Tønder-Enge (141).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Tønder-Enge, 34,0 km (141).
Søndag den 20. marts.

For et par år siden brugte jeg næsten tyve vandredage på at følge vandreruten Drivvejen, den vestlige pendant til Hærvejen, fra dens to begyndelsespunkter på Harboøre Tange og Thyholm til dens danske endepunkt ved grænsen syd for Sæd (vandredagene 41 til 59). Tyskerne ser ganske korrekt Hærvejen og Drivvejen, med samt deres tilstødende veje, som de to hovedgrene af et og samme system af oldtidsveje: Ochsenweg, Oksevejen. Ochsenweg hedder vandreruten Hærvejens fortsættelse fra grænsen ved Kruså til Wedel umiddelbart vest for Hamborg da også på tyske kort.
Oksevejen har fået dette navn – og andre navne som Drivvejen eller Studevejen – fordi den især blev brugt til at drive kvæg fra Den Jyske Halvø til opfedning og slagtning på markederne sydpå. I dag begynder jeg første af tre vandredage, der vil føre mig fra Drivvejens danske endepunkt syd for Tønder videre over Leck til Husum og dernæst stik øst mod Slesvig, mod Dannevirke og det gamle Hedeby.
Der er ikke nogen sammenhængende vandrerute markeret for denne rute. I stedet har jeg anskaffet mig en serie meget detaljerede officielle Wander- und Freizeitkarte, hvorpå der er markeret lokale skiltede vandre- og cykelruter, såvel som ikke-skiltede turforslag. Det er 2-cm kort, dvs i størrelsesordenen 1:50 000, trykt således at to centimeter på kortet svarer til en kilometer i virkeligheden, så der burde ikke være store problemer.
Jeg er taget til Tønder dagen før for at kunne starte min vandring tidligt, så dagslyset strækker til hele dagen. Himlen er overskyet, der bliver ikke megen sol i dag, men i det mindste tørvejr.
Den første kilometer går gennem Tønders gamle gader, der byder på et velholdt købstadsmiljø med facader i vekslende farver. På det lille torv står en træfigur på støtte. Det er en kopi af den kagmand, der oprindeligt stod på skamstøtten her i 1700-tallet. Lovovertrædere blev bundet til kagen og kagstrøget, pisket. Den myndige herre i rød uniformsjakke fremviser da også en pisk i højre hånd.
På den nærliggende plads ligger Tønder Kristkirke, klemt inde på et ganske lille gaderum, med et højt flot tårn. Kirken er opført i røde mursten, en buste af salmedigteren Brorson står udenfor.
Tilbage på hovedgaden bemærker jeg en pudsig lille afvigelse i det ellers stilrene købstadsmiljø, to hvide stentøjsløver uden for en kinesisk restaurant. De små løver ligner hidsige pekingesere; ti meter derfra vogter to sørgmodige nordeuropæiske løver sagtmodigt hver sin side af en dørportal. Vejrliget og årenes gang har sat deres tydelige præg på dem.
Jeg drejer af ved Søndergade, når frem til Møllesøen, dannet af Vidåen, krydser en bro og er snart ude i det åbne land. Det er fladt marskland, de spredte gårde ligger på forhøjninger, værfter, der skal beskytte dem mod oversvømmelser. Bag mig svinder byen hurtigt bort og danner en to-hornet silhuet mod den grå himmel: Kristkirkens tårn mod nord, i syd det ombyggede vandtårn, sammenbygget med byens museum.
Ved første vejkryds følger jeg landevejen mod syd, til Sæd, sidste landsby før grænsen, hvor jeg går mod øst. De næste kilometer har jeg gået før som en del af min tur Danmark Rundt på 80 Dage (vandredag 60), så jeg ved, at landevejen krydses af en bred kanal, der fører afdrænet vand til Vidåsystemet. På dette dige, stik syd, går en kort gren af Drivvejen. Denne østlige gren er åbenbart blevet så sent indlemmet i stisystemet, at den ikke er med i bogen om Drivvejen, men er dog skiltet og kan ses på enkelte oversigtskort på nettet.
Blot en kilometer fremme står jeg ved den øde grusvej, hvor Tyskland begynder og Danmark slutter. Ikke, at der er den mindste smule officiel markering af det; jeg ved det kun, fordi jeg har stået her før på en tur ad Grænseruten (adskillige år før denne blog blev påbegyndt). Og ganske rigtigt, skiltene ved servicevejene til de to vindmøller langs grusvejen er på tysk. Ellhöft hedder landsbyen, hvor grusvejen møder asfalt. Plasticvejpælene har en bred sort stribe, og byskiltene har sort skrift på svovlgul baggrund.
