Malling-Odder (406).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Malling-Odder, 31,8 km 406).
Søndag den 16. maj 2021.

Himlen over Malling er holdt i grå og blå toner, og det er umuligt at sige, om der falder regn om fem minutter, om en time, eller slet ikke. Solen er helt skjult, og den viser sig først om eftermiddagen, da jeg sidder i letbanetoget, på vej tilbage til Århus.
Uden for bygrænsen fremtræder landskabet i et sløret, gråt skær, som var det røgskyer, lige før de går helt i opløsning. Græsmarker og trækroner står i saftigt grønne farver, men det er rapsmarkernes uregelmæssige gule polygoner, der ganske dominerer landskabet. I det grå lys får deres intense gule farve en næsten elektrisk glød.
Jeg går mod øst, op ad lang, jævn stigning. Malling Bjergevej hedder en af de små krydsende veje. Som jeg krydser bakkekammens højeste punkt, kan jeg hen over grønne og gule marker se Kattegat, få kilometer borte. I den grå dis går havet og himlen næsten i et. I dag skal jeg nu ikke den direkte vej ud til havet, i stedet drejer jeg mod syd, og går ad en mindre landevej gennem Ajstrup og andre små landsbyer, uvægerligt med et par gamle bindingsværkshuse i bykernen.
Og snart står jeg med udsigt over, ikke havet, men fjorden, Norsminde Fjord, klemt inde mellem bakkesider med blomstrende rapsmarker. Dagens vandretur er som et spejlbillede af sidste uges tur, hvor jeg gik fra Odder til Århus, sydøst om fjorden (vandredag 405). I dag kommer jeg fra nordøst og runder Norsminde, det gamle fiskerleje ved fjordens munding. Udløbet fra Norsminde Fjord er reguleret af en sluse, og vandføringen er som en mellemstor å. Det er et populært sted for lystfiskere, ligesom der er en lille lystbådehavn og et par spisesteder.
Bortset fra landevejsbroen over udløbet er der meget lidt offentlig adgang til Norsminde Fjord. Her, ved den sydøstlige ende af fjorden, er der dog en lille undtagelse. En markvej fører ned til diget syd for fjorden, og her kan man gå et lille stykke ad en trampesti oven på diget. Landet her er ganske fladt, hvilket skyldes, at det er inddæmmet land. I sin tid var fjorden, dengang kaldet Kysing Fjord, betydeligt større. Nu er her drængrøfter og afvandingskanaler, dyrket land med raps bag diget. Hvor jeg når frem til diget, går det ganske tæt på den lavvandede fjord. Store sten bryder vandoverfladen, en skarv har slået sig ned på en af dem for at tørre vinger.
Over en kortere strækning breder en flad strandeng sig mellem dige og fjord, med en lang fliget kystlinje. Nær mig er der gravænder og skalleslugere, længere borte kan jeg se svaners hvide prikker fordelt langs den fjerne bred. Trampestien er ikke meget brugt, på kanten til at forsvinde, der er intet slidspor, blot nedtrampet græs, mens nælder, døvnælder og rød tvetand trænger sig på fra begge sider.
Stednavnene Grimsholm og Kalvø har overlevet fra tidligere tider, selv om stederne nu er en del af fastlandet. Digestien ender ved et kreaturhegn, så jeg går tilbage til landevejen, mens jeg nyder udsigten over den flade grønne eng, fjordens smalle blå bånd og de bølgede rapsmarker på den anden side af vandet. En fiskehejre har overtaget skarvens sten, og et par ænder letter skyndsomt, da jeg nærmer mig.
Jeg følger landevejen videre mod syd. Den løfter sig til et plateau en halv snes meter over havniveau. Det er nok til at give en fin udsigt over fjorden og dens omgivelser. En lille flok skotsk højlandskvæg med lange horn og lang pels sørger for lidt liv i forgrunden. I øst ender plateauet i den lave skrænt, jeg husker fra sidste uge.
Jeg skifter fra landevej til strand, også samme sted som sidste uge, denne gang for at gå mod syd. Skrænterne er øverst groet til med krat, under dem er der en skrånende grønsvær og kun den nederste meter er en rå, stejl væg af sandblandet ler. Et kort stykke mod syd begynder et sommerhusområde, der under forskellige navne strækker sig langt mod syd: Rude Strand, Saksild Strand og Dyngby Strand. Og den smalle sandstrand vokser fra en meter til en snes meters bredde. Joller ligger trukket på land med bunden i vejret. Også her er der skalleslugere og ænder på vandet, længere ude arbejder en lille fiskekutter sig frem mod havnen i Hou, mens Tunø kun er en mørkere stribe i den grå dis. I den tynde opskylslinje ligger utallige små døde krabber på et spinkelt lag tang.
Der er store og små huse i sommerhusområdets front mod havet, de største og nyeste højeste på skrænten. Så snart jeg kommer fri af den sammenhængende bebyggelse, er det en anden sag. Små huse ligger to eller tre sammen, gammelt bindingsværk eller hytter i ældre kolonihavestil, formentlig er de oprindeligt blevet brugt af fiskere eller strandjægere. Hytterne er betjent af simple jordveje.
Langt mod syd kan jeg se omridset af den lille havn i Hou. Skråningen mod land taber hurtigt i højde og indgår i en fårefold. Til sidst bliver terrænet ganske fladt. En lille fælled ud mod sandstranden afsøges af en tårnfalk. Jeg har været her før, på en vandretur mellem Odder og Hou (vandredag 304), og nu følger jeg samme vej ind i landet, indtil jeg kan krydse landevejen mellem de to byer og gå ad små veje mod Over Randlev. Jeg ankommer til landsbyen af Blichervej, for digteren tilbragte en del af sit liv her. Kirken er ganske lille, den ligger klods op ad en stor fredet præstegård, velholdt med sort og hvidt bindingsværk.
Et kort stykke vej på den anden side af Randlev når jeg frem til ådalen og skovene syd for Odder (vandredag 299). Ådalens bund er dækket af gammel mose og eng, mens den vestlige bakkeside er bevokset med høj gammel bøgeskov, godsskov. Bøgens lysegrønne løv rækker fra underskoven til de højeste trækroner. Der er stadig anemoner på skovbunden, men også fladstjerne og skovmærker står med små hvide blomsterkroner. Fra skovbrynet kan jeg træde direkte ind i Odders villakvarter, og snart efter er jeg fremme ved letbanestationen.

Eduardo Mendoza: El Rey Recibe, 31-136.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s