Randers-Langå (syd for Gudenåen) (119).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Randers-Langå (syd for Gudenåen), 24 km (119).
Søndag den 4. oktober, 2015.

Det er en kold oktober formiddag, og tågen hænger tæt over Gudenåen, som toget kører tæt langs vandløbet ad sporet mellem Langå og Randers. Jeg spørger mig selv, om jeg har valgt den forkerte dag til en vandretur syd for åen. På nordsiden af åen går Trækstien på brinken af Gudenåen, men i dag, hvor jeg har bestemt mig for den sydlige side, løber min rute på væsentlige stræk længere inde i landet, og jeg havde håbet på bedre udsyn over landskabet.
I Randers går jeg først mod øst og runder Randers Regnskov, klods op ad åen, hvor en gammel jernbanebro er omdannet til brug for fodgængere og cyklister. Samme skæbne er overgået dens tvilling, som jeg så tit har benyttet, og som jeg sejlede under i forlængelse af sidste uges vandretur. Broen i Silkeborg indgik i tværbanen fra Langå over Silkeborg til Bramming og åbnede således for eksport af landbrugsvarer fra havnen i Esbjerg. Broen her i Randers førte jernbanen ud på Djursland og helt til Grenå.
I dag skal jeg i modsatte retning, så jeg går kun ud på broen for at nyde udsigten. Havnens store bygninger er halvvejs skjult af den tætte tåge. Over mig er himlen ganske solløs, et dække af ensartet grå dis. Nogle få meter længere henne ad stien krydses åen af den anden jernbanebro, stadig i flittig brug af togene mellem Randers og Århus. På den vestlige side har broen fået monteret en mindre, smal bro, til glæde for fodgængere og cyklister. Trappen op til den fører henover åbent areal ved Regnskovens store kuppel. Drengestemmer dernede fra vil vide, om det er her, der er slanger.
Broen fører over til Vorup Enge på åens sydside. Dette og andre engområder nær Gudenåens udløb er ejet af Aage V. Jensens naturfonde, der udfører naturgenopretning, som tillader den naturlige oversvømmelse af engene langs åen, der ellers ofte er barrikaderet bag diger. Her, i hjertet af Randers er der skabt et stort delta med høje rørskove. Som ofte, når fonden er involveret, er der også tænk på publikumsadgang og -faciliteter. Et opslag på den første lille hytte, jeg kommer til, fortæller om de bisoner, der afgræsser en del af disse enge.
Først går jeg nu ud til et fugletårn i kanten af deltaet. Der er et imponerende fugleliv. Tæt på tårnet ligger en flok krikænder, andrikkerne let genkendelige med deres røde hoveder og grønne øjenstriber. Længere ude vugger svaner og gråænder, en lang række skarver tørrer vinger på en sandrevle. Mod nord hæver Regnskovens kuppel sig i mellemgrunden, med byen i baggrunden og rørskoven i forgrunden.
I et samarbejde med Randers Regnskov benytter fonden ud over bisoner gamle danske husdyrracer til afgræsning på engene, får, kvæg og heste. Regnskoven har endog luftige langsigtede planer om at lade engene blive afgræsset af asiatiske elefanter. På privatejede enge ligger et høslæt uafhentet tilbage. Råger og måger har delt marken i mellem sig; de sorte fugle går på vingerne, da jeg nærmer mig.
Længere fremme kommer jeg til en lang træbro, der fører over bisonindhegningen. Øverst på broen læser jeg et opslag om fødsel af bisonkalve i julimåned, men tættere kommer jeg desværre ikke på at se dyrene. Ikke så meget som en kokasse er inden for synsvidde, skønt bisonerne græsser udendørs året rundt. De har mere end fyrre hektarer at boltre sig på, og meget af det er dækket af rørskov og siv op til to en halv meter højt. Der er også små skove og klynger af træer, så en mindre elefanthjord kunne såmænd slå mave, ganske skjult for det menneskelige øje.
Efter at have gransket rørskoven en rum tid i kikkerten giver jeg endelig op og går videre. Lidt længere fremme er det endnu et fugletårn, i to etager, med glimrende udsigt over de vide enge, men ikke skyggen af en bison. I kanten af fondens område, markeret af meterhøj rørskov og elektrisk bisonhegn, går stien i lige linje ud til Gudenåen, der nu blot har et simpelt hovedløb. Jeg går på åbrinken i retning af motorvejsbroen, hvor E45 krydser ådalen. En upåvirket fiskehejre jager midt i åløbet, uden angst for mig eller for eller for de hyppige løbere, cyklister og vandrere på Trækstien på den nordlige bred. Længere fremme er der to hvide svaner med tre “grimme ællinger” på slæb.
Jeg går under motorvejens bro og finder en trampesti oven på diget. På kortmateriale har jeg kunnet se diget, men det har ikke stået klart om vandring var tilladt, og jeg har ikke kunnet finde oplysning om afmærkede eller uafmærkede stier her. Heldigvis så jeg et kortbord inde ved Regnskoven, hvorpå var vist et stiforløb på diget et godt stykke vest for motorvejen.
Jeg vender blikket bort fra åen, ser ud over de brede flade enge, bemærker hvordan ådalen både i nord og syd er flankeret af lange bakkekamme. Kort efter når jeg frem til Fladbro, det sted hvor Nørreåen munder ud i Gudenåen. Nørreåen, der afvander Viborgsøerne og Haldsø, er det sidste store vandløb, der støder til Gudenåen, inden dets udløb i Randers Fjord. Ikke en ganske lille å, måske en tredjedel af Gudenåens bredde på dette sted. Fra den modsatte bred, skjult bag høje rør, kommer brudstykker af mountainbikeres tekniske snak om cykeludstyr.