Min rute har bragt mig så langt mod øst, at jeg er kommet væk fra det egentlige marskland. Her er stadigt brede enge omkring åerne, der egentligt er kanaler eller udrettede vandløb med lige linjer og knæk i stedet for slyngninger. Ellers er det mest dyrket land, afbrudt af en smule skov.
Jeg skal syd på så direkte som muligt, uden svinkeærinder, men heldigvis får jeg mulighed for at gå et langt stræk gennem en skov, endda på jordvej, hvor der er ophængt snesevis af rugekasser. På en informationstavle forklares, at man forsøger at understøtte den pressede flagermusebestand i Slesvig-Holsten: Denne skov er så ung, at dets træer endnu ikke har dannet mange naturlige hulheder, hvor flagermusene kan yngle, så nu får naturen en hånd.
Jeg forlader skoven, krydser landevejen og ankommer via en øde bivej til Leck. Det er en mindre provinsby, søndagslukket, bortset fra enkelte caféer, hvor forbigående solskin har sat gang i salget af kaffe og italiensk is.
Selv om jeg godt kan mærke dagens kilometre i benene, har jeg stadigt at stykke at gå, så ingen kaffe og kage til mig, min interesse er i det, der ligger umiddelbart syd for byen: Langenberger Forst.
Og det er i det øjeblik, at jeg må bringe en gammel indsigt i erindring: selv de mindste byers gadeforløb bliver hurtigt for kompliceret til at blive ordentligt gengivet på et landkort. Med andre ord, det er på tide at spørge om vej. Den første venlige tyske dame beklager angergivent, at hun ikke er fra byen men kun på familiebesøg. Den næste venlige tyske dame er heldigvis lokal og kan give god besked: sving til venstre ved trafiklyset henne ved tankstationen, se efter et skilt, og dernæst er det bare durchqueren hele vejen gennem skoven, der er ikke flere skilte.
Med så præcis besked kan det jo ikke gå galt, jeg finder skiltet med Ochsenweg, følger den smalle sti, og så er jeg der. Tilmed som en sen eftermiddagssols lys viser sig.
I denne skov syd for Leck er der bevaret, fredet, et fem kilometer langt stræk af den oprindelige Oksevej. Det er så langt det længste stykke af oldtidsvejen, der er bevaret, uanset om man taler om Oksevej, Drivvej eller Hærvej. Store dele af det gamle vejsystem er jo mere eller mindre direkte erstattet af asfaltveje og ellers opdyrket eller beplantet, så hvad man kan få at se af oprindelige vej nu om dage er blot ganske korte stræk af overgroet hulvej, nogle steder med flere parallelle spor. Ofte findes de små steder på afsides eller fysisk svært tilgængelige steder, bakkesider, ofte med egekrat eller hede. Her i Danmark er enkelte af den slags steder blevet fredet, her i skoven syd for Leck er det et fem kilometer langt fredet kulturminde.
Fredet betyder naturligvis ikke, at tiden står stille. Oksevejen blev brugt gennem mange hundrede år, de tidligste historiske foto (hvor vejen naturligvis allerede var gået ud af brug) viser hede. Skoven er kommet til senere, om end der består (opretholdes) et bredt bælte af hede langs den gamle vej.
På dette sted nærmest Leck er vejen skåret dybt ned i jordbunden, men langt bredere end nogen hulvej jeg tidligere har set. Det, der kommer tættest på, må være Studevejen på Randbøl Hede (vandredag 120), hvor den skar sig gennem indlandsklitterne, men den var langt smallere. Lige her er oplevelsen nærmest som at stå på en udtørret flodseng, selv om det er mange år siden, den sidste flok kreaturer strømmede igennem.
Der er ganske mange søndagsvandrere ude på Oksevejen, men det tynder hurtigt ud i dem, jo længere væk fra Leck jeg kommer. Sandvejen er bred og løs, og der har dannet sig smalle stier i kanten af den, hvor den slidte grønsvær møder sandet og giver lidt fastere grund under fødderne. Efterhånden snævres vejen og hedebræmmen ind, men så bliver der snart længere mellem træerne, brinkerne forsvinder, og der er en overgang til fladere land med små hedesletter.
Jeg når frem til en parkeringsplads forenden af en smal, smal asfaltvej. En god kilometer fremme ligger det landgasthof, hvor jeg skal overnatte.

Rudyard Kipling: Kim, 178-338.
Harper Lee: To kill a Mockingbird, 1-85.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s