Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Helgenæs & Mols Bjerge, 28,3 km (167).
Tirsdag den 16. august 2016.
Esby er en ganske lille landsby på Helgenæs, halvøen syd for Mols Bjerge. Jeg er ankommet tidligt, til en blå himmel, der bliver stribet af hvide skyer i løbet af dagen, men det holder tørvejr og bliver en rigtig fin vandredag.
Busturen fra Rønde til Esby er næsten en attraktion i sig selv, gennem bølgende landskaber, mange af bakkesider dækket af modne kornmarker. Min tur tilbage fra halvøen kommer til at gå ad andre veje.
Før jeg søger ud mod kysten, går jeg en omvej omkring plantagen vest for Esby. En grusvej skruer sig om mod toppen af Ellemandsbjerg (99 meter over havets overflade), en gammel bavnehøj med en glimrende udsigt over landskabet. Der er kystlinje og blåt vand i øst og vest og mod syd. Dyrket land på smukt hvælvede bakker mod vest, plantage i øst og mod syd, længst mod syd de grønne overdrev ved Lushage, hvor jeg skal hen nu.
Uden besvær finder jeg en sti gennem plantagen ud til den lange vej, først asfalt, snart grus, der fører gennem sommerhusområdet ud til parkeringspladsen ved Lushage. Undervejs bliver jeg passeret af biler med tjenestevognsplader fra Århus Universitet, hvis geologer og biologer udfører forskning både på Molslaboratoriet (vandredag 13) og Lushage.
En sti fører fra parkeringspladsen ud til de høje skrænter ved kysten og løber langs kanten mod sydvest. Overdrevet er friskgrønt, afgræsset og overstrøet med friske kokasser. Skrænterne står med krat, længst mod syd kan jeg se en lille grusrevle med store sten rage ud fra kyster, med en karakteristisk blanding af hvide måger og de sorte silhuetter fra skarver, der tørrer deres udbredte vinger i solen. Længere mod syd hæver Samsøs nordkyst sig. Som jeg fortsætter frem langs skrænten. passerer jeg på det højeste sted tre unge kvinder med et klodset instrument, indkapslet i orange materiale, opstillet på et stativ. Så mon ikke universitetet er mødt op med geologer i dag, og ikke botanikere.
Jeg runder pynten, inde på bakkerne kommer en flok kvæg til syne på en fjern bakkeside, ude ved kysten ser jeg ganske nær Tyskertårnet, længere henne Sletterhages hvide fyr, ude på havet katamaranfærgen med en hvid kølvandsstribe. Tyskertårnet har fået lov at overleve fra krigens tid, konverteret fra militærets observationsbehov til det civile publikums lyst til det store udkig over havet. Stien falder langsomt ned mod stranden, og jeg går over gruset hen til fyret. Det er flere år siden, jeg sidst var her, men ikke så længe siden jeg sidst så det: Når man står ved kyst eller havn i Århus, er Sletterhage Fyr, yderst på Helgenæs, det lettest genkendelige vartegn i horisonten.
Der er ganske mange besøgende ved parkeringspladsen; ligesom i sommerhusområdet er der mange tyske og hollandske nummerplader. Sidst, jeg var her, fortsatte jeg min vandretur til busstoppestedet i Ørby, men i dag er det stadig tidligt på dagen, og jeg har mange kilometer at gå. Planen er at følge stranden langs vestkanten af Helgenæs frem til Draget.
I begyndelsen er der en bræmme fladt marint forland, men snart begynder en ny serie skrænter, Ørby Skrænt, hvoraf en del er fredet. Skrænterne er ikke så høje som Lushage eller Molshoved (vandredag 130), der ligger i uroligt sollys på den anden side af vigen, men de fortsætter et langt stykke. Stranden er løst grus, der er hårdt at gå i. Her og der vokser der arve eller strandkål. Århus ses tydeligt på den anden side af bugten, de store kraner, bygninger på havnen, de få højhuse. Katamaranfærgen har ikke havet for sig selv, der er en stadig strøm af fragtskibe, dertil sejlbåde tættere på land.
