Husum-Schleswig: Dannevirke (143).

Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Husum-Schleswig, 48,3 km (143).
Tirsdag den 22. marts, 2016.

Jeg begynder dagen tidligt og får brug for resten af dagens lyse timer.
Før jeg giver mig i kast med dagens lange vandring mod øst, går jeg en tur omkring havnen i Husum for at have fornemmelsen af at gå fra hav til hav, fra Nordsøen til Østersøen. Det er ganske vist at stramme den en smule for det er naturligvis ikke fra åbent hav til åbent hav, men dog fra de inderste indskæringer af begge have. Den Jyske Halvø har sit smalleste punkt her.
Oprindeligt lå Husum et pænt stykke inde i landet, men en stor stormflod i januar1362 (Den Store Manddrukning) slog mange tusinder mennesker ihjel ved denne del af Nordsøen, omdannede vadehavskysten til et øhav og skabte også en sejlbar vandvej til Husum, der således fik en havn ud af katastrofen.
Husum3.jpg

Af navn er det altså en åhavn, men det ydre havnebassin er hundrede meter bredt, det indre halvtreds meter. En klapbro adskiller dem. Der er foderstofsiloer på yderhavnen og fiskerbåde ligger fortøjede langs kajen. Inderhavnens bassin er ganske tørlagt, det er lavvande og træskuder ligger solidt lejrede på den blotlagte mudderbund og venter på, at tidevandet skifter. Der er et smukt og velbevaret købstadsmiljø omkring havnen. De friske farver lyser så meget stærkere under den grå overskyede himmel. I det allerinderste hjørne af havnen risler den uanseelige Husum Mølleå ud i bunden af bassinet.
Jeg vender havnen ryggen og går mod øst, forbi Marienkirke og videre ud af byen, under motorvejen og ud i det åbne land. Det er samme landskab, som jeg kender fra de sidste dage: højere liggende dyrket land, med levende hegn. Vindmøller på markerne, gyllespredere på vejene, et par sortkrager tumler sig over himlen. Ad små sekundære landeveje mod øst.
Tre timer går der, før jeg for første gang går gennem skov, Starker Wildwechsel står der tilmed på skiltet med en galopperende hjort. Da har jeg passeret landsbyerne Wittbek og Ostenfeld og nærmer mig Hollingstedt, hvor en bred bue af enge og kær skærer igennem landskabet. Umiddelbart uden for Hollingstedt går jeg over floden Treene. Den er et tegn på, at jeg nærmer mig dagens hovedmål: Dannevirke. Det store voldanlæg beskyttede Jylland og kontrollerede handelsveje her på halvøens smalleste sted. Voldene rakte fra Hedeby, inderst i østersøfjorden Slien til et punkt øst for Hollingstedt. Resten af distancen til Nordsøen havde et naturgivent bolværk i kraft af det sumpede areal langs Treene og Ejderen, der mødes sydvest herfor og løber mod vest til udløbet i Vadehavet.
På mit kort ligger de parallelle blå linjer så tæt som furerne på en pløjemark. Drængrøfter: For tusinder år siden stod grundvandet langt højere, og søer og sumpede områder bredte sig langt videre og tvang rejsende ind mod Dannevirke.
Jeg fortsætter ad landevejen til Ellingstedt og drejer dernæst mod syd, indtil jeg til sidst står ved de første rester af Dannevirkes volde: Krumvolden. Den er stærkt sammensunket og så lav, at man ville have taget den for et jorddige, bevokset med træer, hvis der ikke havde været opstillet fredningsskilte. Træbæltet oven på volden er ti meter bredt, et stykke borte kommer fire rådyr ud fra buskadset og hopper væk over engen.
Et par hundrede meter syd for går en markvej parallelt med den smuldrende vold, vejen tjener også som cykelrute og er endda forstærket med cementplader. Jeg træder ud til siden og lader endnu en gyllespreder passere, solen er kommet frem i et blåt bånd mellem hvide skybræmmer i nord og syd, et par harer leger på marken, og jeg går videre med friske kræfter.
Fra markvejen kan jeg se et mere velbevaret stræk af volden rejse sig længere fremme. Det er ryddet for træer og i sollyset står det klart aftegnet i en lysende vissengrøn farve mod den mørke skov bagved. Markvejen slår et skarpt sving og fører mig frem til foden af volden, og den velholdte grusvej der løber langs den i retning mod øst.
Dannevirke3
Dette er den vestligste del af Hovedvolden, den er bred og vel tre meter høj på dette sted. Den består af lange segmenter, der lejlighedsvist er gennembrudt, hvad enten det har været til datidens porte eller senere tiders brug for passage. Jeg følger grusvejen mod øst, langs de brede flade marker på sydsiden. I stedet for nutidens minefelter brugte man dengang på sådant militært forterræn at nedsætte spidsede kæppe i lave grave, dækket af vegetation, som en del af den samlede forsvarskonstruktion. Voldene i sig selv er byggede, renoverede og udbyggede i flere omgange og bestod som forsvarsanlæg i mere end tusinde år, indtil de var endegyldigt forældede i 1864.
