Vorbasse-Gødding (168).


Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Vorbasse-Gødding, 28 km (168).
Søndag den 21. august 2016.

Jeg er på vej til Vorbasse Studevej, så det virker jo logisk at starte i Vorbasse. Solen står højt på en blå himmel, så jeg kommer omgående solcreme på udsatte steder.
I begyndelsen følger jeg en asfaltvej mod nordøst, men som jeg nærmer mig den store Slauggård Plantage afløses asfalten af grus. Inde i plantagen er nåletræsplantningerne kantet af løvtræer, især bøg. Som jeg kommer længere ind og drejer mod øst, tager granerne over. Der er lysninger inde i skoven, firkantede som det er typisk for plantager. En lysning har grønt græs og en stor bræmme af gul brandbæger. Længere fremme er lysningerne dækket af solbleget, vissent græs. Der står flere hochsitze til jægere i skovbrynene.
En skovvej, hverken jord eller grus, men hvidt sand, fører mod nord langs høj plantage, dernæst gennem en lav sandvold ud på den åbne hede. Det er Randbøl Hede, som jeg besøgte i oktober sidste år (vandredag 120). Dengang var hedelyngen brun og afblomstret, og
de store stræk af græshede stod med en fantastisk orange glød. Jeg er vendt tilbage for at se heden i blomst.
Den nuværende Randbøl Hede er blot et fragment af en langt mere vidstrakt hede, og ligesom Alheden (vandredag 116) i nord blev den forsøgt opdyrket ved hjælp af tyske immigranter. Det er et gammelt sandflugtsområde. Heden har lange tværgående ribber, som er lave overgroede klitrækker. Mod nord kan jeg se de hvide sider på de højere klitter, der her står med blotlagt sand vendt mod syd. Som på andre hedeområder er der en tendens til, at græshede breder sig på bekostning af lynghede (det skyldes muligvis forhøjet tilførsel af atmosfærisk kvælstof).
I dag er der i syd et bredt bånd af lynghede langs nordkanten af Slauggård Plantage. Hedelyngen blomstrer smukt her og breder sig ind i skoven. Jeg går parallelt med skovbrynet, ude på heden, indtil jeg når frem til Vorbasse Studevej, der fører tværs over heden. I sin tid blev vejen brugt til at drive stude til markedet i Vorbasse. Vejen ville naturligvis være forsvundet for længst, hvis den ikke blev opretholdt til gunst for besøgende på heden. Alligevel er den ikke meget mere end et hjulspor med en bane af slået græs, men den har i århundredernes gang slidt sig igennem klitterne med en smuk hulvej til følge.
Den centrale del af den åbne hede er overvejende græshede, nogle få hedetuer holder stand langs vejkanten og føjer lidt farve til landskabet. Græsheden er langt fra den flammende farve, jeg husker fra oktober. I stedet er den opdelt i visne eller saftigt grønne felter. I det fjerne kan jeg se de høje klitters hvide sider, men også lyngklædte bakkesider i den lidt støvede lilla nuance, lyngen får, når man ser den på afstand som en stor flade.
Det er en varm dag, tørvejr, men der er fugtigt ude midt på heden, mudrede stræk af hjulsporet, kær, små damme. Som jeg nærmer mig den nordlige del af heden, stiger terrænet en smule, det fugtige terræn og græsheden tager af, lyngen vender tilbage i store blomstrende flader.
En lang klitrække går på tværs og spærrer udsynet til Frederikshåb Plantage, den nordlige plantage. Klitterne er op til ti-femten meter højere end det omliggende landskab. Højeste punkt er Stoltenbjerg (88 meter over havets overflade).
Studevejen skærer sig som en dyb hulvej gennem klitten mod nord, men før jeg går den vej, tager jeg først en afstikker omkring Stoltenbjerg og Staldbakkerne, som området samlet kaldes. Bakkerne er dannet af flyvesand, og vinden holder stadig den sydlige bakkeside og enkelte andre steder åbne og fri for vegetation. Fra toppen er der en smuk udsigt over heden. I øst kommer et større selskab af besøgende fra parkeringspladsen derovre. De stopper op foran klittens åbne side og slår halvkreds omkring en mand, der begynder at fortælle.
Fra heden når jeg frem til plantagen i nord, og et stykke vej inde i den finder jeg et område, der kaldes Klitterne. Det er også et flyvesandsområde, men mindre og mere varieret end Randbøl Hede. De fleste klitter er overgroet med græs eller hede, men enkelte steder er der stadig hvide sandflader. Den centrale lavning er dækket af små, sammenhængende søer og moser. Vandoverfladen er stor nok til at have det blå skær, som dammene ude på heden mangler. Det er en søndag med smukt vejr, så der er mange besøgende, deres tætsiddende fodaftryk har skabt et gitterformet mønster i det løse sand.
Lyngen breder sig langt ind i den halvåbne skov. Jeg forsøger at komme tørskoet gennem et lille kær vest for søerne, da jeg pludselige bemærker en smule klokkelyng blandt hedelyngens tuer.
På nordsiden af klitterne er der åbne, græsbevoksede bakker ud mod søerne. Dernæst følger jeg skovveje mod øst, indtil jeg når landevejen. Der står et par biler med hestetrailere på den parkeringsplads, jeg kommer ud til. Der er udlagt ridestier i områder, også på heden, og der er også tænkt på parkeringsmuligheder til trailerne.
Landevejen fører mod nord til Randbøl og videre. Før jeg fortsætter mod nord, slår jeg en bue ind i plantagerne øst for vejen. Herinde møder jeg ikke andre besøgende, selv om der er skiltet både for cykling og ridning og dækaftryk og hestepærer at se. Roen inde i skoven giver mig til gengæld mulighed for at se skovskader flyve fra træ til træ med deres glimtende blå vingespejl, ved to lejligheder springer rådyr over vejen.
Tilbage på landevejen går jeg i rask tempo mod nord. Langs venstre vejside løber et højt, langt hegn: Indtil for få år siden var dette Flyvestation Vandel, der nu er nedlagt og forsøges omskabt til lokale erhvervsformål. På den anden side af den lille landsby Randbøl kommer jeg ind på en vejstrækning, der bærer navnet Hærvejen (og er en del af cykelruteversionen af Hærvejen). Her ligger et lille fredet område kaldet Firhøje, fordi det rummer fire store gravhøje.
Et kort stykke fremme føres vejen under motorvejen mellem Vejle og Billund Lufthavn. En anden bro, ikke til mennesker, føres over motorvejen få hundrede meter mod vest, en bred faunapassage.
Nu er der blot et lille stykke tilbage, så står jeg ved Gødding Mølle og busstoppestedet. Klokken er kvart i fire, om et kvarter kommer rutebilen fra Billund og tager mig med til Vejle, i god tid til at jeg kan nå hjem og se aftenens olympiske håndboldfinale mellem Danmark og Frankrig.

Philip Roth: En Menneskelig Plet, 142-260.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s