Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Kongensbro-Ry, 37,3 km (137).
Torsdag den 18. februar, 2016.
Da jeg for et par dage siden stod her ved stoppestedet på broen over Gudenåen ved Kongensbro, var det frostvejr, og åens vand lyste blåt i solen fra en skyklar himmel. I dag er temperaturen den samme, men himlen er grå og solløs, og åens vand er sort og glansløst. I det mindste holder det tørvejr resten af dagen.
Fra broen går jeg gennem den lille landsby Truust og dernæst stik syd, som jeg kommer til at gøre det store dele af dagen. Landevejen løber langs Gudenåen, på nogen afstand, mens den langsomt arbejder sig højere op i ådalen. Der er fladt agerland ud mod åen, blandet med lidt skov og to nyere bebyggelse kaldet Pramdragerparken og Teglgårdsparken. Mod øst er der bakkekamme, de fleste skovklædte på toppen. Jeg får den karakteristiske fært af frisk savsmuld i næsen fra en stabel frisksavede kævler i en nydelig dynge.
Der er gravhøje, enkeltvis eller i små grupper, på bakkerne og det flade land. Og, fra en senere tid, Tvilum Kirke, ensomt beliggende ud mod åen, ved kanten af Gjern Bakker. Den lille kirke, egentlig en rest af et kloster fra 1200-tallet, har ikke noget muret tårn, derimod et lille fritstående klokketårn af træ.
Jeg forlader landevejen og følger en grusvej ind i plantagen ved Gjern Bakker. Et godt stykke inde i den fører en afmærket trampesti op til Lille Troldhøj (92 m), der er godt 15 m højere end sin navnebror. Fra toppen af højen er der en flot udsigt over Gudenådalen i vest. I øst kan man se gennem et egekrat, uden blade på denne vinterdag, over mod den højere bakkekam omkring områdets højeste punkt, den skovklædte Åshøj (104 m).
Efter at være steget ned fra Lille Troldhøj går jeg igen mod syd. Snart svinger skovvejen mod vest, men jeg har planlagt at gå et kort stræk over den lille hede, som mit kortmateriale viser findes her og fortsætte ad det afmærkede stisystem i Gjern Bakker Plantage.
Da jeg når frem til den nordlige plantagekant, gør jeg imidlertid den spændende opdagelse, at den lyserøde farve på kortet ikke blot dækker over hede, men også over hedemose eller blot mose. Der er endda en hjælpsom infotavle på stedet, som giver detaljer: Der er et mosegenoprettelsesprojekt i gang her. Heldigvis har det medført etableringen af en plankebro halvvejs ud i mosen, hvor et firkantet stykke plantage står som en ø. Endnu en gang kan jeg glæde mig over frostvejret, det gør passagen af det sydlige mosestykker let og overkommelig, selv om stierne vist mest er dyreveksler. På en sommerdag kunne det let være blevet til noget af en stroppetur.
Godt ankommet til den sydlige plantage overser jeg den afmærkede trampesti, jeg ellers har benyttet på en tidligere vandretur. I stedet følger jeg den første skovvej, jeg støder på, ud til landevejen, tager en mindre landevej ind i skoven og kommer ind på det afmærkede stisystem ved en parkeringsplads i skoven.
Jeg var her i området for mindre end et år siden (vandredag 88), så for variationens skyld tager jeg en anden rute gennem egekrattet til toppen af Store Troldhøj (75 m). Som nævnt er Store Troldhøj lavere end Lille Troldhøj, men udsigten er unægteligt større og smukkere herfra. Det er en fritstående hedebakke, med vid udsigt hele vejen rundt, dertil et malerisk forvredent egetræ på toppen, der virker uimodståeligt tiltrækkende på de to mindre børn, der ifølge med en storesøster kommer op på højen, mens jeg holder hvil der: De må hen og kravle op i det.