Grusvejen svinger gennem en af åbningerne i volden og løber nu på nordsiden. Der er en smule skov her og egetræerne har bredt sig ud på volden. Snart efter, ved en gård, krydser vejen tilbage til sydsiden, ud til et langt velbevaret stræk af voldanlægget, der her har bestået af to volde med en dyb grav i mellem. Den højeste, nordlige, vold er toppet af med en tandrækkelignende struktur, der kan være resterne af et brystværnsfundament. Selv om voldruinerne fremstår som jordvold nu, var bygningsværket oprindeligt konstrueret med murværk og tømmer.
Længere fremme svinger grusvejen bort, men en vandresti fortsætter langs med og snart oven på volden, der her over en lang strækning ikke er gennembrudt. Egeskov breder sig her og der ind over den, indtil den ender ved en rekonstrueret skanse fra krigen i 1864. Fra toppen af skansen er der en vid udsigt over landskabet. Den høje kantede skanse minder mig om Fredericias volde (vandredag 70, 71 og 107), der jo også var historisk samtidige.
Jeg følger stien videre, nu langs og ikke på volden, og kommer til det eneste sted, hvor man kan se murværket blotlagt. Dernæst følger Dannevirkemuseet, og jeg krydser den nuværende landevej, der bærer navnet Ochsenweg. Vejen går gennem volden, præcis som dens forgænger for tusinde år siden.
Et stykke endnu, her hvor den rammer de første bakker omkring Schleswig og fjorden, der endnu ikke er inden for synsvidde, udgør volden stadigt et sammenhængende forløb. Volden ender ved et befæstningsanlæg, der har fået navnet Thyraborg, om end der vist ikke er historisk belæg for at tro, at det er opført af Dronning Thyra. I sin tid lå der en sø her.
Jeg må gøre en større omvej gennem en landsby og krydse en bro over motorvejen (E45, den moderne hærvej, som jeg efterhånden har krydset et utal af gange i Danmark), før jeg genfinder volden på kanten af Schleswig by. Jeg har gået langt i dag, og det er den bedste mulighed for at gå til mit hotel i Schleswig ad den korteste rute, men jeg er opsat på at følge voldens forløb helt frem til Hedeby.
Volden er lige her i knap så imponerende forfatning. Stadig en tydelig struktur, men noget sammensynket og overvokset med krat og skov. For dens sydlige kant er der ellesump med sort vand. Mod nord er der en smal strimmel mark og dernæst forstæder. Stien går oven på volden, gennem egeskov, et bakket forløb, afbrudt af krydsende grusveje og en enkelt asfaltvej. Jeg begynder at møde andre skovgæster, tydeligvis fra det nærliggende parcelhuskvarter. Lange rustne jerntrapper gør det lidt lettere på de stejleste steder.
Jeg når frem til forstadskvarteret Busdorf, krydser jernbanen mod Rendsburg, og må så gøre endnu en omvej, krydse endnu en motorvejsbro, før jeg genfinder volden, nu i dens prægtigste udgave, resterne af den halvcirkelvold der omgav vikingebyen Hedeby. Tyskerne benytter det mere arkaisk klingende Haitabu for samme sted. Jeg stiger op på volden og står snart ved en fantastisk udsigt: Mod syd, i gyldent aftenlys rækker voldens halvcirkel rundt fra strand til strand, i midten, i ensom majestæt, står de rekonstruerede vikingetidshuse fra Hedeby, foran mig, i øst, Haddebyer Noors blå vand, blinkende i solen. Jeg kan se troldænder og grågæs derude, høre dem også. Jeg er nået til Østersøen – eller i hvert fald den inderste flig af fjorden Slien.
Efter at have nydt udsigten en rum tid fra toppen af den fremspringende vold stiger jeg ned ad trappen og går nordpå. Et stykke fremme er der et moderne mindesmærke, stålspær der danner et bygningsskelet, til erindring om den kirke Ansgar fik tilladelse til at bygge i Hedeby.
Slesvig ligger ovre på den anden side af fjorden, så jeg går ad en kirkesti tilbage til Busdorf, langs en travl bundesstraße som jeg må gå langt for at krydse. På den anden side af vejen står et fritstående højhus ved en lystbådehavn, Wikingturm, hvidt, ottekantet og lidt af et stilbrud i forhold til det gamle Schleswig, hvis domkirketårn hæver sig i baggrunden.
Da jeg endelig får mulighed for at passere motorvejen, skal jeg blot gå få hundrede meter, før jeg står foran Gottorp Slot, dernæst langs Slien. Og eftersom banegården i Schleswig ligger i byens vestlige udkant, får jeg både fjord, tårn og slot at se i morgenlyset næste morgen, da jeg går til stationen for at tage toget tilbage til Århus
Jeg ankommer omsider til mit hotel, øverst på en endeløs bakke, efter mere end ti timers vandring, min længste vandretur i årevis. Det er endelig aften.

Harper Lee: To kill a mockingbird, 220-309.
Jens Smærup Sørensen: Mit danske kød, 1-72.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s