Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Odder-Århus, 34,4 km (405).
Lørdag den 8. maj 2021.
Rude Havvej hedder den letbanestation i udkanten af Odder, hvor jeg står af. Og det er også halvdelen af planen for dagens vandretur: Ud til havet, dreje til venstre og fortsætte op ad kysten, indtil jeg er tilbage i Århus. Havvej går stik øst, på grænsen mellem parcelhus- og industrikvarterer, indtil den kommer ud på åbent land. Flokke af råger tager for sig af retterne, ikke bare på industrikvarterets plæner, men også på en nysået mark uden for bygrænsen, ganske ugeneret af en drage i rovfuglesilhuet, som en landmand har tøjret til en pæl midt på marken.
Den kølige majmåned fortsætter, men der er dog sol og drivende skyer på himlen. Det er fladt terræn ud mod kysten. Landevejen dykker kort ned i den lille lavning omkring Rævså, der løber den korte vej ud til de frodige enge ved Assedrup vest for Norsminde Fjord (vandredag 300). Hegn og krat står stadig med hvide blomster fra buske og træer. Landsbykirken i Nølev står med rene hvidkalkede mure og røde tegltage, sat op mod blå himmel, en gul rapsmark i baggrunden og et stænk af rødt fra et hejst dannebrog.
Som jeg fortsætter mod øst får jeg et bedre udsyn over dalen omkring Norsminde Fjord. Rapsmarkerne lyser i gult derovre. Snart kommer jeg igennem Rude, en lille landsby med bevarede bindingsværkgårde, dernæst ankommer jeg til Rude Strand, et stort sommerhusområde, et af mange mellem Hou og de sydligste skove ved Århus.
Umiddelbart nord for sommerhusområdet finder jeg en sti, fra en parkeringsplads og ned til stranden. Overgangen er brat, en grøn fælled ender i en fem-seks meter høj skrænt. Heldigvis er der en trappe ned til den smalle stenstrand. Bølgerne har vasket ethvert spor af sand og grus væk. Det ,der er tilbage, er ral, løse, knytnævestore sten, der er et tungt og lumsk underlag at gå i. Der er et par store sten i havstokken, men også tangbede der føjer gule og grønne nuancer til vandoverfladen.
Langt ude på havet rejser en bakkekam sig. Det er Tunø, flankeret af de høje vindmøller på Tunø Knob. I syd ser jeg Tunøfærgen på vej mod Hou.
Jeg giver mig i kast med vandringen mod nord. Den første af mange lystfiskere, jeg passerer denne dag, står nogle meter ude i vandet. Afbarkede og frønnede træstammer ligger på stranden. Et par strandskader letter fra vandkanten. En flok små vadefugle flyver frem og tilbage mellem strand og hav. I flugt over havet kan jeg se dem som hurtige, jagende silhuetter, men så snart de vender tilbage til stranden og slår sig ned, forsvinder de på magisk vis for mine øjne, deres fjerdragt den perfekte kamuflage til stenstranden. Indtil de pludselig letter og igen flyver ud over vandet.
Som jeg kommer frem og runder en lille pynt, begynder en sandstrand at etablere sig. Blot en fod bred i begyndelsen, men som jeg nærmer mig Kysing Næs ved Norsminde vokser den til en halv snes meters bredde.
Her er der adgangsveje til stranden, og jeg benytter lejligheden til at skifte fra sandet til en sti oven for skrænten, der nu ikke er meget mere end en meter høj. Her er der en bred, flad fælled over mod Norsmindes sommerhuse, fuldkomment dækket af gule mælkebøtter.
