Kallesmærsk Hede (169).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Kallemærsk Hede, 34,9 km (169).
Lørdag den 27. august 2016.

Det kræver tre tog og fire timers rejsetid at komme fra Århus til Oksbøl. Jeg har planlagt to vandredage i det militære øvelsesterræn herude, og det starter godt med højt flot solskin. Jeg har besøgt det militære øvelsesterræn i Borris to gange (vandredag 98 og 165). Det er landets næststørste øvelsesterræn, 4700 hektar eller 47 km2. Det er første gang, jeg besøger øvelsesterrænet i Oksbøl, som er landets største, 6500 hektar, 65 km2. Begge steder er kernen i områderne store sammenhængende hedeområder.
Ligesom på Borris Hede er der adgang for offentligheden med bestemte begrænsninger og i henhold til offentliggjorte planer for militærets aktive brug af terrænet til skydeøvelser. I denne weekend er der fuld adgang – naturligvis bortset fra det store nedslagsareal på Kallesmærsk Hede, hvor der kan ligge ueksploderet ammunition.
Plantagen vest for Oksbøl begynder bogstaveligt talt ved byens fortove. Der er et labyrintisk net af veje og stier gennem plantagen, som jeg kommer lettere igennem, end jeg havde troet. Undervejs passerer jeg et par store bygninger malet i den særlige røde farve militæret, naturstyrelsen og andre ynder. Her og der står der infotavler, der fortæller om årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig, da lejren husede mange tyske flygtninge. Det er et stykke danmarkshistorie, som jeg også er stødt på ved Gedhus Militærkirkegård, ved det militære terræn omkring Karup Lufthavn, hvor mange tyske flygtninge er begravede (vandredag 144).
Så snart, der er en smule åbent mellem stammerne, er grusvejen kantet af blomstrende hedelyng. Pludseligt står jeg foran en enorm dynge flis, højere end granerne i baggrunden. Et skilt oplyser, at det er Naturstyrelsens flisdepot. Flis bliver kørt ind fra andre skovdistrikter for at sikre en stabil forsyning til lokale kraftvarmeværker.
Jeg når frem til plantagens sydvestlige hjørne og kommer ud på det åbne land. Det er grundlæggende fladt land men gennembrudt af lave klitrækker; en mosaik af græshede og lyng. Den militære skiltning er intensiv, det meste er vejledning til tanks, der ledes ind på brede sandveje, hvor bæltekøretøjerne har efterladt tydelige aftryk.
Jeg krydser over til landevejen mod Vejers, følger den et kort stykke og kommer så ind på Kallesmærskvej, hvor skiltningen bliver anderledes alvorlig i tonen.
Kallesmærskvej er en velholdt grusvej i dobbelt bredde. Forsvaret har Danmarks bedste grusveje. Den går stik syd, i begyndelsen gennem plantage. Langs hele vejen står skiltene tæt: en eksploderende granat og forbud mod at betræde området, skiltene starter inde i plantagen og fortsætter hele vejen over heden. Det er nedslagsområdet, op til fem kilometer bredt og 6 kilometer langt. Det er permanent lukket for offentligheden, med to undtagelser: Kallesmærskvej over heden og stranden fra Vejers til Blåvandshuk.
Der var tæt ferietrafik på landevejen mellem Vejers og Oksbøl. Og en del biler finder vej ind på grusvejen og rejser store støvskyer. Heden er grundlæggende flad, men har en riflet vaskebrætstruktur med enkelte høje klitter. Hedelyngen bliver aldrig til større sammenhængende flader, i stedet er store stræk domineret af grønt, brunt og gult i støvede og visne nuancer. Der er marehalm, græshede, lavt pilekrat og siv. Lyngen holder sig på de mellemste niveauer og kryber op ad klitterne på vindbeskyttede steder.
Et par steder er der flagstænger med den sænkede røde kugle, der ville være hejst, hvis der foregik skydeøvelser med skarpt ammunition. I sydvest rejser fyrtårnet i Blåvandshuk sig over klitterne.
Fra heden når jeg frem til de store sommerhusområder ved de sammenvoksede feriebyer Oksby og Blåvand. Der er masser af folk på gaden, og biler er tæt sammenstuvede i begge retninger. Jeg går gennem den tynde strimmel by med turisttilbud, gennem sommerhusområder og frem til Vesterhavet ved Hvidbjerg Strand syd for byen. Det hvide fyrtårn er nu i nordvest. Efter stilheden uden på heden er der et utroligt liv på stranden, mange badende, hunde, børn, solbadere, lang kø i den café hvor jeg slår mig ned for at samle kræfter til tilbageturen.
Den går mod nord langs den østlige kant af den lukkede zone. I begyndelsen i randen af Oksby Klitplantage. Jeg har snart grusvejen ganske for mig selv. I vest er den kantet af advarselsskilte og militærets høje pæle i hidsigt sort og gult. En bred tunge hede rækker ind over vejen og skubber plantagelinjen langt mod øst. Så langt inde i landet danner lyngheden de smukke blomstrende flader og store stræk, så heden får en lilla farve og ikke det spættede udseende, jeg så tidligere på dagen.
På højre side af vejen er der nu noget så civiliseret som elhegn og kvæg på græs, og snart slår heden på den side af vejen over i eng omkring en lille sø, men terrænet er så fladt, at jeg kun lige akkurat kan ane vandoverfladen. Længere fremme, nær plantagens skovbryn, står en lang række bistader. Klynger og rækker af bistader i en diskret grøn farve står mange steder på øvelsesterrænet, det må blive til tøndevis af lynghonning. Mindre klitter dækket af marehalm rager som istapper op over heden ganske tæt på grusvejen, længst ude i horisonten ses tydeligt de høje klitter ude ved havet.
Snart når jeg ind i Bordrup Klitplantage. De to sammenhængende klitplantager og flere mindre plantager hører med til det militære område, men har langt lempeligere adgangsvilkår for offentligheden end hedens farlige nedslagsområde.
Omsider står jeg igen ved landevejen mod Vejers, følger den mod vest over heden, går samme strækning som tidligere på dagen, men denne gang drejer jeg ikke ned ad Kallesmærskvej. I stedet går jeg gennem plantagen, de uundgåelige sommerhusområder, den lille turistby Vejers og dens forlængelse Vejers Strand med nogle få sommeraktive restauranter og caféer.
Jeg har arrangeret overnatning her, men i første omgang fortsætter jeg forbi husene, ad den smalle vej der skærer gennem klitterne og ud til den brede sandstrand. Klokken er blevet syv. Der holder stadig lange rækker biler på stranden, folk kommer og går i en lind strøm, en beskeden bæk siler som en papirstynd vandstrøm gennem en bred kanal fra klitten til havet.
Jeg går helt ud til vandkanten, hvor bølgerne kom i land som et tæppe af skum. I vest er der ikke andet end hav, i øst er turistbyen næsten skjult bag klitterne. Men min overnatning venter der.

Philip Roth: En Menneskelig Plet, 260-336.
Timothy Snyder: Bloodlands,i-xix, 1-58.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s