Struer-Lemvig (104).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Struer-Lemvig, 36,1 km (104).
Søndag den 21. juni, 2015.

Banegården i Struer er en statelig gul bygning, som det passer sig for et knudepunkt i jernbanenettet, med linjer mod Thisted, Skjern, Herning og Århus. Der holder grønne arrivatog og hvide dsb-tog ved perronerne. Himlen over Struer er overskyet og solløs, et vejrlig der ikke ændrer sig i løbet af dagen.
Jeg går under den hævede banestrækning og ud til havnefronten for at få et kort glimt af Limfjorden, før min vej går ind i landet. Derefter krydser jeg jernbanen mod Thisted og går langs en asfaltsti på sydsiden af Kilen, en afsnøret del af fjorden, dog med en sluse i dæmningen.
Jeg gik den samme rute på min tur Jylland Rundt, men i modsat retning. Kilen har så nogenlunde form som et S, og på vej mod den første kurve skrues terrænet op til høje bakker, der løber langs sydsiden af fjorden. Det er også her, jeg forlader asfaltstien for i stedet at følge en trampesti. Landskabet er et kludetæppe af overdrev, hede, plantage og eng. I baglandet og på den anden side af vandet er der dyrket land med højt grønt korn. Alle vegne er der farverige gule og lilla klynger: blomstrende gyvel og lupin, et tema for resten af dagen, som det viser sig.
Afmærkningen består af falmet rød maling, ujævnt fordelt på markeringspæle og smalle hegnspæle. Trampestien er ikke meget brugt på trods af det storslåede landskab, af og til er den blot en mørk skygge i græsset. Engene afgræsses af kvæg og heste, og deres stier er slidt brede med blotlagt jord. Flere gange tager jeg fejl og følger kvægstier ind i små dale, før jeg indser min fejl og vender om.
Fra bakketoppen er der en fantastisk udsigt over fjorden og dens fugleliv: store flokke af ænder og skarver på vandet, små flokke af svaner i hjørnerne af fjorden, fiskehejrer i luften. På den anden side af fjorden kan jeg med min kikkert se snesevis af hejrer sidde i det øverste kronelag af en skov, en sjældent stor koloni.
Det sidste stræk hen imod landevejen er præget af fugtigere terræn på skråningerne, en klynge gøgeurter omgiver et gangbræt og længere fremme holder en flok køer siesta på bakkesidens terrasser. Nogle få hundrede meter gennem en plantage, og jeg kan gå mod vest ad landevejen.
Vest for Kilen ligger en hedebakke. Sydvest herfor ligger den massive Klosterhede Plantage, en arm af den, kaldet Hornet, rækker ud efter bakken, som den halvt omfatter og nærmest synes at vise den frem for besøgende.
Jeg følger kanten af lyngbakken op til det plateau som plantagen ligger på. Nåletræerne står høje lige fra første øjeblik. Træerne her har aldrig været en del af oprindelig naturskov, plantagen er opstået som statsdrevet tilplantning af hedeareal fra 1874 og fremefter. Det ses tydeligt på de lange lige grusveje, der inddeler skoven i rektangler og polygoner. De høje nåletræer står med mørk og åben underskov, kun ud mod grusvejenes lysskakter er der grønt tapet af nålebærende grene fra top til tå.
Her og der er stabler af kævler, blomstrende gyvel, jorddiger eller gravhøje, lange brandbælter med grønt græs. høje skydestole til jægere.
Den monotone landskab brydes først dybest inde i plantagen. Flynder Å systemet trækker fingre igennem plantagen i form af bække og små åer. De har skabt de lavest mulige dale langs vandløbene og på visse steder er der små søer. Umiddelbart efter de første søer åbner landskabet sig i en stor hedeflade med en forsænket å løbende igennem. Ved en grusvej ude på den åbne hede holder fem-seks biler parkeret, flere af dem med hestetrailere efterspændt. Flere steder i terrænet ser jeg små grupper af ryttere. En enligt rødt transformatortårn har givet navn til Tårnsøen her.
Jeg går over heden og gør en omvej for at bestige Fladhøj, en bred, lav gravhøj, hvorfra der er en vid udsigt over plantage, ådal og hede. Dernæst går jeg i kanten af plantagen, der her grænser op til en bred finger af kær og mose, meget af det dækket af lav pilebevoksning, skabt af en smal å.
Efter en kortere vandring gennem ældre nåleskov når jeg frem til et vejkryds, hvor der ligger et hus med det sigende navn Femvejshus. Herfra følger jeg en velholdt grusvej mod sydvest; den fører forbi endnu et stort stykke hede, denne gang med en å, Risbæk, i kanten, nær plantagens skovbryn. Der hænger en stærk fært af kvæg i luften, og kort efter støder jeg da også på småflokke af køer og kalve på den indhegnede hede på begge sider af vejen. Jeg runder et hjørne, og i den næste fold deles nogle få får og geder om græsset. De holder sig i hver sin lille flok. Kort før jeg når landevejen mod Holstebro kommer jeg forbi et par heste på grøn eng nær åen, et flammende gult skovbryn med gyvel i baggrunden.
Jeg følger landevejen et par hundrede meter mod nordvest og går så ind i plantagen igen. I begyndelsen næsten samme vej jeg kom, blot langs vej og sti i kanten af plantagen, med vid udsigt over det samme hedestykke, denne gang med å og kær i forgrunden.
Åen brydes op i en kæde af småsøer med sort vand og hvid kæruld. Den trampesti, jeg følger slår en bue mod nordvest, indtil jeg igen lander i netværket af lange lige grusveje. De næste tre kilometer følger jeg den samme snorlige grusvej stik nord. På en åben flade blandt de høje nåletræer er et område på flere hundrede kvadratmeter dækket af blomstrende gyvel, næsten som om de blev dyrket. Et andet sted står knækkede stammer fra et stormfald tilbage, området er hegnet ind til ny opvækst.
Åbent terræn åbner sig vest for vejen; Under Anden Verdenskrig havde tyskerne en flyveplads her, og der er stadig en lille græsbane på en del af området. Jeg forlader plantagen i dens nordvestlige hjørne, via den gamle landevej. Herfra er der udsigt til et par af de gamle bunkere. Vejen fører igennem et mindre industriområde, hvis sideveje er opkaldt efter planeter. Der er en Neptunvej, en Jupitervej, og en Plutovej, der meget passende også huser et hundetræningsanlæg.
Jeg når landevejen mellem Ringkøbing og Lemvig. Herfra er der fire kilometer til Lemvig, men så får man også en tur til Rom. Rom er nu ikke meget mere end en benzinstation på østsiden af vejen og en kirke på vestsiden.
Nordøst for Klosterhede Plantage er der en lidt større lille landsby ved navn Paris. Jeg tog bussen derfra på min tur Jylland Rundt. Og efter at være steget ind i bussen til Struer ved banegården i Lemvig får jeg endnu en tur gennem Paris, inden bussen kører over dæmningen mellem Kilen og Struer Bugt og ind til den gule banegård.

Age of the Assassins, 115-234.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s