Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Grønfeld-Rønde, 28,4 km (131).
Torsdag den 7. januar, 2016.
I dag tager jeg først af sted midt på formiddagen, i dagslys altså, så jeg kan nyde udsigten over Kalø Vig, mens bussen kører mod Djursland. På en pløjemark nord for Århus ser jeg en stor sort ravn sidde på de frosne furer. Det er en kold og blæsende vinterdag med pulversne i luften, så da jeg står af bussen i Grønfeld, er jeg i ført det maksimalt mulige antal tøjlag.
De seneste to vandredage har jeg mere eller mindre fulgt kanten af Ebeltoft Vig og Kalø Vig. Den sidste vandredag endte i Knebel, efter at jeg det meste af dagen havde gået for foden af Mols Bjerge og deres udløbere. I dag vil jeg fortsætte fra Knebel, men eftersom den sparsomme busbetjening derude og den afmålte mængde dagslys gør det svært at få en fornuftig tur med afsæt i Knebel til at hænge sammen, har jeg lagt en anderledes rute for denne dag.
Grønfeld er en lille flække på landevejen mellem Rønde og Ebeltoft, et stykke opad Mols Bjerges centrale bakkekam. I dag begynder jeg vandringen med en tur på langs ad højdedraget til dets højeste punkt, og dernæst ned til Knebel. De første kilometer byder således på en stigning på mere end hundrede højdemetre, men fordelt over en behagelig lang distance.
De seneste dages snevejr er gået nådigt over Østjylland og Djursland, der er intet snedække, blot et landskab smukt isprængt hvidt. Kulden, derimod, er her i fuldt styrke, forstærket af frisk vind fra øst. Vandpytterne er bundfrosne, og der er hvid is, hvor der har samlet sig små søer på markerne.
Jeg følger små asfaltveje gennem det kuperede landskab, hvor mindre markstykker og græsmarker er passet ind mellem små stykker skov, læhegn, bakketoppe og lejlighedsvise gravhøje. Mit første mål på højderyggen er Stabel Høje, to bronzealderhøje, der ligger på hver sin bakketop, kun adskilt af hundrede meter og en lille lavning. En trampesti i et markskel fører op til tvillingehøjene, der kan ses viden om.
Udsigten oppe fra højene er fantastisk, selv om der kun er nogle få kilometers sigtbarhed. Den sparsomme og spredte sne har trukket hver eneste plovfure op med lige linjer og lagt hvidt støv over de grønne marker. Den sydlige høj er 133 meter over havets overflade, den nordlige 135 meter – det næsthøjeste punkt i Mols Bjerge.
Jeg stiger ned fra højene og går mod Agri, en lille landsby omkring en hvid kirke, der ligger som et saddelpunkt blandt de omgivende bakker. Et par hundrede meter før jeg når kirken drejer jeg ind på en afmærket vandrerute, der i en vid halvcirkel fører op til det højeste punkt i Mols Bjerge, Agri Bavnehøj (137 meter). Da jeg var her sidst (vandredag 13) måtte jeg dele landskabet med en busfuld andre besøgende, miljøteknikere fra Naturstyrelsen iført kedeldragter i skrigorange og radioaktivgrønt, men i dag har jeg landskabet for mig selv, så noget er kulden da godt for.
På bavnehøjens top står et murstensbord med en cirkelskive og en pil, der udpeger længde og retning horisonten rundt. Mod øst kan jeg se bunden af Ebeltoft Vig. 9,2 km til Fregatten Jylland siger skiven. Stabel Høje, få hundrede meter borte, dækker for udsigten til Kalø Vig i vest. Sigtbarheden rækker langtfra til et kig til Århus, men skiven oplyser, at der er 21,8 km til domkirken, lidt mindre til de yderste havnekraner.
Udsigten er enestående, men den lave temperatur og vinden suger varmen ud af kroppen, og der går kun få øjeblikke efter, at jeg har taget vanterne af for at betjene mit kamera, før kulden får mine hænder til at smerte. Så det er en lettelse at stige ned fra højen og følge stien ind i en klump skov med behageligt læ.
Udover kirken byder Agri også på en stor dam, hvis is denne dag er lige så hvid, som kirkens kalkede mure. Jeg går ad landevejen mod syd, denne gang ned fra højderne, forbi Poskær Stenhus og frem til Knebel, hvor en lille gul søjle ved indkørslen til byen er viet Agris højder.
Fra Knebel går jeg ad små veje ud mod vigens frosne strande. Længst ude, efter at jeg er svinget mod nord, ligger en ganske lille kirkegård, Rolsø Gamle Kirkegård, blot en lille hvidkalket bygning med rødt tegltag og en begravelsesplads bag stengærde.
Landevejen mod nord går oppe i bakkerne, en halv kilometer fra kysten, men lidt længere fremme fører en markvej ud til stranden. Den smalle strand veksler mellem sand og grus. Der ligger et tyndt uldent lag sne over sandet. Her og der dækker sneen over glat is, udsivende vand fra markerne der er frosset til flade skrå flader, der får mig til at fægte med armene for at genvinde balancen, og en enkelt gang sender mig hårdt i jorden.
Jeg følger stranden frem til skrænterne ved Vrinners Hoved (der har en Spor i Landskabet sti). Ude i vigen står holmen med Kalø Slotsruin stadig tydeligere frem, især som jeg går længere mod nord og halvøen således rykkes fri af den mørke skov i baggrunden, Hestehaven.
Hidtil har det været en grå dag, men nu mødes et låg af grå skyer med skarpt solskin mod syd, og kantede søjler af sollys falder gennem skyerne fjernt i horisonten og skaber et lysende bånd lavt over havet.
Jeg går rundt om Egens Vig, først ad stranden, dernæst en grusvej, en mindre landevej og til sidst ad landevejen mellem Rønde og Ebeltoft. Svaner, ænder og måger har søgt til det roligere vand i vigen, og også krager tripper rundt på isen derude. I det nordvestlige hjørne af vigen fører en spinkel tange ud til holmen med Kalø Slotsruin.
Der er en brolagt middelaldervej derud, en af Danmarks ældste veje. Vejbelægningen består ikke af pænt tilhuggede brosten, men derimod af utilhuggede natursten af vekslende størrelse. De er langtfra alle flade, og vejen fremstår så ujævn, at de mange besøgende i stedet har slidt adskillige parallelle jordstier i rabatten. Her, på denne kolde vinterdag, i den sidste halve times vinterlys, har jeg nu hele herligheden for mig selv.
De sidste timer har jeg kunne nyde godt af at vandre i læ af Mols Bjerge, men på den åbne tange kan jeg føle østenvindens styrke på ny. På begge sider af vejen, der nu er en to fod høj dæmning, er der dannet brede bræmmer af hvid is. Den brolagte vej ender, hvor slotsholmen begynder, og en lang jordvej snor sig op til ruinen øverst på bakken.
Tårnets kompakte murstenskrop og noget lav befæstning er alt, hvad der er tilbage af et langt større anlæg. Indenfor det sidste år har Naturstyrelse udstyret ruinen med et indre trappetårn, der gør det muligt at stige op og nyde udsigten fra det øverste af murkronen. I øst ses konturerne af Stabel Høje, i vest Studstrupværkets skorsten, mod nord er middelaldervejen en spinkel tråd klemt ind mellem hvid is.
Det er frysende koldt i toppen af det forblæste tårn, så jeg begiver mig ud på de sidste kilometre: I vintermørket går jeg tilbage til fastlandet og op ad bakken til Rønde og en bus tilbage til Århus.
Jyske Vandreture 