Jeg følger stien rundt om næsset, hvor der åbner sig en udsigt mod skræntskovene syd for Århus, længere mod nord ses havnen i Århus, og på den anden side af Kalø Vig, Mols Hoveds gule klinter (vandredag 130). Norsminde, i den beskyttede krog inderst ved næsset, er et lille fiskerleje, omdannet til lystbådehavn og udflugtssted. Der er masser af mennesker ved restauranten på havnefronten, en duft af fiskefrikadeller i luften, børnefamilier ved bænkene og lystfiskere omkring slusen, der regulerer vandudstrømningen fra Norsminde Fjord. Norsminde Handelsplads står der med falmet skrift på gavlen af det yderste hus på havnen. Ved indgangen til byens hovedgade ligger den gamle kro, i gult bindingsværk, med byggeåret 1693 prominent placeret. Jeg følger hovedgaden op ad bakken, indtil jeg når landevejen og kan nyde udsigten over den lille Norsminde Fjord. Fjorden blå vand og grønne enge er spærret inde mellem bakkesider med gul raps. Svaner og gravænder ses som hvide pletter, hvor fjordens vandspejl møder engene.
Jeg følger landevejen tilbage, og, på den anden side af broen, søger jeg igen ud til kysten og fortsætter mod nord. Den brede, tørre strandeng nær lystbådehavnen snævrer langsomt ind. Der bliver længere mellem de ophalede joller og kajakker på stranden, men der er stadigt besøgende på stranden og lystfiskere i havstokken. En pæl med en rød og hvid redningskrans markerer også den lange trappe, der fører op til Fløjstrupskovene og grusvejene og stierne oven for skrænten.
Herfra går jeg mod nord gennem nyudsprunget bøgeskov. Især ud mod kysten er stammerne høje, med masser af luft imellem, så jeg hele tiden kan se stranden, hvor vandet har en grøn, gennemsigtig tone nærmest kysten, mens den går over i klar blå farve længere ude på bugten. Anemonerne har toppet, men der er dog stadig mange tilbage, med åbne blomster vendt mod solen. Violette violer breder sig mange steder, et enkelt sted på skrænten er der kodrivere. Det smukke vejr denne lørdag har lokket mange besøgende i skoven, blandt cyklister dominerer par og børnefamilier over mountainbikerne.
Et enormt egetræ markerer Giber Ås udløb i Kattegat. Jeg krydser den rødmalede træbro ved det lille gule fiskerhus og kommer ud på et større åbent område omkring badestranden med dens plæner, parkeringsplads og kiosk. Enkelte modige sjæle tester vandet, men de fleste strandgæster holder sig på land.
Jeg krydser det åbne område og fortsætter gennem bøgeskoven, hele tiden nær skrænten. Der er få grusveje her, det er brede, vel tiltrampede skovstier. Her er der rødmalede rækværk langs kanten af de dybe kløfter der skærer sig ud til kysten, blot en smal bæk på bunden. Træbroer hen over de største kløfter binder stier sammen. Undervejs passerer jeg Ørnereden, et klassisk århusiansk udflugtssted. Den lille klynge rødmalede træhuse har kiosk og madpakkehus, bænke i omhyggeligt opdelte sektioner, afhængigt af om man køber eller selv har medbragt. Heller ikke en skulptur af en ørn mangler. I sin tid (begyndelsen af nittenhundredtallet) var der turbåde fra Århus til dette sted og andre udflugtsegnede anlægspunkter.
Som jeg nærmer mig byen passerer jeg campingpladsen og badeanstalten og når dernæst frem til Varna, et stort hvidt palæ på en udsigtsplads over bugten, også dengang et punkt på turbådenes rute. Neden for Varna ligger en cirkelrund badebro, som er populær blandt besøgende, ikke mindst børn.
Byen ligger udstrakt foran mig, da jeg kommer ud af skoven, tårne og højhuse i silhuet mod horisonten, bugten foran. Der er sejlbåde på vandet, fragtskibe og katamaranfærgen længere ude, vandscootere ganske nær kysten. Jeg krydser den travle Oddervej og går ind i Mindeparken. Hvor de store grønne plæner ender, løfter Marselisborg Slots hvide bygninger sig over parken. I mellemgrunden er der stadig en smule farve tilbage i kronerne på den lille lund af kirsebærtræer, som byen fik foræret af en japansk millionær for en del år siden.
Og så mangler jeg kun de sidste kilometre gennem midtbyen og frem til min egen gadedør.
Eduardo Mendoza: El Rey Recibe, 1-31.
Jyske Vandreture 