Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Nørre Nebel-Skjern, 37,2 km (102).
Mandag den 7. juni, 2015.
Sidste etape af min tur rundt om Ringkøbing Fjord. Og ikke det bedste vejr til det: overskyet hele dagen, ikke meget regn, men hele tiden med en fornemmelse af at en heftig skylle kunne falde når som helst.
Efter de fire timers togrejse er klokken af tolv, da jeg står på perronen i Nørre Nebel og begynder min vandring gennem det flade landskab mod nord. Jeg når sydkanten af fjorden ved Bork. Efter en sommerhus koloni ligger der et vikingetidsmuseum, Bork Vikingehavn, og dernæst når jeg frem til Bork Havn, der er ganske turistpræget, og naturligvis også kan fremvise de tyske kite surfere, der denne dag synes at overgå mågernes antal i forholdet 2:1. Vejret er også til det, hård pålandsvind ude fra vest, samtidig med den begrænsede bølgegang på fjorden, hvor surferne pløjer hvide furer af skum.
For en par år siden blev der etableret en ny cykelsti langs fjorden mellem Bork og Skjern Enge. Den udgør en del af Fjorden Rundt ruten, som jeg følger nord på, en smal grusvej, indimellem med korte stræk af almindelig grusvej.
Mod øst på, på indlandssiden, er der store, flade marker. Et høslæt er i gang på en mark, der er stor som en slette, traktoren ser lille ud i sammenligning med en serie høje vindmøller. Her og der går stien langs et læbælte, mod fjordsiden er der rørskov og af og til få meter kort sandstrand, ofte med en optrukket jolle på stranden. En bred afvandingskanal udgør en lille beskyttet havn for små både.
Jeg kommer forbi Hemmet Strand og Skaven Strand. Sommerhusområder med campingplads. Indimellem er der lidt plantage og en smule klithede med nåletræer. Kite surferne færdes i stimer her, iblandet brætsurfere.
I fjorden nord for Skaven Strand ligger den lille ø Høje Sande. Den huser en koloni af skestorke. Den stride blæst har øjensynligt frataget dem lysten til at gå på vingerrne, men i læsiden af øen kan jeg se en række af de hvide fugle stå i vandkanten.
På den anden side af et stykke firkantet plantage åbner de brede enge sig, en fåreflok græsser ud mod horisonten, hvor surfernes skærme stadigt hæver sig højt over det flade land. En bro fører over en afvandingskanal, og Skjern Enge begynder for alvor med småsøer, afsnørede stykker af åen, rørskove og ænder, gæs og svaner i luften, på vandet og græsset. En skestork kommer flyvende i lige linje mod kolonien ude i fjorden, let at skelne i flugten fra fiskehejrerne. Lidt længere henne græsser en lille flok heste op ad diget. De lader sig ikke anfægte af, at jeg går forbi over deres hoveder.
Jeg forlader den indhegnede fold, hvor stien møder et par almindelige grusveje. Her ender den private del af Skjern Enge, og jeg kommer ind på det store offentlige areal. Herfra skal jeg i mere eller mindre linje over til Pumpestation Nord, som jeg også kom forbi, da jeg påbegyndte min vandring Ringkøbing Fjord rundt. Der er få hundrede meter derover, men undervejs skal jeg forcere de to brede arme, som Skjern Å er delt i på dette sted i deltaet: Sydløbet og Hovedløbet. Heldigvis har Naturstyrelsen etableret to små trækfærger til det formål.
Da jeg når frem til Sydløbet bred finder jeg også en fortøjet transportfærge til husdyr. I favntaget mellem åens to løb ligger deltaets største ø, Kalvholm. På denne ø er der udsat en flok vilde heste af Exmoor-racen til afgræsning og naturpleje. Jeg kan se dem græsse i holmens østende, med kirken på Lønborg Borgbanke i baggrunden.
