Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Vejers Strand-Nørre Nebel, 36 km (170).
Søndag den 28. august 2016.
Det er en varm nat, og jeg har vinduerne stående på klem ud mod klitten. Havets susen kan høres i det fjerne, ud på natten overdøves den af heftigt regn. Om morgenen, da jeg forlader mit hotel for at påbegynde dagens vandring, er asfalten våd og mørk, og der står pytter alle steder.
Der er færre mennesker på gaden i det korte vejstræk, der udgør feriebyens hovedgade, de fleste hundeluftere. Det er gråt og overskyet, men dog tørvejr. Jeg slår ind på en lang snoet vej gennem det nordlige sommerhusområde, indtil jeg endelig står ved den ubebyggede klit.
Klittoppene er bevoksede med sparsomt marehalm, men jeg går ad en lavning, med frisk grønt græs og små søer, indtil stien svinger ind i Vejers Plantage, med skravlede træer og stien kantet af rigelige mængder blomstrende hedelyng. Ved nordkanten af plantagen drejer jeg mod øst, ad landevejen mellem Grærup Strand og Oksbøl. Jeg kommer ikke til at se meget til havet i dag, jeg skal gå længere inde i landet, men dog hele tiden inden for synsvidde af klitterne.
Andre steder i landet advarer vejskiltene mod hjorte eller køer på vejen, herude advarer de mod tanks på landevejen. Jeg er på vej ind i på det militære øvelsesterræn, om end restriktionerne ikke er så strenge som på Kallesmærsk Hede (vandredag 169).
Nord for plantagen er der åbent land, en lille sø, kær, klithede og små spredte klitter, der vokser mod større klitrækker i nordøst. Jeg passerer en klynge bistader, der står i læ af en lille klit, det syn kommer jeg til at se mange gange i løbet af dagen.
Et stykke fremme drejer jeg ad en jordvej mod nord, med lyngklædte klitter på venstre hånd og flad eng ud mod Grærup Langsø, hvor gammel havskrænt rejser sig på østsiden. Området her er kendt for at huse meget kronvildt, og Langsøen går for at være et af de bedste steder at se det, så jeg bestiger et par klitter for at kunne afsøge området med kikkerten fra det mest fordelagtige udsigtspunkt. Desværre ser jeg ikke en eneste hjort, det er nok for sent på dag, selv om det er formiddag. De optimale timer er omkring solopgang og solnedgang. Det hjælper heller ikke, at der kommer spredte skud og den knitrende lyd af salver fra automatvåben fra plantagen bag søen. På et tidspunkt vælder grå røg op over trætoppene og opløses langsomt. I sydvest suppleres skudsalverne af den konstante rumlen fra fjern torden.
Naturstyrelsen har opstillet adskillige informationstavler langs vejen, der fortæller om dyrelivet, med særlig vægt på kronvildtet, men jeg må nøjes med at se på det græssende kvæg på den fjerne side af søen. Dele af terrænet her er på samme tid en del af det militære øvelsesterræn og omfattet af en stor fredning med kernepunktet i Kærgård Klitplantage.
I vest strækker klitheden sig helt ud til havet, med blomstende hedelyng på de lave steder og op ad det nederste af klitterne. Snart kommer jeg dog til at gå i kanten af plantage, med udsigt til kær og eng omkring små opstemmede hedesøer øst for vejen. Der er masser af militære skilte, men jordvejen er god og fast og uberørt af bæltekøretøjer og anden tung trafik. I stedet krydses og flankeres vejen af sandveje, der ser forholdsvist nyanlagte ud. Sandet er løst og bærer spor af dæk og bælter. Øjensynligt har militæret anlagt et parallelt vejsystem til deres køretøjer.
Efterhånden nærmer jeg mig Filsø, men først har jeg planlagt en omvej gennem Kærgård Plantage. Jeg går mod vest gennem skoven, hvor nåletræerne brat afløses af lavt egekrat, så spredt og sparsomt at jorden er dækket af lilla lyng. Omsider bliver jeg indhentet af uvejret, regnen pisker ned, torden og lyn går over himlen, regndisen er tæt ved jordoverfladen.
Egekrattet er ikke den almindelige slags, men derimod en ganske sjælden type, løvklit, der kun findes ganske få steder i Vestjylland. Det specielle ved løvklitten er, at den består af begravede egetræer. Træerne er flere hundrede år gamle, de er gentagne gange blevet begravet i sandflugt og er vokset fri af sandet. Det vil sige, at det man oplever som små adskilte egetræer, i virkeligheden er de yderste grene af samme træ, af samme trækroner, der er skjult under sandet.