Umiddelbart omkring højen er der et bakket hedelandskab, omgivet på alle sider af skov og plantage. I syd ser man ud over ådalen, i dag med Sminge Sø dækket af hvid is. Gjern Bakker er kløvet af en smal ådal omkring Gjern Å, der løber mod syd og munder ud i Gudenåsystemet ved Sminge Sø. Langs ådalen østlige side går i dag Gjernbanestien, på sporet fra den nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Langå.
Fra Troldhøj går jeg et stykke mod nordøst og krydser ådalens enge ad en forbindelsessti med en lille bro over Gjern Å. Derefter bestiger jeg den skovdækkede østlige skrænt, går gennem plateauets flade plantage frem til landevejen. En bred tunge af dyrket land når gennem plantagerne ind til den østlige side af asfaltvejen, som jeg følger et kort stykke, før jeg går op i bakkerne gennem en smal kløft, der begynder med græsmarker, men snart bliver til plantage.
Stedet her kaldes Lille Amerika. Det er uvist, om det gamle navn skyldes, at plantagen lå fjernt fra alt, eller at indbyggerne udvandrede til Amerika i 1800-tallet. Nogen har minsandten klemt en golfbane ned i den smalle kløft, den må høre til resort-området lidt mod nord. Ad lidet brugte skovveje, med moderate stigninger, når jeg frem til det højeste punkt på dagens rute: Randers Høj (100 m). Plantagen åbner sig ved en bakkekams bratte fald, og fra toppen af den lille gravhøj har man en nydelig udsigt over plantagerne.
Dermed er det slut med Gjern Bakker og plantagerne for i dag. Tilbage ved landevejen genoptager jeg min vandring mod syd, gennem let kuperet agerland. Jeg går gennem Voel og frem til Linå, dernæst krydser jeg den nye motorvej mod Herning, som jeg har gjort på mine sidste to vandredage. Denne del af strækningen er taget i brug, og strømmen af biler får det til at se ud som om, motorvejen altid har været der.
Min dag begyndte ved Gudenåen, og nu hvor jeg er nået frem til Gl. Laven og begynder min nedstigning til Julsø, den største af de søer åen løber igennem mellem Ry og Silkeborg. Neden for Gl. Laven er der en åben bakkeside ud mod søen. Øverst ligger Gammelkol, resterne af et gammelt fæstningsanlæg. Julsø har bræmmer af hvid is langs søbredderne, skovene rejser sig på søens sydlige side, tårnet på Himmelbjerget står i profil med den skovløse bakkeside vendt mod nord. På søens nordside, få hundrede meter under mig, rækker odden ved Dynæs ud i søen.
Dynæs har også et middelalderligt voldsted, en borgbanke der står tilbage bag stedets enlige gård. Jeg har betragtet dets karakteristiske struktur fra denne bakke før, set det fra sydsiden af søerne, fra Himmelbjerget og fra en rutebåd på Julsø, men jeg har aldrig besøgt det før. Der er en begrænset offentlig adgang i dagtimerne til voldstedet gennem en låge ved gårdens vestside. Borgbanken er massiv og får de nærtstående hvidmalede bygninger til at virke spinkle i sammenligning. Fra toppen er der en flot udsigt til Gammelkol oppe på bakken og til tårnet på Himmelbjerget.
Fra Dynæs går jeg ad stien langs jernbanen til Laven (egentligt Laven Stationsby). Ved byens trinbræt er der en lille fælled ud mod Bomholt Vig, der er overtrukket med hvid is, Bryggebjerg hæver sig på den fjerne side. En lille gruppe hundeluftere kaster frisbees for deres hunde.
Jeg krydser jernbanen og går ad landevejen mod Ry. Bakkekammene langs vejen er græsklædte, indtil jeg kommer til det højeste parti ved Maskenkol (vandredag 132), går over broen over Knudsø’s tilløb til Birksø og op ad bakken til Ry. Toget kører ind på stationen, mens jeg er ved at trække min billet, men jeg når alligevel at stige om bord og er på vej mod Århus uden at miste et skridt.
Jyske Vandreture 