Frijsenborg Skovene (187)

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Frijsenborg Skovene, 32,7 km (187).
Tirsdag den 24. januar 2017.

Tågen hænger tæt i byens gader, da jeg går ned til busstoppestedet i Thorvaldsensgade, og den viser ikke tegn på at lette tre kvarter senere, da jeg står af ved rutebilstationen i Hammel. Til gengæld er der ingen vind, og temperaturen er pænt over frysepunktet.
I Hammel går jeg gennem byen, indtil jeg når frem til Frijsenborg Skovene, hvor de ligger klods op ad byen. En stor del af disse skove består af nåletræer, men som mange andre skove på godsjord er de ofte afgrænsede af jorddiger og række af gamle ege- eller bøgetræer. Tæt på byen er der løbere, hundeluftere og folk på spadseretur, men så snart jeg krydser Randersvej og kommer på afstand af Hammel, har jeg det hele for mig selv.
Jeg har været i skovene før, men altid som en del af en længere vandretur. I dag vil jeg bruge hele dagen her. Frijsenborgs Skove danner et firkløvermønster med slottet som det centrale nav (vandredag 92). De nordlige og vestlige fløje ligger på bakkerne på begge sider af Granslev Ådal, hvis våde enge og små søer tvinger en længdestribe af åben land gennem skovene i retningen fra vest mod nord.
Ådalen er smal og skåret dybt ned i plateauet, så det kræver en lang nedstigning gennem høj nåleskov, før jeg står på kanten af ådalen. De høje graner forstærker indtrykket af bakkedragene. Åen har skabt søer af blankt vand på engene, to hvide svaner lyser op derude. Tågen hænger lavt over landskabet.
Jeg følger en sti langs skovbrynet og når frem til en dam med sort vand i kanten af skoven. Det er blot få måneder siden, at jeg stod på samme sted, men i dag går jeg på den modsatte side af ådalen. En lille kilde springer frem af en stensætning og løber over skovvejen. Den bærer navnet Marsk Stigs Kilde, fordi et sagn fortæller at de sammensvorne gjorde holdt her efter kongemordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. Som et passende akkompagnement til den dystre historie skriger ravnene ude i ådalen.
Snart står jeg ved Pøt Mølle, en i Østjylland velkendt kro, der tilhører Frijsenborg Gods. En slynget skovvej fører i en stor løkke rundt om kroen. Kroens bagside vender ud mod en opstemmet mølledam med grønt vand, gråænder og en idyllisk havebro.
Tilbage ved engene går jeg videre mod nord, gennem et stort indhegnet område hvor Frijsenborg Gods holder vildsvin. Da jeg var her i oktober, på en løvfaldstur, så jeg masser af spor efter grise uden at se et eneste dyr. I dag håber jeg at have bedre held. Grusvejen løber mod nord, i kanten af engene, klods op ad skoven. Ude på engene er der store pletter af sort jord, hvor mulden er blevet rodet igennem af svinetryner.
Frijsenborg Skovene er private, hvilket vil sige at offentligheden kun har adgang til skovveje og stier. Det betyder også, at disse veje kun er anlagt for at dække behovet for arbejdskørsel. I dag er der således ikke noget sammenhængende sti- og vejnet, som jeg kan følge gennem de skovklædte bakker, hvor vildsvinene holder til i dagtimerne. I stedet kommer jeg derind ved at gå ad de veje og spor, der går som små løkker fra engvejen ind i bakkerne.
Den første løkke leder ind til Pukkeldam, en lille skovsø med sort vand, kantet af gul rørskov, løvtræer på den ene side og graner på den anden. I oktober var der masser af grisespor her, og jeg er da også knapt nået frem til dammen, da jeg hører forskrækkede grynt. Jeg stivner, løfter blikket og ser svinene stå som fastfrosne i det åbne rum mellem nogle træer, hvor der er strøet korn på jorden. Jeg har overrasket dem ved en foderplads. Grisene er halvt skjult mellem stammerne, jeg prøver forsigtigt at komme nærmere, men ved første bevægelse stikker svinene af med mange skingre hvin og efterlader mig med et flygtigt indtryk af tryner, børster og store mørke kroppe i bevægelse.
Jeg går lidt længere ind i skoven, mens vejen hurtigt bliver ringere, udviskes til et skovspor og til sidst helt forsvinder. Der er nåleskov på to bakkesider, adskilt af højt krat på den lave jord i forlængelse af den våde terræn ved dammen. Færten af gris hænger i luften, og jeg kan høre dem derinde i krattet, med den karakteristiske, ligesom spørgende snøften, snorten, et enkelt hvin, tavshed. Jeg står stille, håber de vil vise sig igen, men de er mere tålmodige end mig, så jeg drejer om på hælen og går tilbage til engene.
Lidt længere fremme af engvejen får jeg en ny mulighed for at gøre en afstikker ind i skoven. Skovvejen er i så dårlig stand, at der over lange stræk er smidt et lag af kvas over den for at hjælpe traktorer til at få et bedre vejgreb. Uden laget af kvas ville skovsporet næsten være umuligt at følge. Turen går ind i en snæver kløft, perfekt v-formet. Den ene bakkeside er blevet skovet og står med lav nyplantning, den anden bakkeside har stadigt de høje nåletræer.
