Grenå-Bønnerup Strand (171).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Grenå-Bønnerup Strand, 28,8 km (171).
Tirsdag den 7. september 2016.

Jernbanen mellem Århus og Grenå er lukket det næste år, mens den omlægges til letbane, så jeg tager en bus til Grenå. Det er en varm dag med højt solskin og blå himmel. Så snart jeg er kommet uden for bygrænsen bliver den blå himmel sat i smuk kontrast til store gule stubmarker. Enkelte steder er der ikke blot blevet høstet, landmanden har også nået at harve.
Jeg går nordpå gennem de små landsbyer Åstrup og Hammelev, åbent landbrugsland, let bølgende. Snart efter svinger jeg mod øst, ud mod kysten, og kan snart se havet som en blå linje over stubmarkerne. Hvor jeg når ud til kysten nord for Fornæs, er der et langt fladt fald ud til vandet, det er hvid grusstrand med lange bælter af brunt tang, længere inde grønne linjer af strandarve. Mågerne ligger tæt ude på vandet, ryler og stenvendere piler rundt over strandkantens tangdynger.
I nord hæver de hvide klinter sig. Jeg var her i november sidste år (vandredag 126), på en tur langs kysten fra Bønnerup til Grenå. Det var en sen efterårsdag med svindende lys, hvor jeg gik ad en trampesti på toppen af klinten. I dag er jeg tilbage for at gå turen for foden af klinterne, denne gang fra syd til nord.
Det er hvid kalkklint, op til sytten meter høj og lodret nogle steder. I alt er det en strækning på fem kilometer, kun afbrudt af en lavning, der adskiller den lange Sangstrup Klint i syd fra den kortere Karlby Klint i nord. Da jeg gik her i november, så jeg en infotavle, der hævdede, at det er muligt ved ebbe at gå tørskoet langs foden af Sangstrup Klint. Siden da har jeg ventet på den rette kombination af sommersol og lavvande.
Grenå er jo ikke vadehavet, så svingninger i havvandsstand er begrænsede, i forhold til normalvandstandslinjen maksimalt plus/minus tyve centimeter. I det tidsrum jeg går langs kysten svinger vandstanden fra minus 12 cm til nul.
Fra det flade land ved stranden stiger klinten hurtigt op til at blive en halv snes meter høj og lodret. Grusstranden bliver hurtigt smal, vanskeligt at gå på i sig selv, værre hvor jeg er nødt til at gå over glatte dynge af rådnende tang. Jeg passerer det indtørrede skelet af et lille marsvin, rygsøjlens hvivler stivnede i en kraftfuld bue. Landskabet er reduceret til tre farver, det blå hav, tanglinjens brune, og det hvide på kalkklinterne og mågernes fjer.
Jeg har ikke gået længe, før infotavlen ganske som ventet, står tilbage som løgner. Stranden svinder bort her og der, og over flere korte stræk på 50-100 meter må jeg vade gennem havvand, der når mig til midt på skinnebenet. Jeg støtter mig til klintens lodrette væg med den ene hånd og afprøver havbundens underlag med stokken i den anden hånd. Vandet i sig selv er glasklart. men nogle steder vokser der tang fasthæftet til den ujævne stenbund, og i vandsøjlen spredes algerne ud som et tæt buskads. Nogle af havbundens sten er dækket af et slimet lag, andre virker fastere.
Med mellemrum er der udhulet små huler, hvor klinten møder havstokken, høje nok til at jeg kan gå ind uden at bøje nakken og ikke mere end et par metre dyb. Så langt jeg kan se, fortsætter den høje klint mod nord. På afstand ser den hvid og massiv ud; her, ganske tæt på, virker den sprukken og skrøbelig, lange vandrette linjer, der forekommer perfekt parallelle, splitter klinten op i lag på lag af hvide bjælker, og forlener den høje væg med et udtryk af smuldrende murværk.
Af og til flyver skarve over havet. Om den næste pynt kommer der lyden af baskende vinger, og noget der lyder som et større hønsehold. Da jeg gik på toppen af klinten af i november så jeg flok efter flok af sorte skarve sidde på stranden og tørre vinger. I dag havde jeg håbet at kunne få nogle gode nærbilleder af de store fugle, men det bliver der ikke noget af. Stranden er omhyggeligt opdelt mellem hvide måger og sorte skarve, og den ene fugleart er mere årvågen og mistroisk end den anden. Mågerne går let op elegant i luften, skarvene kæmper sig møjsommeligt på vingerne og forsvinder så i en lang linje ud på havet. Nogle få gange er der også fiskehejrer mellem de lettende fugle.
Jeg har rundet en pynt, og kystlinjen følger en let kurve. På den anden side af vandet kan jeg se agerlandet med store marker op ad en lang bakkeside. Klinten derovre, Gjerrild Klint, er brun, det er ikke kalk. Der er heller ikke så mange steder med lodrette vægge, over mindre stræk er klinten bevokset i fuld højde, og da jeg var der i november, var mindre kløfter præget at den intense orange farve fra havtornens bær.
Sangstrup Klinter tager langsomt af i højden, som jeg nærmer mig lavningen inden Karlsby Klint. Der ligger nogle få fiskerhytter, et par joller på stranden, og spredte besøgende går ved vandet, der står et par biler ved den lille parkeringsplads for enden af den smalle vej, der fører herud.
Karlsby Klint er kort, men en større udfordring end Sangstrup Klint, lodret klint møder havet, og over et par hundrede meter må jeg vade gennem vand, der på et tidspunkt når mig til midt på låret. Men så er det også slut for i dag, jeg gør landgang på bred hvid grusstrand, godt nok med rigelige mængder forrådnende tang. Her, som andre steder, hvor stranden har en vis bredde, har havet skubbet grusset sammen i to-tre forskellige niveauer. Et par fossiljægere afsøger strand og klint. Længere fremme brydes stranden af høj kystbefæstning, en trampet sti letter opstigningen.
Efter grusstranden, tangen og havvandet er det en ren fornøjelse at komme tilbage på asfaltvej. Under den strålende sol går jeg i en bue mod nordvest, følger en rute gennem det åbne land som fører mig gennem små landsbyer med hvide landsbykirker. Markerne er store, muligvis godsmarker. En traktor er i gang på en mark, der allerede er pløjet og harvet, og det har tiltrukket en stor flok måger.
Jeg kommer til gå i kanten af det store sammenhængende område af skov og plantage, der findes i det nordøstlige hjørne af Djursland. Et eller andet sted skriger en ravn. Jeg håber, den viser sig, men det kommer ikke til at ske. Uden for Hemmed krydser jeg banestien mellem Gjerrild og Ryomgård (vandredag 11). Et par store gravhøje byder velkommen til Hemmet, inden man passerer den lille hvide landsbykirke uden tårn.
Fra Hemmed følger jeg landevejen til Bønnerup og videre til Bønnerup Strand, hvor lange overgroede sandrevler giver landskabet et let vadehavspræg. Havnen har høje vindmøller og røde træhuse til turisterne. Jeg finder stoppestedet og venter nogle få minutter på rutebilen til Ryomgård.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s