Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
…fra Herning.
Brande-Herning, 35,2 km (140).
Søndag den 13. marts 2016.
Meteorologerne havde først på ugen talt søndagen op til at byde på klar sol og 10 grader. I stedet er der tæt dis og, straks toget kommer uden for Århus, hvid rimfrost på markerne. Disen forsvinder umærkeligt i løbet af de næste timer, og ud på eftermiddagen kommer der enkelte solstrejf gennem huller i skydækket, men så bliver det heller ikke bedre.
I Brande forlader jeg stationen ad Godsbanegade og går ad landevejen mod nordvest, indtil jeg passerer Skjern Å og snart derefter krydser Den Midtjyske Motorvej via en bro. Motorvejen lægger et lige snit gennem høj plantage på flad jord. Der er mere plantage på vejen til Fasterholt, temmelig skravlet og med masser af lyng i bunden og på det åbne areal nær jernbanen. På en flad mark uden for Fasterholt, muligvis det fladeste stykke land i kongeriget, proklamer et stort skilt tilstedeværelsen af Fasterholt Hanggliding & Paragliding Center. En lille gruppe entusiaster står i nærheden af en hvid glider med en kæk rød stribe. Der er ikke en eneste skrænt i nærheden, ja ikke engang et muldvarpeskud, men det lader folkene sig ikke stoppe af: Glideren bliver trukket i luften af et køretøj.
Umiddelbart på den anden side af landsbyen står jeg ved tærsklen til det, jeg har udset mig til dagens hovedattraktion, og også her er der skilte til at annoncere det: Færdsel langs brunkullejets skråninger er livsfarligt. Tilsvarende skilte står med jævne mellemrum langs de følgende kilometer af dagens rute, her og der også på engelsk og tysk, lejlighedsvist underskrevet Politiet og med et direkte færdselsforbud.
Jeg er på vej gennem Søby Brunkulslejer, omhyggelig med at holde mig på sikre veje og stier. Der blev gravet brunkul her fra omkring Første Verdenskrig frem til ca. 1970, men produktionen toppede under Anden Verdenskrig, hvor der var begrænset mulighed for at importere råstoffer fra udlandet. Dengang var stedet kendt som det jyske Klondike, hvor arbejderne boede i skurlandsbyer i stil med dem, guldfeberen fik til at springe frem i den canadiske ødemark.
I denne del af Midtjylland forekommer brunkul i tynde årer nær jordoverfladen, så man kunne grave det direkte op fra jorden uden at behøve minegange. I begyndelsen foregik det med håndkraft, senere blev processen mere mekaniseret. I al sin enkelhed bestod råstofudvindingen i at man fjernede det overliggende sand og dernæst brunkullet. Sandet blev dynget op i vældige volde, kaldet tipper, indledningsvist på nærliggende jord, senere i processen i det allerede udgravede hul, der kunne være så dybt som tredive meter. Naturligvis fyldte det opgravede løse sand væsentlig mere, end da det lå i sin oprindelige tætpakkede tilstand i jorden. Samtidig blev grundvand pumpet ud fra de dybe grave, kaldet lejer.
Langt senere, da udvindingen af brunkul ophørte, blev udpumpningen af grundvand også bragt til ophør. Den påfølgende indsivning af grundvand har omdannet de efterladte brunkulslejer til søer, op til 30 meter dybe. Den højere grundvandsstand er også årsagen til at færdsel i dele af området kan være forbundet med livsfare.
Hvor tipperne, de store sanddynger, blev lagt på fast, kompakt jord, som ikke er blevet gennemgravet, er det sikkert at færdes, fordi jorden allerede er fast pakket af naturlige processer over tusinder af år, og således ikke påvirkes af grundvandet. Hvor tipperne derimod er påbegyndt på bunden af brunkulslejerne – under det naturlige grundvandsniveau – og har vokset sig høje, er det anderledes farligt. Naturlig grundvandsstand blev reetableret, efter at pumperne blev slukket, og hvor det løse sand er gennemtrængt af vand, kan undergrunden blive flydende, hvilket kan medføre sætninger over store arealer. Sætninger betyder at undergrunden pludseligt synker adskillige meter over betydelige strækninger, vandet kan presses ud i store stråler og landskabet kan slå folder.
I sin tid blev der foretaget tilplantning med plantage på de gennemgravede arealer, men efter pumperne blev slukket blev det for farligt, og siden er reetablering af naturen her foregået ved selvsåning.
