Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Hampen Sø & Vrads Sande, 34 km (166).
Lørdag den 13. august 2016.

Løve er et ganske lille sted med et stort navn. Stoppestedet er et bart vejkryds ved landevejen syd for Bryrup, de få huse nær krydset er hurtigt passeret, og så er jeg ude på landevejen på vej mod de midtjyske plantager, og de søer og hedestykker der gemmer sig blandt træerne.
Vejret er markant bedre end på min sidste vandretur. hvor den stod på heldagsregn og grå himmel. I dag kommer bygerne regelmæssigt, men der er også hurtigt drivende skyer og lejlighedsvist blå himmel og klar solskin. For en sommerdag er temperaturen lidt til den kølige side, men det passer godt til vandring.
Jeg når frem til plantagen, der snart efter krydses af en ådal. De fire små søer, Rævsø, Grane Langsø, Kalgård Sø og Kongsø, der ligger i den, kaldes tilsammen for Tingdalsøerne. Søerne er svært tilgængelige, omgivet af skov og hede på næringsfattig jord. Ligesom Madum Sø i Rold Skov (vandredag 82) er de lobeliesøer, en næringsfattig søtype med klart vand og stor sigtedybde, der bliver stadig sjældnere, fordi det er svært at undgå tilføring af næringssalte. Tingdalsøerne er fredede, selv badning er forbudt her, ja, endog færdsel langs bredden er forbudt.
Landevejen strejfer nordkanten af Kaldgård Sø, jeg drejer fra og følger en grusvej op over en lang hedebakke ud mod søen. Jeg har været her en enkelt gang for mange, mange år siden og glæder mig over, at heden ikke er vokset til. Den er stadig åben ud mod søen, med spredte enebuske og en lille serie sammensunkne gravhøje. Grusvejen går i kanten af plantagen, vejkanten af flankeret af talrige myretuer. Længere fremme deles vejen, og jeg vælger den østlige vej, der giver mig en halv kilometers længere vandring over heden, før jeg kommer ind i skoven.
På kortet er der aftegnet en lille vej mod vest, men den er øjensynligt blevet sløjfet. I stedet følger jeg skovvejen et langt stykke mod syd. En lille vej fører mod vest, tilmed med en lille bro over den bæk, der gennemstrømmer et stykke mose. Jeg håber, at kunne finde en fremkommelig vej mod vest, men i stedet svinger min vej mod syd og ud til en stor landevej.
Det er landevejen mellem Nørre Snede og Silkeborg. Det er mindre end to timer siden, jeg kørte i rutebil på det selv samme stræk vej på vej til Løve. Så jeg må have kortet frem og planlægge en ny rute for at komme ind på den vandring, jeg har planlagt for i dag.
Jeg tager en lille landevej mod nordvest frem til Palsgård Skov. Et par hundrede meter inde i skoven krydser asfaltvejen Hærvejen. For halvanden måned siden gik jeg her (vandredag 159). I dag fortsætter jeg et kort stykke ad landevejen, indtil jeg når den gamle skovridergård Vester Palsgård, der i dag er skovbrugsmuseum. Det er en pæn trelænget gård med hvidkalkede mure og stråtag, omgivet af klippede hække. Her står også et par af de vildtbanesten, der for flere hundrede år siden markerede den kæmpestore Skanderborg Vildtbane, som strakte sig helt herind. De fleste af de bevarede vildtbanesten står ved Hald Hovedgård (vandredag 145).
Ved skovridergården svinger jeg mod nord, gennem et skovparti med gammel bøgeskov, der virker lidt eksotisk herude på den fattige hede. Snart afløses bøgen da også af nåleskov. Jeg kommer forbi en ganske lille skovsø på en åben slette, og et kilometer længere fremme når jeg endelig frem til Hampen Sø, som var mit oprindelige mål, før jeg blev tvunget mod syd og ud på en omvej.
Hampen Sø er dobbelt så stor som de fire Tingdalsøer tilsammen og ligesom dem en lobeliesø med klart, næringsfattigt vand. Den er den næsthøjest beliggende sø i Jylland (79 meter over havets overflade), efter Hummelsø (vandredag 162). Vejret er blevet støt værre, jeg har haft regnslaget af og på et par gange, og min rundtur omkring søen kommer til at foregå under en grå himmel og med regn i ansigtet.
Plantagerne her er blandt de tidligst beplantede dele af heden, så træerne står som høje søjler nogle steder. Der er tæt krat ud mod søen, så måske ville en vandretur her være bedre i vintermånederne eller det tidlige forår, hvor løvet er væk fra buskene. Her og der kan jeg dog komme ud til vandkanten, der er præget af sand og klart vand. Badning i søen er tilladt på to steder. Der ligger nogle få huse ved søen og enkelte steder er robåde trukket på land. Da Hærvejen var i brug til studedrift var Hampen Sø et vigtigt rastested, berømmet for sit “søde” vand.
Efter at være nået søen rundt går jeg mod øst gennem plantagen, indtil jeg når den smalle landevej mod Vrads. Landevejen, der længere fremme er en del af cykelruteversionen af Hærvejen, går på et åbent stræk langs østsiden afTorup Sø. Nordøstsiden af søen har høje skrænter, hvorfra man har en flot udsigt over terrænet. I syd er der bløde grønne bakker.
Turen går gennem plantagerne mod nord. Undervejs krydser jeg endnu engang Hærvejen, og regnen stilner af, så jeg kan få regnslaget af.
Vrads er en lille afsides landsby. Beboerne driver i fællesskab et købmandsbutik, der også nyder godt af trafikken på Hærvejen. På vej ud af byen møder jeg et par hestevogne med børnefamilier om bord. I det fjerne kan jeg se Vrads Sandes vilde landskab udbredt i et øjebliks gyldent solskin.
