Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Tinnet Krat & Rørbæk Sø, 26 km (172).
Tirsdag den 13. september 2016.
Chaufføren på rutebilen mellem Silkeborg og Vejle forsøger at sætte mig af ved stoppestedet for statsfængslet syd for Nørre Snede, men jeg får overtalt ham til at tage mig med et stop længere. Det er en smuk dag med høj sol fra en blå himmel, mere en sommerdag end en efterårsdag. Senere på dagen tager jeg bussen tilbage til Silkeborg fra det selv samme stoppested, og som vi kører forbi badeanstalten i sydenden af Almind Sø kan jeg er, at parkeringspladserne er tæt pakkede med biler, landevejen er kantet af lange linjer af parkerede biler i begge sider, og søens badebro er et mylder af badegæster.
Det meste af dagen har jeg derimod terrænet for mig selv. Jeg begynder med at gå ad grusvejen, hvor majsmarkerne hurtigt viger for plantage. Snart kommer jeg ind på det stykke af Hærvejen, som jeg gik i juni. To rådyr stikker hovederne op over afgrøderne og forsvinder hurtigt. En smal sti fører gennem en slugt, hvor Dybdal Bæk løber på bunden.
I begyndelsen er det en trampesti over en smal græsslette med spredte tuer af blomstrende hedelyng. Stien fortsætter øverst på kanten af en høj, skovklædt skrænt, den ene side af en snæver ådal. Længere fremme åbner egekrattet sig til overdrev med spredte træer. Oppe fra kanten af bakken er der en fantastisk udsigt over grønne bakkesider og eng, klemt inde mellem to fløje af skov, centralt fremme Rørbæk Søs blå flade.
Jeg når frem til en grusvej, der fører ned mod det åbne område omkring bækken. En sort ko står ubevægelig under en halvstor eg, den udyrkede jord på den anden side er delt mellem krat, højt græs og lyng. Her, ved den østlige ende af Rørbæk Sø, er der mulighed for et langt kig i søens længderetning. Søen er helt indesluttet af skovklædte bakker, med et parti af overdrev og hede på nordsiden.
En lille bæk løber ud i søen, det er Skjern Å i dens tidligste fase. Terrænet er sumpet, og mountainbikere har kørt stien til søle i flere meters bredde. Heldigvis er der et par lange plankebroer. Her og der er enkelte brædder knækket præcist på midten, hvad der virker voldsomt selv for mountainbikerne. Efterladte hestepærer afslører den egentligt skyldige.
Fra søens sydøstlige hjørne går jeg mod syd ad en skovvej, der løber for foden af høje graner. Der er et net af afmærkede vandreruter i dette område, og jeg skifter fra blå til gul rute. Et rådyr kigger op fra et sumpet område med høje vækster, stirrer på mig en rum tid, før det fortrækker med højlydt mishag.
Jeg har været i dette område flere gange i de sidste år, i vinterskumring på min vej Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 73), som udgangspunkt for en tur langs Skjern Å og rundt om Ringkøbing Fjord først i maj sidste år (vandredag 94), og jeg var her først på sommeren i år, på en regnfuld dag, som en del af min tur på Hærvejen (vandredag 158).
Dette er den første gang, jeg er her i september, og snart står jeg ved det, jeg især er vendt tilbage for at se: bakkerne med blomstrende hedelyng nær vandskellet mellem Gudenåen og Skjern Å. Der er en låge ind til den fold, der hegner bakkerne inde, og en stiplet linje hen over Naturstyrelsens kort hævder, at der også er et stiforløb, men jeg kan nu ikke få øje på det. I stedet går jeg ad de veksler fårene har skabt. I begyndelsen er lyngen kun spredte pletter mellem græsset, men længere fremme smelter den sammen til en flot flade, med tydelige spor af oldtidsagre.
Fårene græsser i spredte fægtning over hele heden, halvstore lam fra i år imellem dem. Det er en varm dag, og nogle af fårene har søgt skygge under hedens fåtallige egetræer. Skjern Å løber som en bæk over dalbunden, der på modsatte side er grønt overdrev.
Hegnet er højt, men heldigvis ved jeg, hvor lågen i denne fjerne ende af folden er, og så er jeg tilbage på den grusvej, jeg gik ad i juni som en del af turen på Hærvejen. Dengang var det en regnfuld dag, så denne septemberdag føles som den sommerdag, det burde have været.
Jeg følger Hærvejen et kort stykke mod syd, indtil jeg drejer fra ad en anden grusvej, der fører mig frem til endnu en afmærket gul rute, denne gang gennem Tinnet Krat. Det er et stort egekrat, et af flere i området. Jeg går godt et par kilometer gennem krattet, hvor skovbunden under de krogede egetræer er dækket af et enormt sammenhængende tæppe af blåbær. Kun et par enkelte bregnekrat står imod, til gengæld vokser blåbærrisene fra ankelhøjt til midt på låret på solrige steder. Hvad enten det er årstiden eller flittige bærsamlere, så står buskene tomme tilbage, kun et par enkelte steder lykkes det mig at finde en smule bær.
Stien fører frem til en grusvej og et stort åbent område omsluttet af skov. Her foregår der genoprettelse af overdrev, hvad der jo betyder afgræsning. Der er kvæg i foldene, et sted blot et par køer der tygger drøv i solen, længere fremme en større flok under skyggede træer. En smuk flok heste i brune og hvide farver har deres egen fold.
Grusvejen fører tilbage til mit udgangspunkt for rundturen i krattet, og jeg går et kort stykke tilbage ad Hærvejen, indtil jeg tager en rød rute hen over et andet overdrev. Denne gang er det på bakken over for lyngbakkerne. Jeg kan tydeligt se fårene græsse derovre, men den lilla tone fra hedelyngens blomster slår ikke igennem på så lang afstand, i stedet ser det brunt ud.
