Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Ry-Hjøllund, 37,9 km (138).
Søndag den 28. februar, 2016.
Det bliver min sidste vandredag i denne vinter, for marts er lige om hjørnet, og jeg får det smukkeste vejr til turen, sol fra en blå himmel, vindstille, temperaturen en smule over frysepunktet. Klokken er knapt ni, da jeg står ud på perronen i Ry efter den korte togtur fra Århus, og den flotte vinterdag har endnu ikke sat sig igennem, fugtig tåge hænger lavt over jorden, solen har endnu ikke brændt sig igennem, og jorden er frossen.
Jeg går den velkendte vej mod syd, ud af byen, forbi den lille havn hvor rutebådene ligger til i sommermånederne og over broen ved Rye Møllesø, hvor Gudenåen løber forbi den gule mølle på den korte vej til Lillesø. Vandets bevægelse forhindrer, at søen bliver frosset over og dækket af den karakteristiske hvide is, men store dele af overfladen er dækket af grå, mat is, og vinterdisen hænger tungt over søen og skoven på den fjerneste bred.
Efter at have passeret broen følger jeg en skovsti mod syd gennem løvskoven i kanten af Møllesøen. Den frosne jord er som beton under fodsålerne, der er rimfrost alle vegne men ingen sne, alligevel lyser det snehvidt utallige steder på skovbunden. Det er fin håris, dannet på fugtigt rådnende træ. Undervejs passeres jeg af enkelte løbere og mountainbikere; som jeg kommer længere væk fra byen og ind i det øde skovland ser jeg ikke flere løbere, men søndagens fine vejr har bragt cyklister ud på skovstierne.
Et stykke fremme, hvor nåletræer har fortrængt bøgen, støder stien til en skovvej, som jeg har gået på mange gange før, for den er en del af vandreruten mellem Århus og Silkeborg. Det er mager plantagejord, høje graner med lyng langs vejkanterne. Vandreruten slår en brat halvfemsgradersvinkel, præcis som Gudensø øst for, der dog er skjult af tyk skov og ude af syne. Snart efter kan jeg skimte Gudenåen gennem buskadset, selvom åen kun bliver fuldt synligt ud for et skovløberhus. Tilfældigvis passerer fire kajakroere forbi netop på det sted, jeg kan høre dem snakke sammen ude på åen, længe før jeg ser dem.
Jeg når frem til landevejen mod Gammel Rye, et par mountainbikere kører forbi på vej op ad bakken, og en bil med to kajakker på dagen passerer i modsat retning og sagtner straks farten; ved broen over Gudenåen, tohundrede meter fremme, er der en plads, hvor man kan sætte kanoer og kajakker på vandet.
Jeg, derimod, begynder en lang dags vandring mod vest, samtidig med at der ringes til gudstjeneste fra kirken i Gammel Rye. De første par kilometer følger en grusvej, som jeg også gik ad under min vandretur Jylland Rundt (vandredag 75 og 79). Undervejs lægger jeg mærke til en bred gravhøj, bevokset med høje graner, tæt bevokset med fuglekasser. Fuglekassernes træ ser lyst og frisk ud, men måske er det bare fordi, jeg ikke kan tro, at jeg ikke har bemærket de mange kasser tidligere.
Grusvejen fører frem til landevejen, der går fra Gammel Rye mod syd og vest om Mossø. Jeg skal nu kun følge den et kort stykke, over Salten Å, der er bred her på det sidste stræk mellem Salten Langsø og Gudenåen. Dis hænger over åen, der gør et skummelt indtryk her, hvor høje træer blokerer ethvert strejf af lys fra formiddagens grå himmel.
Fra landevejen drejer jeg ind på grusvejen syd for Salten Langsø. Søen er kantet af skov næsten hele vejen rundt, og vejene og stierne holder sig for det meste på afstand af søen, der også som oftest har bratte skrænter ud mod vandkanten, to-tre meter eller højere. Lige på dette sted, ved det sydøstlige hjørne, er der imidlertid en stor åben græsslette ud mod søen, der dog mest er skjult i den snævre ådal. Langs vejen er der damme og små søer, alle overtrukket med hvid is, og snart bliver vejens grus afløst af en “brolægning” af store cementplader: en klassisk “tyskervej” som den især kendes fra Vestkysten.
