Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Karup-Thorning, 27,9 km (164).
Torsdag den 4. august 2016.
Typisk dansk sommervejr er, hvad vejrudsigten har lovet, men bygerne er heftige hele dagen igennem, og de korte perioder med sol, der adskiller dem, er alt for korte. Jeg står af rutebilen i Karup, og jeg er knapt nået til kirken, før den første af dagens mange byger falder. Den lille hvide kirke ligger på en åben skrænt ud mod Karup Å. Den har intet tårn, til gengæld rager Kartoffelmelfabrikkens siloer højt op i baggrunden bag kirken. Jeg er gået herhen for at begynde dagen med den flotte udsigt over åen, som jeg husker fra min tur ad Alhedestien (vandredag 144), da regnen pludselig styrter ned.
Et par øjeblikke står jeg i læ af kirken. På ingen tid er sigtbarheden svundet ind på grund af regndis. Men jeg kommer jo ikke nogen vegne på den måde, så jeg tager regnslag på og kaster mig ud i det. I udkanten af byen, umiddelbart efter broen over åen, står en træskulptur af en bondekone med løftet le. En informationstavle fortæller baggrunden: I attenhundredtallet lod en fattig kvinde mod betaling sig indskrive i hæren i stedet for en velhavende bonde søns. Karup og omegn er fuld af den slags minder om lokal historie, ofte omhandlende kartoffeltyskere eller natmænd.
Jeg har gået et pænt stykke af landevejen, da jeg søger at komme ind til en sti nærmere ved åen. I stedet opdager jeg, at jeg har taget den forkerte vej ud af Karup, jeg krydser nemlig Alhedestien, så jeg er gået mod syd i stedet for mod øst. Heldigvis har jeg opdaget det forholdsvist tidligt, så jeg følger stien tilbage til Karup. Solen kommer frem, jeg krydser den gamle jernbanebro over Karup Å og får lejlighed til at passere kirken endnu en gang, tilmed i strålende solskin og med vid udsigt over engene. Jeg har undret mig over, at kirken hverken har tårn eller fritstående klokketårn, men nu ser jeg, at der hænger en klokke i en høj niche i den hvide kirkegavl mod nord.
Denne gang finder jeg den rigtige vej ud af byen. Et fladt landskab præget af eng og mindre plantager der hurtigt bliver til større sammenhængende stykker skov, efterhånden som jeg kommer ind i det nordvestlige hjørne af Kompedal Plantage. Her følger jeg en lang grusvej mod nordøst. Vejen bærer det tillokkende navn Urhanevej, desværre blot et minde om bedre tider eftersom urfuglen siden 2001 regnes for uddød i Danmark.
Her, hvor den store plantage ligger, var det hele engang hede. På min tur ad
Hærvejen (vandredag 160) passerede jeg i den modsatte ende af plantagen et stort hedestykke, der blot er et tilbageblevet fragment af fortidens vidt udbredte Grathe Hede. Som jeg går mod nordøst passerer jeg også enkelte stykker overlevende hede, hedelyngen blomster, men kun enkelte planter her og der, endnu ikke hele flader. Plantagen er gennemskåret af et par lange ådale, den første af disse står med lyngbakker, den anden med mose med hvid kæruld. Længere mod nord krydser vejen Haller Å, omgivet af en bræmme af frodig kær.
Grusvejen bliver til asfalt, jeg nærmer mig udkanten af plantagen, men inden da drejer jeg af, passerer en lysning, hvor den lyslilla gederams står tæt, går gennem plantagen, krydser åen, indtil jeg passerer Hærvejen syd for Kong Knaps dige, hvor ådalen omkring Haller Å står med høje skrænter. Kort efter kommer jeg ud af plantagen, en brat overgang til modne kornmarker.
Den moderne Hærvej, hovedvejen mellem Viborg og Vejle, løber her øst for plantagen, hvor den trætte rejsende kan gøre holdt på Grathe Hede Rasteplads. Mens jeg holder mit hvil, bryder endnu en byge løs, jeg har for længst opgivet at holde rede på, hvor mange gange jeg har haft regnslaget af og på.
Vandringen går videre ad små asfaltveje omgivet af gult og modent korn. Enkelte steder hæver grønne gravhøje sig i kornet. En hvid landsbykirkes tårn lyser mod himlen længere fremme. Det er den lille flække, der bærer navnet Grathe. Jeg drejer imidlertid mod nord et stykke før kirken, går ad en lille landevej gennem et let bølgende landskab. Lidt længere fremme viser et skilt af til Grathe Stenen. Jeg følger den anviste vej, en grusvej gennem en smuk lille allé, over en brolagt gårdsplads, til højre ved hestefolden og videre ad markvejen, og så står jeg der: ved Grathe-Stenen. På sin vis også en rasteplads eftersom traditionen hævder, at Svend Grathe hviler her. Midt i tolvhundredetallet rasede en borgerkrig i Danmark mellem de tre konger Svend, Knud og Valdemar. Svend fik myrdet Knud, men tabte i 1157 det afgørende slag på Grathe Hede til Valdemar. Efter slaget flygtede han, men blev dræbt af en bonde. Det hævdes at være sket netop her på dette sted, hvor der også i århundreder lå et kapel.
I 1892 lod digteren Thor Lange for egne midler et mindesmærke rejse. Det er fem meter højt og har form som et sværd nedfældet i jorden. Jeg kunne se det fra landevejen, som en høj massiv pæl midt i kornet. Solen skinnede for få minutter siden, da jeg gik derovre, men nu styrter regnen ned. Gennem den grå dis kan jeg lige akkurat skelne kirketårnet i Grathe, en del af stenene fra det nedrevne kapel blev brugt til at bygge kirken. I forgrunden står det nedfældede sværd på en øde slette af korn.
Jeg vender ryggen til scenen, og med regnen i nakken går jeg tilbage til landevejen og videre mod Thorning. På den anden side af Thorning løber hovedvejen. Her står jeg på en bus mod Vejle. Af og til skinner solen, oftere pisker bygerne mod ruden, men nu bliver jeg ikke længere våd.
Peter Furst: Flesh of the Gods, 117-176.
Jyske Vandreture 