Jeg krydser endnu engang Skjern Å og går et stykke i mit eget spor, indtil jeg kan følge en ny rute gennem skoven. Den når for et kort øjeblik ud til engen øst for Rørbæk Sø, hvor sort kvæg græsser i skyggen, så kravler den op ad den stejle skrænt gennem egekrat, indtil den støder til den sti, jeg gik på for et par timer siden. Og som egekrattet åbner sig, giver det mig endnu engang mulighed for at nyde den storslåede udsigt over Rørbæk Sø.
Der skal jeg hen. Sidste år gik jeg langs sydsiden af søen, i dag begynder jeg min rundtur på søens nordside. Nordøst for søen, klemt inde mellem skov og vand er der store stykker med hede og overdrev. Ved grusvejen, hvor hede møder plantage står en mindesten for “Yvonne”. Yvonne var kodenavnet for det nedkastningssted, der var her under Anden Verdenskrig. Der står flere af den slags mindesten rundt omkring i Jyllands mere utilgængelige egne (vandredage 82, 117, 139).
En god del af den afmærkede rute (gul) på nordsiden af søen går gennem plantage, men på et stræk kommer jeg til at gå i kanten af den åbne hede ud mod søens blå. I begyndelsen udgør heden et tæt tæppe, men snart gennembrydes det af græs og egekrat. Lyngens blomstring er nok ved at have toppet, store dele af hedelyngen er falmet til en gammelrosa nuance. Især i kanten af plantagen og langs grusvejen kan man se totter af falmet lyng stå i skarp kontrast til andre totter, der endnu har den intense lilla kulør.
Grusvejen og den gule rute ender i plantagen ved søens nordvestlige hjørne. Jeg følger en smal landevej ned ad bakken, forbi et sommerhusområde, frem til Vestermølle, som jeg husker fra min tur syd om søen. Den gamle mølle ligger ud til søen, mod et offentligt område med velholdt plæne og borde og bænke. I et lille rum i møllen, uden betjening, kan man købe forfriskninger. Jeg tager en is fra fryseren og lægger pligtskyldigst mine penge i den boks, der er sat frem. Der er også en lille put-and-take sø udenfor, så man kan også vælge mellem et lille udvalg af fiskegrej.
Efter at have spist min is i solen er jeg klar til at begynde på turen langs sydsiden af søen. I begyndelsen er der et ganske pudsigt ruteforløb (og endnu engang en gul rute). Umiddelbart sydvest for Rørbæk Sø ligger Lillesø. Over flere hundrede meter er den kun adskilt fra Skjern Å af en spinkel dæmning. Stien går over dæmningen og rammer Fårebanke, nærmest en bakkekam, der ligges som en halvø mellem Rørbæk Sø og Lillesø. Den første bakketop er delt mellem overdrev, enekrat og lyng, og åben nok til at byde på glimrende udsigt hele vejen rundt. Den næste bakketop er lang og smal og dækket af enekrat, den rejser sig som en svineryg dækket af børster.
Jeg følger stien langs toppen af bakken og kigger ned i tæt underskov, pludselig bliver min opmærksomhed fanget af bevægelse fra flere større dyr helt nede i vandkanten og kun tydelig mod søens baggrund. Jeg tror først, at det er hjorte, brun tæt pels, let tråd, indtil jeg får set nærmere på hornene, der er mærkeligt krumme og gedeagtige. Mens jeg følger to-tre dyr med øjnene, studser jeg over et par underlige strukturer i skovbunden, der pludselig falder på plads i min hjerne: to muflonvæddere med smukt svungne horn.
Jeg nyder synet af de smukke dyr, som jeg forgæves håbede at få at se på min tur til Æbelø (vandretur 109) og tænker kort tilbage: Jeg kom igennem en slags låge, da jeg kom fra dæmningen over til halvøens første bakke, der var også opslag, med små bogstaver, ingen udråbstegn, og der var afføring, små sorte piller, fra får på vej op ad bakken. Ikke fordi dyrene virker truende, de hviler i underskoven og gider ikke engang rejse sig op, men når der er væddere med horn så store som trillebørshjul i folden, vil man jo godt vide det.
Få hundrede meter længere fremme kommer jeg ud af folden, og denne gang standser jeg op for at studere hvert eneste opslag, ikke et ord om mufloner. Nå, men sådan kan man jo også gøre det. Og i princippet er det jo blot får…
Efter halvøen fører stien op ad de stejle skrænter langs søen, slår et slag ind omkring et lille hedestykke og fører så ud til søen igen, til et af de smukkeste stræk omkring Rørbæk Sø.
Man går højt i terrænet, oftest med uhindret udsyn over søen og området med hede og overdrev på modsatte søbred. Plantagens høje graner danner flotte skovbryn på begge sider af søen. Med det blotte øje kan jeg se hvide svaner på den blå vandoverflade. Og så falder stien langsomt ned mod det fugtige terræn øst for søen, jeg går igen over plankebroerne med de knækkede brædder, krydser den uanseelige skovbæk, der er Skjern Å, og tager hul på de sidste kilometer ud til landevejen.
Det er samme stoppested som om morgenen, øde landevej, men heldigt placeret på busruten mellem to store jyske byer, så der er to rutebiler i timen, hver sin vej. Bilerne passerer i tæt strøm på den travle landevej, mens jeg venter i solen med min bog i hånden, indtil den første bus kommer: den mod Silkeborg.
Timothy Snyder: Bloodlands, 170-220.
Jyske Vandreture 