Vrads Sande er et gammelt sandflugtsområde, hvis klitter nu er overgroet med lyng og græs, samtidig med at det har bevaret et uroligt, bølgende præg. Området plejes med afgræsning. På arealet syd for den lille landevej gennem det gamle indsande holder et flok skotsk højlandskvæg til tæt ved hegnet. Det er smukke dyr, med langt bølget pels, tyrene med vidt svungne horn.
Det er privat område, men det er tilladt at færdes i foldene, så jeg går gennem en låge for at krydse over heden til plantagelinjen nord for. Der er en lille sø nederst på heden, en lille trampesti fører derhen, men så snart jeg svinger mod nord, må jeg gå gennem lyng, græs og kær uden nogen sti at følge. Jeg har set sort kvæg i det fjerne, pludselig rejser en lille flok sig mellem nogle spredte enebuske. Gallowaykvæg, tror jeg, de er meget brugte til naturpleje.
Dyrene er ganske tæt på, og jeg er nødt til at nærme mig dem endnu mere for at kunne cirkle omkring noget fugtigt hedekær. Jeg taler beroligende til dyrene, så de ikke skal bisse vildt af sted. De stopper vagtsomt op; hver gang jeg vender ryggen til for at gå videre kommer de nærmere. Indtil de endelig bliver stående og jeg går alene tværs over heden.
Heden blomstrer over hele indsandet i store jævne stræk. Jeg krydser mig frem mellem bakkerne, indtil jeg når over til plantagen i nord. Her, på den anden side af det elektriske hegn, står jeg så endnu en gang på Hærvejen. For halvanden måned siden gik jeg her, og heden var brun og dæmpet, men i dag har den været festklædt.
Jeg følger Hærvejen et ganske kort stræk, inden jeg bryder af, går mod øst, ud til landevejen og mod syd. En anonym grusvej på venstre hånd fører frem til flotte grønne bakker. De ligger i en indhegning, men der er offentlig adgang, et led derind og et gammelt hjulspor op mellem bakkerne. Der vokser en smule blomstrende lyng langs vejen, men ellers er det et grønt landskab. Oppe fra den højeste bakke er der en fin udsigt hele vejen rundt.
Vejen fører ned fra bakkerne, gennem en tynd strimmel skov og støder så til banestien mellem Silkeborg og Horsens, et kort stykke nord for Vrads Station (vandredag 29). Jeg følger banestien mod nord, hvor den løber som en høj dæmning. På min venstre hånd, mod vest, kan jeg se det samme bakkeparti, jeg lige har passeret, men denne bakkeside er dækket af hede, ene og buskads. Området hedder Bøgelund Banke og er en del af samme fredning som Vrads Sande.
Den gamle banedæmning fortsætter, nu endnu højere, idet den går tværs over Salten Ådal. I vest er der mere hede og overdrev mellem skovene; det er samme syn mod øst, men dalens skovklædte sydkant er højere og smukt markeret. Det er den store Velling Skov, meget af den bøgeskov, med udsigtspunkterne Velling Kalv og Velling Gavl. Den sidste 130 meter over havets overflade i modsætning til Bøgelund Bankes 94.
En byge har fulgt mig på vej over dæmningen, men pludselig er himlen blå og skyfri over krattet og banestiens smalle asfaltbånd. Letsindigt tænker jeg , at endelig har opklaringen sat sig igennem, og det vil holde resten af dagen.
Jeg forlader banestien ved den første skovvej, planen er at gå langs nordsiden af Salten Ådal frem til Katrinedal. Det er en times vandring frem mod et rutebilstop, hvor den næste rutebil først kommer om to timer, så der er tid til en afstikker.
På kortet har jeg set et hedeområde markeret mellem skoven og bunden af ådalen, en blind vej fører derned. Den vil jeg følge, måske er jeg endda heldig at finde en trampesti, der fører videre frem til skovveje. Den lange blinde vej bringer mig hurtigt ud i åbent landskab, græshede med små pletter af lyng. Vejen bliver hurtigt til et hjulspor, der fører ned over en lang åben bakkeside med en fantastisk udsigt til Velling Kalv.
Det virker, som om det sker på øjeblikke, men pludseligt pisker regnen ned, den blå himmel er blæst væk af grå regndis. Hjulsporet over den lange smalle græsslette ender ganske rigtigt blindt, ved en hochsitz og et foderhus til hjortevildt. Der er ingen trampestier videre, men det gør ikke noget, jeg er glad for at gå den lange, smukke vej tilbage. Korn er gyldent og modent, og græs er vissent og gulligt, men lige nu virker græssletten gylden under den grå himmel, og de få striber lyng lyser med ekstra farve.
Tilbage i skoven følger jeg en snoet skovvej frem til en smal asfaltvej, der straks sætter ind med et langt, blidt fald mod bunden af ådalen. Jeg går i kanten af skoven, igen i tørvejr. På den anden side af dalen tårner skoven sig op, men her er der enge og kvæg på græs, store stakke af kævler i skovbrynet og spredte gårde.
Omsider når jeg frem til Katrinedal, en lille flække på bunden af ådalen, hvor den krydses af landevejen mellem Silkeborg og Nørre Snede. Salten Å løber under vejen og forsyner et dambrug med vand. Til min store overraskelse ser jeg, at en af dammene er fulde af store orange karper, som folk bruger dem i havedamme.
Busstoppet ligger halvt oppe ad bakken. Jeg når frem med en halv time i overskud. Tørvejret holder, og der er endda et lille busskur og en bænk.

Philip Roth: En Menneskelig Plet, 54-142.

This slideshow requires JavaScript.