Åen svinger stik syd og krydses endnu en gang af en jernbanebro. Fra Langå og nordpå løber Den Jyske Længdebane på nordsiden af åen – og med en glimrende udsigt over den. Et godt stykke før Randers slår den imidlertid et gevaldigt sving mod øst, krydser åen to gange, og kommer ind i Randers fra syd. Jeg slår også en bue ind i landet, hvor en grusvej er ført under banelegemet. Informationen fra kortbordet ved Regnskoven rækker ikke længere end hertil, men til min glæde viser det sig, at der går en ganske smal trampesti oven på diget. Det våde græs er knapt knæhøjt, men der er helt klart blevet slået en bane på toppen af diget, så jeg føler mig velkommen.
Efteråret er jo fremskredent, men det meste løv er stadigt i grønne nuancer. Her og der er dog pludseligt blade i dramatiske højrøde farver mod alt det grønne. Hylden står med blodrøde klaser, og lysere rønnebær hænger tungt på fyldte grene. Langt inde på engene er der små oversvømmelser, hvor hvide svaneflokke har samlet sig. Jeg har sydbredden af åen for mig selv, men der er enkelte både på søndagstur, og en linje af lystfiskere nær de få parkeringspladser på den nordlige bred.
Et godt stykke opstrøms må jeg omsider forlade diget og følge en grusvej op i bakkerne i sydkanten af ådalen. Heldigvis er disen aftaget meget, så jeg kan nyde de smykke udsyn over ådalen, som præger de næste kilometre.
Der er også oplevelser i mindre format: knapt er jeg nået ud til asfaltvejen, før et par lækatte farer over vejen. De får øje på mig, den ene lækat fortsætter, den anden ombestemmer sig og flygter tilbage. Jeg venter et par sekunder, så styrter den anden lækat over vejen og kaster sig med et drabeligt spring ind i vejkantens høje græs.
Landevejen stiger op ad bakkesiden og giver et glimrende blik ud over de oversvømmede enge langs åen. Aage V. Jensens fonde ejer næsten alle engene på sydbredden af Gudenåen herfra og til Langå. Området kaldes Væth Enge og sammen med Vorup Enge og Hornbæk Enge indgår de i Gudenåengene under fondene. Det betyder, at diger er blevet gennembrudt for at give mulighed for oversvømmelse af engene – hvilket også er grunden til, at jeg har forladt diget til fordel for landevejen.
Oppe fra bakkerne fremtræder de oversvømmede enge som store søer. Det larmende fugleliv kan ubesværet høres helt op i bakkerne. Samtidig er den disede himlen endelig ved at sprække op i større skyflader. Nord for åen falder sollys igennem skydækket og kaster gyldent lys over dele af bakkerne derovre. I forhold til vandring på Trækstien (der på denne strækning foregår på åens nordlige brink) er det oppe fra bakkerne langt lettere at få en “geologisk” påskønnelse af landskabet, de flade enge, bakkekammene der har fastholdt åens løb ud mod Kattegat.
Uden for Væth følger jeg en grusvej ud mod engene. Et spredt selskab af jægerne kommer mig i møde, i grønt tøj med orange hattebånd, knækkede haglbøsser og et par jagthunde pænt ved hæl. Den slyngede grusvej ender ved elektrisk hegn tæt på åen. I princippet skulle der være en sti mod vest i kanten af fondens enge, men det lykkedes mig ikke at finde den. Det gør nu ikke noget, udsigten alene var afstikkeren værd.
Tilbage i Væth følger jeg landevejen mod Langå. Den løber over et fladt plateau i omkring 70 meters højde over havets overflade. Længere mod syd kan jeg se en højere bakkekam rejse sig over roemarkerne. En kilometer lang bakke fører ned til Langå, hvor solen nu skinner mens jeg går ud på broen over åen.
Jeg er tæt på dagens mål, men der venter mig endnu en oplevelse. I en af Gudenåens store slyngninger, klemt inde mellem byen og åen ligger Langå Egeskov. Det er et forholdsvist lille område, blot 16 hektarer. Det er også ejet af en fond, ikke Aage V. Jensen, men derimod Dansk Naturfond, dvs Danmarks Naturfredningsforening. En del af området er nyplantet egeskov og enge, men kernen i området er gammel græsningsskov, der fremstår med et halvåbent guldalderlook, fritstående gamle egetræer, små sletter i skoven, kroget egekrat.
På min korte vandring gennem området støder jeg hurtigt på køer mellem træerne: uden fortsat afgræsning forsvinder denne naturtype. Brune, sorte og sortbrogede køer, fordelt i små flokke på terrænet. Nogle stirrer afventende på mig, andre gumler uanfægtet videre på bladene, og jeg kan høre grene svirpe tilbage fra køernes muler inde i krattet.
Gennem et led kommer jeg ud til en villavej op ad banen. Stationen ligger på den anden side, men jeg er nødt til at gå en omvej omkring bymidten for at krydse sporene ad en bro. Øjeblikket efter jeg har købt min billet i ventesalens automat ruller toget fra Ålborg ind, og uden at have haft tid til at klappe min vandrestav sammen stiger jeg op til det ventende sæde.

Charles C. Mann: 1491 – The Americas before Columbus, i-xv, 1-25.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s