Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Rye Nørreskov & Rye Sønderskov, 25 km (118)
Lørdag den 26. september, 2015.
Dette er den sidste weekend i år, hvor Hjejlebådene sejler efter ruteplan, den sidste weekend i lavsæsonen. Og det er en smuk efterårsdag til en sejltur på søerne. Og en vandretur i skovene. Hjejlen, fra 1861, er verdens ældste hjuldamper i drift, den har givet navn til Hjejleselskabet, Hjejlebådene, og selskabets flag er en rød vimpel med en hvid silhuet af fuglen. I sejlplanen er afgange med Hjejlen markeret med et særligt symbol, så de virkeligt interesserede kan vælge den rigtige tur.
Den rutebåd, der ligger og venter ved kajen i marinaen i Ry er nu Turisten, bygget i 1903, som Hjejleselskabets folder hjælpsomt oplyser. Hvidmalet, med et lille åbent dæk og en overdækket salon. Vi er blot en halv snes personer, der tager med den første afgang, 10:30, fra Ry. Besætningen består af en kaptajn og en medhjælper til at sælge billetter og klare trossen, når båden lægger til anløbsbroerne.
En fiskehejre cirkler et par gange over havnebassinet, før den slår sig ned i en trætop. Vi lægger fra land, sejler gennem Lillesø med dens mange fyldte bådebroer, og dernæst gennem den snævre åbning ud til Birksø. Der er svaner på vandet og ænder i luften. Horisonten er skovkranset næsten hele vejen rundt. forude begynder bakkemassivet at løfte sig frem mod Himmelbjerget.
På trods af det smukke vejr er det ganske køligt, og vi er kun to-tre personer på fordækket, da Turisten stævner ind i det brede stykke af Gudenåen, som forbinder Birksø med Julsø. Lige nu er det en lystsejlads, men fra et vandrersynspunkt er det et af de sværest tilgængelige stræk af åen. Åen er bred, men skoven står som en grøn mur på begge sider. Stammer, mange af dem væltede, og store grene rækker grådigt ud efter lyset og det frie rum over vandet, her og der står sivene tykt og tæt. Et enkelt sted på den nordlige bred er der en smal adgang til en primitiv lejrplads, måske især for kanoturister. Ellers må man nøjes med nogle få udkig fra det højere liggende terræn, som trampestierne omkring Alling fører igennem (vandredag 76).
I en af åens rundinger passerer vi en større flok kanosejlere, i de reglementerede orange redningsveste, på vej opstrøms. Vi kommer ind i Rosvig, en del af Julsø, stadig med lodrette grønne flader af uigennemtrængeligt krat og krone. Tidligere på året stod jeg på toppen af Ringholm Hoved (41 m), en odde på den sydlige bred (vandredag 87) og nød udsigten over den lille lukkede vig. Endelig åbner Julsø sig foran skibsstævnen, med velkendte landkendinger hele vejen rundt. Mod øst Bryggebjerg og Laven Stationsby i bunden af Bomholt Vig, mod vest Dynæsodden med voldstedet, Gammelkol på bakken ovenfor. I sydvest, størst af alle, Himmelbjerget, med dets tårn i skarpt tegnet profil mod den blå himmel. “Bjerget”, som det bare hedder i sejlplanen.
Båden gør en omvej omkring landingsbroen i Laven, som sejlplanen foreskriver, og samler et par passagerer op, og så går det eller i lige linje mod Hotel Julsø, let genkendelig på dets schweizerhyttearkitektur (med et par løgkupler oveni handlen), og efter tre kvarters sejlads er vi fremme ved målet.
Herfra skal jeg videre med rutebådene til Silkeborg, med først efter en vandretur naturligvis. Det er blot halvanden måned, siden jeg sidst stod på toppen af Himmelbjerget (vandredag 112), dengang med blomstrende lyng, som nu er falmet til brunt. Jeg bestiger toppen i rask tempo, opsat på at få en tur ud af det, inden jeg skal være tilbage i tide til at nå den sidste båd mod Silkeborg. Som altid er der en pæn mængde besøgende omkring tårnet. Vejret er klarere, end sidst jeg var her. Mod nordvest kan jeg tydeligt se Sindbjerg og Stoubjerg rejse sig, og endnu længere væk en hvid tændstiksæske, jeg ved, er et højhus nær centrum af Silkeborg. Bakkerne løber fra øst til vest på den fjerne side af søen, og fra Himmelbjergets lyngklædte bakkeside breder skovene sig i alle retninger.
