Holstebro-Ulfborg (333).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Holstebro-Ulfborg, 37,4 km (333).
Søndag den 25. august 2019.

Jeg står af toget i Holstebro, med fyldte vandflasker, og en lang varm vandredag foran mig. På vej ud af byen passerer jeg Storåen, der her løber igennem et villakvarter. Plantagerne sydvest for byen begynder allerede, før jeg krydser landevejen mod Ringkøbing.
Kommunen ejer en bid plantage syd for landevejen, der er mountainbikestier her, og i søndagens fine vejr er der adskillige cyklister i gang. I umiddelbar forlængelse af den kommunale plantage ligger Holstebro Øvelsesplads, som benyttes af Jydske Dragonregiment. Det er et næsten tyve kvadratkilometer stort område, bestående af plantage, hede, eng og kær. Gryde Å løber igennem øvelsespladsen. På aktivitetsfrie dage er der adgang for offentligheden, der er endda et net af afmærkede ridestier på terrænet. Den betingede adgang er formentlig også årsagen til, at forløbet af Drivvejen er lagt øst om militærterrænet på trods af det smukke landskab her (vandredag 46).
Jeg skal ikke langt ind på området, før jeg har det for mig selv. I begyndelsen, hvor jeg stadig går gennem plantagen, ses den blomstrende lyng kun som korte striber langs skovvejene og de åbne felter, som skovningen har skabt. De små diskrete pæle, der markerer ridestier, overgås af militærets skiltning i sort og gult, fokus er især på hvilke veje bæltekøretøjer og tunge køretøjer må benytte.
Snart når jeg frem til den åbne, flade hede, der udgør kernen af området. Der er sparsomt med buske og træer ude på heden, så jeg har en glimrende udsigt tværs over den lilla flade. Der er bakker og vindmøller i horisonten, gravhøje ude på heden. Over lange stræk opløses den veldefinerede jordvej i brede kørespor i dobbelt bredde, ofte med dybt løst sand. Der står en hel del regnvand i store og små pytter, som om et intakt al-lag forhindrer underjordisk afstrømning.
Der er dækaftryk i sandet, og oven på dem fine klovspor fra rådyr, længere inde på terrænet spor fra ræv og krondyr. Et par rådyr i sommerdragt rejser sig fra et leje i lyngen og springer over vejen og ind i plantagens tykning.
Jeg vælger mine veje lidt på må og få, med retning mod sydvest. Vejene mod syd bliver af stadigt ringere kvalitet, mens de få tværveje har nydt godt af større pleje. På den fugtigere jord nær åen er der kær af varierende bredde. Hedefladen fragmenteres i mindre stykker mellem kær og plantage, og er efterhånden præget af betydelig tilgroning.
Til sidst når jeg dog frem til en grusvej af lidt bedre kvalitet, passerer en hjemmeværnshytte, og så kan jeg igen sætte foden på asfalt. Ganske vist kun for et par kilometer, mens jeg krydser et bælte af dyrket land mellem øvelsespladsen og det store kompleks af heder og plantager mod sydvest. Markerne er store her, høstede kornmarker med lange baner af halm og et hav af uhøstet majs. Snart kan jeg igen gå ind i plantage, og derfra ud på grusvejene mod Vind Hede.
Fra øst nærmer jeg mig de store heder ved Stråsø Plantage, hvor jeg var så sent som for fjorten dage siden (vandredag 329). Denne gang går jeg fra plateauet, ned over hedebakken, ad et næsten udvisket spor, til jeg når grusvejen langs ådalens bund. Ved et tidligere besøg så jeg en stor flok krondyr på bakkekammen her, men i dag er de som blæst væk (vandredag 279). Sikkert i skyggen inde i plantagen, væk fra varmen ude i det åbne land.
Tre små søer ligger i en kæde ned ad bakken. Fra heden på den anden side lyder trompeteren og to kraner letter. I en vid cirkel vinder de langsomt højde, kredser en stund under fornyet trompeteren og bestemmer sig så for et nyt landingssted. Ådalens østlige side er åben hede, vest for åen løber plantagens skovbryn ubrudt mod nord og syd.
Jeg går ad grusvejen over det brede kær ved Lilleåen og ind i skoven. Det er naturligvis overvejende nåletræer, men længst inde er der også et parti med bøgetræer. På min tur mod vest passerer jeg flere store stykker hede. Jo længere jeg kommer frem, jo mere bliver hederne præget af klitter, ofte med åbne sandbrud.
Til sidst går jeg et stræk i sydkanten af den største af dem, Sønder Vosborg Hede, på godt to kvadratkilometer. Hvor det er muligt, følger jeg små trampestier og dyreveksler frem mod den afmærkede sti, som jeg fra tidligere ved findes herinde (vandredag 222). Høje klitter veksler med lave gryder, mere bevokset med laver end med lyng. Et par gange må jeg gå gennem tungt sand eller høj lyng, indtil jeg endelig når frem til den centrale sti, som jeg følger mod syd.
Her ender jeg ved en grusvej, der følger nordsiden af de flade enge omkring Madum Å. Ådalen er langt bredere end ved Lilleåen og Vind Hede, de store enge er effektivt afgræssede og ser afpillede ud sammenlignet med de høje græs og rørene, jeg så der.
Jeg går i gang med dagens sidste kilometre, med nogle få mundfulde vand tilbage. Det er et langt lige stræk gennem privat plantage. Sidevejene har advarselskilte fra en lokal skytteforening, og af til lyder der skud. Et sted er der endog en mast med en orange kugle hejst op, lige som militæret bruger det.
Et par kilometer øst for Ulfborg rammer jeg igen asfaltvej. Kirkegården ligger lige inden for bygrænsen, og jeg griber straks muligheden for at fylde mine vandflasker og få koldt vand i ansigtet. Og dernæst gælder den kendte vej til byens lille station.

Omar Cabezas, Cancíon de amor para los hombres, 479-573.
Yrsa Sigurðarðóttir, Kulde, 1-66.

This slideshow requires JavaScript.