Jeg kommer ind i områdets sydøstlige hjørne, ved Meldgård Sø, en af de største brunkulssøer. Søen er kantet af nåletræsskov, dens vand er mørkt og stillestående. Jorden er sikker ved denne del af søen, og det har givet mulighed for en lille bådebro, hvorfra man må søsætte kanoer o.l. En anden sø, Langesø, kan benyttes til badning. Landskabet fremtræder nærmest lidt svensk.
Jeg følger en velholdt grusvej gennem området, der er en blanding af skov og åbne partier med sandvolde overgroede af græsser og lyng. I skarp kontrast hertil er der også stræk med flade nypløjede marker, uberørte af brunkulsudvindingen. For enden af sådan en mark hæver en kunstig ås sig. En del af denne tippe, 25 meter høj, ligger på sikker jord, og Skov- og Naturstyrelsen, der ejer omkring en tredjedel af området, har etableret et udsigtpunkt på toppen, hegnet ind med træbomme. Herfra har man en storslået udsigt over brunkulssøer, skov og mark. På den anden side af bommen fortsætter åsen i en usikker tippe, der står med en bar side ned mod søen for sandbjergets fod.
Grusvejen fører gennem den mere uberørte del af området frem til jernbanen ved Søbylund, hvorfra jeg følger områdets eneste asfaltvej mod nordvest i retning ad Søby. Landskabet veksler mellem plantage og små stykker hede, der er adskillige brunkulssøer med høje, skarpskårne skrænter. Her og der er der opsat standere med plancher, der fremviser historiske fotos fra brunkulseventyrets tid. Et sted er efterladt, rustent entrepenørmateriel opstillet i dramatisk positur over en dynge sand.
Der er flere sammenhængende søer i det nordvestlige hjørne af området. Deres vand er ikke mørkt, men derimod rustrødt af jern. og der er en imponerende skrænt fra vejen ned mod vandoverfladen. Fra en parkeringsplads med opstillede bænk er der en flot udsigt over de røde søer og bag dem den langt større Søby Sø (der ikke er en brunkulssø, men derimod naturligt dannet). Enkelte ænder letter fra rørene i kanten af søen, længere ude kan jeg i øjeblikkets klare sollys se et glinsende hvidt svanepar på det rustrøde vand.
Der er skiltet en lille vandrerute hen over nogle græsovergroede tipper, så ny at den ikke er med på mit kortmateriale. Og derefter er jeg fremme ved Søby – der næppe er en by, knapt nok en flække. Men i sin tid blev en større skurlandsby etableret her og en del af den er bevaret og huser Søby Brunkulsmuseum. Der er også en mindelund for det anseelige antal arbejdere, der mistede livet på denne farlige arbejdsplads. De fleste i løbet af krigsårene, men også i efterkrigsårene og så sent som i 1970.
Efter at være kommet ud af brunkulslejerne går jeg i raskt tempo gennem plantagerne mod nordvest, krydser motorvejen, og står så i Høgild. Herfra har jeg adgang til det løse stinet langs Rind Å. Åen er et hurtigt strømmende vandløb med smukke, velbevarede svingninger. Fodgængerbroer giver mulighed for at krydse den flere steder. På det første stræk er der høj rørskov langs åen, længere fremme er der afgræssede enge med høje brinker, slidt frem af det strømmende vand.
Jeg kommer ud til en lille landevej ved Kideris, en gammel vandmølle, nær en stor gård og en håndfuld huse. Herfra følger jeg en gammel kirkesti videre mod nord. Den løber i kanten af ådalen, lidt oppe på bakkesiden, folk skulle jo gerne komme tørskoede til kirke, og som det sømmer sig for en kirkesti, ender den ved en kirke: Rind Kirke, i kvadersten med et hvidkalket tårn.
Fra kirken følger jeg landevejen rundt i et sving og går dernæst ad en jordvej frem til Lind, en forstad til Herning. Jeg går stik mod nord, krydser for tredje gang motorvejen, denne gang ad en cyklistbro, fortsætter på den gamle Vejlevej gennem det rekreative område Knudmosen, indtil jeg, som et ekko af min vandreturs begyndelse, ankommer ad bagvejen til Herning Banegård via Godsbanevej.
Rudyard Kipling: Kim, 1-178.
Jyske Vandreture 