Det er lavvande, og selv om det vel ikke drejer sig om mere end en forskel på et par håndbredders vandhøjde, har det alligevel på kortere stræk efterladt et smalt bånd af vådt, hårdt sand mellem grus og vand; det er en velkommen forandring fra den udmarvende vandring gennem gruset. Enkelte steder er jeg nødt til at balancere over kystbefæstningens ophobning af store sten.
Jeg runder pynter og går langs sydsiden af Begtrup Vig. De yderste skrænter er høje og har rå flader uden bevoksning ud mod stranden. Bundgarnspælene står tæt langs kysten, skarvene lader ikke mange stå ad dem stå ubenyttede hen. De store fugle er sky, selv om der er et pænt stykke ud til bundgarnspælene, letter først én fugl, når jeg nærmer mig, så to, så hele flokken. Fuglenes behov for at tørre vingerne skyldes, at de er specialiserede til at jage fisk under vandet. Derfor er deres fjer ikke vandskyende som andre fugles, det mindsker opdrift og gør, at de kan blive længere under vandet. Til gengæld er de nødt til at bruge tid på at tørre fjerdragten.
De roligere forhold inde i vigen gør, at der er en smal sandstrand mange steder. Inderst i vigen er der en lille lystbådehavn ved Kongsgårde, hvor jeg svinger mod nord ud på Draget, der forbinder Helgenæs med det øvrige Djursland. Draget har sin egen lille bakkekam, hvor man har en glimrende udsigt over landtangen med Begtrup Vig i vest og Ebeltoft Vig i øst. Et tårnfalk i svirreflugt hænger som på en tråd højt på himlen. Mens jeg ser på rovfuglen, klapper den vingerne sammen, lader sig falde en halv snes meter, og hænger så igen i luften, et par meter over det høje græs.
Jeg forlader Draget, går gennem sommerhusområdet ad landevejen, der langsomt stiger op mod Mols Bjerge. Indkørslen op til Karpenhøj Naturcenter er markeret af en stor træskulptur udskåret som de tre norner fra den nordiske mytologi.
Ved den lille landsby Fuglsø forlader jeg landevejen og går ad grusvejen op mod Trehøje og den centrale bakkekam i Mols Bjerge. Som jeg kommer højere op i terrænet bliver grønne enge afløst tørrere overdrev med langt højt græs, som får og kvæg ikke har gjort meget indhug på. De tre høje tegner sig i profil øverst oppe (127 meter over havets overflade). Hedelyngen er svært trængt af græsset. Der står totter af blomstrende lyng i kanten af vejen. Jeg runder et hjørne og så er en helt bakkeside dækket af blomstrende lyng. Men det forbliver et mindre element i landskabet, lyngen dominerer ikke landskabet på samme måde, som jeg har set det på mine sidste seneste vandreture til Borris Hede (vandredag 165) og Vrads Sande (vandredag166), i Mols Bjerge dominerer græs og overdrev.
Jeg bestiger den centrale høj og nyder udsigten hele vejen rundt, Studstrupværket i Kalø Vig virker utroligt tæt på. Det er første gang, jeg er her på en sommerdag, i lyngens blomstringstid, mine tidligere besøg har været i vinterhalvåret.
Der er kun grusveje heroppe. Jeg følger en af dem mod nord, overdrevet er plettet af lilla lyngflader, indtil jeg kommer ind i plantagen omkring Toggerbo. Der er mange stimuligheder i Mols Bjerge, hvor der de sidste år er gjort meget for at genoprette overdrev. Jeg kommer til at følge en halvt overgroet sti gennem et langt stræk af sammenhængende overdrev. Til sidst munder den ud i Kirkestien mod Femmøller. En grusvej fører gennem den snævre dal, den vestlige bakkeside er lilla lyng, den højre bakkeside er grønt overdrev med kvæg på græs.
Kirkestien fører ad bagvejen til Femmøller, en landsby der ligger omkring hovedvejen til Ebeltoft, hvor den stiger op over Mols Bjerges bakkekam. Der er et stoppested blot halvtreds meter nede ad vejen. Hvad angår offentlig transport er Mols Bjerge tættere på Århus, end man tror, med rutebil en gang i timen på hverdage. I dag venter jeg blot tyve minutter på min bus.
Jyske Vandreture 