Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Enge-Husum, 33,2 km (142).
Mandag den 21. marts, 2016.
Efter turen ad den historiske Oksevej sov jeg godt på mit landgasthof, og eftersom tyskerne tager deres morgenmad særdeles alvorligt, kan jeg glæde mig over et rigeligt morgenfoder, før jeg starter dagens vandring lidt over otte.
Vejret er gråt, endda med lidt regn ud på eftermiddagen, og temperaturen er moderat, men ellers er det forår i Tyskland: Der er kulørte påskeæg på træerne i landsbyhaverne og enorme gyllespredere på vejene. De lugter ikke spor bedre end i Danmark.
I dag er det fortrinsvist fladt åbent agerland, vindmøllerne står tæt og det samme gør plakaterne med protestbudskaber: En sort silhuetvindmølle truer med at blæse taget af værgeløse sorte silhuethuse, det hele på giftig gul baggrund. Jeg følger så nogenlunde Oksevejens oprindelige rute her vest i Slesvig, øst om Bredstedt og til Husum med dets kvægmarkeder og slagtehuse.
Denne rute går i kanten af marsklandet, hvor det højere og tørrere land begynder. Langs åerne, der fører vand ud til Vadehavet og Nordsøen, er der dog stadig brede bræmmer af eng og kær. Ved den første bro over et af disse regulerede vandløb, jeg passerer, er der bevaret en række historiske vejsten, hvor man kan se hvilke landsbyer, der var pålagt at vedligeholde bro og vej. Medelby skulle bidrage til dette vejstræks fremkommelighed.
Kort efter passerer jeg et af de få stykker skov. De lokale har nu ikke så meget fornøjelse af det: Det er militærterræn og kantet af en række forbudsskilte, pertentligt underskrevet med det politisk korrekte Befehlhaber/Befehlshaberin. På den anden side af vejen er der en række lave indlandsklitter, overgroede, langhåret kvæg græsser i samme fold.
Som jeg læste på en informationstavle i går, så er Slesvig-Holsten det skovfattigste bundesland, men der er alligevel mange træer at se i landskabet, lange levende hegn, stående på lave jordvolde.
Som jeg nærmer mig Husum bliver marsken stadigt mere fremtrædende, endeløse våde enge mod vest, afvandingsgrøfter, nogen af dem nyligt oprensede og flankeret af lange baner af opgravet jord. I det fjerne kan jeg se profilen af en større by med et dominerende tårn tegne sig mod horisonten. Vejene bliver lidt større, og trafikken løber hurtigere og tættere, som jeg når de sidste kilometer af indfaldsvejen til Husum.
Straks jeg kommer ind i den centrale bykerne, er der vejskilte der peger af til Krokusblüte, og store bannerne der ønsker byens gæster velkomne til fænomenet. Samtidigt begynder det at regne.
Efter at have hvilet et par timer på mit hotel, går jeg omkring slotsparken for at se på tingene. Krokusblüte er en martsbegivenhed i Husum: Plænerne omkring slottet farves lilla af krokus, som i store mængder blomstrer tæt over grønsværen. Oprindeligt er urten formodentlig plantet i det sekstende århundrede for at levere krydderiet safran. Parken er åben, med mange fritstående gamle egetræer i skulpturelle former. Rågerne har en koloni i trækronerne, de skræpper fra grenene, og sorte fugle hopper rundt i krokusfladerne. Midt i parken ligger det gamle slot, omgivet af en klassisk dyb voldgrav og med et finurligt tårn.
Skumringen er fremskreden og gaderne mørke, da jeg forlader parken og ser mig om efter et sted at spise til aften.
Harper Lee: To kill a mockingbird, 85-220.
Jyske Vandreture 