Under Anden Verdenskrig opretholdt den tyske besættelsesmagt en lille flyvebase, Ry Flyveplads, her. Der er stadigt enkelte rester af bunkere og hangarer i området, landingsbanerne lå på den åbne græsslette ud mod søen, og mange af basens faciliteter lå skjult i den tætte skov omkring søen. Der var endda en smalsporet jernbane, med en skinnebredde på omkring en halv meter, som man kan se, hvor sporet er bevaret i cementpladerne.
Det åbne land og den smukke blå himmel giver mulighed for at nyde udsigten over til Rye Sønderskovs skovklædte bakkemassiv der står i smuk profil på søens anden side, ti meter højere end Himmelbjerget skjult længere mod nord. I øst kan jeg se kirketårnet i Gammel Rye løfte sig over træerne. Gæs flyver i små flokke over himlen, og jeg kan høre deres kald nede fra søen. Et sted i baggrunden blander en ravn sig i koret, og jeg ser en sort fugl flyve over himlen. Den viser sig ikke igen, skønt jeg kan høre dens kald en rum tid.
Snart hører cementen dog op, og grusvejen vender tilbage, skoven breder sig højt på begge sider af vejene, men åbner sig så i en anderledes skovslette, kuperet land, med spredt bevoksning af ene og lave fyrretræer med tyk stamme. Området er afgræsset i sommermånederne for at fastholde naturtypen, men i dag går jeg over kvægristen og gennem en tom fold.
Jeg følger vejen gennem plantagen på Additnæs, hvor træerne står tæt og højt, og kun små søer og sumpede områder skaber afveksling blandt stammernes tætte rækker. Ved næssets vestlige ende skaber en landtange og en lille bro passage mellem langsøen og den mindre Køgesø. Her har man den bedste udsigt over søerne. Omkring broen skaber strømmen åbent blåsort vand, hvor himlen spejler sig pragtfuldt. Længere væk er store dele af søerne dækket af tyk hvid is, tættere på broen er der tynd gennemsigtig is, som vandet får til at se sort ud.
Jeg følger skovvejen op i Additskov og mod vest. Inde ved Himmelbjerget bærer de skovklædte højdedrag navne som Hindbærkol, Sandegekol og Alvildashøj, for ikke at tale om klassikere som Kongestolen og H. C. Andersens Bænk. Heromkring fortæller kortet derimod om navne som Kostaldbakke og Svinestikolle. Skovvejene står hen uden skilte og er stærkt mærkede af skovbrugets tunge maskiner. Jeg går ad sådan en vej, hen over de brede ribber som er afsat af store traktordæk, høje graner på den ene side, skoveng på den anden side, hvad der giver mulighed for at varmt sollys falder ind over vejen. Pludselig mærker jeg, hvordan ribberne, skabt af traktordækket, synker let sammen under min fod: Solen har tøet jorden op, i det mindste her. Det pludrer og risler i det små skovbække.
Fremme ved den travle landevej mellem Silkeborg og Horsens går jeg mod nord, krydser Salten Å endnu en gang, vandføringen er naturligvis betydeligt mindre ved indløbet end ved udløbet af søen. Jeg skal videre mod vest, til Hjøllund, men først vil jeg gøre en afstikker ud på næsset ved den vestlige ende af Salten Langsø. Det hedder slet og ret Næsset. Efter at være gået gennem plantage kommer jeg ud på et smukt overdrev med ene og egetræer, større end det på søens sydside og også hegnet ind til afgræsning. Jeg havde håbet at nå frem til et godt udsigtspunkt over langsøen, men Næsset er kantet af skov hele vejen rundt. Lige her er det dog blot en tynd bræmme af krogede egetræer, så jeg krydser et bælte af lyng og stiger ned ad den to-tre meter høje skrænt, der danner søbredden. Vandet er isfrit her, hvide skyer spejler sig i vandoverfladen, der glinser i blåt og sort.
