Grene Sande & Randbøl Hede (120)

Udklip120
Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Grene Sande & Randbøl Hede, 41,8 km (120).
Lørdag den 20. oktober, 2015.

Rutebilen fra Vejle kommer ind i Billund fra nordøst, først et stop i lufthavnen, dernæst langs med Legoland, hvis rutsjebaner hæver sig højt over hegnet, og endelig gør vi holdt ved Billund Centret.
Jeg går gennem byen mod vest. På trods af stoppestedets navn er det en underligt centrumsløs by. Bykernen er præget af blokke og bygninger i virksomhedsdomicilstil, sådan som man i andre byer møder det fjernere fra centrum, hvor socialt boligbyggeri møder industriområder. Billunds parcelhuskvarterer rækker næsten helt ind til bymidten. På min vej gennem byen ser jeg vist ikke et eneste hus, der er bygget før 1970.
Parcelhuskvarteret ender brat, og jeg slår ind på landevejen mod sydvest, der fører gennem åbent landskab frem til Gyttegård plantage. “Gytte” lyder jo som et ærkejysk udtryk, der sikkert henviser til et eller andet præcist aspekt af sump, mose eller hede: “Som dreng var han hyrdedreng og drev hver eneste salig dag fårene og bederne ud til gytten?” Men sandheden er en anden; som man kan læse sig til i Naturstyrelsens folder om området, så var “Gytte” et kælenavn til en københavnsk grossererfrue, hvis mand købte plantagen og omdøbte den i hustruens navn.
Nævnte folder er senest revideret i 2006, og det viser sig, at der er sket store forandringer til det bedre siden da. Stisystemet er omlagt, men vigtigere end det, store dele af den indre plantage er blevet skovet, og der er blevet skabt en stor sammenhængende indre slette, som er dannet af et foranderligt kludetæppe af lyng- og græshede, indlandsklitter, mose og kær.
På en lørdag i efterårsferien med godt vejr er der adskillige andre besøgende i området, de fleste på mountainbike. Jeg går ad grusvejen mod vest, tæt på indlandsklitterne, de højeste stadigt med åbent sand på toppene. På den anden side af dalen rejser en ti meter høj skrænt med plantage sig og afgrænser smeltevandssletten mod syd.
Mod vest afløses lyngen af græsser, visnet til gule og rødlige kulører. En trampesti fortsætter gennem et moseparti, på trods af cykelforbud er den mange steder kørt til pløre, og mudderet står tilbage med afslørende dækaftryk. Længst mod vest vender stien hundrede og firs grader i et sving omkring et plantagestykke, der har fået lov at stå tilbage, og jeg går tilbage langs den anden kant af dalen. Få meter borte rejser et par hjorte sig fra lejet i det høje græs, der har skjult dem fuldkomment, og springer væk. Mosen rummer også små søer med åbent vand, men vejen fører mig hurtigt op på den høje skrænt i sydkanten af området, og jeg kan nyde storslåede udsigter over sletten og dens klitter mod øst. Hvor stien møder landevejen står en lille æselflok i en indhegning.
Herfra tager jeg hul på et par timers vandring ad landeveje, tværs over de flade marker, vest for Den Jyske Højderyg. Et sted flyver en sort ravn over vejen i lav højde med, hvad der ligner en død gnaver hængende i næbbet. Længere fremme, omkring en strækning, hvor små stykker skov kiler sig ind mellem læhegn og firkantede marker, går jeg i hælene på et selskab af grønklædte jægere med orange hattebånd, et par hunde omkring haserne. Mod nord kan jeg se rutefly under indflyvning til lufthavnen.
