Alhedestien I: Herning-Karup (144).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Herning-Karup, 31,8 km (144).
Lørdag den 2. april, 2016

Dagens vandring starter på Herning Banegård, som jeg forlader ad den sydlige udgang. Jeg skal gå på Alhedestien, der er en natursti anlagt på den nedlagte jernbane mellem Herning og Viborg. Turen starter i et gråvejr, der varer til langt ud på eftermiddagen, det er lidt køligt her sidst på morgenen, til gengæld er der næsten ingen vind.
Indledningsvist følger jeg en cykelsti bag det gamle godsbaneterræn, den krydser jernbanen via en separat cykelbro og dykker dernæst ned til banelegemet og går gennem den viadukt, der i sin tid må have givet tilslutning for banen mod Viborg.
Den egentlige banesti starter her og fører nordpå. I begyndelsen danner den grænse mellem boligblokke og et industriområde, længere fremme erstattes de af kolonihaver med blafrende dannebrogsflag, og en golfbane der også fungerer som offentlig park. En informationstavle påpeger det mulige behov for at dukke hovedet, når der bliver råbt fore!
Golfbanen er pænt besøgt, og der er løbere, cyklister og hundeluftere på stien. Omsider kommer jeg ud på det åbne land, der er fladt som en pandekage. Banestien er ført på en jorddæmning i et snorlige stræk over enge og kær. Med jævne mellemrum er der små broer over vandløb. Et af vandløbene er Storåen, der løber fra Gludsted Plantage mod nordvest til Holstebro og derfra til Nissum Fjord. De fleste af de øvrige åer, der løber under banestiens broer, munder ud i Storåen, der nu ikke skiller sig ud på dette stræk.
Engene og kærene står endnu tomme hen, med visne gule farver snarere end saftigt græsgrønt; jeg ser enkelte heste i foldene, men ikke meget kvæg.
Jeg møder dagens eneste stigninger i løbet af de første kilometer efter, jeg har forladt Herning, og de er begge menneskeskabte i forbindelse med jernbanestien: Ramper, der lader stien gå på broer over først motorvejen mod Holstebro og dernæst omfartsvejen ved Sunds.
I Sunds er det gamle baneområde lavet til en lang park, en brolagt vej fra jernbanetiden løber langs stien. I udkanten af Sunds forlader jeg ruten mod Viborg for at gøre en afstikker rundt om Sunds Sø. Søen er ikke særlig stor men dog landets største hedesø. Der er nu ikke meget hede at se mere, bortset fra det høje okkerindhold der farver de tilstødende bækkes vand rustrød og giver de små strandes sand samme farve.
Søen er bebygget næsten hele vejen rund, bortset fra det nordøstlige hjørne. Mod nord og vest er der en tynd bræmme af nyere villaer med strandadgang. I syd og øst ligger Sunds gamle bykerne med noget lavt etagebyggeri tilføjet ved søbredden. Der ligger også et par sejlklubber, en campingplads og et par badestrande. Det meget byggeri søen rundt giver lidt fornemmelsen af at være ved et udgravet sø på et resortområde.
Jeg vender tilbage til stien og fortsætter mod nord. Dyrket land trænger engene tilbage. Jorden er pløjet og harvet, uden vegetation står landskabet her bogstavelig talt i jordfarver, der her indeholder så meget sand, at jorden er grå, nogle steder næsten hvid.
Jeg passerer den lille landsby Ilskov og tager straks hul på en fem-seks kilometer lang vandring i lige linje gennem plantage. Gedhus Plantage på den vestlige side, Myremal Plantage på den østlige side. Stien går stadigt på en hævet banevold flankeret af drængrøfter, men jorden virker tør og mager, der er rensdyrlav og lyng på grøfternes skrå sider. Nåletræerne står høje inde i plantagen, der er en lille åben lysning, hvor selvsåede graner truer med at kvæle heden.
Den gamle jernbane er flankeret af nogle ualmindeligt velholdte kilometersten, der lyser i friske hvide farver, rødt til tallene. Det stopper imidlertid straks, jeg passerer skellet mellem Herning og Viborg Kommune. Vejbelægningen skifter også fra asfalt til fliser. Samme slags fliser som benyttes til terrasser og lignende, så pludseligt går jeg på noget, der ligner verdens længste havegang.
Nær kanten af plantagen når åbent land frem til banestien. Jeg kan se landevejen mod Viborg løbe parallelt med stien få hundrede meter borte. På den fjerne side af vejen løber et højt sikkerhedshegn uendeligt langt; langs stien og ude i terrænet er der høje pæle med brede vandrette striber i sort og gult. Den slags pæle der markerer militært område: Karup Lufthavn med Flyvestation Karup lægger beslag på et stort landområde.
Et skilt viser af til en militærkirkegård med tyske soldatergrave (størstedelen af de begravede er nu tyske flygtninge). Kirkegården er grundlæggende et indhegnet område med ens gravsten opstillet i lange lige linjer. Hver gravsten bærer to navne, øjensynlig ganske uden familieforbindelse, blot en konsekvens af den rækkefølge de afdøde er begravede i. Et stort sort kors adskiller begravelsespladsens sektioner, der huser 1185 tyske flygtninge og 148 soldater.
Dette er Gedhus militærkirkegård, i den modsatte ende af det militære område ved Flyvestation Karup, ved Grove, findes en tilsvarende kirkegård. (Karup Lufthavn blev grundlagt af tyskerne under Besættelsen som Fligerhorst Grove). Disse kirkegårde rummer også en del af de tyske soldater, der efter krigen omkom under minerydningen på Vestkysten.
Kølvrå ligger ved den nordlige ende af plantagen, herfra er det kun få kilometer til Karup. Umiddelbart syd for byen passerer jeg Karup Å over den gamle jernbanebro. Åen løber i naturlige slyngninger og har en høj skrænt mod nord. Vest for broen rejser høje siloer sig. Øst for danner åen et udstrakt kær. Øverst på skrænten ligger en lille hvid kirke med en stor kirkegård indhegnet af et smukt stengærde.
Den gamle bane er ikke bevaret gennem Karup, så jeg går ad stien omkring kirkegården. Et par sidder på bænken øverst på skrænten og nyder udsigten over den slyngede å.
Jeg går gennem byen hen til stoppestedet ved landevejen. Nu, hvor min vandretur er forbi, kommer solen endelig frem. Godt det samme, jeg skal vente en time på den næste bus.

Jens Smærup Sørensen: Mit danske kød, 72-276.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s