Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Århus Å: Solbjerg Sø til DOKK1, 40 km (188).
Tirsdag den 31. januar, 2017.
Jeg tager bybus 20 fra Klostertorv midt i Århus til Solbjerg i den sydlige del af kommunen. Landsbyen lever ikke op til sit navn, dagen er grå og uden det mindste strejf af sol. Alligevel er der hundeluftere og spadserende ved østlige ende af den langstrakte sø, der bærer det formelle navn. Stilling-Solbjerg Sø. Denne ende af søen er kendt som Solbjerg Sø, den fjerne ende af søen er tilsvarende kendt som Stilling Sø, efter landsbyen i den ende af søen, der er en del af Skanderborg Kommune.
Under den forrige regering blev der fremlagt en storstilet forslag om timeforbindelser for togene mellem landets store byer, og et forslag gik på at afkorte banestrækningen mellem Horsens og Århus ved at lade en jernbaneforbindelse gå på en bro tværs over søen. Indtil videre er det ikke blevet til noget. En god del af landskabet er fredet, men det kan der jo ændres ved.
Sidst jeg var her, gik jeg langs sydsiden af søen, med en afstikker gennem Pilbro-dalen og et besøg på Ørnekol (vandredag 81). I dag skal jeg mod nord og nordvest. Planen er, at følge Århus Å fra Solbjerg Sø frem til udløbet i Århus Havn, så godt det lader sig gøre. I grunden har åen sit udspring i Astrup Mose, et par kilometer herfra, men jeg nøjes med de godt tredive kilometer vandløb nedstrøms for Solbjerg Sø.
Det er lidt blæsende, men søens vandoverflade er rolig, afskærmet af bakkerne, og der ligger mange fugle derude, ænder, stor skallesluger, en enkelt skarv. Det er kun muligt at gå et ganske kort stræk langs søen, snart følger jeg landevejen mod Århus op ad bakken, indtil jeg kan komme ind på de små landeveje. Det er åbent landbrugsland, så der er en fin udsigt over søen – og en mere påtrængende oplevelse af blæst og kulde.
Umiddelbart uden for den lille landsby Blegind krydser jeg for første gang Århus Å. Den løber i en lille lavning i terrænet, og broen har et fint rødt gelænder. Ellers er det på alle måder en ganske ydmyg fremtræden, nærmest en spinkel bæk på bunden af en dyb drængrøft. Jeg holder mig til landeveje tættest på åen og kan følge dens position i landskabet, hvor den lejlighedsvist markeres af en enkelt række træer.
Jeg krydser åen for anden gang ved den lille flække Aldrup, der blot er nogle få huse omkring en gammel vandmølle og et nedlagt andelsmejeri. Åen finder ind i sin egen lille ådal, sjældent mere end hundrede meter bred, og med bakkesider der er op til ti meter høje, men oftest under fem. Stadigt blot som en bæk, trækker vandløbet en stribe af fugtigt terræn, kær og eng gennem de dyrkede marker, og løber videre gennem en flaskehals af åbent land mellem Hørning og Kolt, hvor den i hurtig rækkefølge krydses af Den Jyske Længdebane, den gamle hovedvej og motorvejsudfletningerne syd for Århus.
En lokal sti giver mulighed for at gå et kort stykke langs vandløbet, inden jeg må gøre en større omvej for at passere motorvejen og komme ind på de små veje, hvor jeg genfinder åen ved Dørup Mølle, på tærsklen til Jeksendalen, et stort fredet område.
I sin tid har der været op til ni vandmøller langs Århus Å på trods af dens korte løb på omkring toogtredive kilometer. Det skyldes, at åen har et stor fald, mere end halvtreds meter i niveau fra Solbjerg Sø til Århus havn. Til sammenligning har Gudenåen på det længere løb fra punktet umiddelbart efter Tangeværket og frem til Randers Havn et fald på under fem meter.
