Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
… i Rold Skov.
Støvring-Skørping, 32,5 km (103).
Søndag den 14. juni 2015.
I vinters gik jeg fire vandreture i Rold Skov, og i dag er jeg vendt tilbage for også at se landskabet i sommerdragt. Det er solskin og drivende skyer, men også så blæsende at det kræver vindjakke hele dagen. Mit udgangspunkt er nyt: stationen i Støvring, lige nord for Rold Skov. Før jeg kan træde ind i den store skov igen, vil jeg tage en større omvej omkring den lille skov, Skindbjerglund, især kendt for sin egeskov. Det betyder en tur gennem ådalen langs Lindenborg Å. Åen har sit udspring syd for Rold Skov, løber gennem den vestlige del af skoven, og derefter i en stor bue, mere eller mindre gennem åbent landskab, mod nordøst og videre ud mod Limfjorden. Min vandring går fra stationen, mod øst, ud i let kuperet landskab, præget af grønne marker og tætte felter af gule blomster. Markernes folde rummer især heste, der tager sig smukt ud mod al sommerens frodighed. Jeg følger en lokal cykelrute, foran mig rager en bakkeknold med bratte skråninger op. Den består af kalk, kaldes Storbjerg, og der viser sig at være mulighed for at gå syd om den, gennem en låge og gennem en fårefold, fuld af forårslam og deres mødre. Tilbage på landevejen overser jeg en rutemarkering, men får i stedet fornøjelsen af at komme op på et bakkeplateau med vid udsigt over landskabet. Jeg drejer om og finder tilbage til min rute. Det viser sig, at den cykelrute, jeg følger, på dette stræk også udgør en del af Hærvejscykelruten. Hærvejen er jo blevet forlænget fra Viborg til Vendsyssel. Langs disse kilometer forløber den ad en overgroet grusvej, der hurtigt fører frem til en bro over Lindenborg Å, med græsklædte skrænter på den nordlige side af åen, brede kær og en blidere stigning på sydsiden. I det bakkede terræn veksler mindre skovstykker med græsland. Der er taget høslæt mange steder, og de tomme marker lyser i den karakteristiske gulgrønne fra den blotlagde bund af græsmarkerne. Fra toppen af bakkerne har jeg en flot udsigt tilbage mod Skørping – og en flok sortnæsede får på den nærmeste mark. Grusvejen støder til en smal landevej, som jeg følger i en vid bue, indtil en ny grusvej går fra og fører ind til Skindbjerglund. Jeg kaster et sidste blik ud over ådalen, inden jeg dykker ind i skoven. Ifølge Naturstyrelsen bebos skoven af et til to par ravne, men desværre hverken ser eller hører jeg dem. Egetræerne, derimod, løber jo ikke fra pladsen, så jeg nyder synet af dem. Skoven ligger på en skråning, der hælder mod nord, ned mod Lindenborg Å, og den statsejede del indbefatter også noget overdrev og enge, hvorfra jeg kan nyde udsigten over åen og landskabet på den anden side. Et sted kryber store vinbjergsnegle over vejen og op ad hegnspæle. De er ikke i nogen fare fra min side – jeg påskønner dem bedst uden brug af gaffel. Efter rundturen i skoven følger jeg landevejen tilbage og går dernæst videre til Gammel Skørping. Herfra fører Kirkevejen til Rold Skov. Af uransagelige grunde er Den Jyske Længdebanes to spor tvunget fra hinanden over en lang stræking i en bredde på mere end 500 meter; i lommen mellem de to spor kommer jeg forbi en landmand, der er i færd med at slå græs til hø på en bakket mark. Luften er mættet med den markante duft af friskt slået græs. I skovbrynet af Rold Skov findes et af områdets mange fortidslevn, en lille stenstue. Et stykke længere mod nord, ved en parkeringsplads, drejer jeg ind i skoven og følger en sti langs toppen af det skovklædte højdedrag. Hvor den stiger ned ad skråningen, er der et stort indhegnet område, der beskytter et af Danmarks eneste voksesteder for fruesko, den største orkide her til lands. Orkideen blomstrer omkring første juni, så jeg stirrer forventningsfuldt ind i indhegningen, men alt, hvad jeg ser, er store flader af liljekonvaller. Et par steder åbner der sig indhegnede gange ind i det større areal, og omsider lykkedes det mig at få øje på et par blomsterstande med fruesko. Jeg er langt inde skoven nu, på steder jeg også besøgte i vinters. Især hvor de høje løvtræer nu bærer blade, er det en ganske anderledes oplevelse. På min vej mod Gravlev Ådal passerer jeg endnu engang et stykke “troldeskov”, bøgetræer med slyngede stammer fra samme rod, opstået efter genvækst fra skovhugst. Ved lysningen, hvor bøgeskoven møder den flade ådal, er der et tydeligt spor efter hulveje, et par meter dybt. Heste græsser for foden af en græsklædt bakke, der har fundet plads mellem to arme af skoven på den stejle skråning. For anden gang denne dag krydser jeg Lindenborg Å og går langs kanten af ådalen mod syd ad samme rute, jeg fulgte mod nord i vinters. Den brede eng er grøn og blomstrende, med græssende kvæg. Der er gæs og ænder på engene og søen, måger og svaler i luften, men langt færre fugle end i vinters. En stor flok svaner holder til i et hjørne af søen. Gravlev Sø er blevet etableret i forbindelse med et naturgenoprettelsesprojekt. I samme omgang har man også genetableret slyngede løb for Gravlev og Egebæk kildebække. Begge vandløb var tidligere brugt som vandforsyning til dambrug, der er blevet opkøbt og nedlagt. Kildernes udspring er nu kildedamme, men i modsætning til Store Blåkildes dam er de jo altså et kunstprodukt. På min vej sydpå langs kanten af ådalen gør jeg afstikkere til de to kildedamme: de har klart og koldt vand, jeg kan se den riflede sandbund tæt på og et grønt genskær af sand i den fjerneste del af den dybe dam ved Gravlev Bæk. Et utal af svaler fanger insekter over dammenes vandoverflader. På den anden side af dalen hæver Rebild Bakker sig. På min side deler rødbrunt og sort kvæg engene med et flor af gule blomster. Vejkanten huser klynger af lyserøde tjærenelliker og blå lupiner. Jeg ved, hvor jeg skal dreje af for at krydse ådalen, men jeg går alligevel for langt og må gå tilbage: stien er nu den smallest tænkelige passage gennem et krat af høje skræppeblade. På vejen over ådalen krydser jeg først Lindenborg Å over en bro og dernæst Kovad Bæk via en serie trædesten. Jeg står nu for foden af Rebild Bakker, og som det sig hør og bør på en hede varetages græsningen her af får og lam. Der er en lang stejl bakke op mod Rebild by, med en sti inde på hedearealet. Heden er brun – endnu ikke i blomst, og på bakkesiden overfor er lyngen skrællet væk. Også her er der rester af en dyb nedskåret hulvej. Rebild er en lille by på toppen af en høj bakke, midt i en tunge af åbent land der skyder sig ind i skoven. Det tager ikke lang tid at gå igennem den, og på den anden side af husene lukker skoven sig igen. Kort efter kommer jeg endnu en gang til Skørping og går den velkendte vej til stationen med det klassiske vandtårn og den høje trappe over sporene.
Age of the Assassins, 33-114.
Jyske Vandreture 