Himmelbjerget, 22 km (551).
Torsdag den 10. september 2026.
Himlen er blå, da jeg står på perronen ved den røde stationsbygning i Ry for at tage hul på min vandretur, og der er en fornemmelse af efterårskølighed i luften. Gudenåens vand strømmer frisk under broen ved den gamle mølle, og hvidt skum skyller henover ålekisten. Få hundrede meter fremme drejer jeg stik vest fra landevejen og slår ind på den lange grusvej, der fører ind gennem Rye Nørskovs vidtstrakte godsskove.
Nåleskoven føjer en frisk duft til luften, svampe med voksglinsende hatte er piblet frem i vejkant og skovbund. Skovede partier skaber store lysninger, hvor blegnede træstubbe deler pladser med totter af lyng, de store bregnekrat holder stadig de grønne farver, men messing- og bronzetoner vidner om den uundgåelige visnen.
Jeg kommer hurtigt frem på den velholdte grusvej. Snart hører jeg den velkendte lyd af snadrende gæs, hvor skovvejen strejfer grøn eng og Birksøs blå overflade er nær. De store fugle breder sig både til lands og til vands og har tilsyneladende meget at sige hinanden.
Grusvejen gør et let knæk og svinger væk fra søen, mens skoven bliver tættere omkring mig. Jeg er på den velkendte vej mod Himmelbjerget, men jeg har et par omveje at gøre. På det flade område ud mod søen er et stort område blevet indhegnet til vildsvin. Der er ingen gennemgående veje derinde, men nogle få blinde skovveje giver mulighed for at udforske området. Terrænet er en skønsom blanding af krat og tilgroet mose og kær. Hegnet er mandshøjt, på indersiden med to lavthængende eltråde strategisk placeret i trynehøjde. På hegnets yderside er der skiltet med forbud mod at fodre grisene. Jeg går over færisten, det vandrette gitter af runde, rustne metal rør, der gør det umuligt for klovbærende dyr at passere. Ulvepoter er en anden sag, ulvepar har etableret sig både i Lille Vildmoses og Klelund Plantages store indhegninger, men endnu er de ikke nået hertil.
Jeg når et åbent bælte af tilgroet mose og ryddet krat. Et rådyr gør anskrig, og jeg ser mig forgæves om efter et glimt at skind i hurtig bevægelse. En lang jordvej fører stik nord, hvor højere nåleskov har fået lov at stå. Vildsvinene er ikke at se, men deres tryner har efterladt tydelige spor, mens jordvejen er i stadig dårligere stand. Hvor jordvejen ender ser jeg glimt af grønt vand gennem buskadset, ligge akkurat synlig over høje tagrør. Oprømte stemmer kommer et sted fra: kanoroere. Jeg er nået frem til Gudenåen.
I flere minutter leder jeg uden held efter en egentlig udsigtsmulighed, men det bliver kun til små kantede vinduer i løvhænget, mens de mandshøje tagrørs toppe blidt vajer i den umærkelige brise. Jeg vender næsen mod syd og starter på tilbagevejen, Gudenådalens sydlige skovbevoksede dalside rejser sig brat som en mur over det flade landskab. Et par steder står jægeres hochsitze i skovbryn. En lang mudret arbejdsvej fører mod vest, den vil jeg også udforske. Dens overflade er grundigt hakket op af skarpe klove, og den markante lugt af gris hænger i luften.
Vildsvinene ser naturligvis mig, før jeg ser dem. Skarpe skrig og lyden af kroppe der braser gennem buskadset, tæt på og i det fjerne. Smågrise hænger tilbage, tydeligvis fra to kuld, de mindste endnu med de karakteristiske striber, de større i mørk pels, trinde buttede kroppe, som hundehvalpe. Dyrene tættest på mig er forsvundet på øjeblikke. Det er halvåbent terræn, med øer af buskadser og en mere sammenhængende kratlinje i distancen. Jeg ser voksne grise sprinte over vejen og henover tilgroet mose. Hjorte flygter med høje elegante spring, vildsvin løber med tungt og lavt tyngdepunkt, bulldozeragtigt. Så stopper dyrene alligevel op, blot få meter fra det frelsende krat og betragter mig nysgerrigt. Jeg kigger interesseret tilbage, pelsen er stride sorte børster, Schwartzwild, som tyske jægere siger, trynerne robuste og sårbare på samme tid, øjnene små, og ligesom lidt nærsynede, men fulde af intelligens. Uden for indhegningen, på den gode grusvej, kan man gå forbi grisene på få meters afstand uden at de rør på sig. Dyrene har sikkert udviklet en glimrende fornemmelse for årstid og geografi, hvor og hvornår mennesker er farlige for dem.