Fra tårnet går jeg mod syd. Denne del af Silkeborgskovene er Rye Nørreskov. Efter at have krydset en stribe dyrket land langs landevejen mellem Ry og Silkeborg kommer jeg ind i Rye Sønderskov.
Få hundrede meter inde i skoven, hvor høje nåletræer møder en lysning, hører jeg en ravn, og i skjul bag en stabel træ kan jeg følge den med øjnene et par minutter, før den forsvinder over trætoppene. Snart derefter bliver grusvejen afløst af mudrede skovveje, hårdt medtagne af tungt maskineri. Sønderskov er i skarp kontrast til Nørreskov, som er præget af velholdte grusveje og grundig skiltning, der leder de mange besøgende frem til de mange forskellige seværdigheder.
Sønderskov er ganske blottet for skilte – og nogen vil måske også sige blottet for attraktioner. Skovgæster er tålte her, men der gøres absolut intet for at byde dem velkommen. Himmelbjerget med dets pragtfulde udsigt er 147 meter højt. Hvor jeg går i Sønderskov, er der markant højere, op til 159 m, men det er i høj nåleskov, og enhver fornemmelse af højdedrag må man tænke sig til ud fra et blik på kortet. I terrænet er det blot en svagt hvælvet bakkeryg, hvis stigning og fald er spredt ud over flere hundrede meter.
Det er højsæson for svampe, og især fluesvampene vokser alle steder, de største med hatte så store en desserttallerken, andre med den uudfoldede hat som en knytnæve på stilken, rødt lysende fra lang afstand.
Jeg når frem til en af de få rimelige veje i skoven, egentlig blot en grusvej, men den virker som Strøget i Århus efter jordvejene, delt mellem dybe traktorspor og vandrender. Grusvejen er i bedre stand, fordi den fører nedad en lang, lang bakkeside til en lille klynge beboelsesejendomme, Højkol, midt i skoven. Det er her, jeg møder en kvindelig mountainbiker, det eneste andet menneske, jeg møder under min vandring i Sønderskoven, i kontrast til stierne ved Himmelbjerget hvor jeg sjældent var ude af andres øjesyn.
Et godt stykke efter Højkol når jeg frem til asfaltvejen mellem Salten og Gl. Rye. Før jeg går gennem Sønderskoven mod Gl. Rye gør jeg en afstikker mod syd, mod bredden af Salten Langsø. Salten Langsø og Salten Å er et vigtigt tilløb til Gudenåen (vandredag 75), men søen er svært tilgængelig, bedst fra sydsiden, og det er ikke muligt at gå et længere stykke langs bredden af den. I dag er jeg opsat på at nå ud til nordsiden, få hundrede meter fra landevejen.
Jeg følger en skovvej, tydeligt angivet på mit kort, som imidlertid snart svinder ind til en smal fodsti. Der vokser høj lyng på den sjældent brugte vej, herinde i skoven er der endda enkelte lilla blomster tilbage. Over mange meter er lyngen dækket af talrige små edderkoppespind. Den smallest mulige trampesti fører ud mod søen, indtil den opløses få meter før den høje skrænt ud mod søen. Skrænten er vel fire-fem meter høj, med en bred bræmme af sump ud mod søen. Skrænt og sump er bevokset med høje træer, så jeg må nøjes med et kig gennem løvet, over mod overdrevet på dette stykke af den sydlige søbred.
Jeg går tilbage til landevejen. Der er en smule dyrket land nær landevejen, og lidt åben skovslette, mere overdrev end hede, for tørt til at være eng. Grusvejen op over bakkemassivet er i begyndelsen velholdt, men kun indtil det sidste ensomt beliggende hus er passeret. “Her er ikke noget hegn, så hvordan kan de holde køerne inde,” er hvad jeg tænker, da jeg får et glimt af brunt skind i bevægelse i skovbrynet på den anden side af lysningen længere fremme, afgjort et stort dyr. Men så løftes adskillige lange halse med små hoveder, krondyr, hinder. Vi betragter hinanden i lange øjeblikke, så forsvinder de lydløst ind i skoven. Med nogle få sekunders forsinkelse følger en hjort med et imponerende og højt løftet gevir efter.
