Silkeborg-Kongensbro (ad Kjellerupbanen)(136).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Silkeborg-Kongensbro (ad Kjellerupbanen), 30,3 km (136).
Tirsdag den 16. februar, 2016.

Jeg er tilbage i Silkeborg for at gå ad den sidste og mindste af banestierne omkring Silkeborg. Det er en god dag til vandring, koldt, ganske vist, lige under frysepunktet, men med høj sol fra en skyfri blå himmel og helt vindstille.
Til en begyndelse går jeg tilbage i mit eget spor fra forrige vandredag, ad udfaldsvejen mod Herning, over Funder å, hvor den går fra Ørnsø til Silkeborg Langsø og frem til det punkt, hvor Kjellerupbanestien begynder i Lysbro. I sin tid forbandt denne jernbane Silkeborg med Rødkærsbro (og dermed Viborg). En del af strækningen er bevaret, og Silkeborg Kommune har anlagt en asfalteret sti fra Lysbro til Lemming Bro.
Vandringen begynder med en kilometerlang vandring op ad den lange bakke fra søernes niveau til plateauet mod nord. Undervejs er der plantage, men også enge og overdrev omkring små bække og små damme. Det stillestående vand er frosset over, men bækkene løber stadigt frit. En hvid svane og en flok ænder deler en smule åbent vand i en lille sø. På min vej op passeres jeg af adskillige cyklister og hundeluftere, men så snart jeg kommer lidt på afstand af byen, har jeg stien for mig selv.
Oppe på det flade land lader jeg plantagerne bag mig, og så kan jeg se den: den nye motorvej oven på en høj, bred dæmning. Den ligger øde hen, for dette stræk er det sidste vanskelige og kostbare stykke gennem Silkeborg, der først åbnes senere på året. Det binder Herning-motorvejen over Funder Ådal (vandredag 135) sammen med motorvejen mod Århus over Gudenåen og gennem Silkeborg Nordskov (vandredag 88).
Jeg går gennem tunnellen langs stien, der går over åbent agerland, langs en bæk, kantet af en smal stribe eng, stopper kort for at se på en krage, der jager en musvåge væk. Længere borte kan jeg se Sinding Østerskov, og banestien fører bag om Skægkær, hvor jeg gik i folkeskole i 1970’erne. Ejeren af skoven tillod skolen at bruge skoven i undervisningen, så vi kom der tit. Banestien var dengang i fremskreden overgroning, men en enkelt sommerdag aflyste rektor beslutsomt undervisningen og sendte hele skolen på en fælles vandretur til Lemming Bro, samme vej som jeg går nu efter at have krydset hovedvejen mellem Silkeborg og Viborg. Her og der måtte vi kante os gennem tæt krat på denne smalle banedæmning.
Det åbne landskab snævres som en tragt ind til en snæver ådal. I begyndelsen er der bred eng og rørskov, men snart løber åen hurtigt af sted i et smalt leje med høje skrænter på begge sider, vekslende mellem krat og græsbakker. Silkeborg Kommune har gang i et naturgenopretningsprojekt med genslyngning af bæk og reetablering af vandhuller, som sætter sit præg på denne del af strækningen. Der er en smuk udsig fra banevolden på denne bladløse tid af året, i sommerhalvåret ville stien over lange stræk fremstå som en grøn tunnel.
Det dambrug, det engang lå ved Lemming Bro, er for længst nedlagt. Banelegemet fortsætter et par kilometer endnu til østenden af Hinge Sø, og kommunen ønsker at forlænge stien dertil, men det har ikke været muligt at nå til en ordning med ejerne ved Lemming Bro, så i stedet går jeg ad landevejen, først til Lemming og derefter mod Serup. Det var en strækning, der også indgik i skolebusruten i min barndom, og landsbyen og landskabet virker næsten uforandret.

Snart forlader jeg dog den gamle skolebusvej, går i stedet til Holm Mølle, krydser Alling Å og når frem til en vej med det vidunderlige navn Långawten. Den går langs nordsiden af Alling Ådal og Alling Sø. Allingkloster Skov dækker ådalens sydlige kant. Fra landevejen kan jeg se, at søen er delvist tilfrosset, isen reflekterer solens glitrende lys lige mod mine øjne, når jeg kigger tilbage, ud over søen.
Øst for søen ligger den lille landsby Grønbæk. Over for kirken ligger et lille “hospital”, en ganske lille bygning fra 1778, som en informationstavle fortæller, var en testamentarisk gave fra det lokale godsejerpar. Det var nærmest et plejehjem. Datidens beskrivelser af de første beboere er gengivet: De var “affældige”, “højst affældige” og “yderst affældige”, og i vekslende omfang forarmede, fattige, blinde og efterladt ganske uden pårørende.
Fra landsbyen går jeg mod Kongensbro. I eftermiddagslyset tager den hvide landsbykirke sig smuk ud. Dette er en noget større, mere trafikeret og snorlige landevej. Et sted er den flankeret på begge sider af overgroede gravhøje. Kongensbro er blot en snes huse nær den gamle pramdragerkro. Gudenåen er bred og lysende blå i solskinnet.
Hovedvejen mellem Århus og Viborg krydser åen på en høj bro. På broen er der et busstoppested med rimelige forbindelser til de to byer. Da jeg senest var på disse kanter, på en tur vest om Tange Sø (vandredag 91) gik jeg på den vestlige side af Gudenåen, ad meget lidt brugte skovveje, misforstod de små veje og endte for tidligt ude ved hovedvejen. I dag, hvor jeg har lidt ekstra tid, går jeg et par ekstra kilometer på åens vestside. Engene er brede her, og jeg kan dårligt se åen i dens leje, derimod kan jeg se en optimistisk vandrer gå mod nord langs Trækstien på Gudenåens østside, på vej mod dét sted på stien, der er værst mærket af oversvømmelser i vintertiden.
Dagens afsluttende løkke fører mig hurtigt væk fra åen og op langs et bakkestrøg, der grænser op til en del af samme enorme grusgrav, jeg husker fra sidst. Der står blå søer på bunden af udgravningen, og jeg kan se talrige hvide svaner dernede med det blotte øje.
Grusvejen leder ud til hovedvejen, jeg følger den ned ad bakken til broen over åen. Solen gør farverne klare, den gule kro, den grønne plæne omkring kroen, den blå flod, og efter få minutter, den blå bus, som jeg står på.

Georg Grosz: Ein kleines Ja und ein Großes Nein: 125-170.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s