Hjøllund-Brande (over Harrild Hede)(139).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hjøllund-Brande (over Harrild Hede), 33,8 km (139).
Lørdag den 5. marts. 2016.

Klokken er halv tolv, før jeg kan stå af bussen ved stoppestedet i Hjøllund. Vejret er gråt, som det kommer til at være hele dagen, der er finregn i luften, og temperaturen er lige over frysepunktet.
Jeg krydser landevejen og går ind i plantagen. Øst for hovedvejen mellem Viborg og Vejle bærer de forskellige dele af det større sammenhængende kompleks af plantager forskellige navne, men her vest for vejen er det alt sammen Gludsted Plantage. Det er flad hedeslette med høje graner af ens højde, plantagen er gennemskåret af snorlige grusveje og brandbælter, der lader nåletræerne stå i store grønne blokke.
Den skovvej, jeg følger, hedder Isenbjergvej, den har to små knæk, eller er den én seks kilometer lang monoton vandring tværs gennem plantagen. En smule nordvest for Isenbjerg ligger Isenvad. DMI har en målestation der, og man kan af og til høre landsbyens navn nævnt i vejrudsigterne som stedet med dagens varmeste eller koldeste temperatur. Egnen lever op til sit ry, for selv om jeg går over optøet og fugtig jord, er der tyk is på pytterne og de små damme langs skovvejen.
Jeg har plantagen for mig selv, indtil jeg mod vest begynder at nærme mig mit mål, hedefladen omkring Isenbjerg. Enkelte biler holder ved vejkanten eller på parkeringspladsen for enden af en grusvej. Hunde og hundeluftere går på stierne ude på heden.
Isenbjerg (102 m) er en langstrakt og fritstående hedebakke, der hæver sig godt tyve meter over det omliggende terræn. Som jeg først ser den på afstand virker den som en berlinmur hen over heden, og da jeg står på parkeringspladsen for foden af bakken, er den ikke mindre imponerende. En mindesten på parkeringspladsen erindrer om dette øde steds betydning for våbennedkastning til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig.
Jeg bestiger bakken og får det omgående frysende koldt. I læ af plantagerne mærker jeg ikke kulden, men den lette blæst heroppe gør den følelig. Der er en storslåede udsigt horisonten rundt, åben hede nærmest og plantagens skovbryn i skarpe vinkler længere borte. Fra mit udsynspunkt højere oppe end granerne flyder deres enshøje trækroner sammen til endeløse grønne flader så langt horisonten rækker. Om end det ikke er særligt langt på en
gråvejrsdag. Med kikkerten afsøger jeg heden og skovbrynene i håbet om at se hjorte men får kun øje på hunde og deres ejere.
Efter at være steget ned på sydsiden af bakken går jeg gennem plantage og kommer ud til en øde landevej i kanten af åbent land. Jeg følger små grusveje over det flade land, et kort stykke langs en lokal cykelrute der er skiltet med et hvidt krondyrgevir på blå baggrund. Senere på dagen møder jeg cykelruten igen, stadig uden at se nogen af de lovede hjorte.
Jeg når frem til det nordøstlige hjørne af Nørlund Plantage. Den udgør sammen med Harrild Hede et sammenhængende areal på omkring 3.000 hektar (30 kvadratkilometer), hvoraf en tredjedel er hede. Her i den nordlige del af området er heden skjult dybt inde i plantagen, en åben slette, let kuperet med vidstrakte kær på de laveste steder. Den åbne flade er her og der brudt af lange lave rækker af overgroede indlandsklitter.
Jeg møder ikke andre vandrere eller cyklister, vejene er næppe meget brugt, men det er statsjord, så der er opsat små nydelige røde skilte med navnene på de øde veje. På enkelte steder har de lave røde pæle fået påklipset en knap så stilfuld tilføjelse, firkantede papirlapper, omhyggeligt plasticlaminerede. Her oplyses om videoovervågning. Naturstyrelsen og Naturhistorisk Museum har opsat vildtkameraer for at overvåge områdets dyreliv. Sekvenser med mennesker på slettes.
Udtrykket “områdets dyreliv” er nænsom sprogbrug fra en offentlig myndighed. Kameraer er sat op for at fotografere ulve. Efter at ulvens tilbagekomst til Danmark var endegyldigt dokumenteret ved fundet af et ulvekadaver i Thy, blev det første fotografi af en dansk ulv taget med et vildkamera her på Harrild Hede. Hvor adskillige får også blev dræbt af en ulv. I den seneste udgave af Naturstyrelsens vandreturfolder for området går man endda så vidt som til at hævde, at “Ulv synes at være regelmæssigt i området”. Det er måske rigeligt optimistisk, jeg ser i hvert fald hverken Rødhætte eller ulv på dagens vandretur. I sin tid, før ulven blev udryddet i begyndelsen af attenhundredtallet, har heden sikkert været et glimrende ulvelokalitet, stednavnet Ulvemose er i hyppig brug på områdets kort.
Som jeg går over heden hører jeg en ravn kalde, tæt på endda. Jeg stirrer intenst på de højeste grene af de mange fritstående fyrretræer, men uden at kunne få øje på fuglen. Vejret er slået over i slud med fugtige snefnug, så jeg går hastigt videre.
Fra Harrild Hede kommer jeg ud på landevejen, hvor den går over Holtum Å, som jeg senest krydsede på min vandring ad banestien mellem Brande og Hjøllund (vandredag 134). Åen flyder hurtigt af sted i en snæver ådal med en smule hede på den ene bred og skravlet plantage på den anden. Det offentlige område omfatter også et mindre areal syd for landevejen, og jeg følger en afmærket rute mod syd, der gentager dagens tema i mindre format, plantage og hede. Det lille hedeareal har dog en gravhøj med en stendysse. Det er nu ikke en ægte forhistorisk stendysse, men derimod et gravmæle opstillet i nittenhundredtallet over hedens sidste private ejer.
Efterhånden har jeg kun en god times dagslys tilbage, så da jeg forlader området går jeg rask til, ad små grusveje over agerland og plantage, indtil jeg står ved den øvre ende af Usseltoftvej, som jeg også stiftede bekendtskab med på min vandring af banestien. Skumringen falder hurtigt på, og jeg ved, at der vil komme mere trafik, jo tættere jeg kommer på Brande, så jeg tager min gule sikkerhedsvest på, og snart møder jeg da også den første bil, jeg har set i flere timer. Et par kilometer længere fremme passerer jeg banestien mod Ejstrupholm, dernæst følger den velkendte lavning med broen over Skjern Å, og til sidst viadukten under Den Midtjyske Motorvej, og jeg er i Brande.
Jeg regner med at skulle vente en halv time på toget til Herning, men til min egen overraskelse når jeg lige akkurat toget mod Vejle, uden så meget som at have haft tid til at tage min sikkerhedsvest af. Det er mørkt og koldt udenfor, men det er dejligt varmt inde i toget, og ved det kommende togskifte i Vejle har jeg et bekvemt kvarter til i ro og mag at skaffe mig selv en stor kop varm kaffe, inden turen går mod Århus.

Georg Grosz: Ein kleines Ja und ein Großes Nein: 232-290.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s