Linå Vesterskov, 24 km (550).
Lørdag den 22. august 2026.
Trinbrættet i Laven ligger ved en lille fælled midt i landsbyen, ud til Bomholt Vig, den østligste del af Julsø. I det fjerne kan man se Himmelbjerget med tårnet på den anden side af søen. På vinterdage kan man omvendt oppe fra tårnet se, hvordan de lokale muntrer sig på den isdækkede vig.
Himlen er grå over mit hoved, og temperaturen er behageligt køligere end de sidste dages hedebølge. Det kommer mig til gode, som jeg giver mig i kast med landevejens lange opstigning mod plateauet over ådalen. Selv i dag får det sveden til at springe frem på panden, ikke at jeg behøver en undskyldning for at stoppe op for at nyde udsigten over søen, den skovklædte skovside med det åbne parti med hede og bregner omkring tårnet på Himmelbjerget.
Jernbanen mellem Århus og Silkeborg kiler sig vej gennem skiftende ådale, og byen er ved søen er egentlig Laven Stby. Gl. Laven er blot en håndfuld huse omkring et vejsving oppe på plateauet. I dag drejer jeg endda fra midt i svinget, følger skiltet mod Møgelø, som leder ind på en stejl grusvej gennem en slugt ned mod Julsø. Møgel- er et gammeldags udtryk, der betyder stor, og den er da også den største af øerne i Søhøjlandets søer, mindre end en snes hektarer, men stadig større end Paradisøerne i Borre Sø, næste sø nedenstrøms. Møgelø er også spejdernes ø, FDF/FPF, som også ejer det store område Sletten nær Himmelbjerget. Overfartsmuligheden er dog her på nordsiden.
Plateauet er dyrket land, men på de stejle skrænter hersker skoven. Det er lysåben løvskov, og som solen kommer og går, danser lysende mønstre på skovbunden. En stribe åbent land med spredte huse giver udsyn over søen og en lille marine. Som jeg går mod vest passerer jeg en stikvej, hvor der er et advarselsskilt med 25% stigning. Jeg har set skiltet før og gået forbi, fordi jeg ved fra kortet, at det blot er en ganske kort, blind vej. I dag tager jeg dog afstikkeren, for hvor tit kan man prøve 25 procents stigning i Danmark? På det stejleste stræk er grusbelægningen erstattet med asfalt, sikkert en nødvendighed for at forebygge erosionsskader ved regnskyl. Jeg må stoppe for at få vejret et par gange, selv om jeg går i skovens skygge og det blot er 250 meter. Da jeg tager tilbageturen ned, er jeg yderst bevidst om mit tyngdepunkt i forhold til skråningen.
Fra en villas plæner kommer duften af nyklippet græs. Jeg drejer fra grusvejen og slår ind på den skiltede vandrerute mod Linå Vesterskov. Skoven strækker sig fra ådalens bund og helt op til motorvejen øverst på plateauet. Jeg kommer ind i nederst ved jernbanen, hvor løvskoven dominerer og arbejder mig op ad dalsiden, mens jeg skifter til det netværk af lokale vandreruter, der er etableret. Jo højere jeg kommer op, jo mere dominerer partier med nåletræer, og skovvejene bliver stadigt mere sandede. Det står svampe adskillige steder, mens blåbærrisene nu er tømt for frugt.
Lilla lyng blomstrer spredt langs vejkanten, og i de lysninger der er fremkommet ved skovning. Store træstubbe og lave stammer står tilbage, oftest uden bark, og med stammens blotlagte ved blegnet til en knoglehvid farve. Et par mindre fremspring på dalsiden har undgået tilplantning og står i stedet dækket med højt, gyldent græs. En skovskade flyver tavst gennem underskoven, en musvåge skriger ved en lysning.
Stierne fører mig ned ad bakken igen, en rytter på en hest i frisk trav krydser på en skovvej langt fremme, og på den flade dalbund møder jeg cyklister, vandrere og hundeluftere. Uden at forlade skoven strejfer stien silkeborgforstaden Svejbæk, sender mig ud på den yderste villavejs asfalt, der dog hurtigt bliver til grus- og dernæst jordvej, som jeg igen går op ad dalsiden. En ensom villa godt op ad skråningen har udsigt over en indhegnet skoveng med en håndfuld heste.
Da terrænet igen begynder at flade ud, er jeg inden for hørevidde af det dæmpede trafikbrus fra motorvejen, og jeg drejer mod vest, hvor min sti snart forener sig med det samme stinet, jeg benyttede på min forrige vandretur, og som fører mig frem til plateauets indfaldsvej, der følger en slugt ned til ådalens byer. Der er skovenge og små kreaturfolde på begge sider af asfalten, parkeringspladser ved skovbrynet til Silkeborg Nordskov.
Som jeg går ind i Nordskoven, gør jeg en afstikker ad en ny sti, der følger en mindre kløft opad. Den smalle kløfts bund er indhegnet grønsvær, der forbinder skovengene med græssletterne højere oppe. En fært af af solstegt, overmoden frugt hænger i luften, men brombærkrattet er dog stadig behængt med friske, saftspændte bær, røde og sorte toner. I sidste måned var græssletterne dækket af gule brandbæger, nu står de brune og visnede hen.
For tredje og sidste gang denne dag går jeg ned ad bakkesiden, krydser statsskovens velholdte grusvej, med et nik til en gruppe rastende mountainbikere, og så ad en trampesti gennem krattet, indtil jeg kommer fri af skovbrynet og står ved Sindbjerg og Stoubjerg.
De to store fritstående lyngbakker hæver sig over den underliggende hede. Skyerne kommer og går over mit hoved og den blomstrende lyng skifter tone i forhold til skygge og lys. Dunkel purpur i skyggen, selvlysende lilla hvor solen brænder igennem.
Der er som altid små grupper af besøgende, en lille fåreflok langt fremme, smalle, sandede stier, der fører til tops. Dagens mange højdemetre er følelig, som jeg giver mig i kast med bestigningen af Stoubjerg, passager med stejle trappetrin gør det ikke bedre, men til sidst når jeg dog frem til udsigtspunktet øverst. Foran mig ligger Søhøjlandets klassiske panorama, lilla hede, grønne skove, blå søer. Lang mod sydøst kan jeg se Himmelbjerget og tårnet.
Jeg giver mig den tid, det kræver til at se mig mæt. Dernæst begynder nedstigningen, med sirlige afmålte skridt, fuld opmærksomhed, stien smal, sandet, gennemtrukket af trærødder, knæhøj lyng på begge sider. Sikkert nede på fladt terræn og grusveje er der ikke langt til asfalt og fortovsfliser, som jeg går mod trinbrættet i Svejbæk.
Judith Kerr: When Hitler stole pink rabbit, 127-191.
Jyske Vandreture 