Ry: Knudsø & Ravnsø (132)


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Ry: Knudsø & Ravnsø, 28,8 km (132).
Lørdag den 23. januar, 2016.

De sidste uger har landskabet været bundfrossent, men denne lørdag kommer et vejromslag med varmere luft. Det har bragt nyfalden sne med sig og en tæt hvid dis.
Fra stationen i Ry følger jeg landevejen mod Silkeborg. Uden for bygrænsen dykker vejen ned i en lavning, hvor den korte å, der forbinder Knudsø og Ravnsø med søerne i Gudenåens hovedløb, løber under landevejen og jernbanen. Knudsø er frosset over, med et hvidt lag sne oven på isen, men den lette strøm holder åen isfri, og en lille flok gråænder står på isen ved det strømmende vand. I horisonten kan jeg gennem den hvide dis lige akkurat ane bakkerne på nordsiden af Knudsø.
Det holder tørvejr hele dagen, men luften virker alligevel mættet med vand og sne. Der er faldet 7-8 cm sne, og selv om den knirker hyggeligt under mine støvlers såle, er føret alligevel mærkbart tungere. Jeg går opad en lille landevej, der ikke er ryddet for sne. Små bække af smeltevand trækker linjer i de hvide, snedækkede enge.
Ved en parkeringsplads fører en stejl trappe op i skoven. Det er begyndelsen på en af de små afmærkede vandreruter her i Alling-fredningen. (Jeg gik en anden af dem i løbet af vandredag 76.) Et par steder er der væltet grantræer ned over stien. Det er et kuperet terræn, skov og krat, noget af det indhegnet til afgrænsning, ud mod søen ligger en vintertom campingplads, der rækker op mod den smalle dal ved Maskenkol (31 m), det højeste punkt. Jeg puster efter at have arbejdet mig op at den sneglatte bakke og kigger på den udsigt, der jo så dårligt nok er der, for den tætte tåge lader mig kun lige ane søen.
Jeg går videre ad den kringlede sti, der absolut ikke er blevet lettere at passere ved at være snedækket. Snart går jeg da også forkert, og ender med at måtte gå et langt stykke langs et skel mellem stubmarker for at komme op til landevejen uden for Tørring. Undervejs hører jeg fin ringlende bjældeklang og ser en familie køre i kane på en markvej et stykke borte, et par børn og en begejstret hund løber i forvejen.
I Tørring drejer jeg mod nord og går op ad en uendelig lang og bar bakkeside. Over de store tomme marker falder den hvide sne og den tætte hvide tåge fuldstændigt sammen og fjerner en hver fornemmelse af dybde. En lille kilometer længere fremme står jeg ved den markvej, der fører til Risbakke.
Hvis der ikke havde stået et lille kortbord, kunne jeg nemt være gået forbi, for markvejen er fuldstændigt skjult under sne, og jeg bliver den første, der bryder sneens perfekte overflade. I skoven ved Knudsø så jeg spor af harer, rådyr og fasaner i sneen. Nu krydses vejen af klovspor fra to kronhjorte. Nyfalden sne får naturen til at se anderledes trafikeret ud.
Risbakke (106 m) kunne have haft en fantastisk udsigt hele horisonten rundt, i dag er udsigten fantastisk på en anden måde, hvid dybdeløs tåge, så jeg næppe kan se hundrede meter frem. Der står et par sten øverst på bakken, og en lidt større sten en halv snes meter væk. Der er nogle ulæselige furer i sidstnævnte sten front, og jeg får det heldige indfald at gnide løs sne over stenens overflade, og den sne, der fanges i furerne, kalder stenens budskab frem: fred og frihed.
Fra bakken går jeg ned til den lille landsby Tulstrup og ad en markvej til kanten af Knudsø. Søen er også frosset til i den østlige ende, to kanoer er trukket på land og længere fremme ligger et par lystbåde fastfrosset i den lille havn. Det er Knudhule, en velkendt badestrand i Søhøjlandet. Kiosken er lukket, badebroen er trukket på land, på den anden side af landevejen ligger vandrehjemmet, der nu er omdømt til Knudhule Badehotel, med hejste flag og øjensynligt åbent vinteren i gennem. Der er nu ikke hugget hul på isen, så vinterbadning er nok ikke populært på disse kanter.
Jeg følger landevejen til Javngyde, der ligger nordvest for Ravnsø, søen umiddelbart vest for Knudsø. Der er kun begrænset mulighed for at nå frem til bredden af de to søer, så min vej går gennem landsbyen og mod skoven nord for søen. Et enkelt rådyr i tyk vinterpels hopper over et hegn en snes meter foran mig, et larmende gåseflok holder til på en åben mark og flyver skræppende bort, da jeg nærmer mig. På vejen foran mig er der spor, lange lige linjer, men det er ikke ski, derimod to mountainbikeryttere.
Ved en spejderhytte fører en sti højere op i skoven til en kuperet skovvej, der går mod vest ud til landevejen. Efter at være kommet ud af skoven følger jeg landevejen forbi herregården Sophiendal til Veng, hvor jeg igen kommer ind i skoven via en lille landevej og stier. Skovene på søens sydside er langt mere vidtstrakte end nordsidens. Sidst jeg var på disse kanter, var skoven lukket på grund af jagt, men i dag er der ingen problemer.
Også her er der de velkendte mountainbikespor, nogen har vel været søen rundt, jeg møder et par enkelte andre skovgæster, ser nogle få fodspor, en rådyr krydser tyst skovvejen og forsvinder ind i tykningen, ellers har jeg skoven for mig selv.
Indledningsvist går stien ned til det sydøstlige hjørne af søen, der dog blot ses som en tynd bræmme af vissengul rørskov mod den hvide snedækkede is, der hurtigt går i et med den hvide dis. Ellers snor stien sig i en bue gennem skoven, og jeg må have mit kompas frem for at kunne fastholde en rute mod vest. Turen fører mig omsider frem til det åbne land ved Ravnsøs vestlige ende, ved Bens Møllevad Bro og Knudåens udløb, hvor jeg kan endelig kan stå ved den åbne søbred.
Efterhånden er der kun en god times dagslys tilbage, så jeg må holde mig til landevejene på min vej tilbage til Ry, om end de første kilometre er ad landeveje så små, at de ikke bliver ryddet for sne, som et skilt så venligt oplyser. Jeg går gennem bakket skov, kun afbrudt af et lille plateau med skoveng, hvor en flok smukt højlandskvæg med vidtsvungne horn trænges omkring en foderhæk.
Skoven ender ved Firgårde, oprindelig en ganske lille flække, men nu den yderste forpost i et byudviklingsprojekt for den østlige del af Ry. Det betyder cykelstier, bred vej og gadelygter, dertil en ren guirlande af rundkørsler hele vejen til Ry. Efter dagens mange kilometer på lumske, snedækkede skovveje er det rart at kunne gå ubesværet til, og jeg er tilbage ved stationen i Ry, tilmed ti minutter før toget til Århus kører ind.

Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 455-498.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s