan jeg se, at det er katteluftere. Seks katte har de med sig, uden snor, de passerer mig på en lang linje, med vajende haler. En halvstor killing er sakket agterud og gemmer sig i buskene, indtil jeg er kommet forbi.
På de harvede marker er jorden grå af sand, og der står store regnvandssøer på dem. Der er en smule plantage ved den lille flække Drantum, og drængrøfterne langs banedæmningen er rustrøde af udfældet jern. I en stor bue nærmer stien sig Brande, jeg går de sidste kilometre, mens en haglbyge falder og byens industriområder begynder.
Brande har en fin gammel stationsbygning i samme stil som Grindsted, men der kører stadig passagertog fra den, tværbanen fra Struer til Vejle. Min vej hjem går over et togskifte i Herning, og mere end en times dagslys tilbage til at nyde landskabet i.

Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 498-526.
Georg Grosz: Ein kleines Ja und ein Großes Nein:1-27.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s