Øjeblikket er forbi, og jeg går videre, op efter og ind i skoven. På mit kort er der et fint edderkoppespind af stier her i Sønderskoven, men virkeligheden viser sig at være en ganske anden. En stor del af vejene er tydeligvis taget ud af brug, under overgroning, forvandlet til trampestier, til det punkt, hvor de blot løber ud i skovbunden. Jeg finder mit kompas frem og arbejder mig mod østnordøst, så godt det lader sig gøre, indimellem af smalle bakkerygge, der ville byde på fantastiske udsigter, hvis de lå i åbent land.
Og til sidst når jeg da også frem til en hæderlig grusvej, som munder ud i en asfaltvej, der fører mig til Gl. Rye. Ganske som det var meningen, om end i mine tanker udført med større overblik og stedsans.
Gl. Rye er strakt ud på en lang bakkeside – i modsætning til (stationsbyen) Ry, der ligger på fladere land, hvor adskillige store og små søer mødes. Ry er langt den største by, men Gl. Rye er gammel nok til at have en galgebakke, om end dekommisioneret for øjeblikket. Med sine 101 meter er det det højeste punkt i et område af velbevarede hedebakker. Selv uden for lyngens blomstringstid er det et fantastisk syn. Fra de højeste punkter er der et vidt udsyn, Mossø blinker blåt mod syd.
Efter en rundtur i bakkerne går jeg gennem Gl. Ry, krydser landevejen med dets bræmme af agerland og slår ind på vejen mod Himmelbjerget. Mod øst er skoven hegnet ind med højt hegn, nogle vil ikke dele sine hjorte med alle og enhver, antager jeg. Længere fremme passerer jeg Himmelbjerggården, et børnehjem under Region Midt, og derfra er det kun en kort vej til den åbne plads foran Hotel Himmelbjerget med mindestenene, kioskerne og alt det andet. Der er stadigt mange mennesker, naturligvis.
Jeg tager den velkendte sti ned til Hotel Julsø og rutebådene, men nedad denne gang, det gør jo en forskel.
Sidste afgang mod Silkeborg er kvart over fem. Jeg er der i god tid, men det er turbåden også, så jeg kan gå om bord og hvile mig på fordækkets bænk. Det er Tranen denne gang, bygget i 1931.
Også på denne tur er vi blot en halv snes passagerer, da båden lægger fra land. Bjerget og tårnet står smukt i det sene eftermiddagslys, mod nord passerer vi tæt forbi Møgelø, der sammen med det nærliggende Sletten tilhører spejderne (de blå). Øen er dækket af høj skov, kun i den vestlige ende er et par bygninger synlige.
Båden nærmer sig snævringerne ved Svejbæk og Sejs. Den nordlige bred af søerne er over en strækning på fem kilometer dækket af en næsten ubrudt kæde af velhavervillaer, med bådehuse, bådebroer og store fortøjede motorbåde ud mod søen. Udsynet til Sindbjerg og Stoubjerg, de to store hedebakker bag den sammenvoksede landsby, blokeres, da Tranen passerer snævringerne, der adskiller Julsø, Borresø og Brassø. Skibet når ind i det opstemmede forløb af Gudenåen, der lokalt kaldes for Remstrup Å. Der er store marinaer på begge sider af åløbet.
Vi gør et par hurtige stop ved De Små Fisk og Indelukket for at sætte passagerer af, og så er vi næsten i havn.
Skibet går under jernbanebroerne, når frem til opstemningen ved den gamle papirfabrik, og begynder at dreje hundrede og firs grader. Det samme gør den noget større turbåd, Hejren, foran os, mens Hjejlen ligger roligt fortøjet ved kajen. Tranen går til kajs over for den lille smukke Havnekiosk, hvor folk nyder caféserveringen i den klare og kølige efterårsaften. Vi har sejlet en time, og nu er turen forbi.
David Potter: The Victor’s Crown, 218-320.
Jyske Vandreture 