Nær den lille landsby Skjoldbjerg skaber en lille ådal omkring en bæk lidt variation i landskabet. På den anden side af landsbyen slår jeg ind på en lang grusvej, der ender med at bringe mig frem til Frederikshåb Plantage og nordkanten af Randbøl Hede. Lige som Kongenshus (vandredag 116) er Randbøl Hede en lille rest af et hedeområde, der oprindeligt var meget større. Kongenshus er næsten ren lynghede, men på Randbøl er der store områder med græshede. Eftermiddagen er præget af vandrende skyer, men når solen kommer frem, kaster den et gyldent skær over de gule græsflader. Her og der er bræmmer af højt gult græs flettet ind i områderne med brun, afblomstret lyng, der giver ekstra glød til det gyldne græs.
Jeg går ind over heden og krydser en kæde af indlandsklitter. Der er slidt en bred fure igennem dem, skabt af fortidens hærvej – som rent faktisk mere var en oksevej. Et slået spor, kaldet Vorbasse Studevej, fører tværs over den flade hede. Jeg går den vej, men ikke før jeg har besteget den nærmeste klittop.
Lyngen klarer sig bedst, hvor der er afgræsning, og der er en knivskarp overgang mellem lyng og græs langs fårefoldens elektriske hegn. Ikke desto mindre får det tre fod høje græs mere og mere overtaget, som vejen går mod syd. Store dele af vejen og det omliggende terræn er halvvejs dækket af vand fra de foregående dagens regn. Og, ret skal være ret, der er ikke et eneste aftryk af cykeldæk at se. Formodentlig skyldes de fugtige forhold et al-lag, nedvaskede mineraler og organisk materiale, der danner et svært gennemtrængeligt lag omkring en halv meter nede i jordbunden. Her og der dannes små søer.
Jeg nærmer mig efterhånden plantageranden syd for heden. Et sted er lange striber af jord skrællet af. De lige og skarptskårne kanter vidner om en mekanisk, menneskeskabt proces, måske et forsøg med hedebevarelse. Den afmærkede vandrerute, jeg følger over heden, svinger mod øst, og går dernæst i en vinkel langs fårefoldens hegn, hvor en spredt fåreflok græsser sindigt.
Som jeg nærmer mig landevejen i øst, kommer der grøn eng på den nordlige side af grusvejen og en smule dyrket land på sydsiden. Et stort firkantet markstykke, indrammet af læhegn, er allerede blevet pløjet og harvet, og som den lave sol kaster lys over den gråhvide jord, minder det om Vestjylland, på trods af at Vejle kun er tyve kilometer væk.
Langs landevejen, der fører stik nord, kan jeg se en lang serie af lave hesteskoformede volde. Det ligner svagt de rester af kvægfolde, jeg har set andre steder langs Jyllands okseveje, men det er efterladenskaber fra en langt nærmere historisk periode. Under Anden Verdenskrig etablerede tyskerne en flybase to km længere mod nord, Fliegerhorst Vejle, videreført efter krigen som Flyvestation Vandel, indtil forsvaret flyttede aktiviteterne til Karup og lukkede lufthavnen i 2003. I dette hjørne af Randbøl Hede var der flyverskjul, hver hesteskoformet vold rummede et tysk fly, skjult under kamuflagenet.
I dag græsser kvæget på de hensmuldrende, overgroede volde. Bag kvæget kan jeg se Stoltenbjergs hvide sandflader. Stoltenbjerg (88 m) er den højeste klit, den rejser sig 17 meter over den flade hede. Det var min mening at komme deromkring, men den dalende sol og min viden om det stykke vej, jeg skal tilbagelægge, inden jeg står ved mit stoppested, gør det nødvendigt at gå mod nord uden svinkeærinder.
Så jeg følger landevejen frem til den lille landsby Frederikshåb, tager vejen nordpå til landsbyen Randbøl, krydser motortrafikvejen mellem Billund og Vejle. Det var min plan at tage en rutebil fra Gødding, den lille flække ved en gammel mølledam. Vejarbejde og trafikomlægninger gør det imidlertid nødvendigt at gå yderligere et par kilometer, til Ny Nørup. Klokken er over syv, og det er fremskreden skumring. Bussen kommer inden for et minut, efter at jeg er nået frem. Fra sædet i dens oplyste indre er det pludseligt mørk nat udenfor.

Charles C. Mann: 1491 – The Americas before Columbus, 25-65.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s