Jeg går forsigtigt videre, ledsaget af skeptiske snøft, indtil jeg også når til vejs ende med denne blinde vej. Som jeg betragter det, der ligner gammel græsning og læhegn, opfatter jeg en hurtig bevægelse i øjenkrogen, og som jeg vender mig om, ser jeg to imponerende dåhjorte på terrænets højeste punkt. Store skufler, de plettede skind og hvide spejl med sort hale. De betragter mig i lange øjeblikke, inden de lydløst forsvinder forsvinder i krattet. Jeg går ad den mudrede jordvej tilbage, et par højlydte vildsvin dukker op på nye steder, mens de dyr, der allerede har mødt mig, tager det anderledes roligt, og jeg får et smukt udblik over en familiegruppe med deres stribede smågrise.
Snart efter er jeg tilbage på grusvejen, der lokker med den skiltede vandrerute, men som en variation vælger jeg i stedet at holde mig nær vildsvinehegnet, der ender nær et gammelt skovløberhus, idyllisk beliggende få meter fra Julsø. En trampesti giver adgang til søbredden, en smal stribe sand med opskyllet kvas, skovbryn helt ud til vandkanten på begge sider. På den anden side af søen ses Linå Vesterskov og Gammelkol, Møgelø i mellemgrunden, og umiddelbart foran mig en voksen knopsvane i selskab med en ungfugl.
Så vender jeg ryggen til søen og går mod Himmelbjerget. Denne gang tager jeg bagvejen derop, ad stille skovveje forbi et kuperet stykke hede, der har undgået tilplantning med nåletræer, men har sværere ved at stå i mod bregnerne. Dernæst ind på en stejl jordsti, hvor en mindre strøm af vandrere er på vej ned, måske tiltrukket af H. C. Andersens Bænk, hvor der stadig friholdes et minimalt udkig over søerne. Fedtede trappetrin hjælper på det sidste stejle stykke, og så kommer jeg op bag Hotel Himmelbjerget med udsigt over lysningen.
Selv på en hverdag er der mange mennesker og gang i kioskerne, et par busser fra efterskoler bidrager med lidt ekstra. Jeg går over lysningen og det sidste stykke op til tårnet, stadig en smule blomstrende lilla lyng tilbage. Solen er forsvundet bag skyer, men selv på en grå dag er det en storslået udsigt over søerne, skovene og den brune lyngbakke. En lille hvid turbåd gynger på bølgerne ovre ved Laven.
Jeg tager ikke den korteste vej tilbage, i stedet går jeg gennem Rye Nørskovs løvskove til Gl. Rye, med den lille kirke, en rest af et langt større kloster, som har fået selskab af et nyere fritstående klokketårn. En ydmyg markvej, som inkluderer gamle hulvejsstræk fører ned ad Langebakke, hvor store blokke af dyrket land er skåret ud af skovene. Som en bakke på bakken ligger et hedeklædt areal tilbage med udsigtspunktet Ørnehøj. Jeg åbner låget i hegnet, der er højt nok til at holde hjorte inde, og går gennem tungt sand, forbi blåbærris med rødmende blade for at komme derop. Foran mig har jeg Gudensø og Mossø, med en tynd strimmel land imellem og højdedrag længere væk.
En trampesti fører gennem skov og krat, en ravn kalder stædigt fra nabolagets øverste gren, uden at lade sig anfægte af min tilstedeværelse. Jeg træder gennem en ny låge og ud på den sandede skovvej, der er en del af vandreruten mellem Århus og Silkeborg. Endnu et par kilometer gennem skov, og jeg når asfalt, fortov og snart efter perron.
Katrine Marie Guldager: Jeg hører, hvad du siger: 1-134.