Den første trækfærge ligger heldigvis på min side af bredden, den er beregnet til at kunne transportere en halv snes personer af gangen, med eller uden cykler, og det er ganske tungt arbejde at hive den over åen ene mand, jeg er nødt til at stemme foden imod siden af den store skotøjsæske for at sætte bevægelse i gang.
På den anden side åen, på Kalvholm, er der fangfolde til hestene og aftryk af hestehove i jorden. Jeg går det korte stræk over holmen til den anden trækfærge, der også ligger på min side af åen. Pålandsvinden er følelig hen over den brede åen, og den firkantede kasse slingrer sig vej over vandet og vil kun blive liggende på bredden, da jeg smækker den tunge portlåge ned på jorden. Pumpestationen ligger et par hundrede meter fra bredden, en lang linje af gule gyvel langs diget fører ind i landet.
Jeg kom ad den vej for tre vandredage siden, men i dag vil jeg følge en anden vej til Skjern. Efter en kort spisepause i læ for vinden, ved foden af pumpestationens lille tårn, går jeg tilbage til åen for at følge en trampesti på nordsiden af åen ind i landet. På dette stræk er engene ikke massivt oversvømmede, og brinken langs den reetablerede ås slyngninger er så nogenlunde tør. Jeg ser svaner og ænder på engene, og ved to lejligheder går fiskehejrer på vingerne så at sige for fødderne af mig, så jeg får en anderledes oplevelse af deres størrelse og vingefang. Nær åen er der bræmmer af lyserød trævlekrone.
Jeg når det punkt, hvor åen deler sig i de to løb, markeret af en svanerede, og en kort strækning løber åen som ét løb, bredt og mægtigt, men snart spaltes det opstrøms i to nye løb. Kirken ved Lønborg kommer stadigt nærmere. Ud af øjenkrogen ser jeg en stor hvid fugl lande på engen. Jeg tøver, måske var det blot en måge, men så finder jeg alligevel kikkerten frem. Først fokuserer jeg på et par svajende svanehalse, men så ser jeg den: en skestork, let genkendelig på nakkens fjertjavs og det kraftige næb med skehovedet. Jeg betragter den fouragere i adskillige minutter.
Omsider når jeg frem til landevejen, følger den mod syd og bestiger Lønborg Borgbanke, nu om dage blot bevogtet af sindige køer. Udsigten er fantastisk, indtrykket af det vidt udstrakte delta er langt stærkere, end når man går langs åen. For foden af bakkeknolden slynger åen sig mod øst og vest, store engflader over mod Skjern er oversvømmede. Et kort øjeblik titter en solstråle igennem skyerne, og alt det grønne og blå begynder at tage intensere farver, men så lukkes skydækket igen.
Jeg går langs kirkegårdens stengærde, videre langs grusveje, indtil jeg når landevejen mod øst. Herfra kan jeg over et lang stræk nyde udsigten over deltaet, indtil jeg drejer ned ad den grusvej mod nord, der fører frem til den sydlige pumpestation, hvor en vej langs diget går mod øst, mens åen slår et par store sving. Syd for diget, på store marker, boltrer talrige viber sig. En lille bro fører over Tarm Bybæk, der er noget bredere end en vanlig bæk og udrustet med et grødefang.
Brede grusveje fører over de flade marker, og dernæst parallelt med landevejen og banedæmningen i retning mod Skjern. Et grønt arrivatog kører ind fra Varde, og en fisker trasker over vejen med en lang fiskestang i hånden. Jeg krydser den Sydlige Parallelkanal og kommer dernæst til at følge hovedløbet i et sving frem til Kong Hans Bro, den store træbro over åen. På engene græsser kvæg og svaner sammen i al fredsommelighed. Jeg går over træbroen og ind mod byen.
Min tur gennem byen går i ilmarch, og jeg når toget til Århus med afgang 19:13 med fulde fem minutter i overskud. Toget kører tværs over Jylland, gennem et landskab der ser stadig vådere ud. Den regn, jeg blev sparet for.
Blood & Rage, 427-517.
Michael Newton: Age of the Assassins, i-xvii, 1-32.
Jyske Vandreture 