Jeg vender tilbage til landevejen og går ind i Pårup Skov på de bakker, der danner nordsiden af Salten Ådal. Tre rådyr springer over engen og ind i skoven. Jeg går gennem bøgeskov med høje ranke stammer og egekrat med krogede figurer, indtil nåletræer og lyng vender tilbage, da jeg kommer til området ved de to store hedebakker Tyskerbakke og Salten Profilet (100 m). Først bestiger jeg Tyskerbakke ad snævre, sjældent brugte stier, der næsten er overgroet af lyngen. I første omgang overser jeg den næsten usynlige sti, fordi jeg har blikket stift rettet mod den pragtfulde udsigt over ådalen. Men jeg går tilbage i mit eget spor, finder stien og stiger op til et endnu mere panoramisk udsyn fra bakkens østside, der står åben og lyngklædt med spredte enebuske. På ådalens fjerne side ser man de skovklædte bakkekamme nord for Bryrup; i øst, hvorfra jeg er kommet, er der skovland, så langt øjet rækker.
Det går videre ad smattede skovveje, gennem krat og en snæver slugt, ad smalle stier på kanten til at blive endeligt overgroet, indtil jeg endelig står for foden af Salten Profilet. Engang var Salten Profilet en mere almindelig hedebakke kaldet Slusebakken, men i 1897 blev den ramt af et stort jordskred forårsaget af en kilde, der havde undermineret bakken. Derved blev en bakkeside blottet i fuld højde, således at man kan se lag af vekslende aflejringer, der rækker 20-25 millioner år tilbage i tiden. Geologer kalder den slags et profil, og Salten Profilet er fredet som geologisk interesseområde.
Siden da er den blotlagte bakkeside i stort omfang overgroet, og har ved forskellige lejeligheder været ryddet for bevoksning. Den oprindelige kilde springer stadig og har skabt et såkaldt fattigkær i området foran det oprindelige skred. Det er en sjælden naturtype i Danmark, så der er modsatrettede naturinteresser her. Der er stadig blotlagte flader med tydelig lagdeling ved skræntens top og ved et næsten lodret afsnit på østsiden.
Egentlig har jeg besteget nok bakker for i dag, men fattigkæret viser sig at være fugtigt og svært fremkommeligt. Her ville det have været rart med en bundfrossen jord, som jeg har nydt godt af på andre tidspunkter denne vinter. I stedet tager jeg vejen op over den høje bakke og kompenseres med endnu en flot udsigt ved det fyrretræ, det har fået lov at stå i malerisk profil øverst oppe.
Tilbage ved bakkens fod går jeg igen ad sandveje gennem plantage, indtil jeg møder det åbne land ved den parkeringsplads i skovbrynet, der er anlagt til besøgende til Salten Profilet. De næste kilometer går over dyrket land, indtil jeg når Skærbæk Plantage. Undervejs har jeg krydset banestien mellem Horsens og Silkeborg, og her i kanten af plantagen krydser jeg Hærvejen.
På vejen gennem plantagen holder jeg mig til en velholdt grusvej. Undervejs kommer jeg forbi skovrider- og skovløber huse, stråtækte og rødmalede, ellers er det ganske øde. Der er langt mere hede og mose inde i plantagen, end jeg havde troet, og det gør det til en afvekslende vandring. De små trætårne, sommetider kaldet hochsitz, som jægerne bruger til jagt på hjorte står tæt, anbragt ikke bare ved hede og mose, men også ved lysninger, brede brandbælter, nyskovede arealer. Det er fuldstændig tyst inde i skoven, først da jeg kommer ud på landevejen, der fører til Hjøllund, kan jeg høre det fjerne trafikbrus fra hovedvejen.
Faktisk er der hele tre steder, der bærer navnet Hjøllund. Store Hjøllund, som jeg passerer, har også givet navn til plantagen, men den er vist kun et stort savværk, Lille Hjøllund ved hovedvejen har ikke blot en klump parcelhuse, men også en landevejsgrill og en mekaniker. Den mellemste Bukkebruse, der ganske beskedent blot hedder Hjøllund, har en købmand, og hvad der er nok så vigtigt for mig, et stoppested. Sent på en søndag eftermiddag er det det eneste stoppested med rutebilbetjening i en radius på ti kilometer.
Her er der kun en busrute, xbussen mellem Viborg og Vejle, på den hovedvej, der over en lang strækning følger den oprindelige Hærvej. Nu, hvor jeg ikke bevæger mig mere, bliver kulden hurtig følelig. Heldigvis må jeg blot vente en halv time, inden jeg stiger på en dejlig varm bus på vej til Viborg.
Georg Grosz: Ein kleines Ja und ein Großes Nein: 170-232..
Jyske Vandreture 