Borris Sønderland II (165).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Borris Sønderland II, 38,2 km (165).
Mandag den 8. august 2016.

Jeg er taget vestpå, til Borris, sidste togstation før Skjern, for at se blomstrende hedelyng. Det ville have været rart at gøre det i solskin, men det regner det meste af dagen. Ikke byger vekslende med sol, men støt heldagsregn fra en grå solløs himmel. Fra sydvest.
Den lille landsby Borris ligger nord for Skjern Å. Der er mange små parkeringspladser og stier langs åen, som er flittigt benyttet af lystfiskere. Jeg gør en lille omvej for at kunne gå et stykke langs med åen. Tre små kuppeltelte er slået op på en lejrplads, men der er ingen lystfiskere at se. Måske bryder de sig ikke om regnen: Vand er for fisk… Landskabet er fladt og opdyrket, så den hvide kirke i Borris kan ses vidt omkring.
Jeg krydser Skjern Å ved landevejsbroen og når hurtigt frem til det militære skydeterræn. Der er en informationsskærm, som oplyser om dagens adgang til terrænet, men naturligvis bruger jeg ikke mere end to timer i toget fra Århus uden at have undersøgt sagerne på forhånd på nettet. I dag er der grønt lys for besøgende til Borris Sønderland. I de kommende dage derimod står den på skydning med lette våben, skydning med tunge våben, kast med skarp håndgranat og kørsel med hjulkøretøjer og bæltekøretøjer. Med andre ord: Terrænet er lukket for offentligheden.
Jeg var her i maj måned sidste år (vandredag 98). Det er et af Danmarks største hedearealer, og jeg lovede mig selv at vende tilbage for at se heden i blomst. Der er en smule plantage i områdets nordlige ende omkring mandskabsbarakkerne, men lyngen tager hurtigt over, i begyndelsen som tuer og små lysninger, derefter som en stor sammenhængende flade.
Militæret har etableret en ringvej rundt om øvelsesterrænet, nogle steder asfalt, andre steder grus. Skydearealet er markeret med advarselspæle og bomme i hidsigt gult og sort, samme farvekombination som anvendes på de mange skilte med en knælende skytte eller tilladelse/forbud mod kørsel med bæltekøretøjer. Arealet er også gennemskåret af grusveje, ofte flankeret af brandbælter der er meget bredere end vejen.
Som besøgende har man kun adgang til at færdes på et mindre antal veje, militæret stiller kort med de markerede veje til rådighed for publikum. På grund af faren for ueksploderet ammunition må man ikke færdes uden for vejene, og af hensyn til områdets dyreliv, heriblandt en stor bestand af kronvildt, må man kun opholde sig på terrænet i dagtimerne.
Jeg vælger en lang lige grusvej, der går stik syd over den flade hede. Meget af heden er stadig brun, men vejen og brandbæltet er kantet af blomstrende lyng. Den grå himmel giver dem en dybere lilla farve, der træder særligt fint frem, hvor den står i kontrast til stræk med strågul græshede. Som jeg når længere frem, ser jeg større sammenhængende flader af hede stå i blomst.
Herude midt på terrænet strækker heden sig vel to en halv kilometer mod nord, syd og vest og det dobbelte mod øst. Plantagerne og læhegnene, der omgiver heden, står som spinkle grønne linjer under horisonten. Jeg afsøger terrænet i kikkerten for at finde hjorte, men uden held..
Jeg svinger mod øst og går et langt stræk over heden, indtil jeg når plantagen ved den østre ringvej. Der står adskillige hochsitze, de små jægertårne, her i dette hjørne af området, så dyrene må jo trykke sig et sted. Hidtil har jeg kun set et par harer i det fjerne, men pludselig rejser en kanelbrun hjort sig tyst fra lejet og forsvinder ind mellem nåletræerne. Regnen er på ingen måde taget af, den danner ikke floder og pytter hen over vejen, som på min sidste vandredag gennem bygerne ved Karup, men den bliver bare ved og ved, og der er ikke den mindste smule opklaring at spore. På sin vis er det lettere at klare på den måde: Der er ingen udsigt til forandring, og mit regnslag holder kernen af kroppen varm, selvom mine bukseben er våde og sjaskede af vand og mine sokker også begynder at føles fugtige.
Jeg følger ringvejen et langt stykke mod syd og går dernæst mod vest i kanten af heden. Den sydligste del af det militære terræn er ikke brun hede, men derimod ganske grønt, plantage, og især enge, kær og mose omkring Omme Å, der snor sig gennem terrænet og videre mod vest, indtil den munder ud i Skjern Å. Jeg går over en bro og følger en vej et stykke syd for åen, da jeg pludselig ud af øjenkrogen opdager to hjortehoveder på lange halse stikke op over det høje græs på en eng. Jeg stopper op og stirrer igen. De to dyr forholder sig rolige, indtil jeg fumler efter mit kamera, så stabler de sig på benene og stikker af. Jeg har haft terrænet for mig selv hele dagen, og nu, for første gang i løbet af hele dagen, hører jeg en musvåge skrige i det fjerne. Normalt ville jeg have hørt og set rovfugle med korte mellemrum i et terræn som dette, men åbenbart har nedbøren drevet dem eller deres bytte i læ.
Regnen er omsider ved at tage af, jeg har gået næsten fem timer i den, og himlen er stadig uden spor af blå himmel. Jeg er nået frem til den vestlige ringvej, krydser Omme Å og går mod nord. Der er en brat kontrast mellem de modne kornmarker umiddelbart vest for vejen og heden og plantagen øst for. Et par store krondyr har vovet sig ud i et af de brede brandbælter. De ser mig, før jeg ser dem. Hvilket vil sige, at jeg mest ser deres vippende bagdele forsvinde ind i plantagen.
Jeg forlader det militære område og tager den vestlige vej til Borris. Engene er bredere vest for byen, og en stor flok sortbroget kvæg pynter på terrænet. Tættere på byen står majsen mandshøj på begge sider af den smalle landevej.
Jeg må vente en rum tid på tog inde i byen, og nu, hvor min vandretur er forbi, kan jeg glæde mig over, at opklaringen langsomt trænger frem fra syd.

Peter Furst: Flesh of the Gods, 176-278.
Philip Roth: En menneskelig plet, 1-54

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s