Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Simmelkær-Skave, 28 km (474).
Torsdag den 23. februar 2023.
Det var tæt tåge, da mit tog kørte fra Århus, og nu hvor jeg står på et af de fladeste steder i Jylland, er sigtbarheden blot bedret til et par hundrede meter. Lyset er gråt og skumringsagtig, næsten som de ekstra timers dagslys siden vintersolhverv pludseligt er blevet inddraget.
Min vandredag starter i Simmelkær. Jeg har været her en gang før, for år tilbage, hvor den lille landsby var mit udgangspunkt for en vandretur til Ørre og Ovstrup Heder (vandredag 282). Også i dag starter jeg med at gå mod vest. Det er et klassisk landskab for de gamle hedesletter, lange firkantede markstykker, adskilt af endeløse læhegn. En enkelt svane flyver tungt og lavt over det dyrkede land. Snart drejer jeg af mod nord og kommer ind på en grusvej, der fører mod Søndre Feldborg Plantage, den mindste af de to store plantager, der bærer Feldborg-navnet. I kanten af plantagen er der en indhegning med en halv snes krondyr. Der er også en pæn vild bestand af kronvildt som de mange hochsitze og klovspor bevidner, men de holder sig ude af syne.
Plantagerne er blandt de ældste i Jylland, næsten to hundrede år gamle. Søndre Plantage er den mindste, omkring ti kvadratkilometer i areal, Nordre plantage er mere end dobbelt så stor.
De statsejede plantager har lange lige, velholdte grusveje, hvor fine røde vejskilte bærer karakteristiske navne som Midterlinjen eller Langelinje. Meget af plantagen er tæt nåleskov, der står som store mørke kasse, inddelt af plantagevejens skarpe snit. Jeg er knapt trådt ind i skoven, før en ravn flyver tavst over min hoved. Man bliver også budt velkomment af et plasticlamineret opslag, der informerer om vildtkamera opsat til faunaovervågning udført i samarbejde med Århus Universitet. Det plejer at være forbundet med overvågningen af ulve, om end jeg ikke har hørt om, at nogen ulv endnu hævder revir her.
Store dele af Søndre Feldborg Plantage er anlagt på gammel mose. Der er åbne arealer, dækket af mosernes vaskebrætsmønster af græstuer, der adskillige steder også udgør skovbunden, med hedelyngen henvist til små øer på de højest beliggende steder, blot et par håndsbredder over mosen. Mange steder står der vand, formodentligt fordi der aldrig er blevet dybdepløjet, så det uigennemtrængelige al-lag er bevaret. Som jeg vandrer mod nord, overtager grønt mos mange steder skovbunden. Der er sparsom fuglesang fra spurve, og en skovskade trækker med hæs skrigen over mit hoved.
Ud over de talrige nummererede hochsitze byder skoven også på et par små udsigtstårne. Det ene står, hvor plantagens to længste veje krydser hinanden, og man kan overskue de fire dybe korridorer gennem nåleskoven på én gang. Det andet tårn finder jeg for enden af en trampesti, opstillet i skovbrynet med smuk udsigt over resterne af Hammermosen. Adskillige små søer ligger ude på mosefladen. Her og der er der tørrere partier med revling og andet, andre steder står der flere centimeter vand under græsset. Gamle, grå træstubbe står tilbage, så der er blevet skovet for at fastholde mosepræget.
Snart efter jeg frem til den nordøstlige hjørne af plantagen, krydser en travl landevej og dernæst den fredelige bivej, som jeg kender fra en tur til det smukke Gindeskov Krat (vandredag 421). Den grusvej, jeg fortsætter ad bliver snart til en markvej over det åbne land, med tydelige aftryk af hjorteklove i den bløde jord. Høje kald gjalder gennem luften, over mit hoved passerer en snes viber med deres karakteristiske vinger, det er bestemt ikke dem. Lyden er høj, monotont gentaget, men da jeg ført får lokaliseret fuglene, er de flere hundrede meter borte, kun lige akkurat synlige på grund af deres størrelse, et tranepar, lyse fjerdrager mod et fjernt skovbryn.
Ulve og traner er i fremgang her hjemme, i et vist omfang på de samme steder, jeg har flere gange ser traner ved Vind Hede (vandredag 329), hvor der i årevis har stået en ulvefælde, som de kloge dyr går langt uden om. Sparsomt befolkede egne, svært tilgængelige heder, moser og plantager, det er noget, der passer de to arter. Jeg strejfer kanten af et lille stykke af den gamle Feldborg Hede, bevaret fordi det hører til den statslige plantage, det er en kompliceret lille landskabsmosaik af eng, hede, og tilgroet indsande, tilmed med et par små søer.
Den lille markvej, jeg følger, forsvinder næsten, inden den finder fodfæste i en lille, isoleret plantage. Solen begynder omsider at vinde frem, og pludselig kommer jeg ud til en solbeskinnet lysning af dyrket land. Sorte ravne flyver over himlen, tre-fire stykker, to af dem tydeligvis et par. Som jeg står og betragter dem, genlyder himlen af trompeterende traner. To af de store fugle, muligvis de samme som før, flyver over marken og forsvinder ind over plantagen.
Det overraskende lille skuespil er forbi, jeg går videre ad små veje, forbi et par gårde, krydser broen over Feldborg Bæk, dybt nedskåret, hurtigt strømmende, med hvidt skum, vandet en gennemsigtig okkerrød farve. Og efter et par hurtige skridt over endnu en landevej træder jeg ind i den store Nordre Feldborg Plantage.
Den nordlige plantage gør et mere varieret indtryk. Her er større partier med løvskov, og den sene sol får det bedste ud af dem, bjælker og pletter af lys over skovbunden. Lave egetræer på gammel hede og langs skovvejene, partier med bøgeskov, alle bladene kastede, blandet løvskov. I en stor lysning i skoven, knoldet af utallige muldvarpeskud, græsser en lille flok gallowaykvæg. Der er en stor stabel kævler i vejsiden, lyden af skovarbejde i gang.
Mere end en time går jeg ad den lange lige grusvej gennem skoven. Flimrende pletter af billak annoncerer, at jeg nærmer mig den travle hovedvej mellem Holstebro og Viborg. En mindre sektion af plantagen fortsætter nord for hovedvejen. På den korte strækning her møder jeg en halv snes mennesker og halvt så mange hunde, flere end jeg har mødt på den hidtidige del af turen gennem plantagerne. Forklaringen viser sig, da jeg forlader skoven, en indhegnet hundeskov og en parkeringsplads med adskillige biler: luftetid for de lokale hundejere.
Tilbage på hovedvejen går jeg den korte vej mod vest, til landsbyen Skave, og et stoppested for de hyppige busser mellem de to store byer, stadig en smule lav sol tilbage.
Aldous Huxley, The doors of perception,10-123.
Natalia Ginzburg, Caro Michele, i-x, 1-6.
Jyske Vandreture 