Stubbergård Sø & Flyndersø (117).

Udklip117
Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Stubbergård Sø & Flyndersø, 38,9 km (117)
Lørdag den 19. september 2015.

Striber af tåger hænger lavt over de fugtigere dele af landskabet, mens det tidlige morgentog fra Århus kører mod nord. På strækningen mellem Langå og Viborg kan jeg se, hvordan Gudenåen står fyldt til kanten og mere. Sidste ugens voldsomme regnfald nede ved Alken arbejder sig langsomt op gennem vandløbssystemet.
I Viborg skifter jeg til bussen mod Holstebro. Den kører gennem et sparsomt befolket landskab, plantager, militært terræn ved Finnerup, dernæst Mønsted og Daugbjerg med skiltning til kalkminerne. Jeg står af i den lille by Herrup. Det er en udmærket efterårsdag til vandring, tørvejr, vekslende mellem overskyet og sol.
Fra landsbyen går jeg nordpå, gennem et bakket landskab, præget af græsningsarealer, indtil jeg kommer til den sydlige bred af Stubbergård Sø, hvor der er den smallest tænkelige sandstrand. En afmærket sti går hele vejen rundt om den lange smalle sø. Jeg går langs den østlige side mod nord. Der er bakker og høje skrænter langs kanten af søen. I sin tid var der udløb af smeltevand her. Denne sø, og i forlængelse af den, Flyndersø, er skabt af efterladt dødis.
De første kilometer går stien i bakkerne, i et halvåbent landskab med tætte gyvelkrat og enkelte enebuske. De sorte bælge hænger tæt på gyvelbuskenes grene. Undervej er der mange smukke udsigter over søen og det bakkede landskab på den anden side af søen.
Store og små odder rækker ud i søen, rester af mellemrum mellem de store dødisklumper, der har skabt søens egentlige bassiner. Den urolige vekslen mellem sol og overskyet gør, at dele af landskabet ligger i klart gyldent sollys, der får de overskyede partier til at se lettere skumle ud. Stien fører ned på den største af de flade odder og fortsætter mod nord nær bredden, for foden af skrænten, der her er overdrev med langt græs, men snart dækkes af skov, især egekrat.
I den nordlige ende af søen krydser jeg broen over Stubberå. Der ligger et bådeskur med plads til to både. Engang blev det brugt af en lokal erhvervsfisker, nu er det omdannet til informationspost for områdets natur. Jeg følger stien gennem småsøer og mose, indtil jeg står ved landevejen syd for Flyndersø.
Før jeg følger østsiden af Flyndersø i retning mod Skive, tager jeg en stor omvej på den vestlige side. En grusvej på bakkesiden fører frem mod søen. Fra vejen kan jeg se kvæg græsse for foden af bakkerne på søens fjerne bred. Jeg har set en mængde skilte oplyse om naturpleje med skotsk højlandskvæg, men indtil nu har jeg ikke set dyrene.
Efter at være gået et stykke vej gennem plantage krydses skovvejen pludseligt af et enkelt sæt baneskinner, behørigt flankeret af advarselsskilte. Regionalbanen mellem Struer og Langå går nu ellers adskillige kilometer nordligere. En kulbunke med skovl og spand afslører, hvad det handler om. Det nærliggende Hjerl Hede Frilandsmuseum har en veteranbane med endestation på den østlige side af grusvejen. En bred halvø med høje skrænter skyder sig ud og skiller Skallesø fra Flyndersø. En stor del af det fladere plateau er dækket af hede, den oprindelige Hjerl Hede. Lyngen er så godt som afblomstret. den lilla farve er afløst af en rødbrun tone. Her og der står korte partier og enkelte buske tilbage i klart eller falmende lilla.
Jeg følger halvøen frem til snævringen mellem Flyndersø og Skallesø. Her og der er der dybe kratere i den jævne hedeflade. Rester af dødishuller. Fra snævringen går jeg tværs over heden, gennem plantage og frem til parkeringspladsen ved indgangen til Hjerl Hede. Selv så sent på sæsonen er der stadig besøgende til museet, men størstedelen af den store parkeringsplads ligger øde hen. Via en grusvej kommer jeg tilbage til den vej, jeg oprindeligt kom fra, og snart er jeg tilbage på landevejen syd for Flyndersø.
Mit første forsøg på at finde ind på stien nordpå løber ud i sandet efter en kilometers gang gennem plantage. Det stiplede sti over græshede, der er vist på mit kort, viser sig at være hegnet af. Heldigvis har jeg kunnet nyde synet af enkelte kanelbrune rådyr, så da jeg er tilbage på landevejen føles det ikke ganske som spildt ulejlighed.
Plan B: jeg følger asfaltvejen et kort stykke, og drejer derefter ind på Gl. Skivevej, blot en grusvej, nu om dage en cykelrute, der fører mod nordøst.
Fra en parkeringsplads her kommer jeg ind på den markerede rundtur Ådalsstien. Også her er bakkerne delt mellem plantage og hede. En flok højlandskvæg græsser på heden, hvor stien snor sig ned til søen.
En anden sti, blot et trampet spor, går langs søen mod nord. Skønt søen kun er få meter borte, er den kun et blåt flimmer gennem grønne blade. Højt krat bredder sig ned over skrænten og helt ud til søbredden. Først efter flere kilometers vandring gennem denne grønne tunnel når jeg frem til et kig ud over søen, et begrænset kig, for det er ved søens anden snævring mellem den sydlige og nordlige del af søen. Der er der også en lille markeret rundtur med tilhørende parkeringsplads.
Fra parkeringspladsen går jeg i gang med en smuk vandretur i kanten af Hjelm Hede. Søen er ude af syne. Rødbrun hede, kantet af plantage, strækker sig over horisonten. En lille flok får græsser derinde. Et sted står en mindesten for våbennedkastninger under Anden Verdenskrig. Som jeg nærmer mig nordenden af søen bliver flad lynghede afløst af kuperet græshede med gravhøje på bakketoppene. Bag et læhegn hviler tre stykker langpelset højlandskvæg med svungne horn sig. Jeg passerer nordøstenden af Flyndersø, når frem til landsbyen Estvad og påbegynder den sidste del af dagens vandring, ad landevejen til Skive. Estvad, eller rettere Estvadgård lidt mod vest og nord for Hjerl Hede, har sin egen fodnote i Danmarks naturhistorie. Som bekendt er ulven vendt tilbage til Danmark efter 200 års fravær. Dengang blev den sidste ulv skudt ved Estvadgård. Det var i 1813.
Himlen står høj og blå over høstede marker. Spurve og råger letter i flokke fra stubbene, da jeg går forbi. Jeg krydser ådalen uden for Skive, passerer jernbanen og går i udkanten af byen, der mod syd afgrænses af banespor og enge, frem til banegården. Heldet er med mig, et arrivatog holder ved perronen. Ti sekunder efter, at jeg er steget om bord, sætter det i gang.

David Potter: The Victor’s Crown, 122-218.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s