Til min overraskelse mødes jeg endnu engang af forskrækkede grisehyl, jeg troede, alle dyrene holdt til ved Pukkeldams foderplads. Et lille flok vildsvin farer ud af den lave nykultur, ind i de høje graner på modsatte bakkeside; gennem den åbne underskov får jeg et flot blik af dem i profil øverst på bakkesiden, og så er de væk.
I den lille dyrehave i Marselisborg Skovene syd for Århus har vildsvinene deres egen indhegning (vandredag 174). Her, bag højt flethegn og elektrisk tråd, lader vildsvinene sig uanfægtet betragte på få meters afstand af tusindvis af skovgæster. I Frijsenborg Skovene styrter de panisk af sted blot ved synet af et enkelt menneske, og det er let at forstå hvorfor: Hochsitze, de små tårne jæger bruger til jagt, står tæt, omhyggeligt markerede med nummererede sedler. Grisene er under regelmæssig beskydning.
Omvendt, så lever de i en indhegning, der er mere end hundrede gange så stor som vildsvinene i den århusianske dyrehave. De har mere end en kvadratkilometer til rådighed, en god del er eng, men det meste er kuperet skov med masser af krat, sumpede områder og andre skjulesteder. Ved alle indgange til området hænger papskilte, der forbyder fodring af grisene, men disse dyr er bestemt ikke håndtamme, og de gør, hvad de kan, for ikke selv at ende på middagsbordet.
Jeg ser ikke flere vildsvin den dag, selv om jeg har endnu en afstikker ind i skoven tilbage, den længste, inden jeg forlader indhegningen. Men deres spor er alle vegne, og der er aldrig langt til en hochsitz.
Jeg krydser ådalen, forlader indhegningen og fortsætter vandringen på den vestlige side af dalen. Af og til hører jeg musvåger, og så, meget gennemtrængende og vedvarende, en ravn. Jeg stopper op og prøver, om jeg kan finde ravnens siddeplads i de øverste grene i et af de få bladløse løvtræer, der står frit ude i ådalen. Så får jeg øje på fuglen, den flyver helt ovre på den anden side af dalen. Styrken af dens gennemtrængende skrig har snydt mig, jeg troede, den var langt tættere på. Senere på dagen ser jeg to ravne flyve tæt sammen, måske har de stået for alle de ravnekald, jeg hører i løbet af dagen.
Jeg følger kanten af ådalen, så langt mod nord som jeg kan, til den lille landsby Vrangstrup. Derefter går jeg tilbage i mit eget spor, indtil jeg kan komme ind på skovveje, der fører gennem baglandet højere oppe ad dalsiden. Det er mest nåleskov af vekslende højde og alder. Jeg går i en zig-zag rute op ad ned ad bakkesider, til kanten af det øvre skovbryn, hvor det dyrkede land begynder, og ind i skoven på ny, indtil jeg er tilbage ved kanten af engene.
En sen eftermiddagssol er kommet frem, så jeg kan nyde morgenens tågede landskab i en mere flatterende belysning. Svaneparret holder til på samme sted som i morges, denne gang passerer jeg dem på tættere hold, da jeg endnu en gang krydser ådalen for at kunne følge skovvejen på den modsatte dalside frem til landevejen mod Randers.
På den anden side af landevejen går jeg et kort stræk over åbent land, indtil jeg kommer ind i en ny fløj af Frijsenborg Skovene, i den absolut øverste del af Granslev Ådal. Der ligger en sø her, noget større end de skovdamme og engsøer jeg har set i dag, men ikke stor nok til at have sit eget navn på kortet. Stor nok til at have sit eget knopsvanepar, naturligvis.
En løber kommer mig i møde, da jeg går videre, og snart møder jeg flere spadserende, cyklister og hundeluftere, jeg er tæt på Hammel. For et par år siden kom jeg denne vej, da jeg gik igennem Frijsenborg Skovenes øst-vest akse.
I det åbne land umiddelbart vest for skovbrynet går en stor jordvold tværs over Granslev Ådal. Det er en lille rest af den gamle jernbane mellem Hammel og Århus – eller rettere sagt en senere forlængelse af banen mod nordvest til Thorsø, hvor den mødte Gjernbanen, en nedlagt jernbane hvis banelegeme i stort omfang består som cykel- og vandresti (vandredag 88 og 89). Ved Århus er et større stykke af Hammelbanen bevaret som Brabrandstien (vandredag 80).
Den gamle banedæmning over Granslev Ådal er indlemmet i en mark og ikke åben for passage. I modsat retning, ind mod Hammel, fører den nedlagte bane som en sti gennem skoven og under adskillige små broer helt ind til hjertet af byen. Inde i byen rager kirketårnet op over den lave bebyggelse og gør det let at finde frem til rutebilstationen i nærheden.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s