Alhedestien II: Karup-Viborg (145).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Karup-Viborg, 28,7 km (145).
Mandag den 11. april, 2016.

Det er det bedste vandrevejr længe, sol fra en blå himmel dagen lang, stadigt en smule køligt, da jeg står af rutebilen i Karup, lidt over ti.
Karup er ingen stor by, så jeg er snart inde på banestien og ude i det åbne terræn. Stien er en snorlige streg mod horisonten, og landskabet er stadigt fladt men med et let, konstant løft mod nordøst, hovedstilstandslinjen for sidste istid, der befinder sig inde omkring Hald Sø og Dollerup Bakker.
Mellem Karup og Frederiks er der et langt firkantet stykke plantage. Terrænets lette hævning får udgangen fra plantagen til at stå som en lysende hvid firkant mod den mørke granskov, så man har følelsen af at gå mod en dør for enden af en kilometerlang korridor. Her og der åbner plantagen sig omkring kær- og hedepartier.
Den næste by er Frederiks. Jeg har tidligere brugt den som udgangspunkt for en vandretur til Kongenshus og Dollerup Bakker (vandretur 116), men det var fra rutebilsstoppestedet oppe ved landevejen. Den nu forældede og nedlagte bane skar igennem centrum af byen. Stationsbygningerne står der stadig, velholdte og sikkert i privat eje.
Det gamle stationsområde er nu en lille park, der også rummer et mindesmærke for kartoffeltyskerne, en ung kvinde med en favnfuld kartofler. Det er et af flere mindesmærker for kartoffeltyskerne her på egnen. Der er også et lille museum i Grønhøj. Tyskerne blev inviteret til landet under Frederik d. 5 og bosat i Grønhøj og Havredal. Kirken blev opført midt i mellem de to byer, kirkesproget var tysk frem til 1856.
Efter Frederiks begynder jeg hurtigt at nærme mig det kuperede terræn ved Hald Sø, over betydelige stræk når banevoldens højde ti meters højde eller mere. Hede, kær og krat har fundet et fristed ved den høje dæmning. I den lille landsby Skelhøje krydser Alhedestien Hærvejen, og derefter slår banestien et stort sving mod nordvest for at undgå bakkerne omkring søen.
Banen er nu ikke længere blot ført oven på en høj vold, sine steder er den også gravet gennem bakketoppe. En viadukt fører den under landevejen mellem Herning og Viborg og ind i den sydligste del af plantagerne vest for Viborg. Plantagerne er naturligvis mest nåletræer, men her i sydkanten er der også en yngre plantning med bøgetræer i lige linjer og et gammelt egekrat. Fra banevolden kan jeg mod sydøst se det åbne land, og på den anden side af landevejen, Stanghede, med dens tætte enebevoksning.
Jeg nærmer mig Hald Ege, men jeg forlader stien for en stund ved vejen, der fører ned til Hald Hovedgård. Den lange lige vej ned til hovedgården er kantet af stenpæle, der lokalt kaldes for Niels Bugges Hugtænder. Niels Bugge var herremand på Hald i trettenhundredtallet. Og ellers har han ikke noget med stenpælene at gøre. Pælene er flyttet til deres nuværende placering af en senere ejer.
Oprindeligt var de vildtbanepæle. Vildtbanerne havde deres storhedstid fra reformation til hen i syttenhundredtallet, hvor de blev afviklet. I forbindelse med reformation blev store landområder konfiskeret, og sammen med kongeligt ejede arealer, og områder hvor kongerne hævdede jagtret, blev der skabt store vildtbaner. I en vildtbane var alt jagt forbeholdt kongehuset, bønder måtte ikke eje jagtvåben, deres hunde skulle have brækket eller afhugget et forben, og krybskytteri blev straffet hårdt. Krybskytterne var især skytter på de private godser. Jagten var ikke blot kongens personlige fornøjelse, vildtbanens skytter nedlagde vildt, der blev leveret til kongehusets husholdning og til lokale, der nød kongehusets gunst.
For at ingen skulle kunne påberåbe sig uvidenhed om at opholde sig og jage på kongehusets enemærker, blev der opstillet vildtpæle i terrænet for at afmærke den enkelte vildtbane.I begyndelsen var de af træ, men senere blev det til stenpæle med regentens monogram indhugget. Den største vildtbane var Skanderborg Vildtbane, administreret fra det såkaldte ryttergods i Skanderborg. I sin største udstrækning strakte det sig fra Horsens Fjord til Isenbjerg (vandredag 139) og vest for Viborg. Stenpælene ved Hald er den største samling af bevarede vildtbanesten. Enkelte sten står stadigt på deres tiltænkte plads, men mange er forsvundne eller flyttede. En rest af kongehusets ældgamle privilegier består stadigt i form af de kongeliges adgang til jagt på Naturstyrelsens arealer, f.eks. krondyrjagten i Gludsted Plantage.

SkanderborgVildtbane

Fra alléen af stenpæle går jeg gennem parken ved Hald Hovedgård og ned til stien langs Hald Sø, hvor jeg senest gik på min tur søen rundt (vandredag 122). Vejret er bedre i dag, og søen ser blå og indbydende ud. Jeg følger søbredden rundt til den banke, der er resterne af et middelalderligt voldsted, Niels Bugges Hald, samme herre hvis hugtænder har givet navn til samlingen af vildtbanesten.
Kroen ved dette hjørne af søen har også taget navn fra den gamle herremand. Jeg følger et kort stræk af Hærvejen fra den gamle mølledam op til landevejen mod Viborg og kommer tilbage på banestien. Stien passerer bag om skolen i Hald Ege, hvad der bringer en lille strøm af cyklister ud på vejen. Plantage, bagsiden af parcelhuskvarterer og små græstykker med heste veksler på begge sider af stien.
Banen rykker fri af plantagen, som jeg nærmer mig udkanten af Viborg, hvor jeg gør en kort afstikker til det sydøstlige hjørne af Viborg Plantage. Her er der bevaret et lille stykke hede med gamle hulvejsspor. I mellem dem står Hærvejsstenen, som er eftertidens markering af denne rest af Hærvejen. Stenen er en gammel vejtromle af granit, rejst på højkant, på toppen af cylinderen udpeger en kompasrose retningen for forskellige pilgrimsmål og giver distancen i kilometer; Peter Seeberg har forfattet en tekst om vejen og dens vandrere gennem tiderne, bogstaverne slynger sig om siden af cylinderen.
Tilbage på banestien går jeg mod centrum af Viborg. Den eksisterende bane mellem Struer og Langå svinger ind fra sydøst og løber parallelt med banestien. Alt, hvad jeg mangler er at krydse perronbroen, der forbinder Viborg Banegården med boligkvarteret på den anden side af banelegemet, og så kan jeg gå direkte ind i et ventende tog.
Men ak, broen er lukket for renovation – halvvejs nedrevet faktisk – så jeg må gå en omvej omkring ringvejsbroen og tilbage på den anden side af sporet. I god tid til det næste tog.

Jens Smærup Sørensen: Mit danske kød, 276-346.
D. H. Lawrence: Sons and Lovers, 1-62.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s