Jeksendalen er præget af stejle, oftest skovklædte, bakkesider og mindre lysninger. Der er stutterier i dalen, så der er enkelte heste på de enge, der ellers mest er vintertomme. Jeg passerer Bodilmølle og Pindsmølle, inden jeg når frem til Fusvad, hvor Århus Å møder Jeksen Bæk. En god del af vandløbets fald sker i Jeksendalen, hvilket skaber en å med hurtigt løbende vand, en sjælden vandløbstype i Danmark, med dets egen, særligt tilpassede insektfauna. I vintermåneder gør det åen til et yndet overvintringssted for vandstær.
Resten af dagen følger jeg næsten samme rute som sidste dag af min vandretur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 80), et stræk af vandreruten mellem Århus og Silkeborg. Vandet løber rask til, med brusen og hvidt skum. Åen er kantet af en tynd bræmme træer, der er store sten i strømmen og langs bredden. Jeg har øjnene med mig, men kan ikke få øje på en eneste vandstær.
Desværre er dette stykke af dagens rute alt for hurtigt forbi, snart må jeg krydse åen ad en træbro, gå over en mark, og så er jeg ude på landevejen igen, i fladt, åbent land. Med kort afstand ligger de to gamle vandmøller, Tarskov Mølle og Harlev Mølle, i sort og hvidt bindingsværk. På markerne imellem dem huserer en stor flok sorte fugle – råger.
For variationens skyld går jeg omkring Gl. Harlev og Skibby. I Gl. Harlev ligger endnu en stor firlænget gård i sort og hvidt bindingsværk klods op ad kirken. Et gult busskilt viser, at jeg er nået frem til det yderste af det århusianske bybusnet. Skibby er en idyllisk lille landsby ved den vestlige ende af Årslev Engsø, der blev etableret på engene vest for Brabrand Sø.
Der går stier på begge sider af søen. Her på nordsiden er det oven på det gamle dige med en flot udsigt over enge, rørskove, søen og den skovklædte bakkekam på den fjerne side af søen. En stor hvid bygning er særligt fremtrædende ovre i skoven, det er hovedbygningen på Constantinborg Gods. Ligesom med Wilhelmborg Gods er det et medlem af den hollandske købmandsslægt Marselis, der har lagt navn til godset.
På den nordlige side af søen er der en pæn trafik af spadserende, løbere, cyklister og hundeluftere, også søens vandoverflade har godt besøg af ænder, måger, blishøns og så videre. En gammel pumpestation er omdannet til fugletårn med et fint udsyn.
Længere fremme krydser jeg landevejen og kommer ind på Brabrandstien nord for søen af samme navn. Området er en grøn kile ind mod hjertet af Århus, og byens nærhed er øjeblikkeligt føleligt, ikke blot på grund af bygningerne, men også i fuglenes adfærd. Skader, krager, råger og måger, der letter på lang afstand ude i det åbne landskab, ignorerer mennesker her. Tydeligvis er der ingen, der har skudt på dem i generationer.
Egentlig er det først efter udløbet fra Brabrand Sø, at Århus Å har en stor vandføring. I begyndelsen med større sumpområder omkring, men snart snævres den grønne kile tragtformet ind, klemt op mod jernbanen. Brabrandstien løber på den nedlagte Hammelbane, under tre jernbanebroer, og på den sidste kilometer forbi en nybygget klynge ti-etagers boligblokke, frem til Hammelbanens gamle stationsbygning på kanten til Århus midtby.
Normalt ville jeg gå direkte hjem herfra, men i dag har jeg besluttet at gå den sidste halvanden kilometer langs åen frem til udløbet i havnen. Den grå dag skumrer, og byens lys skinner stærkere. Turen går langs Mølleparken, ved det gamle hovedbibliotek, med en flot udsigt til ARoS, forbi caféerne ved åen og frem til DOKK1, det nye hovedbibliotek, genopstået som multimediehus. Renoveringen af åen og havneområdet indbefatter også sluseporte, der kan beskytte midtbyen mod forhøjet vandstand. For øjeblikket står de åbne, den midterste som et stor helle midt i å-løbet. Åen møder det inderste havnebassin med et lavt strømfald foran høje foderstofbygninger. I horisonten rejser Århus Ø’s nybyggeri sig omkring de yderste havnebassiner. Jeg er nået til vejs ende.
Jyske Vandreture 