Jeg har kæmpet mig i regnslaget og fundet læ under en af de lidt større egetræer – eller egegrene som det jo er. Hvis det blot var regn, ville jeg gå videre med det samme, men eftersom der er mange lyn ganske tæt på, og jeg er på vej til det højeste punkt i flere kilometers omkreds, så er jeg nødt til at lade uvejret passere.
Løvklitterne er blot et lille område helt indkapslet i plantagen, så jeg skal igennem høj granplantage, før jeg når ud til skovbrynet i vest og klitheden. Områdets højeste punkt er en fritstående klit, Gråmulebjerg, forsynet med trappetrin. På trods af regn og dis er udsigten fra klittens top storslået horisonten rundt, over klitterne ud mod havet og mod nord og syd, i øst ind over plantagen.
Med et par mindre afveje finder jeg ud til landevejen vest for Filsø. Regnen holder endeligt op.
Tilbage i vikingetiden var Filsø en fjord, men tilsanding gjorde den til en sø, den næststørste i Jylland. Midt i attenhundredtallet begyndte et større landvindingsprojekt, der reducerede søen til en brøkdel af tidligere størrelse. For få år siden købte Aage V. Jensen Fonde området og har iværksat et naturgenopretningsprojekt, der har genskabt søen i en tredjedel af oprindeligt omfang.
Fra landevejen fører en lang sti ind til søen, den går gennem kær og er på lange stræk forsynet med planker. Egentlig er den reetablerede sø tre søer. Ud for godsbygningerne er en lang lige vej blevet forhøjet og bevaret som en dæmning tværs over søen. Ude i søen er der skabt mange store og små holme. Mens jeg går over dæmningen, kan jeg se, at der er sat får ud på den nærmeste holm. Holmen er lille, og græsset er højt, så de har ikke været der længe. I kikkerten kan jeg se svaner og ænder ligge på beskyttede områder af søen. I nord rager Henne Kirkes hvide tårn op.
Jeg går tilbage over dæmningen, der har adskillige andre besøgende denne dag. En anden sti med plankebroer fører hen til et fugletårn med kig ud over de små holme. Et langt hjulspor fører ud til landevejen, mens søens enge gradvist går over i lynghede og klitter.
Solen er kommet frem, da jeg følger asfaltvejen mod nord frem til Henne. Ud over Henne er der også Henne Strand, Henne Kirkeby og Henne Stationsby. De fire byer ligger som perler på en snor.
Umiddelbart nord for Henne ligger Blåbjerg Plantage, en del af et sammenhængende plantageområde der når helt op til Nymindegab. Jeg har tidligere gået gennem den nordlige del (vandredag 53 og 101). Blåbjerg Plantage har også et område med løvklitter, forvredne stammer/grene på en bund af fattig sandjord og lillalyng. Skoven er tæt gennemvævet af ridestier, cykelstier, skovveje og enkelte afmærkede vandreruter. Plantagen får sit navn fra klitten og udsigtspunktet Blåbjerg.
Klitten er dobbelt så høj som Gråmulebjerg, 64 meter over havets overflade mod 30, men udsigten er knap så god, eftersom den ligger langt ind i plantage, der har vokset sig høj. Mod syd står det hvide kirketårn og Filsøs vandoverflade tydeligt. Der er trappetrin op til klittoppen, rødt rækværk på toppen, hvor der også står en mindesten for en klitinspektør, udhugget i runestensformat.
Jeg har ikke så langt tilbage, ud til landevejen gennem plantagen og mod nord. Ferietrafikken er stadig tæt. Jeg kommer ud i det åbne dyrkede land nord for plantagen. Himlen er blå med hvide skyer over en moden kornmark. Jeg nærmer mig afslutningen på to lange vandredage, og har næsten gået halvfjerds kilometer, alligevel er dette den første kornmark, jeg ser.
Tre kilometer længere fremme når jeg endeligt frem til Nørre Nebel, ved byens vestkant hvor der er udlejning af skinnecykler på det bevarede stykke bane ud til Nymindegab, hvor der ikke har kørt tog længe.
Fire-toget fra Nørre Nebel til Varde, derimod, er kørt for ti minutter siden, så jeg må vente to timer på det næste tog. Heldigvis holder det tørvejr helt frem til mit togskifte i Esbjerg, hvor regnen pludselig pisker ned mellem de overdækkede perroner. Der er ikke meget komfort for de ventende rejsende på stationen i Nørre Nebel, men så længe det er tørvejr, går alt andet.
Timothy Snyder: Bloodlands, 59-170.
Jyske Vandreture 